Indhold

Afsnittet handler om skyldners forslag til gældens sanering og mødet i skifteretten.

Afsnittet indeholder:

  • Skyldner opfordres til at fremkomme med forslag
  • Indkaldelse til møde om skyldners forslag
  • Mødet i skifteretten.

Skyldner opfordres til at fremkomme med forslag

Når oplysningerne om skyldners økonomi er tilvejebragt, jf. konkursloven § 210, opfordrer skifteretten skyldner til at fremkomme med et forslag til gældssanering, herunder til indholdet af en eventuel afvikling af den del af gælden, som fortsat skal bestå. Se konkurslovens § 213.

Forslaget skal indeholde oplysning om, hvordan den bestående del af gælden tænkes afviklet, ligesom det skal ledsages af en opgørelse af skyldners og dennes husstands indtægter og udgifter. Forslagets indhold behandles dybdegående i G.A.3.4.5.6.2 Fastsættelse af afdragsbeløbet og de enkelte indtægts- og udgiftsposter og G.A.3.4.5.6.3 Afdragsperiodens længde.

Det er forudsat at skifteretten og dennes medhjælper vejleder og hjælper skyldner med at fremkomme med et realistisk forslag. Valget er dog i sidste ende skyldnerens.

Indkaldelse til møde om skyldners forslag

Efter modtagelsen af skyldners forslag til gældssanering skal der indkaldes til et møde i skifteretten, medmindre der på det foreliggende grundlag ikke er udsigt til, at forslaget kan tages til følge. I dette tilfælde nægter skifteretten gældssanering, jf. konkurslovens § 212, stk. 1, nr. 1. Se konkurslovens § 214.

Skifteretten skal indkalde skyldner og samtlige kendte kreditorer og indehavere af særligt sikrede krav til skifteretsmødet med mindst 2 ugers varsel. Når forholdene taler derfor, indkaldes desuden en repræsentant for kommunen til mødet.

Indkaldelsen skal ske ved anbefalet brev eller på anden betryggende måde, og vedlægges skyldnerens forslag samt de i konkurslovens § 210 nævnte oplysninger. Derudover skal indkaldelsen indeholde oplysning om følgerne ved udeblivelse fra mødet. Se konkurslovens § 214, stk. 1 og 3.

Udebliver en fordringshaver fra mødet, vil denne ikke have mulighed for at øve indflydelse på skifterettens afgørelse. Udebliver skyldner uden lovligt forfald, vil skifteretten nægte gældssanering, jf. konkurslovens § 212, stk. 1, nr. 3.

Indkaldelsen bekendtgøres samtidig i Statstidende med oplysning om, hvor bilag til skyldners gældssaneringsforslag ligger til eftersyn. Se konkurslovens § 214, stk. 2.

Forslaget skal være bilagt en statusoversigt og en redegørelse for de vigtigste årsager til skyldners økonomiske situation samt oplysning om, hvorvidt der foreligger dispositioner, som bør søges omstødt. Se konkurslovens § 210.

Mødet i skifteretten

På mødet gennemgår skifteretten skyldners forslag og de tilvejebragte oplysninger. Skifteretten opfordrer de fremmødte til at udtale sig om forslaget og grundlaget for dette samt til at fremkomme med andre oplysninger af betydning for sagen. Se konkurslovens § 215, stk. 1.

De fremmødte kreditorer har ret til at udtale sig på skifteretsmødet, men der bliver ikke stemt om forslaget på samme måde som i rekonstruktioner. Det er kun skifteretten, der afgør, om der skal afsiges kendelse om gældssanering. Skyldneren har pligt til at besvare spørgsmål fra skifteretten og fordringshaverne, jf. konkurslovens § 215, stk. 2. Nægter skyldneren at besvare spørgsmål nægter skifteretten gældssanering, jf. konkurslovens § 212, stk. 1, nr. 2 og 3.

Herefter vurderer skifteretten skyldners økonomiske forhold med henblik på, om en eventuel kendelse om gældssanering skal gå ud på bortfald eller nedsættelse af gælden. Se konkurslovens § 198. Se mere om skifterettens afgørelse i G.A.3.4.5.6.4 Gældssaneringskendelsen.