Offentliggøres i redigeret form
Spørgsmål:
- Kan Skatterådet bekræfte, at en irsk alternativ investeringsfond etableret af Spørger vil være omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1, nr. 2, 4. pkt.?
- Hvis spørgsmål 1 besvares bekræftende, kan Skatterådet da bekræfte, at alene 85% af investeringsfondens aktiver skal være placeret i værdipapirer mv.?
Svar:
- Ja, se dog begrundelse
- Ja
Beskrivelse af de faktiske forhold
Spørger er i færd med at etablere en irsk investeringsfond (herefter "fonden"), som skal etableres som et plc svarende til et dansk aktieselskab.
Fonden skal investere i andre udenlandske investeringsfonde og skal markedsføres overfor professionelle og semi-professionelle investorer af et dansk pengeinstitut i Danmark.
I forbindelse med etableringen ønsker Spørger at sikre, at fonden bliver omfattet af aktieavancebeskatningslovens (ABL) § 19.
Investorerne i fonden overstiger langt 8 deltagere, og det er planen, at fonden skal placere mindst 85% af sine aktiver i værdipapirer m.v.
I fondens vedtægter er der begrænsninger i investorernes tilbagekøbsret. Det er denne begrænsning, som giver anledning til nærværende anmodning om bindende svar.
Begrænsning indebærer, at der i kraft af investeringsfondens investeringsstrategi kun kan imødekommes tilbagesalg/indløsning af maksimalt 5% af fondens egenkapital hvert halve år, det vil sige i princippet maksimalt 10% om året. Begrænsningen er baseret på, at de værdipapirer investeringsfonden investerer i, vil være at anse som illikvide.
Begrænsningen er således sonderet på kapitalen i fonden og ikke på dens deltagere. Derfor vil konsekvensen være, at kun 1-2 investorer reelt vil kunne indløses om året, da investorernes ret til tilbagesalg er baseret på et "først-til-mølle princip".
Investeringsfondens vedtægter indeholder desuden en "lock-up" periode på 2 år, der betyder, at ingen investorer er berettiget til at anmode om tilbagesalg i 2 år efter tegning.
Det Spørger herefter er i tvivl om, er, hvorvidt fonden omfattes af ABL § 19, stk. 1, nr. 2, 1. pkt. eller 4. pkt. Med andre ord, om fondens vedtægter kan anses for indeholdende en tilbagekøbsret som beskrevet i bestemmelsens 1. pkt., eller om begrænsningen i vedtægterne bevirker, at fonden udelukkende kan omfattes af bestemmelsens 4. pkt. gående på kollektive investeringer i værdipapirer mv.
Spørgers opfattelse og begrundelse
ABL § 19, stk. 1, har følgende ordlyd:
"§ 19
Ved et investeringsselskab forstås:
Nr. 1. Et investeringsinstitut i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF, jf. Bilag 1.
Nr. 2. Et selskab m.v., hvis virksomhed består i investering i værdipapirer m.v., og hvor andele i selskabet på forlangende af ihændehaverne skal tilbagekøbes for midler af selskabets formue til en kursværdi, der ikke i væsentlig grad er mindre end den indre værdi. Med tilbagekøb sidestilles, at en tredjemand tilkendegiver over for selskabet, at enten den pågældende eller en anden fysisk eller juridisk person på forlangende vil købe enhver andel til en kursværdi, der ikke i væsentlig grad er mindre end den indre værdi. Kravet om tilbagekøb på forlangende er opfyldt, selv om kravet kun imødekommes inden for en vis frist. Uanset at der ikke er pligt til tilbagekøb, anses selskabet for et investeringsselskab, hvis dets virksomhed består i kollektiv investering i værdipapirer m.v. Ved kollektiv investering forstås, at selskabet har mindst 8 deltagere. Koncernforbundne og nærtstående deltagere, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2, og denne lovs § 4, stk. 2, regnes i denne sammenhæng for én deltager."
Som det fremgår, er et investeringsselskab efter ABL § 19, stk. 1, nr. 2, 1. pkt., et selskab mv., hvis virksomhed består i investering i værdipapirer mv., og hvor andele i selskabet på forlangende af ihændehaverne skal "tilbagekøbes" for midler af selskabets formue.
Betingelsen afspejler den typiske fremgangsmåde omkring indløsningsret i en investeringsforening, hvor deltagerne har ret til enten ved direkte tilbagesalg til investeringsforeningen eller ved et salg til investeringsforeningens kontoførende pengeinstitut at modtage et beløb svarende til den indre værdi af andelen bortset fra foreningens handelsomkostninger ved køb og salg af værdipapirer.
Udtrykket "tilbagekøb" sigter på, at det selskab, der har udstedt investeringsbeviserne/aktierne, køber dem igen.
Det er uden betydning, at kravet om tilbagekøb først kan gøres gældende efter en vis frist. En bestemmelse i vedtægterne om, at indløsning kan kun ske en gang om året, opfylder kravet om tilbagekøb på forlangende.
Med andre ord er det uden betydning, at fristen er lang, men den må på den anden side ikke være bestemt af uvisse begivenheders indtræden. Eksempelvis er en indløsningsret, der er betinget af, at der vedtages solvent likvidation af selskabet, ikke tilstrækkelig til, at der foreligger en indløsningsret.
Som beskrevet ovenfor, er fondens vedtægter begrænset på en sådan måde, at der potentielt maksimalt vil kunne indløses 1 investor om året, hvis denne investor ejer mere end 10% af investeringsfondens kapital.
Det vil i princippet være muligt at sætte en frist inden for hvilken, investorerne vil kunne se sig indløs, men dette vil skulle ske på skift, således at nogle investorer kan se sig indløst i et år, mens andre vil skulle vente op til flere år, før det vil være muligt at blive indløst.
Der er som beskrevet ikke noget til hinder for en lang indløsningsfrist, men fristen vil i investeringsfondens tilfælde ikke være ens for alle investorer og være baseret på uforudsigelige forhold, såsom f.eks. andre investorers ønske om tilbagesalg eller deres ideelle andel af investeringsfondens kapital samt rækkefølgen af investorers anmodning om tilbagesalg til investeringsfonden.
Der er - Spørger bekendt - ikke noget praksis på dette, men det er Spørgers opfattelse, at fristen skal være inden for en overskuelig tidsramme, således at betingelsen om tilbagebetaling på forlangende ikke udhules. Herudover er det Spørgers opfattelse, at fristen skal være ens for alle investorer og uden den uvished, som er forbundet med den relativt lange udsigt, der vil være for visse investorer, før de kan se sig indløst.
På den baggrund er det Spørgers opfattelse, at den omhandlede begrænsning i fondens vedtægter er til hinder for, at denne kan anses for et investeringsselskab efter ABL § 19, stk. 1, nr. 2, 1. pkt.
Derimod er det Spørgers opfattelse, at fonden kan kategoriseres som et investeringsselskab efter ABL § 19, stk. 1, nr. 2, 4. pkt. om kollektive investeringer.
Dette er, eftersom investeringsfonden har over 8 deltagere, en betingelse efter den nævnte bestemmelses ordlyd. Herudover vil investeringsfonden placere minimum 85% af sine aktiver i værdipapirer hvilket efter ordlyden af ABL § 19, stk. 2, 3. pkt. modsætningsvis er tilstrækkeligt.
ABL § 19, stk. 2, 3. pkt. har følgende ordlyd:
"Et investeringsselskab som nævnt i stk. 1, nr. 2, 4. pkt., omfatter ikke et selskab m.v., hvis mere end 15 pct. af selskabets regnskabsmæssige aktiver i løbet af regnskabsåret gennemsnitligt er placeret i andet end værdipapirer m.v."
Derfor skal såvel spørgsmål 1 og 2 besvares med "Ja".
Skattestyrelsens indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at en irsk alternativ investeringsfond etableret af Spørger vil være omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1, nr. 2, 4. pkt.
Begrundelse
Det fremgår af sagens oplysninger, at den irske investeringsfond skal etableres som et plc svarende til et dansk aktieselskab.
På baggrund af det oplyste lægges det til grund, at investeringsfonden vil svare til et dansk aktieselskab, og derfor skal anses som et selvstændigt skattesubjekt.
I henhold til aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1, nr. 2, 4. pkt., anses et selskab for et investeringsselskab, uanset at der ikke er pligt til tilbagekøb, hvis dets virksomhed består i kollektiv investering i værdipapirer m.v. Ved kollektiv investering forstås, at selskabet har mindst 8 deltagere. Koncernforbundne og nærtstående deltagere, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2, og aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2, regnes i denne sammenhæng for én deltager.
I denne sag er det oplyst, at antallet af investorer langt overstiger 8. Der er således tale om en kollektiv investeringsenhed.
Efter Skattestyrelsens opfattelse er der efter loven ikke noget krav om, hvis et selskab har mindst 8 investorer, at der skal der være mulighed for tilbagesalg inden for en vis frist, idet det direkte fremgår af loven, at "uanset at der ikke er pligt til tilbagekøb, anses selskabet for et investeringsselskab, hvis dets virksomhed består i kollektiv investering i værdipapirer m.v."
Af sagens oplysninger fremgår, at fonden skal investere i andre udenlandske investeringsfonde. Endvidere fremgår det, at fonden skal placere mindst 85% af sine aktiver i værdipapirer m.v. Det lægges derfor til grund i dette bindende svar, at fonden har mindst 85% af sine aktiver i værdipapirer m.v. Det er herved forudsat, at de udenlandske investeringsfonde, der investeres i, kan anses for selvstændige skattesubjekter.
Det er en betingelse for, at der er tale om et investeringsselskab efter aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1, nr. 2, 4. pkt., at selskabet alene må drive virksomhed med investering i værdipapirer m.v. Herved forstås aktier, investeringsbeviser, obligationer, andre pengefordringer (herunder pengeinstitutindeståender og kontanter) og rettigheder over disse samt finansielle kontrakter som nævnt i kursgevinstloven og rettigheder over disse.
Efter det oplyste, vil fonden have mulighed for at have op til 15% af sine aktiver i andet end værdipapirer m.v. Skattestyrelsen er på baggrund heraf af den opfattelse, at betingelsen om, at selskabet alene må drive virksomhed ved investering i værdipapirer m.v. er opfyldt.
De under spørgsmål 2 nævnte betingelser skal dog også være opfyldt, for at enheden kan anses for et investeringsselskab.
Skattestyrelsen mener derfor, at spørgsmål 1 skal besvares med "Ja, se dog begrundelse".
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja, se dog begrundelse".
Spørgsmål 2
Hvis spørgsmål 1 besvares bekræftende, ønskes det bekræftet, at alene 85% af investeringsfondens aktiver skal være placeret i værdipapirer mv.
Begrundelse
Det fremgår af spørgsmål 1, at der efter Skattestyrelsens opfattelse er tale om en kollektiv investeringsenhed, jf. aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1, nr. 2, 4. pkt., såfremt betingelserne under spørgsmål 2 også er opfyldt.
I henhold til aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 2, 3. pkt., anses et selskab ikke for et investeringsselskab som nævnt i aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1, nr. 2, 4. pkt., hvis mere end 15 pct. af selskabets regnskabsmæssige aktiver i løbet af regnskabsåret gennemsnitligt er placeret i andet end værdipapirer m.v. Til værdipapirer m.v. medregnes ikke aktier i et andet selskab, hvori førstnævnte selskab ejer mindst 10 pct. af aktiekapitalen, medmindre det andet selskab selv er et investeringsselskab, jf. stk. 1. Hvis et selskab har bestemmende indflydelse på et selskab, jf. ligningslovens § 2, stk. 2, ses der ved opgørelsen efter 3. pkt. bort fra disse aktier, og i stedet medregnes den andel af det andet selskabs aktiver, som svarer til førstnævnte selskabs direkte eller indirekte ejerforhold i det andet selskab.
Det lægges til grund i sagen, at fonden placerer mindst 85% af sine aktiver i værdipapirer m.v.
Det er således Skattestyrelsens opfattelse, at betingelserne i aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 2, 3. pkt. er opfyldt, idet fonden har mindst 85 pct. af sine aktiver placeret i værdipapirer m.v.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja".
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.
Lovgrundlag, forarbejder og praksis
Spørgsmål 1 og 2
Lovgrundlag
Aktieavancebeskatningslovens § 19
Definition af investeringsselskab
§ 19. Ved et investeringsselskab forstås:
[…] 1.
2) Et selskab m.v., hvis virksomhed består i investering i værdipapirer m.v., og hvor andele i selskabet på forlangende af ihændehaverne skal tilbagekøbes for midler af selskabets formue til en kursværdi, der ikke i væsentlig grad er mindre end den indre værdi. Med tilbagekøb sidestilles, at en tredjemand tilkendegiver over for selskabet, at enten den pågældende eller en anden fysisk eller juridisk person på forlangende vil købe enhver andel til en kursværdi, der ikke i væsentlig grad er mindre end den indre værdi. Kravet om tilbagekøb på forlangende er opfyldt, selv om kravet kun imødekommes inden for en vis frist. Uanset at der ikke er pligt til tilbagekøb, anses selskabet for et investeringsselskab, hvis dets virksomhed består i kollektiv investering i værdipapirer m.v. Ved kollektiv investering forstås, at selskabet har mindst 8 deltagere. Koncernforbundne og nærtstående deltagere, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2, og denne lovs § 4, stk. 2, regnes i denne sammenhæng for én deltager.
Stk. 2. Et investeringsselskab som nævnt i stk. 1, nr. 2, 1. pkt., omfatter ikke et selskab m.v., hvis formue gennem datterselskaber hovedsagelig investeres i andre værdier end værdipapirer m.v. Ved et datterselskab forstås et selskab, hvori moderselskabet har bestemmende indflydelse, jf. ligningslovens § 2, stk. 2. Et investeringsselskab som nævnt i stk. 1, nr. 2, 4. pkt., omfatter ikke et selskab m.v., hvis mere end 15 pct. af selskabets regnskabsmæssige aktiver i løbet af regnskabsåret gennemsnitligt er placeret i andet end værdipapirer m.v. Til værdipapirer m.v. medregnes ikke aktier i et andet selskab, hvori førstnævnte selskab ejer mindst 10 pct. af aktiekapitalen, medmindre det andet selskab selv er et investeringsselskab, jf. stk. 1. Hvis et selskab har bestemmende indflydelse på et selskab, jf. ligningslovens § 2, stk. 2, ses der ved opgørelsen efter 3. pkt. bort fra disse aktier, og i stedet medregnes den andel af det andet selskabs aktiver, som svarer til førstnævnte selskabs direkte eller indirekte ejerforhold i det andet selskab.
Stk. 3. Et investeringsselskab som nævnt i stk. 1 omfatter ikke et investeringsinstitut med minimumsbeskatning, jf. ligningslovens § 16 C. Et investeringsselskab som nævnt i stk. 1 omfatter heller ikke en kontoførende forening, der opfylder betingelserne i § 2, 2. og 3. pkt., i lov om beskatning af medlemmer af kontoførende investeringsforeninger.
Stk. 4. Et investeringsselskab som nævnt i stk. 1, nr. 2, 4. pkt., omfatter ikke et selskab m.v., som udelukkende ejer aktier, tegningsretter og aktieretter i et andet selskab, hvis alle aktionærerne i det førstnævnte selskab ved erhvervelsen af aktierne var ansat i det andet selskab eller i andre selskaber, der er koncernforbundet med det andet selskab, jf. selskabsskattelovens § 31 C, medmindre det andet eller et af de andre selskaber selv er et investeringsselskab, jf. stk. 1. Uanset 1. pkt. kan selskabet også eje kontanter, herunder anbringelse på en anfordringskonto, inden for en ramme på 15 pct. af selskabets regnskabsmæssige aktiver opgjort gennemsnitligt i løbet af regnskabsåret
Praksis
Investering i værdipapirer
SKM2021.366.SR (Påklaget til Skatteankestyrelsen)
Skatterådet kunne ikke bekræfte Spørgerens opfattelse, hvorefter H1 skulle kunne bevare sin status som investeringsselskab efter aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1, nr. 2, 1. punktum, hvis H1 fremover som passiv investor investerede i kommanditselskaber, partnerselskaber og lignende skattemæssigt transparente enheder, der ved siden af deres primære investeringer i aktieselskaber også i begrænset omfang ejede vindmøller, solceller, ejendomme og lignende. Det var gældende, uanset hvor små investeringerne i andet end værdipapirer var.
SKM2020.94.SR
Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en investering i en alternativ investeringsfond (AIF) var et investeringsbevis omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19, idet det ikke var godtgjort, at AIF’en alene investerede i værdipapirer mv.
SKM2016.323.SR
Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger ville være omfattet af aktieavancebeskatningsloven § 19, hvis det investerede mere end 15 % af dets formue i værdipapirer, og resterende, under 85 % af dets formue, i et datterselskab, som helt eller delvist investerede i andre aktiver end værdipapirer. Skatterådet kunne derimod ikke bekræfte, at Spørger ville være omfattet af aktieavancebeskatningsloven § 19, såfremt Spørger direkte investerede i andre aktiver end værdipapirer.
SKM2011.738.SR
C AB påtænkte via dets helejede norske selskab, B AS, at stifte et dansk aktieselskab A A/S. A A/S ville investere gennem deltagelse som Limited Partner (kommanditist) i udenlandske transparente enheder, typisk organiseret som Limited Partnerships (fonde), der investerede i aktier eller ligestillede former for værdipapir. Skatterådet kunne bekræfte, at A A/S skulle anses som et investeringsselskab efter aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 2, nr. 2, 1. pkt.
Tilbagekøb
SKM2022.465.SR
Skatterådet kunne bekræfte, at et selskab, oprettet som et S.A. SICAV RAIF, skulle anses for at være et selvstændigt skattesubjekt efter de danske skatteregler.
Selskabet ønskede Skatterådets vurdering af, om de kunne opfattes som et investeringsselskab efter aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1. nr. 2, 1. pkt. Dette afviste Skatterådet med henvisning til at Selskabet havde en lock-up periode på 3 år før andele kunne tilbagesælges, hvilket medførte at tilbagekøbspligten var uden indhold i 3 år. Det var dermed Skatterådets vurdering, at en lock-up periode på 3 år var for lang til at et selskab kunne anses for at være et investeringsselskab efter aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1, nr. 2, 1. pkt.
Til sidst kunne Skatterådet bekræfte, at selskabet skulle opfattes som et investeringsselskab efter aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1, nr. 2, 4. pkt.
SKM2009.355.SR
Et bindende svar fra Skatterådet angik A A/S hvis vedtægtsmæssige formål var "at skabe konkurrencedygtige afkast ved at investere i værdipapirer og finansielle instrumenter." Selskabets midler kunne endvidere placeres som indlån i danske pengeinstitutter. Der kunne investeres for såvel egne som lånte midler. Såfremt en aktionær ønskede at afhænde sine aktier, skulle aktionæren give meddelelse herom til selskabet. Selskabet skulle på forlangende af aktionæren senest 6 måneder efter meddelelsen tilbagekøbe aktierne til den senest opgjorte indre værdi fratrukket et kurspoint. Selskabet kunne dog indenfor 6 måneders fristen anvise en køber til aktieposten til den senest opgjorte indre værdi fratrukket et kurspoint." Skatterådet konstaterede i SKM2008.228.SR, at der som krævet i ABL § 19, stk. 2 (nu stk. 1), nr. 2, var tale om en virksomhed, der investerede i værdipapirer m.v. Det blev bekræftet, at vedtægterne for A A/S opfyldte betingelserne for, at selskabet kunne anses for omfattet af SEL § 3, stk. 1, nr. 19, jf. ABL § 19, stk. 2 (nu stk. 1), nr. 2, 1.-4, pkt.
Den juridiske vejledning 2022-2 C.D.1.1.10.2 Investeringsselskaber - ABL § 19
(…)
Eksempler fra forarbejderne, som belyser bestemmelsen
Hvad er værdipapirer?
"Ved værdipapirer mv. forstås navnlig aktier, investeringsbeviser, obligationer, andre pengefordringer (herunder pengeinstitutindestående og kontanter) og rettigheder over disse samt finansielle kontrakter som nævnt i kursgevinstloven og rettigheder over disse.
Finansielle kontrakter som nævnt i kursgevinstloven omfatter terminskontrakter, der enten ikke opfyldes ved levering, eller hvor afviklingstidspunktet ikke ligger inden for den afviklingsfrist, der er sædvanlig på området, samt aftaler om køberetter og salgsretter. Det gælder dog ikke aftaler over fast ejendom.
Finansielle kontrakter omfatter heller ikke sædvanlige aftaler om levering af varer og andre aktiver samt tjenesteydelser til privat brug eller til brug i modtagerens virksomhed eller som produkt af egen virksomhed samt valutakontrakter indgået i forbindelse hermed, når kontrakterne ikke er noteret på en børs, medmindre der indgås modgående kontrakter.
Finansielle kontrakter omfatter heller ikke aftaler om hel eller delvis afståelse af virksomhed og andele af virksomhed, der kun kan opfyldes ved levering."
Denne forståelse af "værdipapirer" fremgår af L 98, fremsat den 24. februar 2005.
Hvad forstås ved "virksomhed"?
Efter ABL § 19, stk. 1, nr. 2, er et investeringsselskab et selskab m.v., hvis virksomhed består i investering i værdipapirer mv.
"Heri ligger, at selskabet ikke må have anden virksomhed. Et selskab, der både har investeringsvirksomhed og produktionsvirksomhed, er ikke et investeringsselskab.
Et pengeinstitut, der både har masseindlån og masseudlån, og som samtidig investerer i værdipapirer, har en virksomhed, der går ud over at investere i værdipapirer. Det er heller ikke et investeringsselskab.
Det samme gælder realkreditinstitutter mv. og livsforsikrings- og skadesforsikringsselskaber, uanset at hele deres formue er anbragt i værdipapirer.
For afgørelsen af, om der foreligger et investeringsselskab, er det på den anden side uden betydning, om investeringerne sker med videresalg for øje eller ej, ligesom det er lige meget, om investeringerne kan karakteriseres som passiv kapitalanbringelse eller ej."
Denne forståelse af "virksomhed" fremgår af L 98, fremsat den 24. februar 2005.
(…)
Hvad forstås ved "tilbagekøb"?
Efter ABL § 19, stk. 1, nr. 2, 1. pkt., er et investeringsselskab et selskab mv., hvis virksomhed består i investering i værdipapirer mv., og hvor andele i selskabet på forlangende af ihændehaverne skal "tilbagekøbes" for midler af selskabets formue.
Det bemærkes, at ved lov nr. 98 af 10. februar 2009 blev betydningen af tilbagekøb mindsket, da et selskab herefter anses for et investeringsselskab, uanset at der ikke er pligt til tilbagekøb, hvis selskabets virksomhed består i kollektiv investering i værdipapirer mv. Ved kollektiv investering forstås, at selskabet har mindst 8 deltagere. Koncernforbundne og nærtstående deltagere, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2, og aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2, regnes i denne sammenhæng for én deltager.
"Betingelsen om, at selskabsandelene på forlangende af ihændehaverne skal tilbagekøbes for midler af selskabernes formue, afspejler den typiske fremgangsmåde omkring indløsningsret i en investeringsforening.
I den typiske investeringsforening har medlemmerne ret til enten ved direkte tilbagesalg til investeringsforeningen eller ved et salg til investeringsforeningens kontoførende pengeinstitut at modtage et beløb svarende til den indre værdi af andelen bortset fra foreningens handelsomkostninger ved køb og salg af værdipapirer. Det foregår ofte på den måde, at det kontoførende pengeinstitut samler dagens køb og salg sammen. Alle pengeinstituttets køb og alle pengeinstituttets salg foregår til samme kurs. Hvis pengeinstituttets køb overstiger pengeinstituttets salg, er investeringsforeningen forpligtet til at indløse forskellen. Midlerne skaffer foreningen ved at sælge af sine værdipapirer. Der er knyttet omkostninger til salget, og det betyder, at indløsning ikke altid kan ske fuldt ud til indre værdi. Indløsning sker til en kursværdi, der ikke afviger væsentligt fra indre værdi. Den enkelte, der sælger til pengeinstituttet, ved ikke, om netop hans eller hendes investeringsbevis bliver indløst.
Udtrykket "tilbagekøb" sigter på, at det selskab, der har udstedt investeringsbeviserne/aktierne, køber dem igen. Det er et bredt udtryk, der også omfatter, at investeringsbeviset/aktien ophører med at eksistere i forbindelse med tilbagekøbet.
Det er uden betydning, at kravet om tilbagekøb først kan gøres gældende efter en vis frist. En bestemmelse i vedtægterne for en hedgeforening om, at indløsning kun kan ske en gang om året, opfylder kravet om tilbagekøb på forlangende. Det gør ikke noget, at fristen er lang, men den må på den anden side ikke være bestemt af uvisse begivenheders indtræden. Fx er en indløsningsret, der er betinget af, at der vedtages solvent likvidation af selskabet, ikke tilstrækkelig til, at der foreligger en indløsningsret.
Det er en betingelse, at "andele i selskabet m.v. på forlangende af ihændehaverne skal tilbagekøbes for midler af selskabets formue." Det dækker også det forhold, at køb og salg som tidligere beskrevet organiseres igennem et kontoførende pengeinstitut, der betaler det samme for alle beviser, selvom det ikke er alle beviser, der nødvendigvis bliver tilbagekøbte af foreningen.
En forening m.fl., der ikke er omfattet af direktivet, er et investeringsselskab, når blot tilbagekøbet kan ske som beskrevet. Det betyder, at f.eks. kapitalforeninger, der ikke henvender sig til offentligheden, men til en begrænset kreds, er investeringsselskaber. Det samme gælder hedgeforeninger.
Betingelsen om tilbagekøb omfatter også de tilfælde, hvor aktionærer i et aktieselskab med fast kapital tillægger hinanden en indløsningsret i en aktionæroverenskomst."