Dette afsnit handler om koncerninterne finansielle garantier. Den faktiske transaktion skal fastlægges i overensstemmelse med vejledningen i TPG kapitel 1. Se herom i C.D.11.3. Samtidig skal det vurderes om den finansielle garanti giver en bedre sikring end hvad der følger af at være en del af den koncern, som selskabet er en del af. Se om koncernfordele (implicit support) i C.D.11.10.3.1 og TPG 10.76-10.80. 

I TPG afsnit D.3 (10.183-10.188) fremgår nogle eksempler på, hvordan koncerninterne finansielle garantier kan behandles efter armslængdeprincippet. 

For en låntagers perspektiv vil en finansiel garanti påvirke vilkårene for lånet. Låntager vil eksempelvis kunne opnå en bedre rente eller låne et større beløb, jf. TPG 10.158-10.161.

Generelt giver en finansiel garanti garantistiller en finansiel forpligtelse overfor garantimodtager i tilfælde af at nærmere specifikke forhold indtræder. Der findes mange variationer af finansielle garantier mellem koncernforbundne parter. I den ene ende af spektret findes en skriftlig aftale om en forpligtende garanti og i den anden ende findes de koncernfordele, som opstår på baggrund af en koncerntilknytning. Se om vurderingen i TPG 10.162-10.165.

Et element i den korrekte fastlæggelse af koncerninterne finansielle garantier er vurderingen af, hvorvidt garantigiver har den finansielle kapacitet til at opfylde de forpligtelser en garanti eventuelt måtte indeholde, såfremt et forhold som udløser garantien indtræder. Se TPG 10.166-10.168. 

Når man har fastlagt den koncerninterne finansielle garanti skal fastlæggelsen af armslængdeprisen for garantien foretages. I TPG 10.170-10.182 er beskrevet nogle metoder, som kan finde anvendelse for koncerninterne finansielle garantier. 

CUP metoden kan anvendes såfremt der er en ekstern eller intern sammenlignelig transaktion, eksempelvis hvor uafhængige garantistillere stiller garantier for sammenlignelige lån, eller hvor låntager har andre sammenlignelige lån hvor en uafhængig tredjemand har stillet garanti herfor. Se TPG 10.170-10.173.

Afkaststilgangen estimerer den fordel som garantimodtager får ud af garantien i form af en lavere rente. Metoden beregner forskellen mellem renten, som ville skulle betales uden at der er stillet garanti, og den rente, som skal betales når der er stillet garanti. Estimatet svarer til den maksimale betaling, der kan kræves. Se TPG 10.174-10.177.

Omkostningstilgangen kvantificerer den yderligere risiko som bæres af garantistiller ved at estimere værdien af det forventede tab som garantistiller får ved at stille garantien. Alternativt vil den forventede omkostning skulle fastlægges med reference til den kapital der er påkrævet hos garantigiver for at kunne give garantien. Se TPG 10.179 og 10.180.  

Værdiansættelsen af et forventet tab vil estimere værdien af en garanti på basis af beregning af sandsynligheden for misligholdelse og justeringer af en eventuel forventet tilbagebetalingsgrad. Se TPG 10.181. Denne værdi anvendes på det nominelt garanterede beløb for at fastlægge en omkostning for at give garantien. Garantien vil derefter eventuelt kunne blive prisfastsat baseret på det forventede afkast på kapitalen, eksempelvis ved brug af Capital Asset Pricing Model (CAPM).

Kapitalstøttemetoden kan være anvendelig, hvor forskellen mellem garantigiver og låntagers risikoprofiler kunne løses ved at give mere kapital til låntagers balance. Se TPG 10.182.