Dato for udgivelse
20 apr 2022 17:55
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
01 mar 2022 17:42
SKM-nummer
SKM2022.198.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
S-715-21
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
straf, skat
Resumé

T var tiltalt for forsætligt at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sine skatteansættelser for indkomstårene 2014, 2015 og 2016. T havde indberettet tab på unoterede aktier samt udbytte af unoterede aktier, fradragsberettiget indskud på etableringskonto på trods af han ikke ejede værdipapirer og ikke har indskudt midler på etableringskonto. T havde derved unddraget for 197.787 kr. i skat i alt.

T forklarede at han ikke på noget tidspunkt har handlet aktier eller oprettet en etableringskonto. Han har ikke været inde i skattemappen for at foretage ændringer. Han kendte intet til rettelserne. På et tidspunkt fik han stjålet sin pung med personlige papirer. En anden må ved anvendelse af hans NemID have foretaget indberetningerne.

Byretten fandt T skyldig i tiltalen. Uanset Ts forklaring fandt retten - idet at T er den eneste, der kunne opnå en berigelse ved at ændre selvangivelserne - det hævet over enhver rimelig begrundet tvivl, at ændringen af selvangivelserne er foretaget af T, der ved at ændre selvangivelserne og få udbetalt overskydende skatter kunne opnå en reduktion af sin gæld til det offentlige og derved unddrage det offentlige skat. Tyveri af papirerne udelukker ikke, at T har kunnet logge sig på told- og skatteforvaltningens system og ændre sine selvangivelser. T idømtes en bøde på 330.000 kr.

Landsretten stadfæstede byretsdommen

Reference(r)

Skattekontrollovens § 82, stk. 1 (dagældende skattekontrollovens § 13, stk. 1)

Henvisning

Den juridiske vejledning afsnit A.C.3.2.1.3.2.

Den juridiske vejledning afsnit A.C.3.2.4.

Byrettens Dom - afsagt den 8. februar 2021


Parter

Anklagemyndigheden

mod

T

cpr-nummer (red.cpr. nr. fjernet)

Anklageskrift er modtaget den 12. marts 2020. T er tiltalt for

1.

overtrædelse af skattekontrollovens § 82, stk. 1, (dagældende skattekontrollovens § 13, stk. 1)

ved for indkomståret 2014 med fortsæt til skatteunddragelse at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet han den 22. marts 2018 via SKATs TastSelv indberettede et tab på unoterede aktier på i alt -99.971 kr. samt et udbytte af unoterede aktier på i alt 199.071 kr., uagtet at han ikke ejede værdipapirer, hvorved han unddrog det offentlige i alt 87.991 kr. i skat.

2.

overtrædelse af skattekontrollovens § 82, stk. 1, (dagældende skattekontrollovens § 13, stk. 1)

ved for indkomståret 2015 med forsæt til skatteunddragelse at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet han den 22. marts 2018 via SKATs TastSelv indberettede fradragsberettiget indskud på etableringskonto med 123.031 kr., uagtet at han ikke har indskudt midler på en etbaleringskonto, hvorved han unddrog det offentlige i alt 22.015 kr. i skat.

3.

overtrædelse af skattekontrollovens § 82, stk. 1 (dagældende skattekontrollovens § 13, stk. 1)

ved for indkomståret 2016 med fortsæt til skatteunddragelse at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet han den 22. marts 2018 via SKATs TastSelv indberettede tab på unoterede aktier på i alt -99.971 kr. samt udbytte af unoterede aktier på i alt 199.071 kr. til trods for at han ikke ejede værdipapirer, hvorved han unddrog det offentlige i alt 87.781 kr. i skat.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at tiltalte idømmes en bøde på 330.000 kr.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Sagens oplysninger

Sagen blev hovedforhandlet den 5. november 2020.

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte samt af vidnet JG.

Tiltalte har forklaret blandt andet, at han ikke på noget tidspunkt har handlet aktier eller oprettet en etableringskonto. Han har heller ikke været inde i sin skattemappe for at foretage ændringer i de økonomiske oplysninger, skattevæsenet har oploadet i hans skattemappe. Han fik på et tidspunkt et brev fra skattemyndighederne om køb af aktier og om oprettelse af en etableringskonto. Som følge af brevet kontaktede han skattemyndighederne og talte med en medarbejder, (red. navn fjernet), og fortalte hende, at han intet kendte til de rettelser, der var foretaget i hans selvangivelser. Han afviser, at han skulle have videregivet sin kode til sit nem-id til nogen, men på et tidspunkt mistede han alle sine personlige papirer, som han havde liggende i sin pung. Det skete en dag, hvor han sammen med en kammerat havde været i biografen. Under biografbesøget havde han efterladt sine pung i sin bil, der holdt parkeret i nærheden af biografen. Da hans kammerat og han var på vej hen til bilen efter biografforestillingen, kom flere biler kørende med nogle mænd. Han fik et chok og stak af, fordi han så, at mændene havde pistoler. Hans kammerat og han gemte sig i et villakvarter og afventede, at politiet kom tilstede. De ventede nok 30 til 40 minutter. Han husker ikke, hvornår episoden fandt sted. Det viste sig, at pungen med alle hans personlige papirer, herunder hans nem-id, var forsvundet. Punget havde ligget i bilen. Den kode, han havde valgt til sit nem-id, var hans navn. Han havde skrevet koden på en lap papir. Det hele lå samlet. Han turde ikke melde episoden til politiet, fordi han var bange. Politiet fandt senere hans pung under en ransagning. Det gav politiet ham besked om i november 2018. Han fik sine stjålne papirer m.v. tilsendt fra politiet. Han husker ikke i dag, om han meldte sit kørekort stjålet.

Tiltalte har videre forklaret, at politiet anholdt ham en gang i 2014 eller 2015. I den forbindelse mistede han sit oprindelige kørekort. Han fik et nyt kørekort i 2017.

Tiltalte har endelig forklaret, at han ikke bruger sin nem-id, for han logger sig ind via en App med finger-touch. Han fastholder, at han ikke har logget sig ind på Skat og foretaget ændringer i sine personlige skatteoplysninger. Han skylder det offentlige omkring 200.000 kr. i sagsomkostninger. Når han modtager penge fra det offentlige, bliver beløbet modregnet i sagsomkostningerne. Der har ikke været et "større fald" i hans gæld til det offentlige.

JG har forklaret blandt andet, at hun har været sagsbehandler på tiltaltes sag. Sagen blev taget ud til stikprøvekontrol. En borger bliver taget ud til stikprøvekontrol, når skattevæsenets systemer registrerer bestemte forhold, der kan give anledning til nærmere undersøgelser. Tiltalte ejede ikke aktier eller andre værdier. Skattevæsenet bad derfor tiltalte sende materiale, som dokumenterede de ændringer, der var foretaget. Hun blev ringet op af tiltalte, der fortalte, at han havde mistet sine personlige papirer og sit nem-id. De ændringer, der er registreret i hans skattesag, er sket via tast-selv, hvor der er logget ind med nem-id og en personlig kode. Det fremgår af skattevæsenets systemer, at der er foretaget ændringer i tiltaltes selvangivelse for årene 2014, 2015 og 2016. De ændringer, der er foretaget, udløste overskydende skat. Overskydende skat udbetales til borgerens nem-konto, eventuelt via gældsstyrelsen, der tjekker, om der er gæld til det offentlige, inden udbetalingen finder sted.

Efter bevisførelsens afslutning og efter proceduren samt tiltaltes afsluttende bemærkninger blev sagens forberedelse genoptaget på baggrund af tiltaltes oplysninger om tyveriet af sin pung med hans ID.

Politiet foretog herefter yderligere efterforskning i sagen.

Det fremgår af politirapport, dateret den 14. marts 2018, rettet den 24. marts 2018, at tiltalte den 14. marts 2018 var impliceret i et færdselsuheld, og at han overfor politiet, der kom tilstede på uheldsstedet, identificerede sig med er gyldigt kørekort - rapportens side 5, 1. afsnit.

Det fremgår af en ransagningsrapport, dateret den 27. november 2018, at (red. politiet) foretog ransagning den 27. november 2018 på adressen Y1-adresse, og at politiet fandt en taske med et skrin med følgende koster:

"Nr. D1/5, personlige papirer tilhørende T, pnr (red. nr. fjernet)"

Dette rapportmateriale er blevet sendt til tiltaltes forsvarer, advokat Mai-Brit Storm Thygesen, og forelagt tiltalte.

Forsvareren har i en mail, modtaget den 15. december 2020, kl. 10:31, oplyst, at hun

"har haft lejlighed til at drøfte de nye oplysninger med sin klient og han oplyser, at han ikke har yderligere at tilføje til den allerede afgivne forklaring.

Sagen kan derfor efter min opfattelse afgøres på det nuværende grundlag".

Personlige oplysninger.

Tiltalte er tidligere straffet således:

Den 19. september 2018 vedtog tiltalte en bøde og en udenretlig frakendelse af førerretten for overtrædelse af færdselslovens § 4, stk. 1.

Rettens begrundelse og afgørelse

Rigtigheden af tiltaltes forklaring om, at han i enten 2014 eller 2015 mistede sit kørekort, og at han fik udstedt et nyt kørekort i 2017, understøttes af, at han i forbindelse med færdselsuheldet i marts 2018 foreviste et gyldigt kørekort, samt at rigtigheden af hans forklaring om tyveriet af de personlige papirer understøttes af, at politiet under en ransagning på adressen i Y1-adresse fandt et skrin med personlige papirer, der tilhørte tiltalte.

Det er uoplyst, hvornår tyveriet af de personlige papirer fandt sted.

Disse forhold udelukker imidlertid ikke, at tiltalte har kunnet logge sig Skats system og ændre sine selvangivelser.

JG har forklaret, at de ændringer, der blev foretaget af tiltaltes selvangivelser, er sket via tast-selv servicen, hvor der er logget ind med nemid og en personlig kode.

Uanset tiltaltes forklaring om tyveriet af pungen fra bilen finder retten herefter - idet det lægges til grund, at den eneste, der kunne opnå en berigelse ved at ændre selvangivelserne, var tiltalte -  at det er hævet over enhver rimelig begrundet tvivl, at ændringen af selvangivelserne er foretaget af tiltalte, der ved at ændre selvangivelserne og få udbetalt overskydende skatter kunne opnå en reduktion af sin gæld til det offentlige og derved unddrage det offentlige skatter med de beløb, der fremgår af anklageskriftet.

Tiltalte er derfor skyldig i tiltalen.

Straffen fastsættes i medfør af skattekontrollovens § 82, stk. 1 -  dagældende skattekontrollovs § 13, stk. 1 - jf. straffelovens § 89 til en bøde på 330.000 kr.

Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.

Thi kendes for ret:

T skal betale en bøde på 330.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 50 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Østre Landsrets dom - afsagt den 1. marts 2022


(landsdommerne Birgitte Grønborg Juul, Ole Græsbøll Olesen og Anne Bendfeldt Westergaard).          

Anklagemyndigheden

mod

T

(cpr.nr. (red.cpr. nr. fjernet))

(advokat Mai-Brit Storm Thygesen, besk.)

Retten i Roskildes dom af 8. februar 2021 (99-1909/2020) er anket af T med endelig påstand om frifindelse.

Anklagemyndigheden har nedlagt endelig påstand om stadfæstelse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte.

Vidnet JGs forklaring for byretten er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.

Tiltalte T har supplerende forklaret blandt andet, at episoden, hvor han mistede sin pung, rettelig skete omkring Y2-område og ikke, som anført i byretten dom, i nærheden af en biograf. Han og en kammerat var efter biografturen kørt videre til Y2-område, hvor de skulle mødes med yderligere en ven, der endnu ikke var kommet. De stod i nærheden af bilen og røg en smøg, da de hørte hjulspin og så tre biler, som kom kørende med høj fart. Flere af personerne i bilerne var maskerede og bevæbnede med pistoler og køller. Han og kammeraten løb fra stedet. De blev jagtet af mændene og måtte gemme sig i et villakvarter. De kunne høre, at der var blevet ringet efter politiet, og ventede i ca. 40 minutter, til politiet kom. Bilen havde været ulåst, og da de kom tilbage til den, var hans pung indeholdende blandt andet NemID og koden dertil væk. Han anmeldte ikke forholdet til politiet. Han frygtede, at mændene ville opsøge ham, fordi de nu havde hans adresse, og han valgte derfor at sove et andet sted de følgende 1-2 uger. Det er rigtigt, at han og kammeraten havde en hund med. Hunden havde ikke været med dem i biografen. Det var en anden persons hund.

Han benyttede sit navn som kode til NemID. Han ved ikke, hvorfor han havde skrevet koden ned, når den var så nem at huske. Han kontaktede ikke banken eller andre for at få spærret sine kort mv.

Han fik flere breve fra skattemyndighederne om de ændringer, der var foretaget via TastSelv. Det første brev var om modregning og det næste om aktier. Han forstod ikke, hvad det hele handlede om. Han husker ikke, hvilket beløb der var blevet modregnet, men det var mindre end 100.000 kr. Han ringede til skattemyndighederne og fortalte, at han havde mistet sine personlige papirer. Han blev indkaldt til et møde, som han ikke deltog i.

Han mistede også sit kørekort, som lå i pungen. Det anmeldte han heller ikke. Han kørte formentlig uden kørekort i en periode, indtil han fik udstedt et midlertidigt kørekort. Han kan ikke huske, hvornår han fik sit midlertidige kørekort, eller om det var det kort, som han fremviste, da han blev standset af politiet den 14. marts 2018 og den 17. april 2018.

Der var også en periode, hvor han havde "dobbelt" kørekort. Han havde mistet sit kørekort og bestilt et nyt, men han fik sit tidligere kørekort af politiet og havde derfor to. Det kan godt passe, at dette var omkring juli 2017, hvor han fik udstedt et nyt kørekort.

Han kan ikke huske, hvornår episoden på Y2-område fandt sted. Han ved ikke, hvilket årstal det var, eller hvornår på året det foregik.

Personlige oplysninger

Tiltalte er tidligere straffet som nævnt i byrettens dom, idet bødevedtagelsen dog rettelig er sket den 20. september 2018.

Tiltalte er herudover af betydning for sagen straffet ved:

-      udeblivelsesdom af 10. februar 2016 med dagbøder for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 287, stk. 1, jf. § 276,

-      ankedom af 5. januar 2017 med fængsel i 2 år og betinget udvisning for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 21, 

-      dom af 16. april 2018 hvor der i medfør af straffelovens § 89 ikke blev fastsat tillægsstraf for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, 

-      udeblivelsesdom af 26. juni 2018 med bøde for overtrædelse af færdselslovens § 4, stk. 1, 

-      dom af 29. november 2019 med bøde for overtrædelse af færdselslovens § 118, jf. § 80 a, stk. 1, jf. stk. 6, 1. pkt.,

-      ankedom af 13. marts 2020 med bøde og førerretsfrakendelse for overtrædelse af færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 3, stk. 1, og § 4, stk. 1, jf. straffelovens § 89.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han arbejder på fuld tid med biler, navnlig taxaer, som han "pakker ind" i reklamer.  Han har gode økonomiske forhold og afdrager i begrænset omfang på sin gæld til det offentlige. Han har lagt sin kriminelle fortid bag sig og fokuserer nu på familielivet med sin kæreste og datter.

Landsrettens begrundelse og resultat

Tiltaltes forklaring om, at en anden ved anvendelse af hans NemID har foretaget indberetningerne til selvangivelserne for indkomstårene 2014, 2015 og 2016, er ikke støttet af objektive bevisdata og må efter sagens oplysninger i det hele tilsidesættes som utroværdig.

Landsretten tiltræder herefter, at det er bevist, at tiltalte, der som den eneste kunne opnå en berigelse ved indberetningerne, har foretaget disse og derved handlet med forsæt til skatteunddragelse, og at tiltalte derfor er fundet skyldig som sket.

Bøde- og forvandlingsstraffen, der i medfør af straffelovens § 89 fastsættes som en tillægsstraf, findes passende udmålt.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t :

 

Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.