Indhold

Dette afsnit beskriver, hvordan Skatteankestyrelsen eller Landsskatteretten behandler klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser.

Afsnittet indeholder:

  • Hvor behandles klagen?
  • Klager - opsættende virkning?
  • Mulighed for at klage over afgørelsen.

Hvor behandles klagen?

Principielle sager skal afgøres af Landsskatteretten. En sag anses for principiel, hvis:

  • Klagen vil kunne få konsekvenser for et større antal skyldnere
  • Klagen vedrører større økonomiske værdier
  • Klagen angår fortolkning af væsentlig betydning for ny lovgivning eller væsentlig fortolkning af lovgivning i øvrigt
  • Der i sagen skal tages stilling til et EU-retligt spørgsmål af væsentlig rækkevidde, eller
  • Klagen i øvrigt har påkaldt sig eller skønnes at ville påkalde sig større offentlig interesse.

Se skatteforvaltningsloven § 35 b, stk. 1.

Efter skatteforvaltningsloven § 35 b, stk. 3, kan den ledende retsformand efter inddragelse af Skatteankestyrelsen fastsætte regler om, at klager over visse nærmere angivne typer af afgørelser skal afgøres af Skatteankestyrelsen.

Med hjemmel i ovenstående lovbestemmelse er der udstedt en regel om, at klager over afgørelser, der kan påklages til Landsskatteretten efter gældsinddrivelseslovens § 17, afgøres af Skatteankestyrelsen. Se § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 967 af 28. juni 2023 om afgørelse af visse klager i Skatteankestyrelsen 

►◄

Skyldner har mulighed for at:

  • Udtale sig skriftligt eller mundtligt over for Skatteankestyrelsen, hvis klagen skal afgøres af Skatteankestyrelsen, 
  • Anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt under et retsmøde i Landsskatteretten, hvis klagen skal afgøres af Landsskatteretten.

Klager - opsættende virkning?

Klager på inddrivelsesområdet har ikke opsættende virkning.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan dog beslutte, at indsigelser om kravets eksistens og størrelse tillægges opsættende virkning, ►hvis der er en begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer.◄ Se gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2.

Mulighed for at klage over afgørelsen

Afgørelser truffet af Skatteankestyrelsen eller Landsskatteretten kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Se skatteforvaltningslovens § 35 f.

Spørgsmål, som er afgjort af Skatteankestyrelsen eller Landsskatteretten, kan indbringes for domstolene inden 3 måneder efter, at Skatteankestyrelsen eller Landsskatteretten har truffet afgørelse. Se skatteforvaltningslovens § 49. Er en afgørelse påklaget til en administrativ klageinstans, kan klageren i stedet vælge at indbringe afgørelsen for domstolene indtil det tidspunkt, hvor klageren i forbindelse med en høring har modtaget oplysninger om indholdet af den afgørelse, som sagens oplysninger efter skatteankeforvaltningens vurdering vil føre til. Se skatteforvaltningslovens § 48, stk 2.

Bemærk

En sag kan indbringes direkte for domstolene inden for normal frist for klagesagsanlæg. Se også afsnit A.A.10.3.4.2 Overspringsreglen.