Indhold

Dette afsnit handler om Tinglysningsretten og Skatteforvaltningens kontrol af afgiften ved tinglysning.

Afsnittet indeholder:

  • Der er betalt forkert afgift ifølge Tinglysningsretten
  • Afgiftskontrol i det digitale tinglysningssystem eTl
  • Efterfølgende kontrol.

Der er betalt forkert afgift i følge Tinglysningsretten

Hvis afgiftsbeløbet efter Tinglysningsrettens skøn ikke er beregnet korrekt, skal Tinglysningsretten sende spørgsmålet om afgiftens beregning og betaling til told- og skatteforvaltningen til afgørelse, når tinglysningsekspeditionen er afsluttet. Tinglysningsretten underretter samtidig den afgiftspligtige om oversendelsen. Se TAL §19.

Afgiftskontrol i det digitale tinglysningssystem eTl

Tinglysningsretten beregner afgiften ved digital tinglysning af et dokument.

I de tilfælde hvor der ikke er overensstemmelse mellem den tinglysningsafgift, som beregnes af Tinglysningsretten og den afgift, som anmelder angiver på dokumentet, får anmelderen en frist på 14 dage til at betale det manglende beløb.

Anmelderen er enig i afgiften, som er beregnet af eTl

Hvis anmelderen er enig i, at den afgift, som Tinglysningsretten har beregnet, er korrekt, skal anmelderen efterbetale beløbet. Se afsnit E.B.2.7.2, om hvordan anmelderen via eTl betaler den manglende afgift.

Anmelder fastholder den afgift, som angives på dokumentet

Hvis anmelderen fastholder afgiften, som står på dokumentet, udsøges sagen og afgiften kontrolleres af Skatteforvaltningen. Viser kontrollen, at der er betalt for lidt eller for meget i afgift, sender Skatteforvaltningen den afgiftspligtige en afgørelse herom. Se TAL § 19.

Efterfølgende kontrol

Skatteforvaltningen kan udvælge tinglysninger, der er foretaget inden for de seneste 3 år, til afgiftskontrol. Se SFL § 32 stk. 1.