Indhold

Virksomheder kan ikke fradrage moms af indkøb mv., som vedrører underholdning.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Eksempler
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Moms af udgifter til underholdning er ikke fradragsberettiget. Se ML § 42, stk. 1, nr. 5.

Eksempler

Der er flere eksempler fra retspraksis på vurderingen af, hvornår der er tale om underholdning. Følgende tilfælde er ikke underholdning:

  1. Fodboldbilletter
  2. Underholdning i storcenter

Ad a) Fodboldbilletter

Afgørelsen af, om hvorvidt der kan foretages fradrag for moms af det beløb, som en sponsor har betalt for billetter mv. i forbindelse med sponsorkontrakter, må træffes på grundlag af den brug, som sponsor har gjort af billetterne. Det forhold, at billetter giver adgang til underholdning i form af fodboldkampe, medfører ikke i sig selv, at købet af dem vedrører "underholdning", jf. ML § 42, stk. 1, nr. 5. Se SKM2006.398.HR.

Ad b) Underholdning i storcenter

Den brug, som storcenterforeningen gør af de omhandlede udgifter, kan ikke karakteriseres som underholdning efter ML § 42, stk. 1, nr. 5. En storcenterforenings udgifter til underholdning af storcentrets kunder, har en direkte tilknytning til og er en forudsætning for de ydelser, som storcenterforeningen i medfør af ML § 4 leverer til storcenterforeningens medlemmer. Storcenterforeningen har altså fradrag for moms af udgift til underholdning af centrets kunder. Se SKM2009.666.LSR.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2006.398.HR

Sagen handlede om i hvilket omfang der kunne foretages fradrag for moms af det beløb, som B A/S (sponsor) havde betalt for billetter mv. i forbindelse med sponsorkontrakter. Højesteret fandt at der måtte træffes afgørelse på grundlag af den brug, sponsor havde gjort af billetterne.
Det forhold, at billetterne gav adgang til underholdning i form af fodboldkampe, medførte ikke i sig selv, at købet af dem vedrørte "underholdning", jf. ML § 42, stk. 1, nr. 5.

Højesteret stadfæstede i SKM2006.398.HR landsrettens dom SKM2003.401.ØLR for så vidt angik punktet vedrørende underholdning.

Landsskatteretsafgørelser

SKM2009.666.LSR

Sagen handlede om en storcenterforenings fradragsret for købte ydelser. Retten fandt at det afgørende for en fradragsret var den brug, som storcenterforeningen har gjort af ydelserne. Retten finder endvidere, at de omhandlede udgifter havde en direkte tilknytning til og var en forudsætning for de ydelser, som storcenterforeningen i medfør af ML § 4 leverede til dens medlemmer. De omhandlede udgifter måtte derfor for storcenterforeningen anses for at være af strengt erhvervsmæssig karakter. Retten fandt derfor ikke, at den brug, som storcenterforeningen gjorde af de omhandlede udgifter, kunne karakteriseres som underholdning i henhold til ML § 42, stk. 1, nr. 5. Storcenterforeningen havde altså fradrag for moms af storcenterforeningens udgift til underholdning af centrets kunder.

 Landsskatteretten ændrede det tidligere bindende svar i SKM2008.419.SR.