åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "G.A.3.1.3.1 Reglerne om inddrivelsesmæssig henstand" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit handler om reglerne om henstand for fordringer (gældsposter), der er under inddrivelse.

Afsnittet indeholder:

  • Regelgrundlag
  • Inddrivelse i henstandsperioden
  • ►Beregning af forældelsesfristen ved henstand◄

Regelgrundlag

Som led i inddrivelsen kan restanceinddrivelsesmyndigheden tillade skyldner henstand med betalingen af sin gæld til det offentlige, der er under inddrivelse. Se gældsinddrivelseslovens § 3, stk. 3.  

Reglen gælder både for fysiske og juridiske personer.

Derudover er der fastsat særskilte regler om henstand for fysiske personer. Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens §§ 11 og 12.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan bevilge henstand indtil videre, når skyldneren efter reglerne i gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 10, stk. 1, og stk. 3, eller kapitel 7, ikke aktuelt har betalingsevne. Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 11, stk. 1. Henstanden ophører automatisk, når der igen konstateres en betalingsevne.► ◄

► ◄

Særlige omstændigheder

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan også bevilge henstand for en bestemt kortere periode, når særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor. Dette kan fx være særlige sociale omstændigheder, der rammer skyldner økonomisk, såsom en skilsmisse eller helt ekstraordinære udgifter som fx en uforudset større udgift til eksempelvis reparation af, en for erhvervelsen af indkomsten, nødvendig bil, udgifter til en afgørende skade på eksempelvis boligen varmefyr eller lignende. Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 11, stk. 2.

Inddrivelse i henstandsperioden

Henstand, der er bevilget efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 11, er ikke til hinder for, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan foretage og realisere udlæg, modregning, indtrædelse, gennemføre særskilt lønindeholdelse og afbryde forældelsen ved afgørelse efter gældsinddrivelseslovens § 18 a, stk. 8. Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 12.

Henstand med betalingen i øvrigt afskærer heller ikke det offentliges adgang til at foretage modregning i udbetalinger fra det offentlige. Se gældsinddrivelseslovens § 9, stk. 1.

►Beregning af forældelsesfristen ved henstand◄

►Henstand kan have betydning for forældelsen. 

►Henstand efter anmodning

Hvis en skyldner anmoder restanceinddrivelsesmyndigheden om henstand, og restanceinddrivelsesmyndigheden bevilliger skyldner henstand, udskyder henstanden forfaldstidspunktet for de fordringer, der er omfattet af henstanden. Det medfører, at forældelsesfristens begyndelsestidspunkt for de omfattede fordringer udskydes indtil henstandsperiodens udløb. Forældelsesfristen skal således regnes fra udløbet af henstandsperioden efter forældelseslovens § 2, stk. 2. Se hertil SKM2015.403.ØLR, hvor Landsretten stadfæstede byrettens dom, hvorefter daværende SKAT’s afgørelse om henstand udskød forfaldstidspunktet.

Bemærk

Det er kun henstand, der bevilges efter anmodning, der udskyder forfaldstidspunktet efter forældelseslovens § 2, stk. 2.

Hvis skyldner anmoder om henstand, og restanceinddrivelsesmyndigheden ikke imødekommer skyldners anmodning, vil ansøgningen efter en konkret vurdering kunne anses som en afbrydelse af forældelsesfristen ved erkendelse af gælden efter reglerne i forældelseslovens § 15, hvorefter en ny forældelsesfrist skal regnes fra dagen for erkendelsen efter reglerne i forældelseslovens § 19, stk. 2.

Se afsnit A.A.9.5.1.2 Skyldners erkendelse.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse Afgørelsen i stikord Kommentarer
Landsretten
 SKM.2015.403.ØLR  Landsretten stadfæstede byrettens dom, hvorefter daværende SKAT’s afgørelse om henstand, som var givet efter aftale med skyldneren, udskød forfaldstidspunktet. Se byrettens dom i SKM.2014.386.BR.  

 ◄