Momsregistrerede virksomheders varesalg
Når momsregistrerede virksomheder sælger en vare til et andet EU-land, afhænger momsreglerne af, hvem køber er. Virksomheden skal derfor skelne mellem, om køber er
- en registreret virksomhed
- en privatperson
- en ikke-registreret virksomhed.
Ikke-momsregistrerede virksomheders varesalg
For ikke-momsregistrerede virksomheder er der ikke forskel på at sælge varer i Danmark og til andre EU-lande.
Ikke-registrerede virksomheder skal være opmærksomme på, om de er momsfri, eller om der er registreringspligt, når deres salg af varer og ydelser overstiger 50.000 kr. over en 12 måneders periode. Også salg af ydelser til udlandet kan medføre registreringspligt.
Ikke-registrerede virksomheder skal også være opmærksomme på, om de er registreringspligtige for køb af ydelser fra udlandet med omvendt betalingspligt.
Ikke-registrerede virksomheder, herunder momsfri virksomheder, skal også være opmærksomme på, at der skal udstedes en faktura, hvis de sælger et nyt transportmiddel til en køber i et andet EU-land. Sælgeren skal sende en kopi af fakturaen til Skattestyrelsen og kan i et vist omfang få den moms tilbage, som han selv har betalt ved købet. Det samme gælder for privatpersoner.
Se i ordlisten, hvad der forstås ved registrerede, ikke-registrerede og momsfri virksomheder.