ML § 29 a har følgende ordlyd:

"Stk. 1. For vare- og lastmotorkøretøjer med tilladt totalvægt på ikke over 3 t, for hvilke der er taget fuldt fradrag for afgift vedrørende anskaffelse eller leje, kan der ske en afgiftsbetaling på 40 kr. pr. dag i indtil 20 dage pr. kalenderår for udtagning af køretøjet til privat brug for virksomhedens indehaver eller dennes personale eller i øvrigt til virksomheden uvedkommende formål. Der udstedes bevis for afgiftens betaling, som skal medbringes under kørsel med køretøjet den pågældende dag og efter anmodning vises til politiet eller told- og skatteforvaltningen.

Stk. 2. Afgiftsbetaling efter stk. 1 kan ikke foretages for køretøjer, der er fritaget for afgift efter lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v. eller brændstofforbrugsafgiftsloven eller fritaget for registreringsafgift efter § 2 i lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. Dette gælder dog ikke el- eller brintdrevne køretøjer.

Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om administrationen af ordningen i stk. 1 om dagsbeviser."

ML § 41 har følgende ordlyd:

"Stk. 1. Afgift, der vedrører anskaffelse af vare- og lastmotorkøretøjer med tilladt totalvægt på ikke over 3 t, kan ikke fradrages, medmindre køretøjerne udelukkende anvendes i forbindelse med virksomhedens fradragsberettigede levering af varer og ydelser.

Stk. 2. Afgift, der vedrører drift af de i stk. 1 omhandlede motorkøretøjer, kan fuldt ud fradrages, uanset om køretøjet kun delvis anvendes til fradragsberettigede formål i virksomheden.

Stk. 3. For lejede motorkøretøjer af den i stk. 1 omhandlede art, der under lejemålet ikke udelukkende anvendes i virksomheden, kan afgiften vedrørende driften og en tredjedel af afgiften på lejen fradrages.

Stk. 4. Er der for et køretøj af den i stk. 1 og 3 omhandlede art betalt afgift for privat anvendelse af køretøjet i henhold til § 29 a, stk. 1, anses køretøjet fortsat som anvendt udelukkende i forbindelse med virksomhedens fradragsberettigede leveringer af varer og ydelser.

Stk. 5. Det er en betingelse for fradragsret efter stk. 2 og 3, at virksomhedens leverancer af varer og ydelser overstiger registreringsgrænsen i § 48, stk. 1, 1. pkt."

ML § 29a og ML § 41, stk. 4 er en udmøntning i momsloven af tilladelse fra Rådet (Rådets gennemførelsesafgørelse nr. 2012/447/EU af 24. juli 2012), til at indføre en mulighed for at betale en dagsafgift for privat anvendelse af varebiler (dagsbeviser).

ML§ 41 har ikke direkte hjemmel i momssystemdirektivet, men kan dog opretholdes i henhold til standstill-reglen i art. 176.

Momssystemdirektivets artikel 176 har følgende ordlyd:

"Rådet fastsætter med enstemmighed på forslag af Kommissionen de udgifter, der ikke giver ret til fradrag af momsen. Under alle omstændigheder giver udgifter, der ikke er af streng erhvervsmæssig karakter, som fx udgifter til luksusforbrug, underholdning eller repræsentation, ikke adgang til fradrag.

Indtil de i stk. 1 omhandlede bestemmelser træder i kraft, kan medlemsstaterne opretholde alle de undtagelser, som var gældende i henhold til deres nationale lovgivning pr. 1. januar 1979 eller for de medlemsstater, som er tiltrådt Fællesskabet efter denne dato, på datoen for deres tiltrædelse."