Varer og ydelser kan leveres momsfrit til diplomatiske og konsulære repræsentationer og dertil knyttet personale med diplomatiske rettigheder i andre EU-lande. Se ML § 34, stk. 1, nr. 14, litra a) og Momssystemdirektivets artikel 151, stk. 1, første afsnit, litra a) og andet afsnit.

Det er dog en forudsætning, at modtageren er berettiget til momsfritagelse i værtslandet. For varers vedkommende er det yderligere en forudsætning, at varerne transporteres til det pågældende EU-land.

Bemærk

Virksomheden skal være i besiddelse af en gyldig fritagelsesattest for, at salget kan ske momsfrit. Se afsnit D.A.10.1.1.7.6.

Bestemmelsen blev ændret ved lov nr. 277 af 27. marts 2012 med virkning fra 1. april 2012. Fritagelsen omfatter herefter også andre ydelser end transportydelser, hvis modtageren er berettiget til momsfritagelse i værtslandet.