Når en momsregistreret virksomhed sælger varer til privatpersoner i andre EU-lande, afhænger momsreglerne af, hvilke varer der sælges, og hvordan salget sker.

Det betyder, at du skal afgøre, om:

  • du sælger visse nye transportmidler (se definitionen i ordlisten).
  • du sælger brugte varer.
  • du sælger visse punktafgiftspligtige varer, herunder om salget sker som fjernsalg.
  • du sælger andre varer, herunder om salget sker som fjernsalg.

Når du sælger nye transportmidler til privatpersoner i andre EU-lande

Hvis du sælger nye transportmidler til privatpersoner i andre EU-lande, skal du ikke beregne moms. Det skal køberen i modtagerlandet gøre.

Ved handel med nye transportmidler skal du altid sikre dig oplysninger om køberens identitet og bopælsland, fx ved at køberen viser pas, identitetskort eller anden tilsvarende legitimation. Dette skal kunne dokumenteres over for Skattestyrelsen.

Du har pligt til at sende en fakturakopi til Skattestyrelsen, jf. afsnittet "Fakturakrav".

Når du sælger brugte varer til privatpersoner i andre EU-lande

Når du sælger en brugt vare, skal du skelne mellem almindelige brugte varer, hvor du beregner 25 % i moms af salgsprisen, og varer, som indgår i brugtmomsordningen.

Hvis det er en almindelig brugt vare, som ikke er med i brugtmomsordningen, gælder de regler, der er nævnt nedenfor under afsnittet "Når du sælger andre varer til privatpersoner i andre EU-lande".

Når du sælger brugte varer omfattet af brugtmomsordningen, skal du altid beregne dansk moms, som når du sælger til private her i landet.

Når du sælger visse punktafgiftspligtige varer til privatpersoner i andre EU-lande

Når du sælger visse punktafgiftspligtige varer (alkohol og alkoholholdige drikkevarer, forarbejdet tobak og energiprodukter. Dog ikke gas leveret gennem distributionssystemet for naturgas eller elektricitet), afhænger reglerne af, om salget sker som fjernsalg eller ej.

Hvis salget sker som fjernsalg (dvs. at varerne sendes til kunden af dig eller på dine vegne), skal du altid momsregistreres i modtagerlandet. Når du bliver registreret i modtagerlandet, skal du beregne moms af de solgte varer med modtagerlandets momssats og angive momsen og punktafgifterne til modtagerlandets told- og skattemyndigheder.

Hvis salget ikke sker som fjernsalg, dvs. at varerne ikke sendes til kunden af dig eller på dine vegne, skal du beregne dansk moms. Der skal altid betales dansk moms og punktafgift, når kunden er en privatperson fra et andet EU-land, der selv tager varen med sig ud af Danmark.

Når du sælger andre varer til privatpersoner i andre EU-lande

Når du sælger andre varer end dem, der er nævnt ovenfor, afhænger stedet for beregning af moms af, om salget sker som fjernsalg eller ej.

Hvis salget ikke sker som fjernsalg, fx hvis du sælger varer til en privat, der er bosiddende i et andet EU-land, og som selv tager varen med ud af landet, skal du opkræve dansk moms som ved ethvert andet salg.

Fjernsalg

Hvis din virksomhed har fjernsalg af varer og sælger en række ydelser til private i EU, er der særregler om, at du skal indberette og betale momsen i det medlemsland, hvor det endelige forbrug sker. Der er bl.a. indført én ny fælles EU-grænse på 10.000 euro pr. år.

Beløbsgrænsen omfatter virksomhedens samlede fjernsalg af varer og salg af elektroniske ydelser (herunder teleydelser og radio- og tv-spredningstjenester) til andre EU-lande ud over dine salg i dit eget hjemland - fx Danmark. Den nye beløbsgrænse til hele EU er dermed væsentligt lavere end de tidligere beløbsgrænser, der kun omfattede ét enkelt land.

Hvis du ikke overskrider beløbsgrænsen på 10.000 euro pr. år, skal du beregne dansk moms, medmindre du vælger at blive momsregistreret i det pågældende land, jf. afsnittet Valgfri registrering i modtagerlandet ved fjernsalg.

Hvis du bliver momsregistreret for fjernsalg i andre EU-lande, skal du til Skattestyrelsen oplyse dine momsnumre i disse lande.

Du kan også tilmelde dig Moms One Stop Shop, hvor du kan indberette alle salg til private personer i andre EU-lande på den samme angivelse.

Læs mere om De nye momsregler ved salg til private i EU

Læs mere om Moms One Stop Shop

Hvad medfører en registrering i et andet EU-land?

Hvis du bliver momsregistreret i et andet EU-land, skal du

  • orientere Skattestyrelsen om dit momsnummer i det andet EU-land
  • ikke beregne dansk moms af dit salg i det andet EU-land
  • medtage værdien af salget fra dit momsnummer i det andet EU-land til ikke-registrerede kunder i det pågældende land i rubrik B på din danske momsangivelse. Salget (defineres stadig som fjernsalg) skal ikke medtages på listeangivelsen.