Indhold

Afsnittet omhandler fritagelse for moms ved indførsel (importmoms) og fritagelse for moms ved erhvervelser (erhvervelsesmoms) i forbindelse med varer, der er bestemt til at blive eller er oplagt i Københavns Frihavn, oplagt på et afgiftsoplag, et toldoplag, eller omfattet af visse særlige toldordninger.

Afsnittet indeholder:

  • Udskydelse af pligten til at betale importmoms (suspension
  • Fritagelse for importmoms ved henførsel til et afgiftsoplag
  • Fritagelse for erhvervelsesmoms ved henførsel til et afgiftsoplag.

Se også

For en beskrivelse af de omfattede ordninger, se D.A.10.1.8.5.

Udskydelse af pligten til at betale importmoms (suspension)

Når en vare ved indførsel henføres under følgende toldordninger, indtræder pligten til at betale moms ved indførsel (importmoms) først, når varen ikke længere er omfattet af en af disse ordninger;

  • midlertidig opbevaring,

  • intern fællesskabsforsendelse,

  • ekstern forsendelse,

  • aktiv forædling,

  • midlertidig indførsel, hvor der indrømmes fuldstændig toldfritagelse ved indførslen,

  • oplæggelse i Københavns Frihavn eller på toldoplag.

Se momssystemdirektivets artikel 71, ML § 12, stk. 2, afsnit D.A.4.9.3 og afsnit D.A.7.5.

Fritagelse for importmoms ved henførsel til et afgiftsoplag

Ikke-EU-varer, der ved indførslen henføres til et afgiftsoplag, skal toldmæssigt bringes i fri omsætning, og der skal betales importmoms af varen. Imidlertid er indførsel af varer fritaget for moms, når leverancer af tilsvarende varer her i landet kan foretages momsfrit. Se Momssystemdirektivets artikel 143, stk. 1, litra a), ML § 36, stk. 1, nr. 4, og afsnit D.A.10.3.4.

Fritagelsen for levering af varer, der er bestemt til at skulle henføres til eller er henført til et afgiftsoplag, i ML § 34, stk. 1, nr. 21, jf. stk. 4, se evt. afsnit D.A.10.1.8.3.1, betyder derfor, at der skal betales importmoms til 0-sats i forbindelse med indførslen.

Fritagelse for erhvervelsesmoms ved henførsel til et afgiftsoplag

Der skal ikke betales moms ved erhvervelse af varer fra andre EU-lande, når momsregistrerede virksomheders indenlandske salg af tilsvarende varer er fritaget for moms. Se Momssystemdirektivets artikel 140, litra a), og artikel 162, ML § 35, stk. 1, nr. 1, og afsnit D.A.10.2.

Fritagelsen for levering af varer, der er bestemt til at skulle henføres til eller er henført til et afgiftsoplag i ML § 34, stk. 1, nr. 21, jf. stk. 4, se evt. afsnit D.A.10.1.8.3.1, betyder derfor, at der ikke skal betales erhvervelsesmoms, når varerne i forbindelse med erhvervelsen henføres til et afgiftsoplag.