Parter

A
(advokat Martin Simonsen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Marie-Louise Andreasen, Wendler Pedersen, Poul Sørensen, Peter Blok og Marianne Højgaard Pedersen.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 2. afdeling den 3. november 2004.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sin påstand 2 for landsretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

For Højesteret vedrører sagen således alene spørgsmålet, om A i indkomstårene 1996, 1997 og 1998 er berettiget til skattemæssig afskrivning på garage på ejendommen ...34.

Supplerende sagsfremstilling

A har i et processkrift givet følgende beskrivelse af udlejningsejendommen ...34:

"Ejendommen omfatter to bygninger - dels en etageboligbebyggelse opført i 1898 i to etager med i alt fire beboelseslejemål og dels et garageanlæg opført i 1932 i en etage. Garageanlægget er opført vinkelret på boligbebyggelsen. Der er ikke gennemgang mellem boligbebyggelsen og garageanlægget. De to bygninger har ingen fælles bygningsbestanddele. I vinklen har boligbebyggelsen og garageanlægget således hver sin mur . ... De to bygninger har heller ingen fælles installationer. Garageanlægget har således selvstændig varmeinstallation. Garageanlægget har fire selvstændige parkeringsbåse med hver sin indkørselsport."

Anbringender

A har yderligere henvist til, at der i hvert fald for de omhandlede indkomstår har været fast administrativ praksis for at godkende afskrivning af en garage som den omhandlede.

Skatteministeriet har bestridt, at dette var tilfældet.

Højesterets begrundelse og resultat

Højesteret tiltræder, at en naturlig forståelse af den dagældende afskrivningslovs § 18, stk. 1 og 3, må føre til, at der ikke kan foretages afskrivning på en garage, der - som den omhandlede - ligger i tilknytning til en beboelsesejendom og anvendes af lejerne i denne, idet en sådan garage må anses for anvendt til formål knyttet til beboelsen. Hverken det, der er oplyst om administrativ praksis, indholdet af den dagældende ligningsvejledning eller forarbejderne til ændringen af afskrivningsloven i december 1999 giver tilstrækkelige holdepunkter for et andet resultat.

Højesteret stadfæster derfor dommen.

Da der hos skattemyndighederne har været en vis usikkerhed om forståelsen af den omhandlede lovbestemmelse, finder Højesteret, at hver part bør bære egne sagsomkostninger for Højesteret.

T h i    k e n d e s    f o r    r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part.