Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for værdiansættelse af personalegoder.

Afsnittet indeholder:

• Hovedregel
• Værdiansættelse i særlige situationer
• Undtagelser
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Hovedregel

Personalegoder værdiansættes som hovedregel til markedsværdien på overdragelsestidspunktet. Markedsværdien er den værdi, som det må antages at koste modtageren at anskaffe godet i almindelig fri handel. Se LL § 16, stk. 3.

►I markedsværdien medregnes samtlige udgifter. Se SKM2022.432.SR, hvor Skatterådet ikke kunne bekræfte, at markedsprisen for medarbejderens strøm udgjorde arbejdsgiverens omkostning til strømmen efter fradrag af elafgift og moms. Det blev i den forbindelse bemærket, at hvis der var andre udgifter end betaling for strøm forbundet med opladning af medarbejdernes private el-biler, ville disse også skulle indgå.◄

Hvis den ansatte betaler helt eller delvist for godet, skal denne egenbetaling fratrækkes i den skattemæssige værdi af godet, og arbejdsgiveren skal på normal vis indtægtsføre den ansattes betaling. Derimod er værdiansættelsen som udgangspunkt uafhængigt af, om arbejdsgiveren stiller arbejdsmæssige betingelser til ydelsen af godet, fx repræsentative forpligtelser mv. Sådanne ulemper reducerer ikke den skattemæssige værdi af godet.

Hvordan markedsværdien opgøres, afhænger af om godet har karakter af et sparet privatforbrug eller karakter af overdragelse til eje eller lån.

Overdraget til eje eller lån

Når godet bliver overdraget til eje, skal godet medregnes ved skatteansættelsen med et beløb, der svarer til, hvad den ansatte på overdragelsestidspunktet kan købe godet for på det frie marked.

Har den ansatte lånt godet, bliver værdien opgjort til, hvad det vil koste at leje godet på det frie marked i låneperioden.

Sparet privat forbrug

Hvis godet har karakter af et sparet privatforbrug, er den skattemæssige værdi det beløb, den ansatte sparer ved ikke selv at afholde udgiften.

Sparet privatforbrug er forbrug i privatsfæren, fx forbrug af kost, el, telefon, transport, rejser og lignende, i modsætning til forbrug i erhvervssfæren.

Mens værdiansættelsen af aktiver, der overdrages til eje eller lån, foretages med udgangspunkt i adgangen til at råde over aktivet, bliver værdiansættelsen af sparet privatforbrug foretaget med udgangspunkt i det faktiske forbrug.

Værdiansættelse i særlige situationer

Der er en række situationer, hvor den skattemæssige værdiansættelse efter LL § 16 er præciseret gennem praksis.

Arbejdsgivers omkostninger ved manglende holdepunkter for andet

Det kan være vanskeligt at fastlægge markedsprisen, der som udgangspunkt er, hvad det ville koste den enkelte ansatte at købe godet i almindelig fri handel. Er der ikke tilstrækkelig grundlag for at udøve et selvstændigt skøn over et godes markedsværdi, ud over hvad arbejdsgiver har betalt for godet, kan markedsværdien ansættes til arbejdsgivers indkøbspris. Se SKM2007.567.SR.

Indkøbsforeninger og rabatordninger

Medarbejdere kan på forskellige måder opnå rabatter og særtilbud gennem fx forbrugs- eller personaleforeninger. En sådan rabat er et formuegode. Rabatterne er ikke nødvendigvis betinget af en egentlig modydelse, men kan fx være motiveret af de handlendes ønske om at udvide eller bevare kundekredsen. Skatteforvaltningen anser de billigere priser, som medarbejderen kan købe goder til gennem sådanne rabatordninger som markedsprisen, hvis rabatterne ikke er opnået gennem en modydelse, såsom indirekte betaling fra arbejdsgiver.

Eksempel

Medarbejderne fik et rabatkort, der blandt andet kunne bruges til et motionscenter. Kortet var gratis, men arbejdsgiver skulle betale et administrationsgebyr på 6 kr. Medarbejderne ville ikke være skattepligtige af de rabatter kortet gav. Derimod ville medarbejderne, der modtog kortet, være skattepligtige af administrationsgebyret på 6 kr. Se SKM2010.527.SR. Efter indførelsen af bagatelgrænsen for mindre personalegoder, ville sagen have fået et andet udfald, da administrationsgebyret ville være omfattet af denne bagatelgrænse. Se afsnit C.A.5.1.4.

Videregivelse af rabat

Varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiveren indkøber til særligt favorable priser og sælger videre til medarbejderne, skal som hovedregel værdiansættes til markedsprisen. Som udgangspunkt er markedsprisen, hvad det ville koste den enkelte ansatte at købe godet i almindelig fri handel.

I praksis er det imidlertid accepteret, at markedsprisen i sådanne situationer anses for at være lig med arbejdsgivers omkostninger, hvis medarbejderne kunne opnå samme favorable pris fx gennem en forbrugs- eller personaleforening. Se SKM2007.567.SR.

Særtilbud fra arbejdsgivers kontraktpart

I forbindelse med en virksomheds indkøb kan virksomhedens kontraktparter udbyde produkter til særlig favorable priser til virksomhedens ansatte. En sådan rabatmulighed for de ansatte, anses som led i ansættelsesforholdet og er dermed et personalegode.

Er den favorable pris resultatet af en indirekte betaling fra arbejdsgiveren, bliver en medarbejder, der benytter tilbuddet, skattepligtigt af godets markedsværdi med fradrag af det, medarbejderen har betalt for godet.

Hvis den favorable pris svarer til, hvad medarbejderne kunne opnå på det fri marked fx gennem en forbrugs- eller personaleforening, bliver medarbejdere, der benytter sig af tilbuddet, ikke skattepligtige af den økonomiske fordel.

Eksempel 1: Indirekte betaling fra arbejdsgiver

Arbejdsgiver købte licenser til Microsoft Office-pakken. Hvis arbejdsgiveren købte en særlig tillægspakke, tilbød Microsoft, at virksomhedens ansatte kunne købe private licenser til Microsoft Office-pakken til 75 kr. Værdien af Microsoft Office-pakken i fri handel var ifølge arbejdsgivers oplysninger ca. 2.500 kr. Det blev lagt til grund, at de billige privatlicenser var indirekte finansieret af arbejdsgiverens dyrere køb af licenser til virksomheden. Medarbejderne, der gjorde brug af tilbuddet, var derfor skattepligtige af privatlicensens markedsværdi fratrukket egenbetalingen på 75 kr. Se SKM2010.598.SR.

Eksempel 2: Indirekte betaling fra arbejdsgiver

Medarbejderne kunne gennem arbejdsgiveren købe mobiltelefoner billigt. Arbejdsgivers køb af abonnementer til telefonerne finansierede indirekte rabatten. Medarbejderne blev derfor skattepligtige af den økonomiske fordel, som arbejdsgiveren indirekte betalte for. Se SKM2010.244.SR.

Se også

Se SKM2010.310.SR om rabat og multimediebeskatning.

Undtagelser

Der er en række undtagelser til udgangspunktet om, at personalegoder er skattepligtige til markedsværdien:

Undtagelse 1

For en række specifikke personalegoder er der i lovgivningen fastsat specielle regler for værdiansættelsen. Se LL § 16, stk. 4 - 9 og stk. 12. Det drejer sig om følgende goder:

• Bil. Se C.A.5.14.1
• Sommerbolig. Se C.A.5.16.2
• Lystbåd. Se C.A.5.16.2
• Telefon, computer og datakommunikation. Se C.A.5.2
• Kost og logi for visse personalegrupper. Se C.A.5.12.2 og bekendtgørelse om værdiansættelse af fri kost og logi gældende for 2023.

Undtagelse 2

Skatteforvaltningen og Skatterådet har givet vejledende anvisninger for værdiansættelse af visse personalegoder. Det drejer sig om:

• Privat kørsel i særlige køretøjer. C.A.5.14.1
• Personalelån. Se C.A.5.8.2
• Måltider i personalekantiner med arbejdsgiver tilskud. Se SKM2010.162.SKAT og C.A.5.12.

Se også

Afsnit C.A.5.1.1 om undtagelser til skattepligten.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Landsretsdomme
TfS 2000.761ØLD	Gevinst (naturalie) vundet ved bankospil hos arbejdsgiveren anset for skattepligtig indkomst efter SL § 4, litra f, og LL § 16. Værdiansættes til markedsværdi (i det konkrete tilfælde arbejdsgiverens indkøbspris). Se LL § 16, stk. 3.
Landsskatteretskendelser
SKM2006.346.LSR	Medarbejderen havde fri bil i sin ansættelse. Medarbejderen købte bilen i forbindelse med fratræden af stillingen. Bilen ansås for anskaffet som led i et ansættelsesforhold og skulle værdiansættes til værdien i almindelig fri handel. Der blev ved vurderingen bl.a. taget udgangspunkt i priserne i  DAF-brugtbilskatalog og prisen ved videreslaget af bilen 11 måneder senere. Se LL § 16, stk. 1, og LL § 16, stk. 1, 1 pkt.
Skatterådet og Ligningsrådet
►SKM2022.432.SR◄	►Skatterådet kunne ikke bekræfte, at markedsprisen for medarbejderens strøm udgjorde arbejdsgiverens omkostning til strømmen efter fradrag af elafgift og moms. Det blev i den forbindelse bemærket, at hvis der var andre udgifter end betaling for strøm forbundet med opladning af medarbejdernes private el-biler, ville disse også skulle indgå.◄
SKM2021.445.SR	En ansat hovedaktionær, der arbejdede som influencer, skulle ikke beskattes af forbrug af egne varer eller beskattes af modtagne vareprøver ved anmeldelse/testning eller fremvisning af produkter i det omfang brugen udelukkende var driftsmæssigt begrundet. Overgik forbruget af produkterne til privat brug ville hovedaktionæren blive anset for skattepligtig heraf. Modtagne vareprøver eller egne varer, der udloddes som præmie til følgere på de sociale medier, skulle ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst hos modtageren.
SKM2015.682.SR	Cykel stillet til rådighed med henblik på træning op til og deltagelse i et 3-dages firmaarrangement, i form af en fælles cykeltur igennem Danmark, var et skattepligtigt personalegode. Selve den 3 dage lange cykeltur med betalt kost og logi havde i sin helhed et omfang og en varighed, så det ikke kunne anses som et skattefrit firmaarrangement. Ved gennemførelse af cykelturen blev cyklerne overdraget til den enkelte medarbejders eje. Den enkelte medarbejder var dermed skattepligtig af lejeværdien i den periode, cyklen var stillet til rådighed og af markedsværdien på overdragelsestidspunktet. Cykeltøj og andet tilbehør, der i forbindelse med projektet blev overdraget til den enkelte medarbejders eje, skulle også beskattes til markedsværdi ved overdragelsen. Endvidere kunne skatterådet ikke bekræfte, at arbejdsgivers dækning af medarbejdernes merskat havde karakter af en skattefri erstatningsydelse.
SKM2012.719.SR	Sagen vedrørte PC'er stillet til rådighed af arbejdsgiver og delvist finansieret ved en lønomlægning. Skatterådet fastslog, at de udgifter, arbejdsgiver afholdt til afdækning af risici såsom forsikring, ikke skulle tillægges markedsprisen for udstyret, der var skattepligtigt.
SKM2012.35.SR	Gratis adgang til forlystelsesparker, der var med i foreningen B, var et skattepligtigt personalegode for medarbejderne i forlystelsespark A. Medarbejdernes adgang til de øvrige forlystelsesparker i arbejdstiden i forbindelse med kurser, møder og lignende var erhvervsmæssig og dermed skattefri. Kontingentbetalingen fra forlystelsespark A til foreningen B medgik ikke til at finansiere den gratis adgang til de øvrige forlystelsesparker. Det skattepligtige personalegode blev på den baggrund værdiansat til medarbejderens besparelse svarende til entreprisen for en voksen.
SKM2011.614.SR	Skatterådet kunne ikke bekræfte, at kommune A kunne tilbyde alle medarbejdere 20 % rabat på billetter, klippekort, månedskort og årskort til svømmehallen, uden at medarbejderne ville blive beskattet heraf. Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at den selvejende institution B kunne tilbyde alle A Kommunes medarbejdere 20 % rabat på billetter, klippekort, månedskort og årskort til svømmehallen i D, uden at medarbejderne ville blive beskattet heraf.
SKM2011.561.SR	Arbejdsgivers betaling af et abonnement til en ferieportal, der gav medarbejderne forskellige fordele og rabatter ved leje af ferieboliger mv. udgjorde en forbrugsbesparelse/sparet privat forbrug. Der var derfor tale om et skattepligtigt personalegode. Værdiansættelsen kunne ske ud fra arbejdsgivers udgifter.
SKM2011.193.SR	En kommunes ansatte var skattepligtige af et B-kort (Id-kort med foto), der gav hel eller delvis gratis adgang til en række sundhedstilbud, bl.a. fitness og svømmehal. Værdien af B-kortet skulle værdiansættes til en forholdsmæssig andel af kommunens udgifter til ordningen. Kommunens udgifter til ordningen var 304.500 kr. pr. år. Denne udgift blev fordelt på de ca. 1.400 ansatte, der deltog i ordningen, hvilket blev beregnet til 217 kr. pr. medarbejder.	Afgørelsen er fra før indførelsen af bagatelgrænsen for mindre personalegoder. (Lov nr. 554 af 1. juni 2011).
SKM2011.150.SR	Arbejdsgivers betaling til et eksternt servicebureau (Relocation ydelser) var skattepligtige for indstationerede medarbejdere. Som udgangspunkt skulle værdien ansættes til den enkelte medarbejders forbrugsbesparelse. Det forhold, at arbejdsgivers udgifter til de konkrete ydelser ikke nødvendigvis kunne individualiseres, ændrede ikke på skattepligten. I mangel af mere klare holdepunkter kunne arbejdsgivers samlede udgifter fordeles forholdsmæssigt på de medarbejdere, der havde modtaget ydelserne.
SKM2010.598.SR	En Office-licens, som medarbejderne kunne købe for 75 kr. og bruge privat som følge af arbejdsgiverens aftale med Microsoft om softwareassurance, var et skattepligtigt personalegode omfattet af LL § 16.
SKM2010.527.SR	Medarbejderne fik et rabatkort, der blandt andet kunne bruges til et motionscenter. Kortet var gratis, men arbejdsgiver skulle betale et administrationsgebyr på 6 kr. Medarbejderne ville ikke være skattepligtige af de rabatter kortet gav. Derimod ville medarbejderne, der modtog kortet, være skattepligtige af administrationsgebyret på 6 kr.
SKM2010.310.SR	Arbejdsgiveren formidlede et fordelagtigt mobilabonnement, og arbejdsgiveren stillede ikke et multimedie til rådighed. Ikke multimediebeskatning. Kan medarbejderne imidlertid få telefonabonnement billigere gennem arbejdsgiveren, fordi denne selv har tegnet abonnement hos teleudbyderen og er med til at finansiere en del af det billige abonnement ved at betale en højere pris for abonnementet, vil medarbejderen skulle multimediebeskattes. Multimediebeskatning.
SKM2010.244.SR	Arbejdstagere blev anset for skattepligtige af den værdi, de indirekte fik overført fra arbejdsgiveren, når de købte mobiltelefon, som var prissat betinget af, at arbejdsgiveren tegnede et abonnement, hvor der skulle betales for et mindsteforbrug i bindingsperioden.
SKM2009.586.SR	Privat brug af en firmabetalt brobizz til Øresundsbroen. Medarbejderen ville blive beskattet af arbejdsgiverens dokumenterede indkøbspris.
SKM2009.520.SR	Tv-programpakke, der ved siden af fri telefon og internet indgik i en pakkeløsning indkøbt af arbejdsgiver, skulle beskattes hos medarbejdere efter LL § 16.
SKM2008.242.SR	Motionsordning. Medarbejdere skulle beskattes af et beløb, der svarede til deres andel af arbejdsgiverens udgift til ordningen, dog maksimalt den aktuelle markedspris på det frie marked.
SKM2007.567.SR	Koncernansatte fik tilbudt adgang til datterselskabets motionsfaciliteter mod en egenbetaling på en tredjedel af det normale. De ansatte var skattepligtige af denne fordel. Se LL § 16, stk. 1. Det var kun de ansatte i datterselskaber, som kunne anvende rabatreglen for varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiver udbød som led i sin virksomhed. Se LL § 16, stk. 3, 2. pkt.
SKM2004.462.LR	En tyverialarm kunne ikke anses som omfattet af bagatelgrænsen i LL § 16, stk. 3, 3. pkt. Ved værdiansættelsen skulle markedsprisen anvendes. Hvis arbejdsgiveren kunne opnå en rabat i forhold til den normale pris, kunne den lavere pris anses som markedsprisen.
TfS 1999,606TSS	Køb og videresalg af pc'er til medarbejdere til arbejdsgiverens indkøbspris. Medarbejderne var ikke skattepligtige af denne rabat.