Parter 

H1

(v/advokat Anna Bastkær Christensen Stangerup)

mod

Skatteministeriet Departementet

(v/advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afgørelsen er truffet af byretsdommer

Jakob Fink Nielsen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen er anlagt den 20. juni 2018, og drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, H1, er indeholdelsespligtig og hæfter for betaling af A-skat og AM-bidrag i forbindelse med selskabets betaling af tre polske virksomheders udstedte fakturaer. Der skal i den forbindelse i første række tages stilling til, om de udførende personer må anses som lønmodtagere i H1, eller om de polske virksomheder skal anses som selvstændige erhvervsdrivende. For det tilfælde, at de udførende personer anses som lønmodtagere i selskabet skal i anden række tages stilling til, om H1 har udvist en sådan forsømmelighed, at selskabet hæfter for beregnet A-skat og AM-bidrag af de betalte fakturabeløb.

H1 har fremsat følgende endelige påstande:

Der nedlægges principal påstand om, at H1’ A-skattetilsvar for

2012                       nedsættes med kr. 138.899

2013                       nedsættes med kr. 100.807

2014                       nedsættes med kr. 209.481

2015                       nedsættes med kr. 439.926

Herudover nedlægges der principal påstand om, at H1’ AM-bidragstilsvar for

2012                       nedsættes med kr. 21.960

2013                       nedsættes med kr. 15.938

2014                       nedsættes med kr. 33.119

2015                       nedsættes med kr. 69.553.

Sagsøgte, Skatteministeriet Departementet, har fremsat påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Af Landsskatterettens afgørelse af 7. maj 2018 fremgår:

"…

SKAT har anset vederlag til udenlandsk arbejdskraft for lønmodtagerudgifter m.v.

Møde mv.

Der har været afholdt møde med selskabets repræsentant.

Faktiske oplysninger

H1 har som formål at udøve virksomhed med udlejning af artikler til privat brug, herunder festtelte, stole, borde og andet udstyr i tilknytning hertil.

Selskabet er startet den 1. januar 2008 med branchekode 773900 Udlejning og leasing af andet materiel, udstyr og andre materielle aktiver.

Der har i perioden 2012 - 2015 været ansat mellem 5 og 14 medarbejdere.

SKAT har modtaget kontroloplysninger, hvoraf det fremgår, at selskabet har udbetalt vederlag til JR og SR.

Der er ifølge modtagne oplysninger, fakturaer og kontospecifikationer i 2012, 2013, 2014 og 2015 til JR udbetalt henholdsvis 212.135 kr., 40.375 kr., 170.425 kr. og 422.210 kr.

Til SR er der i 2012, 2013, 2014 og 2015 udbetalt henholdsvis 47.430 kr., 158.850 kr., 243.570 kr. og 447.210 kr.

Der er herudover til UG, PR, i 2012 udbetalt 14.940 kr. Der er således i alt i 2012, 2013, 2014 og 2015 udbetalt henholdsvis 274.505 kr., 199.225 kr., 413.995 kr. og 859.420 kr.

Til brug for vurdering af eventuel arbejdsudleje, ansættelsesforhold eller entrepriseforhold har SKAT anmodet om kopi af kontrakter, modtagne fakturaer og betalinger til JR og SR.

Der er modtaget 2 kontrakter af 24. april 2015 med MM og PP. Af begge kontrakter, der er enslydende, fremgår:

1.     At der er tale om opsætning af telte m.m. på adresser, hvor H1 har aftaler om dette.

2.     Arbejdet udføres i perioden fra den 25. april til den 15. september 2015.

3.     Aftalerne af de enkelte opgaver aftales fra gang til gang.

4.     Aftalerne er accepteret af begge parter og afregningen sker i danske kroner.

5.     H1 er forpligtet til at oplyse om gældende sikkerhedsregler og generel sikkerhed vedrørende arbejdet, og underentreprenøren forpligter sig til at overholde de oplyste sikkerhedsregler.

6.     Underentreprenøren står selvfor anskaffelse af arbejdstøj og sikkerhedsfodtøj i henhold til punkt 2.

7.     Underentreprenøren er selv ansvarlig for at tegne arbejdsskadeforsikringer for sig selv og eventuelle medarbejdere.

8.     Løn og ansættelsesforhold skal være i overensstemmelse med danske arbejdsvilkår.

9.     Betaling vil ske efterfaktura. Betalingerne kan opdeles i flere rater efter nærmere aftale. Betalingsfristen er 10 arbejdsdage fra fakturadato.

10.  Underentreprenøren stiller kun sin arbejdskraft til rådighed.

11.  Underentreprenøren tager ikke ansvar for maskiner, materiel, værktøj, materialer m.m.

Af modtagne fakturaer fra PP ved RA, der er ægtefælle til RS, fremgår af hjemmesiden for virksomheden, at denne vedrører "Forberedelse og levering af mad til eksterne modtagere (catering)"

SKAT har efterfølgende konstateret, at der i 2012, 2013 og 2014 også er udbetalt vederlag til andre udenlandske virksomheder og har bedt selskabet om kopi af kontrakter, modtagne fakturaer og betalingerne til disse virksomheder.

Selskabet har i 2015 flyttet kontor og ved ikke med sikkerhed, hvor bilagene for 2012-2014 er havnet. Der er derfor kun modtaget kontospecifikation for konto 286,0 Fremmedarbejde EU, hvoraf betalingerne til de udenlandske virksomheder fremgår.

Selskabets direktør PC har oplyst, at han ikke mener, der er lavet kontrakter for tidligere år. Dette er først sket fra 2015, men samarbejdet med disse firmaer er sket på lignende vilkår som for 2015.

H1 har ikke i forbindelse med angivelse af moms, angivet moms af ydelseskøb i andre EU-lande.

Repræsentanten har på forespørgsel bl.a. oplyst, at den polske virksomhed har stillet biler og værktøj til rådighed ved udførelsen af arbejdet.

Repræsentanten har tillige oplyst, at teksten på faktura fra RM ikke vedrører den under sagen omhandlede aktivitet.

SKATs afgørelse

SKAT har anset arbejdsforholdet mellem selskabet og de udenlandske virksomheder for lønmodtagerforhold.

Ved vurderingen har SKAT henset til følgende forhold:

1.     De foreliggende kontrakter er enslydende, samlet kontraktsum er ikke påført, ligesom det ikke fremgår, hvordan honoraret beregnes.

2.     Arbejdet udføres på adresser, som selskabet råder over.

3.     Det anses, at det er selskabet som hvervgiver, der har instruktionsbeføjelsen.

4.     Selskabet leverer maskiner, materiel, værktøj, materialer m.m., og de udenlandske arbejdere har ikke ansvaret herfor.

5.     Arbejderne har ingen økonomisk risiko, idet der ikke foreligger aftale om erstatningsansvar eller bod ved forsinkelse.

6.     Det er selskabet som hvervgiver, der har den økonomiske risiko.

7.     Arbejderne stiller kun deres egen arbejdskraft til rådighed.

8.     I perioden hvor arbejdet foregår, arbejdes der kun for selskabet.

9.     At der i 2012, 2013 og 2014 ikke er udarbejdet kontrakter, men arbejdet er udført på lignende vilkår som for 2015.

SKAT har anført, at de vigtigste forhold, der kendetegner selvstændig virksomhed er:

Der aftales en fast pris (tilbud eller kontrakt), hvor der indregnes fortjeneste, som bl.a. er udtryk for, at det er den selvstændige, der bærer ansvaret og risikoen for det udførte arbejde (udfører arbejdet for egen regning og risiko).

Der er ikke udarbejdet kontrakter i 2012, 2013 og 2014.

Af de foreliggende kontrakter for 2015 fremgår:

− At de polske arbejdere ikke bærer ansvaret og risikoen for det udførte arbejde. (Det er H1, som indgår aftalerne med kunderne og slutfakturerer dem).

− At de polske arbejdere kun stiller deres arbejdskraft til rådighed.

− At de polske arbejdere ikke har ansvar for maskiner, materiel, værktøj, materialer m.m.

At det af H1' indsigelse fremgår:

− At de polske arbejdere udfører det arbejde, som selskabets egne ansatte ikke kan nå.

− At det er H1, som står for transporten/leveringen af udstyret.

− At de polske arbejdere ikke er ansvarlige for fejl og mangler ved arbejdets udførelse, idet der ikke er nævnt noget om dagbøder ved forsinkelse og erstatning i forbindelse med fejl og mangler.

At det af SKATs oplysninger fremgår:

− At de polske arbejdere ikke er registrerede som ejere af virksomhederne MM og PP.

− At afregningen af fakturaerne fra virksomheden MM ikke foregår til dennes bankkonto men derimod til den polske arbejders egen danske konto i F1-bank.

Det er SKATs opfattelse, at selskabet hæfter for manglende indeholdelse af skatter og bidrag, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7, for årene 2012, 2013, 2014 og 2015, da selskabet burde have vidst eller fremskaffet sig oplysninger om kildeskattelovens regler om indeholdelse af A-skat m.v. i udbetalinger til udenlandske arbejdere.

Hæftelse for ikke indeholdt A-skat           889.113 kr.

Hæftelse for ikke indeholdt AM-bidrag   140.570 kr.

SKAT pålægger endvidere selskabet at foretage indberetning til eindkomst for vederlag betalt til de polske arbejdere fra den 1. januar 2016.

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at SKATs afgørelse i det hele ophæves, således at selskabet ikke er pligtigt at indeholde og afregne A-skat m.v., som pålagt ved afgørelsen, at hæftelsen bortfalder og således ikke skat indberette sådanne vederlag til e-Indkomst fra 1. januar 2016 og frem.

Subsidiært er nedlagt påstand om, at der indeholdes A-skat med 30 % af bruttoindtægten for de vederlag, der ikke vedrører de udenlandske virksomhedsejere, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 2, litra h, jf. § 48 b, idet der i denne relation må anses at foreligge arbejdsudleje.

Til støtte for den principale påstand er det i første række gjort gældende, at der i forhold til de pågældende udenlandske samarbejdspartnere, til hvem de omhandlede vederlag er ydet, ikke har bestået et sådant lønmodtagerlignende forhold, som af SKAT antaget, og som er afgørende for, at der vil kunne statueres indeholdelsespligt, jf. kildeskattelovens § 46, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.

Afgrænsningen mellem lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende foretages i praksis i skattemæssig henseende på baggrund af de kriterier, der er angivet i pkt. 3.1.1 i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven. Som udgangspunkt anses en person herefter for lønmodtager, hvis vedkommende modtager vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold efter hvervgivers anvisninger og for dennes regning og risiko. Selvstændig erhvervsvirksomhed er kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå et overskud. I tvivlstilfælde må afgrænsningen ske på grundlag af en samlet bedømmelse af forholdet mellem hvervgiver og hvervtager.

I SKATs juridiske vejledning afsnit C.C. 1.2.2. er afgrænsningen nærmere beskrevet.

I det foreliggende tilfælde er der ikke indgået aftale om fast arbejdstid, og den enkelte udenlandske virksomhed/hvervtager udfører som uafhængig samarbejdspartner hver enkelt opgave selvstændigt. Hvervtager afholder selv udgifterne forbundet med den enkelte opgave, herunder rejseudgifter til Danmark, ophold, udgifter til arbejdsbeklædning og sikkerhedssko samt udgifter/løn til egne ansatte. De udenlandske samarbejdspartnere og deres ansatte anvender ikke arbejdsbeklædning med selskabets logo. Der udbetales ikke løn fra selskabet til den udenlandske hvervtager for faste perioder, ligesom ferieloven, funktionærloven og lov om arbejdsskadeforsikring ikke er gældende i forholdet mellem dem. Der betales efter regning i hvert enkelt tilfælde.

Den udenlandske virksomhed kan frit udføre opgaver for andre og leder og fordeler arbejdet i forhold til egne ansatte uafhængigt af selskabet.

Den udenlandske hvervtager påtager sig ved udførelsen af opgaverne fra selskabet en økonomisk risiko, idet der kun er ret til vederlag, hvis den enkelte opgave med hensyn til opstilling eller nedtagning af et telt

m.v. tilhørende selskabet de facto udføres. Der er ikke på forhånd aftalt et bestemt antal opgaver hverken som minimum eller maksimum.

Opgaverne er i øvrigt ikke ens. De varierer ofte i type og omfang, og det er nødvendigt, at opgaverne beskrives og aftales fra gang til gang. Proceduren er nærmere således, at det er selskabet, der indgår aftalen med kunden, herunder omfanget af udstyr, plan for opsætning, pris, deadlines mv. Herefter videreformidles disse oplysninger til samarbejdspartnerne, men det er samarbejdspartnernes eget valg og ansvar, hvorledes opgaven nærmere udføres, ligesom det er under eget ansvar at levere opstillingen af telte mv. korrekt og til tiden. Teltenes stand og funktionsdygtighed er dog selskabets ansvar. Det er ligeledes samarbejdspartnernes eget valg, om de vil løse opgaven selv, bruge egne ansatte eller anvende fremmed arbejdskraft.

SKAT anfører i sagsfremstilling til den påklagede afgørelse, at hvervene udføres på selskabets adresser. Dette er naturligvis ikke korrekt, da opstillingssted hvad angår telte m.v. nødvendigvis varierer for hver enkelt opgave.

En samlet vurdering af de relevante kriterier fører herefter til, at der ikke består de for et lønmodtagerforhold afgørende karakteristika i forholdet mellem selskabet og den udenlandske hvervtager.

I forhold til den subsidiære påstand er det gjort gældende, at der ikke i forholdet mellem selskabet og andre end ejerne af de to nævnte udenlandske virksomheder har foreligget noget aftalegrundlag om udførelser af opgaver overhovedet, hvorfor der ikke i denne relation kan anses at foreligge løn i et ansættelsesforhold.

Af SKATs juridiske vejledning afsnit C.F.3.1.4.1 fremgår, at når en udenlandsk person, der har bevaret sit formelle ansættelsesforhold dl sin udenlandske arbejdsgiver, udfører arbejde for en dansk virksomhed, foreligger der efter omstændighederne arbejdsudleje.

Kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3, gælder for udenlandske personer, der erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde. Den udenlandske arbejdsgiver skal have stillet den udenlandske person til rådighed for arbejdet her i landet for en dansk virksomhed (reel arbejdsgiver), og arbejdet skal udgøre en integreret del af virksomheden.

Hvis Landsskatteretten imod den principale påstand måtte være enig med SKAT i, at der foreligger et tjenesteforhold, så må der i stedet anses at foreligge arbejdsudleje, i hvert fald for så vidt angår de udenlandske samarbejdspartneres egne ansatte.

Arbejdet skal herved som nævnt være integreret i den danske virksomhed på en sådan måde, at virksomheden reelt kan anses for arbejdsgiver i forhold til det udførte arbejde, og opgaven skal være udskilt til en selvstændig udenlandsk virksomhed. At disse forudsætninger i så fald er opfyldt, må anses at følge af SKATs argumentation for den trufne afgørelse og de tidligere beskrevne faktuelle forhold. Det bemærkes herunder, at de udenlandske samarbejdspartnere har egne ansatte.

Konsekvensen er, at der endeligt skulle være indeholdt skat med 30 % af bruttoindtægten, i hvert fald for så vidt angår vederlag, der ikke vedrører de udenlandske virksomhedsejere, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 2, litra h, jf. § 48.

SKATs udtalelse

Selskabets principale påstand

SKAT har anført, at de udenlandske arbejdstagere er omfattet af reglerne om indeholdelse af A-skat, da SKAT anser arbejdet for at udgøre en integreret del af den danske virksomhed.

Selskabets aktivitet består i udlejning af telte og service til fest og andre arrangementer på hele Sjælland, Fyn og Jylland med omliggende øer, herunder levering og montering af telte, scener og service m.v. samt nedtagningen heraf.

De opgaver, der udføres af de udenlandske arbejdere, består af opsætning og nedtagning af telte etc. og er ikke klart udskilt og afgrænset fra de opgaver som selskabets egne ansatte udfører, men udgør således en integreret del af selskabets forretningsområde.

Videre har selskabet anført, at selskabet typisk har 5-15 medarbejdere. Selskabets aktiviteter er påvirket af store sæsonudsving, og selskabet har derfor periodisk behov for yderligere ressourcer i forbindelse med opsætning og nedtagning af telte. Selskabet har derfor indgået samarbejdsaftale med JR og SR som underleverandører til varetagelse af de opgaver, som selskabets egne ansatte ikke kan nå.

SKAT har bemærket, at det arbejde, som de udenlandske arbejdstagere udfører, ikke klart er udskilt og afgrænset fra de opgaver, som selskabets egne ansatte udfører, hvorfor arbejdet anses at indgå som en integreret del af den danske virksomhed, og arbejdet dermed ikke har karakter af selvstændig udenlandsk virksomhed.

Da arbejdet, som de udenlandske arbejdere udfører, ikke er klart udskilt og afgrænset fra de opgaver, som selskabets egne ansatte udfører, kan et økonomisk ansvar ikke placeres, og der er således ikke tale om en udenlandsk virksomhed med selvstændigt økonomisk ansvar.

Selskabet står i øvrigt selv for levering af materialer til brug for arbejdets udførelse. Dermed har de udenlandske arbejdstagere heller ikke nogen økonomisk risiko i denne forbindelse.

Det ansvar, som den enkelte udenlandske samarbejdspartner har overfor selskabet, er således begrænset til de arbejdsydelser, de leverer.

Ydelserne, som de udenlandske arbejdstagere leverer, udgør arbejdskraft, hvorfor arbejdsforholdet ikke kan godkendes som entreprise.

Selskabets subsidiære påstand

Subsidiært har selskabet nedlagt påstand om, at der endeligt skal være indeholdt skat med 30 % af bruttoindkomsten, i hvert fald for så vidt angår vederlag, der ikke vedrører de udenlandske virksomhedsejere, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 2, litra h, jf. § 48, idet der i denne relation må anses at foreligge arbejdsudleje.

Selskabet har tilkendegivet, at de udenlandske samarbejdspartnere har egne ansatte, hvorfor der alene skal indeholdes skat med 30 % af bruttoindkomsten, for den del af vederlaget, der ikke vedrører de udenlandske virksomhedsejere.

SKAT er enig i, at såfremt der foreligger dokumentation for at JR og SR har haft egne ansatte til at udføre arbejde for selskabet, foreligger der arbejdsudleje for deres ansatte.

Dokumentation for størrelsen af vederlaget fordelt på henholdsvis JR og SR og deres ansatte har ikke været en del af SKATs undersøgelse, da SKAT ikke under sagsbehandlingen har været i besiddelse af oplysninger om, at JR og SR har haft egne ansatte til at udføre arbejde for selskabet.

Yderligere bemærkninger fra SKAT

SKAT har særligt lagt vægt på, at selskabets direktør har oplyst, at han ikke mener, at der er lavet kontrakter for tidligere år (2012, 2013 og 2014) med de udenlandske enkeltmandvirksomheder. Dette er først sket fra 2015.

Af SKATs oplysninger fremgår det endvidere:

− At JR ikke er registreret som ejer af MM, som i øvrigt ud fra navnet er en slagterforretning.

− At betalingerne til virksomheden MM ikke er foregået til virksomhedens bankkonto, selvom der står et kontonummer på fakturaerne, men derimod til JRs private konto i F1-bank.

− At virksomheden MM er ejet af NR ifølge system for udveksling af momsoplysninger.

− At hovedbranchen er forarbejdning og konservering af kød.

− At SR ikke er registreret som ejer af PP.

− At der på fakturaerne fra PP, RAikke er anført et kontonummer.

− At der på fakturaerne til H1 står PP, RA.

− At der på fakturaerne udstedt til G1 og HH (medsendt af selskabet) kun står PP.

− At når man søger på NIP (Red.fjernet) (skatteidentifikationsnummeret) i den polske database www.firma.gov.pl, så er virksomhedens navn G2 og ejeren er RA. At hovedbranchen er catering.

SKATs konklusion

SKAT har indstillet, at afgørelsen fastholdes i sin helhed.

Selskabets subsidiære påstand om at beregne 30 % i arbejdsudlejeskat for JRs og SRs egne medarbejdere kan ikke umiddelbart imødekommes, da der ikke foreligger dokumentation, der underbygger påstanden om, at JR og SR har haft egne ansatte.

Det er SKATs opfattelse, at virksomheden hæfter for de ikke indeholdte skatter mv., jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7, idet virksomheden burde have skaffet sig oplysninger om kildeskattelovens regler om indeholdelse af A-skat mv. i udbetalingerne til udenlandske arbejdere. Dette især fordi der alene leveres arbejdskraft.

Landsskatterettens afgørelse

Pligt til at svare indkomstskat til staten påhviler personer, der erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold udført her i landet. Det er uden betydning for skattepligten, hvilken form vederlaget udbetales i. Det fremgår af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1 (lovbekendtgørelse nr. 1403 af 7. december 2010).

Til A-indkomst henregnes enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold. Dette følger af kildeskattelovens § 43, stk. 1.

Af samme lovs § 46, stk. 1, fremgår det, at der i forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst, skal indeholdes foreløbig skat af det udbetalte beløb. Indeholdelsespligten påhviler den, for hvem arbejdet udføres.

Personer, der har lønindkomst mv. fra beskæftigelse udført her i landet, er pligtige til at betale arbejdsmarkedsbidrag, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.

Det fremgår af cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven, at der ved vurderingen af om der foreligger et tjenesteforhold lægges vægt på følgende kriterier:

•        a) hvervgiveren har en almindelig adgang til at fastsætte generelle eller konkrete instrukser for arbejdets udførelse, herunder tilsyn og kontrol,

•        b) indkomstmodtageren udelukkende eller i overvejende grad har samme hvervgiver,

•        c) der mellem hvervgiveren og indkomstmodtageren er indgået aftale om løbende arbejdsydelse,

•        d) indkomstmodtageren har arbejdstid fastsat af hvervgiveren,

•        e) indkomstmodtageren har ret til opsigelsesvarsel,

•        f) vederlaget er beregnet, som det er almindeligt i tjenesteforhold

(timeløn, ugeløn, månedsløn, provision, akkord m.v.),

•        g) vederlaget udbetales periodisk,

•        h) hvervgiveren afholder udgifterne i forbindelse med udførelsen af arbejdet,

•        vederlaget i overvejende grad er nettoindkomst for indkomstmodtageren,

•        j) indkomstmodtageren anses for lønmodtager ved praktisering af ferieloven, lov om arbejdsløshedsforsikring, funktionærloven, lov om arbejdsskadeforsikring og lov om arbejdsmiljø.

H1 må anses for arbejdsgiver for de polske arbejdstagere. Der er herved bl.a. lagt vægt på, at der ikke er fremlagt kontrakter for indkomstårene 2012, 2013 og 2014, og at det af de fremlagte to enslydende kontrakter af 24. april 2015 alene fremgår, at der skal udføres arbejde i perioden fra den 25. april til den 15. september 2015, hvilket ikke er karakteristisk ved entrepriseforhold. Det fremgår tillige af kontrakterne, at underentreprenøren kun stiller sin arbejdskraft til rådighed og ikke tager ansvar for maskiner, værktøj, materialer m.m. Endvidere fremgår af kontrakterne, at underentreprenøren selv står for anskaffelse af arbejdstøj og sikkerhedsfodtøj, således at det må lægges til grund, at H1 stiller materiel, biler m.v. til rådighed for udførelsen af arbejdet. Det er tillige tillagt vægt, at det må antages, at det er H1, der har instruktionsbeføjelsen i forhold det det arbejde, der skal udføres af de udenlandske arbejdere. Endeligt synes de fremlagte fakturaer ikke at fremstå fra virksomheder, der arbejder med opførelse af telte.

På baggrund af overstående foreligger der ikke et entrepriseforhold men derimod et ansættelsesforhold til de omhandlede arbejdstagere, hvorfor selskabet er indeholdelsespligtigt af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i forbindelse med udbetalingen af løn til arbejderne. Repræsentanten subsidiære påstand om, at der foreligger arbejdsudleje kan således heller ikke godkendes.

Ud fra sagens oplysninger har der ikke foreligget en sådan uklarhed om selskabets indeholdelsespligt, at det kan fritages for hæftelsesansvar for den manglende indeholdelse af arbejdsmarkedsbidrag og A-skat, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 7. Selskabet er som følge af ovennævnte tillige pligtigt at foretage indberetning til e-Indkomst fra den 1. januar 2016.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

…"

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af PC, JR, RS og LP.

PC har forklaret, at han har stiftet H1 i 1994. Selskabet har udviklet sig til en af branchens store aktører. De startede som familievirksomhed og er i dag 7-8 ansatte samt indhyret medhjælp. De leverer telte og alt andet inden for event og fest, herunder hoppeborge, service og udstyr i forbindelse med sådanne begivenheder. H1 har formået at ramme det, som kunderne ønsker, og derfor er de vækstet både i størrelse og omfang, herunder med personale.

H1 har store opgaver, som kræver 10-14 mand og mindre, der alene kræver to mand. Det er meget varieret hvilke opgaver, der skal udføres.

Det har taget H1 omkring 28 år at anskaffe alt dette materiel, der fremgår af prisliste for tilbehør 2017 (ekstrakten side 473). Det er indkøbt, når der har været penge til det, og selskabet indkøber fortsat materiel til brug i virksomheden. Selskabet har altid været selvfinansierende og skylder ikke noget væk.

Et telt til 210 personer, som er 15 meter bredt, koster omkring 200.000 kr. i indkøb. H1 har mange telte, som alle er modulopbyggede. Han kan ikke svare på, hvor mange telte selskabet har, men der samlet set er omkring 25.000 kvadratmeter telt.

Det er begrænset, hvor meget værktøj, der skal anvendes til opsætning af et telt. Man skal have en snor, en hammer og nogle hænder, der fungerer. Jo større telt, des flere hænder skal der bruges. En lille opgave som et telt på 20-30 kvadratmeter kræver to mand. De største teltopgaver kræver 14-16 mand. Det tager som tommelfingerregel én dag at opsætte et telt. Det kan de gøre i 99,9% af tilfældene. De justerer i stedet antallet af mand efter, hvor stort teltet er.

H1 har private kunder, kommuner, andre offentlige institutioner, herunder G3 og G4, boligselskaber, boligforeninger, store firmaer, der afholder sommerfest eller andre events. Selskabet leverer også små telte til private.

Typisk indgår bestillinger et par måneder i forvejen. Nogle gange med kortere varsel, og der er en tendens til, at varslerne bliver kortere og kortere. Det er i dag meget få, der bestiller med et halvt års varsel. Mange bestiller med få ugers varsel. G4 og G3 har været faste kunder, som vender tilbage, og det er i kraft af gentagelsen ofte med nogle måneders varsel. Der er imidlertid ikke faste kontrakter med sådanne kunder.

Efter en kontakt noterer de kundens ønsker til telt, størrelse, udstyr og andre opgaver, og oplysninger om, hvor teltet skal placeres og hvortil fakturering skal ske.

De ansatte i H1 opsætter og nedtager telte, opsætter stole og borde, stakitter og hegn. De står også for rengøring og klargøring af teltene. Det sidste bruges til at udfylde tiden, når der ikke er opgaver med opsætning og nedtagning. Det er også H1’ ansatte, der kørte telte m.v. ud til opgaverne.

I perioden 2012-2015 vidste han, at MM (herefter MM) kunne tage sig af teltopstilling. Derfor entrerede H1 med denne virksomhed. PP (herefter PP) kendte også til opgaven med teltopstilling.

Det var RS eller RS, som han havde kendskab og kontakt til, og gennem ham havde han kendskab til PP og MM. UG havde han ikke det store kendskab til. H1 prøvede firmaet af og gav det nogle opgaver, men der var nogen, der var bedre end dette.

PP og MM tog sig af de større opgaver. H1 tog sig selv af de mindre opgaver op til 100 kvadratmeter telt.

PP og MM fik typisk opgaver, når der skulle bruges 8-10 mand på opgaven. Han gav besked om, at der var en opgave, som de tog, hvis den var attraktiv. H1 leverede telte og andet grej, som de polske virksomheder opsatte eller nedtog.

H1 kørte eksempelvis et 800 kvadratmeter stort telt ud til stedet. PP og MM og deres mandskab var på stedet. De modtog teltet, det blev anvist, hvor det skulle sættes op, og der skulle gives en tilbagemelding til ham, når opgaven var løst. Han deltog ikke selv i udførelsen af disse opgaver, men var nogle gange med på stedet for at sætte arbejdet i gang.

Kontrakterne af 24. april 2015 (ekstrakten side 357 og 359) blev indgået på opfordring fra PP og MM. De oplyste, at de fra SKAT havde fået oplyst, at de skulle have en kontrakt for at måtte udføre arbejde i Danmark for H1. Han vurderede derfor, at det var nødvendigt, og de indgik en kontrakt. Aftalerne havde frem til da fungeret ganske udmærket uden en kontrakt.

Når det i kontrakterne anføres, at "[a]rbejdet udføres i perioden fra den 25. april til den 15. september 2015" angiver det alene den periode, hvor projekterne normalt var placeret. I juni, juli, august og september havde H1 mange opgaver, som der var behov for bistand til. Selskabet havde ikke forpligtet sig til at levere arbejde til PP og MM i perioden, men det var en aftale, som blev indgået fra opgave til opgave - eller som det står anført i kontrakten fra gang til gang.

Kontrakternes pkt. 2 dækker over, at visse kunder i Danmark har skrappe sikkerhedsregler, som skal overholdes. Det er f.eks. G6 og G5. I forbindelse med udførslen af opgaver for disse kunder er der krav om, at arbejderne skal udføres iført sikkerhedsfodtøj, -briller og -tøj. Det skulle han efter kontrakten videreformidle til underentreprenørerne, når det var tilfældet.

Det fremgår af kontrakternes pkt. 3, at var der krav om anvendelse af værnemidler, skulle underentreprenørerne selv anskaffe disse. De skulle også selv anskaffe arbejdstøj. H1 leverede ikke arbejdstøj m.m. til PP og MM.

De ansatte i H1 får alle udleveret kasketter, trøjer, bukser og strømper med logo. Selskabet var ikke forpligtet til at levere dette til PP og MM.

Da de var selvstændige firmaer, fremgår det også af kontrakternes pkt. 4, at PP og MM selv skulle sørge for arbejdsskadeforsikringer til deres ansatte. Det var skrevet ind i kontrakterne, så det udtrykkeligt fremgik, at H1 ikke havde nogen forpligtelser, og selskabet har heller ikke tegnet nogen forsikring for ansatte i PP og MM, men udelukkende for selskabets egne ansatte.

Kontrakternes pkt. 5 skyldes ønsket om, at PP og MM skulle aflønne egne ansatte i overensstemmelse med danske vilkår, således H1 ikke kunne "skydes i skoene", at de benytter underbetalt polsk arbejdskraft.

Afregning for fakturaer har altid været opfyldt, som det fremgår af kontrakternes pkt. 6. Når arbejdet var udført, modtog H1 en faktura og senest 10 dage senere overførte selskabet penge til den anviste konto.

Baggrunden for kontrakternes punkt 7 var, at PP og MM kom med "hænder", hammer og snor og ikke meget andet. Ved nogle af de store opgaver, var der til tider behov for store maskiner til at løfte og surre de store betonklodser. Når det var nødvendigt, stillede H1 en sådan maskine til rådighed for PP og MM mod, at der i entreprisesummen blev modregnet en udgift svarende til leje af maskinen. Det var som regel i forbindelse med, at der blev indgået aftale om pris for et stykke arbejde, at de samtidig indgik aftale om leje af maskinen. Det blev ikke skrevet ned, men bare modregnet på fakturaen fra PP og MM. Når H1 selv skulle bruge deres to maskiner, lejede PP og MM maskiner gennem andre.

H1 havde tæt kontakt til PP og MM, som han betragter som samarbejdspartnere. De afholdt jævnligt møder, hvor de drøftede, hvor mange opgaver, der var udsigt til, de kommende uger og måneder, så PP og MM kunne være forberedt på antallet af medarbejdere, som de skulle stille op med.

PP og MM kunne sagtens afslå tilbudte opgaver, men tog dem ofte for at tjene penge. Ham bekendt udførte PP og MM også arbejde for andre. Det kunne H1 ikke bestemme.

Dokumentet "Ordre på teltmontage - demontage" (ekstrakten side 135) er udarbejdet af ham, og det var en punktaftale, som de lavede fra gang til gang. Det gav PP og MM et overblik over, hvor mange mand, som de skulle stille med. Det fremgår af opgavesedlen, hvor stort teltet var, hvor det skulle stå og hvornår opgaven skulle udføres. Det var vigtigt for H1, at aftalerne med kunderne blev overholdt, og at man var punktlig.

Ofte blev det arrangeret, at teltene blev opsat to dage i forvejen, så det var muligt at løse opståede problemer eller kundens ønsker til ekstra telte eller andet materiel, der skulle leveres og opsættes. Som eksempel blev et telt til G7 opsat på den daglige p-plads foran universitetet, og derfor skulle opgaven løses hurtigt. Kunden bestemmer, hvornår teltet skal være opsat og fjernet igen. Det er ud fra disse ønsker, at H1 vurderer, om det kan nås. Det er sket, at han har meddelt, at opsætningen skulle starte tidligere eller nedtagningen foretages senere end ønsket for at kunne udføre opgaven og levere det ønskede.

Alle oplysninger indeholdt i ordresedlen er væsentlige oplysninger, som skal være til stede, og det er minimumsoplysninger, som er relevante for opsætning og nedtagning af telte. PP og MM fik ordresedlen alt fra nogle dage op til nogle uger før, at opgaven skulle løses.

Når de ansatte hos H1 kom med teltet, stod folkene fra PP og MM som regel allerede på pladsen. De var altid punktlige. Han var selv jævnligt med ude på pladserne, men deltog ikke i opsætning eller nedtagning. Han så, at opgaven var klar til igangsætning, og kørte derefter retur til Y1-by. PP og MM stod selv for eventuelle ændringer efter aftale med kunden. Det var også PP og MM, der havde kontakten til kunden og færdiggjorde opgaven. Hvis der skulle opsættes ekstra, kontaktede kunden G8, som derefter leverede det yderligere udstyr til løsning af den supplerende opgave.

Aftalen med PP og MM var, at de skulle kontakte kunden, der efter endt arbejde skulle godkende arbejderne. Når kunden havde gjort det, kontaktede PP og MM ham telefonisk og meldte alt var klar. PP og MM var ansvarlige for at opsætning og nedtagning af teltene. Når de ringede, og meddelte, at kunden havde godkendt arbejderne, ansås opgaven for løst.

Hvis PP og MM i forbindelse med arbejderne begik fejl, skulle de for egen regning udbedre disse fejl. Hvis en kunde på den anden side efterfølgende ville have teltet flyttet til en anden placering, fakturerede H1 kunden for en ekstra opsætning og PP og MM fakturerede selskabet for det ekstra arbejde. Han husker dog ikke konkret, om det skete.

Når han kom på pladserne, hændte det, at han nogle gange så ansatte hos PP og MM, som han tidligere havde set. PP og MM var tvunget til at antage ekstra hænder, da de ellers ikke kunne udføre opgaverne.

De ansatte i H1 har aldrig arbejdet sammen med ansatte fra PP og MM og udførte ikke i fællesskab opgaver.

Betalingen aftalte de, når PP og MM blev præsenteret for opgaven. PP og MM regnede på det, de forhandlede og blev herefter enige om prisen. Prisen var altid aftalt, inden PP og MM gik i gang med en opgave. Han ved ikke, hvordan PP og MM regnede prisen ud, men han havde et modspil, da han regner i timeløn og kan estimere, hvor meget en opsætning eller nedtagning skal koste.

Kontospecifikationen (ekstrakten side 435) er en udskrift fra H1’ bogføring. Han betalte alt efter, hvornår han modtog fakturaen. Han havde efter aftalen 10 dage til at betale fakturaerne, og den frist overholdt selskabet altid. "JR" var kontaktpersonen for MM. "RS" var det for PP. Han angav også navnet på firmaet UG.

Den betaling, der fremgår af kontospecifikationen den 31. august 2015 med angivelsen "RS" og 118.530 kr. (ekstrakten side 438), kan enten dække over to opgaver, én meget stor opgave eller en opgave delt over to dage. Det samme gælder for opgaven samme dato med angivelsen "JR" på 145.800 kr. Det har uden tvivl været en meget stor opgave.

Han skrev i kontospecifikationen ikke navn på kontaktpersoner hos de danske underentreprenører, og skrev alene de polske kontaktpersoners navne, fordi de var lettere at huske og udtale end deres firmanavne.

Når det af fakturaen af 8. august 2015 fra MM på samlet 151.800 kr. (ekstrakten side 206) fremgår, at der er betalt et a conto beløb på 6.000 kr., som fradrages, skete det, at der blev betalt et acontobeløb, når PP og MM fik en ekstra stor opgave, da de i så fald skulle have ekstra mandskab fra Polen. Særligt MM var ikke velfunderet, og han antager, at der var behov for at dække rejseudgifter for transport af medhjælpere fra Polen til Danmark.

De ansatte i H1 har alle en ansættelseskontrakt. De fleste er timelønnede og en enkelt er funktionær. De møder ind i Y1-by kl. 7.30 og timelønnen regnes derfra. Dagens arbejde slutter altid i Y1-by, når de vender retur fra dagens opgaver. De ansatte modtager overarbejdsbetaling. Der er af lønnen beregnet feriepenge, og de modtager også løn under sygdom. De ansatte får ikke udleveret aftalesedler, som dem han gav PP og MM (ekstrakten side 135). Når de ansatte i H1 opsætter små telte, foregår det på samme måde. De ansatte kontakter kunden og forespørger, om alt er i orden, og kunden godkender arbejderne. Han er ikke involveret, medmindre han selv er med ude på opgaven. Hvis der begås fejl, modtager de i selskabet ansatte løn fra de kommer til de går. Det er sket, at en af folkene har glemt at få noget grej med fra Y1-by. Han må i så fald køre frem og tilbage for at hente det manglende. De ansatte har altid værktøj og snor med fra Y1-by. Det er selskabets udstyr. Det er sket, at de har afholdt firmaarrangement, når sæsonen er vel overstået. Underentreprenørerne har aldrig været inviteret med til sådanne arrangementer.

Han blev overrasket, da han blev kontaktet af SKAT. Han var uforstående over for undersøgelsen, og spurgte, om han havde gjort noget galt. Svaret var: "Det vil vise sig."

Han var ikke klar over, at betalingerne på fakturaerne fra MM blev indbetalt på JRs private konto. Det havde han ikke mulighed for at få oplyst. Han fik alene oplyst et kontonummer, hvortil indbetaling skulle ske, og H1 betalte i god tro.

JR har forklaret, at han er polsk statsborger. Han har kendt PC gennem mange år. Han arbejdede for H1 i en kort periode i 2003. Derudover arbejdede som slagter hos Leif Baltser i Y1-by fra 2003 til omkring 2008.

Han tog herefter hjem til Polen, hvor han etablerede sin egen slagterforretning. Hans ægtefælle NR og han stiftede derfor MM. Det gik godt til at starte med, men på grund af ombygning af infrastrukturen gik noget galt. Nogle andre overtog arbejdet i slagterforretningen, og det endte med, at han tog retur til Danmark og på ny udførte opgaver for PC.

Udskriften fra Det Centrale Register og Information om Økonomisk Aktivitet i Republikken Polen (ekstrakten side 309) gengiver den virksomhedsregistrering, som man skal udfylde i Polen. Der er angivet firmanavn og virksomhedsregistreringsnumre. Det fremgår heraf, at det er en slagterforretning, men der er også andre koder, der viser, at virksomheden kan udføre andre opgaver. Han er sikker på, at det er registreret, at virksomheden kan udføre opgaver byggebranchen og som montør. Der findes i Polen ikke en registrering som teltmontør, hvorfor det er de to andre, der er relevante. Virksomheden stod indledningsvis alene registreret som slagter, men lod sig registrere som det andet i forbindelse med, at han tog retur til Danmark for at udføre opgaver.

I perioden 2011-2015 kontaktede han derfor igen PC og de indgik aftaler.

Foreholdt kontrakt indgået mellem H1 og MM af 24. april 2015 (ekstrakten side 357) kender han denne. Den blev fremsendt til MM i Polen, hvor hans ægtefælle underskrev aftalen og sendte den retur til H1. MM har selv udarbejdet kontrakten. Baggrunden for dette var, at de havde kontaktet SKAT og undersøgt mange forskellige forhold. De havde kørt med en polsk virksomhed i Danmark, og forhørte sig om, hvordan man gjorde det lovligt. De fik fra SKAT besked på, at de skulle udarbejde en kontrakt, og på en formular angive, hvor de udførte arbejder. De havde også fået oplyst, at de skulle oplyse kontonummer, hvortil betaling for fakturaer kunne overføres.

Kontrakten angiver en bestemt periode, da H1 har en højsæson og i denne har behov for underleverandører som f.eks. MM. MM vidste ikke, hvornår opgaverne kom. De fik oplyst datoer på e-mail, på et skema eller når de kiggede forbi til en kop kaffe.

Der har været indgået mundtlige aftaler om, hvor de skulle udføre arbejderne, hvilket blev aftalt fra gang til gang. Det er sket, at MM har afslået at udføre opgaver, da de ikke havde tid til det. MM blev sat til de større opgaver, hvor der skulle medvirke mere end to personer. MM har "kørt med" ansatte. De har enten være ansat i MM eller anskaffet fra en ekstern leverandør.

Kontraktens pkt. 2 betyder, at hvis H1 sendte dem på en opgave, hvor de skal anvende lange bukser eller sikkerhedsbriller, var det videreformidlet, at MM selv skulle stå for sikkerheden.

Efter kontraktens pkt. 3 skulle MM altid selv sørge for tøj og sikkerhedsmaterialer. Det gjaldt fodtøj, lange bukser, knæbeskytter, hjelm og sikkerhedsbriller. MM sørgede for, at de ansatte havde dette, når der blev udført opgaver, og det var også MM, der betalte for udstyret.

MM tegnede i overensstemmelse med kontraktens pkt. 4 arbejdsskadeforsikring for alle medarbejdere.

Erklæringen dateret den 19. september 2013 til ZUS (ekstrakten side 301) er et bevis for, at MM ikke skylder penge til ZUS. I Polen skal alle virksomheder betale til forsikring, pension, lægetilsyn m.v. Det dækker, hvis en arbejdstager kommer til skade, eller skal på pension, og i så fald kommer udbetalingen derfra. Det er til både forsikring fra staten og privat genforsikring, som virksomhederne indbetaler til gennem ZUS.

Når det i kontaktens pkt. 5 er anført, at løn og ansættelsesvilkår skal være i overensstemmelse med danske vilkår (ekstrakten side 357) betyder det, at MM havde pligt til at betale de ansatte samme løn, som de ville få under en ansættelse i Danmark. Punktet vedrørte kun medarbejderne i MM.

Kontraktens pkt. 6 er i overensstemmelse med det, som MM altid havde praktiseret. Der blev fremsendt en faktura, som H1 betalte.

MM fik forskellige opgaver fra H1, som selskabet ikke selv kunne levere til sine kunder.

MM har opsat telte, der eksempelvis er 9 meter bredde og 40 meter lange. Når de var 15 meter brede, skulle der mange folk til, da teltene er meget tunge. Han anslår, at var det en opstilling på 15 x 90 meter skulle de være 10 mand på opgaven. MM kørte ikke med mindre end tre mand på opgaverne.

Det tager alt fra et par timer til to dage at opsætte et telt. MM har sat telte op for privatkunder, forskellige virksomheder, lufthavne, ved Christiansborg og for kommuner. Det var mange og forskelligartede opgaver.

Han har set skemaet "Ordre på teltmontage - demontage" (ekstrakten side 135).

Det er det skema, som de nogle gange afhentede hos H1. Det fremgik heraf, om det drejede sig om opsætning eller nedtagning, hvad adressen var og hvornår de skulle starte og afslutte opgaven.

Det var forskelligt, hvordan udførelsen af en opgave forløb. MM stillede altid med mandskab på adressen, som de havde aftalt via telefon, e-mail eller skema, som de hentede. De mødte frem på aftalt tid og sted. H1 kom med alle materialer i form af tagduge, telte, gavle, spær og andre lægter

m.v. i den størrelse, som MM skulle anvende til opsætningen. Det var alene MMs ansatte, der udførte opsætningen, og aldrig nogen fra H1.

Han har truffet ansatte fra H1. Når de kom med materialer og satte dem af, hilste de på dem. Han er også kommet i H1’ lokaler.

MM kontaktede og talte selv med kunden, om der var noget, der skulle sættes op, f.eks. døre, panikbelysning eller lignende. Når kunden havde accepteret, at opgaven var løst, kørte MM. MM rettede selv fejl. Der blev ikke faktureret ekstra for dette.

Dokumentet underskrevet den 17. marts 2014 (ekstrakten side 351) er en arbejdskontrakt med en ansat i MM. Den er indgået med NR og indeholder MMs virksomhedsstempel. Den ansatte er ZT, som bor i samme by som ham. Tomak var ansat til at bistå MM med at sætte telte op, og han var også med til at sætte telte op for H1.

Dokumentet underskrevet den 18. maj 2014 (ekstrakten side 353) er en tilsvarende arbejdskontrakt med KK. Han har været ansat i Polen, hvor han har udført arbejder for MM. Krasten har aldrig været med på opgaver i Danmark.

Der har været mange andre ansatte i MM. Nogle er kontaktet gennem jobcenteret i Polen. MM har også indrykket annoncer på Facebook. Det var forskelligt, men de rigtig gode ansatte var med i Danmark flere gange.

Når MM fik en opgave fra H1, ringede han til de ansatte i MM, oplyste om opgaven og om hvor mange dage, det skulle tage. Han bestilte færgebillet og lejede eventuelt en bil. Han kunne planlægge fra dag til dag. MM havde mange ansatte eller tilknyttede folk. Når de ansatte i MM ikke havde opgaver i Danmark, havde de opgaver i Polen, som de løste.

I Danmark boede de på motel eller hotel. Nogle gange lejede de et sommerhus, hvis det kunne betale sig. De er primært kørt til Danmark i bil.

Fakturaen fra Global rent a car (ekstrakten side 163) er en faktura for leje af bil. Når opgaverne var store, og de skulle være mange mand, har han lejet en ekstra bil. I dette tilfælde en måned. Han havde nogle gange på fornemmelse eller også har PC og han talt om en yderligere opgave, og derfor har han lejet bil for en længere periode.

Den operationelle leasingkontrakt (ekstrakten side 305) vedrører leasing af en varebil i Polen. Den er anvendt i virksomheden i Polen, hvor de udførte opgaver. Den er også anvendt til løsning af opgaver for H1. Den blev anvendt til at køre sikkerhedsudstyr, tøj og værktøj til Danmark.

Teltopsætning og -nedtagning kræver ikke meget værktøj. De har anvendt ruller, snore og småting som en skruetrækker og hammer. Dette værktøj har MM selv medbragt.

Fakturaen af 10. juni 2013 (ekstrakten side 139) er en faktura for leje af et lokale til MM, hvori de har deres kontor.

De aftalte altid prisen, inden projektet startede. Han havde regnet ud, hvor mange timer, der skulle anvendes, og hvor meget løn, de ansatte skulle have. Hvis de skulle afslutte opgaven hurtigt, tog han måske flere mand med.

Når MM havde udført opgaven, udstedte de en faktura til H1. De havde aftalt, at H1 skulle betale 10 dage efter, at fakturaen blev fremsendt. H1 betalte som regel da og ind i mellem én eller to dage forsinket.

Foreholdt Momsfaktura nr. 08/08/2015/DK (ekstrakten side 206) bekræftede han, at det er en faktura fra MM. Der er angivet registrerings-, moms- og telefonnummer samt e-mail og stempel. Der står DK, da arbejdet er udført i Danmark, og så kunne han kende den, hvis han bliver kontaktet af den polske revisor. Fakturaen er udstedt efter nedtagning af et telt. Den beløber sig til 151.800 kr., hvor der er betalt 6.000 a conto og mangler 145.800 kr. Der blev nogle gange betalt a conto, hvis opgaven skulle løses hurtigt. Han sørgede for at betale flybillet eller færgebillet til de ansatte. Det kan også have været til dækning af forudbetaling på hotel eller et sommerhus. Når beløbet er så stort, har det været en stor opgave.

Det var NR, der sendte fakturaer fra Polen til H1.

Foreholdt oversigt over kontobevægelser på konto med F1-bank (ekstrakten side 285) er det en kontoudskrift vedrørende hans privatkonto i Danmark. Da de etablerede sig i Danmark og ville sikre sig, at det foregik lovligt, kontaktede han SKAT og Arbejdstilsynet. Han har fra SKAT fået oplyst, at de gerne måtte anvende en privatkonto i Danmark til at overføre betalingerne. Det har været let for MM, at beløbene gik ind over hans privatkonto, og det er også i overensstemmelse med den vejledning, som han modtog. Han har efterfølgende overført beløbene til MMs erhvervskonto. Det er også en god idé at have en dansk konto, når der skal betales udgifter til færge og flybilletter.

Faktura nr. F/004998/13 (ekstrakten side 313) er faktura for MMs køb af forskellige effekter til slagterbutikken, som de anvendte i Polen.

Fakturaen fra G9 (ekstrakten side 317) er en faktura for MMs køb af pc og lignende udstyr. Dette udstyr blev anvendt af MM blandt andet til udstedelse af fakturaer, e-mail og lignende.

Fakturaen fra G11 (ekstrakten side 339) er faktura til MM for telefonudgifter, som blev anvendt i virksomheden.

MMs ansatte og han har aldrig deltaget i sociale arrangementer hos H1.

MM har udført arbejder både i Danmark og Polen i de omhandlede perioder. De fleste af opgaverne blev udført i Polen.

RS har forklaret, at han er polsk statsborger. Han er ansat i et polsk firma PP, der udfører opgaver i Danmark. Firmaet udfører opgaver både i Polen og Danmark.

PP har udført forskellige opgaver i byggebranchen, herunder teltmontage. PP er registreret under en generel kode. Hans kone og han opstartede firmaet. De ville gerne sælge byggevarer til udlandet og udføre forskellige arbejdsopgaver. De har i firmaet haft udgifter til lønninger, arbejdstøj, værktøj, mobiltelefoner, forsikringer og biler. De har oprettet kontor i deres hus og virksomheden har betalt skat i Polen.

Han har været ansat i H1 for omkring 20 år siden. Efter han afsluttede sin ansættelse, tog han hjem og etablerede eget firma i Polen. Efter i en periode at have drevet virksomheden, kontaktede han på ny H1, som PP herefter udførte opgaver for.

Forholdt kontrakten mellem H1 og PP dateret den 24. april 2015 (ekstrakten side 359), er det en kontrakt, som han har udarbejdet til H1. Han ønsker ikke at gøre noget forkert eller ulovligt. Han talte med forskellige personer hos SKAT, herunder om PP skulle betale skat i Danmark. Han fik kontakt med en medarbejder, der meddelte, at der skulle oprettes en kontrakt.

Når der i kontrakten er angivet en bestemt periode, fik PP opgaver fra H1, og han stod selv for engagementet. PP udførte et stykke arbejde, og PP stod som underentreprenør for H1. Arbejderne blev aftalt fra gang til gang. Han kunne afslå opgaver, hvis han havde lagt andre opgaver i kalenderen.

Pkt. 2 i kontrakten indebærer, at PP skal levere arbejds- og sikkerhedstøj til PP’s ansatte. Der var nogle projekter, hvor der blev stillet krav om hjelm, briller og sikkerhedssko. Det var ofte kunden, der stillede disse krav, som f.eks.

G10 og G5.

PP stod for at skaffe alt det udstyr, der fremgår af kontraktens pkt. 3.

PP tegnede firmaforsikring, der dækker de ansatte. Han kørte som underentreprenør og PP skal dække ansatte og ham selv af med arbejdsskadeforsikring. Derved opfyldtes kontraktens pkt. 4.

Pkt. 5 i kontrakten blev indsat af hensyn til, at PP’s ansatte skulle have en løn, der svarede til aflønningen på det danske arbejdsmarked.

Der blev i overensstemmelse med pkt. 6 i kontrakten udstedt faktura efter udførsel af de forskellige opgaver. Der blev sendt en faktura til H1, som herefter betalte. Der blev aldrig betalt uden faktura.

Normalt foregik aftaleindgåelsen på den måde, at PP blev kontaktet og der blev indgået aftale om forskellige projekter. H1 har store faste kunder, hvor de i god tid ved, hvad der skal ske. Med dem har de planlagt de projekter, hvor PP skulle køre som underentreprenør med egne folk.

PP løste store projekter, som f.eks. DHL Stafetten eller telte til store offentlige myndigheder. Det krævede, at man kendte til opgaveløsningen. Det største PP har stået for, var en opgave på 3.500 kvadratmeter telte. Antallet af mand bliver planlagt efter opgaven. Det var altid mindst 5-6 og op til 10 personer med på opgaverne.

Hvis det var et telt på 2-300 kvadratmeter, tog det en arbejdsdag. Hvis det er større, regnede han ud, hvor megen tid PP skulle anvende, og afgav tilbud efter dette. De store telte kunne tage 3-4 dage at sætte op.

Han kender godt skemaet "Ordre på teltmontage - demontage" (ekstrakten side 135). Det blev udfyldt, og angiver, hvornår arbejdet starter og slutter. Skemaet modtog han, når han fik en opgave og skulle afgive et tilbud.

En opgave med opsætning blev løst af PP, hvor han og de ansatte kørte til pladsen. H1 leverede materialer på pladsen og selskabets ansatte kørte igen. PP og dennes ansatte stod for opsætningen som underentreprenør på opgaven.

Når PP stod for opgaven, havde han kontakten til kunden. Når alt var klar, gik han en tur med kunden, der godkendte arbejdet, som var udført. Hvis der var anmærkninger, skulle PP rette det. Der blev ikke i den forbindelse taget ekstra betaling.

På de store projekter anvendte PP eget værktøj. Det skete, at han lejede maskine fra H1. Hvis hydraulikstangen knækkede, skulle H1 have ansvaret for dette. Materialerne blev leveret i bure på paller, og det var somme tider nødvendigt med en maskine til at flytte burene. PP lejede en maskine fra H1, Loxam eller andre tilsvarende maskinudlejere. Hvis han skulle bruge en maskine en eller to arbejdsdage, betalte PP for maskinen pr. døgn. Han aftalte med H1, at PP skulle bruge den i den periode og betalte for maskinen.

De ansatte hos PP fik han kontakt til i Polen. Det er personer, som han har samarbejdet med i byggebranchen. De talte om, at PP havde haft opgaver i Danmark, og de blev enige om, at de ansatte skulle være med. Det er lokale folk fra samme by, som han kender og tidligere har samarbejdet med.

De kørte til Danmark i firmabiler, og PP har også haft en leaset bil. Var der behov for flere, har han lejet biler. I Danmark boede de enten på hostel eller også lejede PP et sommerhus, hvor de boede.

PP sørgede for, at der var snor, modbånd, hammer, generator og lignende, når de udførte opgaver i Danmark.

Når de modtog en opgave fra H1, kunne han på baggrund af sin erfaring i branchen regne ud, hvor lang tid opgaven ville tage. Han udarbejdede på den baggrund et tilbud til H1. Hvis projektet tog længere tid, kunne han ikke kræve ekstra ud over tilbudssummen. Der var heller ingen overtidsbetaling.

Arbejderne blev udført på forskellige datoer. Når PP havde udført et arbejde, blev der udstedt en faktura. Når der ikke var arbejde for H1, udførte han arbejder for andre. Derefter vendte han måske tilbage til H1 og udførte en opgave.

Foreholdt regning fra PP til H1 på 118.530 kr. (ekstrakten side 418) antager han, at det er en opgave med DHL Stafetten. Der bliver i den forbindelse opsat flere tusind kvadratmeter telt. Fakturaen blev fremsendt af PP’s revisor. Der står et reg.nr. og NIP nummer. Der er i Polen to forskellige registreringsnumre, som skal fremgå af en faktura, tilsvarende et cvr.nr. i Danmark. Der er angivet køber og sælger. Der skal angives dansk afregning og en omregning til polske Sloty. Det er efter omregningskursen, der betales skat i Polen. Det er den aftalte pris, som afregnes efter fakturaen.

De har aldrig været inviteret til firmaarrangementer i H1 og har derfor heller ikke deltaget i sådanne.

LP har forklaret, at han er ansat i H1, hvor han fungerer som lagermand, chauffør og teltmontør. Den funktion har han haft gennem de seneste 10 år. PC er hans bror.

H1 beskæftiger sig hovedsagelig med montering af telte og udleje af inventar som borde, stole, lysekroner, jukeboks m.m. til bryllupper, konfirmationer og andre private arrangementer.

Opgaven med mindre telte er en tomandsopgave. Større opgaver kræver flere folk, men der er altid mindst to mand på en opgave. Opgaverne kan strække sig fra få timer til over flere dage. Det hænder, at de går på en plads 3-4 dage fra start til slut.

H1 sælger hovedsageligt til private arrangementer. Derudover er der større kunder som G15, G16, G17, hvor der er behov for store telte og mange mand.

I 2012-2015 var de mellem 5 og 7 ansatte i H1. De fastansatte står hovedsaligt for at pakke bilerne og køre ud med grej. Derudover er benyttet lejede folk på stedet. Selskabets ansatte har selv taget de mindre opgaver og lader den lejede hjælp tage sig af de større.

De ansatte i H1 møder og slutter altid dagen i Y1-by.

Han har en ansættelseskontrakt og er timelønnet med udbetaling hver måned. Han er modtager også overarbejdsbetaling og feriepenge. Hvis han er syg, vil han modtage sygepenge, men han har aldrig været sygemeldt.

Blanketten "Ordre på teltmontage - demontage" (ekstrakten side 135) kender han ikke.

Et stort projekt starter de hjemmefra, hvor de læsser grej. Bilerne er pakket fra dagen før. Han kører derefter grejet ud på arealet, hvor teltet skal opsættes. Typisk står de lejede folk på stedet, når han ankommer med grejet. De fleste, som de har brugt, har været polakker, som skiller sig ud fra mængden ved at være iført blandet og ofte mere laset tøj, der ikke er firmatøj.

De mindre opgaver løses af H1. Han har ikke eget værktøj og får udleveret arbejdstøj fra selskabet.

MM og PP og deres to ledere har han set gennem mange år, og ved, hvem de er. De er typisk blev pudset på de større opgaver, hvor der er blevet afleveret en lastbil fyldt med grej, så de havde arbejde til en eller to dage. Der stod typisk mellem 4 og 6 mand på pladsen, når grejet blev afleveret. De to polakker kunne ikke opsætte teltene alene. Han har ofte set de to ledere. Derudover har det været forskellige hjælpere fra gang til gang.

H1 anvender fortsat de polske virksomheder, der har været på opgaver i sommeren 2021.

Parternes synspunkter

H1 har i sit sammenfattende processkrift af 20.

september 2021 anført blandt andet følgende:

"…

1 ANBRINGENDER

Til støtte for den nedlagte principale påstand gøres det gældende, at

H1 ikke er indeholdelsespligtig af A-skat og AM-bidrag for betalingerne til MM, PP og UG, idet MM, PP og UG er selvstændigt erhvervsdrivende.

Såfremt Retten måtte finde, at H1 er indeholdelsespligtig af A-skat og AM-bidrag for de i sagen omhandlede betalinger, gøres det gældende, at H1 ikke hæfter for den påstået manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, og AM-bidragslovens § 7, idet H1 ikke har udvist forsømmelighed.

…

1.1 Retsgrundlag vedrørende ansættelses- og entrepriseforhold

Det er i skatteretlig teori og praksis fast antaget, at Skattestyrelsen som altovervejende udgangspunkt skal anerkende en skatteydervalgt selskabsopdeling og selskabsstruktur, med de skattemæssige konsekvenser dette kan have. Der er således en formodning for, at indkomst, der fremtræder som selskabsindkomst, også skatteretligt skal anerkendes som selskabsindkomst.

Dette udgangspunkt kan dog fraviges, og ved tvivlstilfælde skal der foretages en konkret vurdering af, hvem der har erhvervet ret til vederlaget. Hvem der er rette indkomstmodtager, er fastlagt af konkrete afgørelser og dermed fastlagt af praksis.

I Den juridiske vejledning 2021-2, afsnit C.D.2.2.1, er henvist til afgørelser inden for dette område, og bl.a. fremgår følgende om disse afgørelser:

"Karakteristisk for disse er, at der ud fra fx aftaleretlige og selskabsretlige regler vurderes, hvem der er berettiget eller forpligtet i henhold til kontrakten om arbejdets udførelse mv."

Dette stemmer overens med princippet om, at skatteretten styres af civilretten, hvoraf det følger, at det altovervejende udgangspunkt er, at det subjekt, der civilretligt har krav på en given indtægt, tillige er rette indkomstmodtager skatteretligt og følgelig skal beskattes af indtægten.

I det omfang indkomsten skattemæssigt kvalificeres som vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, vil den person, der udfører arbejdet, være rette indkomstmodtager.

Ved vurderingen heraf er det relevant at hense til de kriterier, som er afgørende for, hvornår der skattemæssigt er tale om personligt arbejde i tjenesteforhold.

Det er væsentligt at bemærke, at skattemyndighederne har bevisbyrden for, at der er grundlag for at tilsidesætte den civilretlige kvalifikation af de indgåede aftaler mellem uafhængige parter og således omkvalificere de indgåede aftaler. I den forbindelse kan henvises til et sagskompleks, der er afgjort ved Landsskatteretten i foråret 2018, med følgende j.nr.: 14-3510681, 14-3510629, 14-3510590, 14-3508567, 14-3510698, 14-3508590, 14-3508598, 14-3510718, 17-0628682, 14-3508582 og 14-3510747. Det centrale spørgsmål i dette sagskompleks var, hvorvidt en række håndværkervirksomheder var rette indkomstmodtagere af betalingen for arbejde udført for et totalentrepriseselskab.

I dette sagskompleks udtalte Landsskatteretten følgende i samtlige afgørelser vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt parternes valgte selskabskonstruktion kunne tilsidesættes:

"Det er samlet set Landsskatterettens vurdering, at der ikke ses at være nogen forhold, der taler afgørende for, at klageren skal anses som lønmodtager i [selskabet A/S], og at det derfor må anses som et tungtvejende argument, at den af selskabet og klageren valgte samarbejdsform respekteres"

Udgangspunktet er således, at skattemyndighederne skal respektere den valgte samarbejdsform.

Ved tvivlstilfælde skal vurderingen af, om der er tale om personligt arbejde i tjenesteforhold eller en selvstændig erhvervsvirksomhed inden for skattelovgivningens område, foretages på baggrund af de kriterier, der er angivet i cirkulære nr. 129 af den 4. juli 1994 til personskatteloven, afsnit 3.1.1. Der er således enighed mellem parterne om, at en vurdering i et sådant tilfælde skal foretages efter cirkulærets momenter. Af cirkulæret fremgår følgende (uddrag):

"Som lønmodtager anses den, der modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold. I de fleste tilfælde er det ikke vanskeligt at afgøre, om der foreligger et tjenesteforhold, idet indkomstmodtageren udfører arbejdet efter arbejdsgiverens anvisninger og i det hele for dennes regning. Omvendt kan man normalt uden vanskelighed afgøre, om der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed. Selvstændig erhvervsvirksomhed er kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå et overskud.

[…]

3.1.1.1. Tjenesteforhold - kriterier

Ved vurdering af, om der er tale om tjenesteforhold, kan der lægges vægt på, hvorvidt

a)  hvervgiveren har en almindelig adgang til at fastsætte generelleeller konkrete instrukser for arbejdets udførelse, herunder tilsyn og kontrol,

b)  indkomstmodtageren udelukkende eller i overvejende gradhar samme hvervgiver,

c)   der mellem hvervgiveren og indkomstmodtageren er indgåetaftale om løbende arbejdsydelse,

d)  indkomstmodtageren har arbejdstid fastsat af hvervgiveren,

e)   indkomstmodtageren har ret til opsigelsesvarsel,

f)    vederlaget er beregnet, som det er almindeligt i tjenesteforhold(timeløn, ugeløn, månedsløn, provision, akkord m.v.),

g)  vederlaget udbetales periodisk,

h)  hvervgiveren afholder udgifterne i forbindelse med udførelsenaf arbejdet,

i)    vederlaget i overvejende grad er nettoindkomst for indkomstmodtage-ren,

j)    indkomstmodtageren anses for lønmodtager ved praktisering af ferie-loven, lov om arbejdsløshedsforsikring, funktionærloven, lov om arbejdsskadeforsikring og lov om arbejdsmiljø.

3.1.1.2. Selvstændig erhvervsvirksomhed - kriterier

Ved vurderingen af, hvorvidt der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed, kan der lægges vægt på, hvorvidt

a)  indkomstmodtageren tilrettelægger, leder, fordeler og førertilsyn med arbejdet uden anden instruktion fra hvervgiveren end den, der eventuelt følger af den afgivne ordre,

b)  hvervgiverens forpligtelse over for indkomstmodtageren erbegrænset til det enkelte ordreforhold,

c)   indkomstmodtageren ikke på grund af ordren er begrænset isin adgang til samtidig at udføre arbejde for andre,

d)  indkomstmodtageren er økonomisk ansvarlig over for hvervgiverenfor arbejdets udførelse eller i øvrigt påtager sig en selvstændig økonomisk risiko,

e)   indkomstmodtageren har ansat personale og er frit stilletmed hensyn til antagelse af medhjælp,

f)    vederlaget erlægges efter regning, og betaling først ydesfuldt ud, når arbejdet er udført som aftalt og eventuelle mangler afhjulpet,

g)  indkomsten oppebæres fra en ubestemt kreds af hvervgivere,

h)  indkomsten afhænger af et eventuelt overskud,

i)    indkomstmodtageren ejer de anvendte redskaber, maskinerog værktøj eller lign.,

j)    indkomstmodtageren helt eller delvis leverer de materialer,der medgår til arbejdets udførelse,

k)  indkomstmodtageren har etableret sig i egne lokaler, f.eks.

forretning, værksted, kontor, klinik, tegnestue m.v., og arbejdet helt eller delvis udøves herfra,

l)    indkomstmodtagerens erhvervsudøvelse kræver særskilt autorisation,bevilling o.l. og indkomstmodtageren er i besiddelse af en sådan tilladelse,

m)                          indkomstmodtageren ved annoncering, skiltning eller lignendetilkendegiver, at han/hun er fagkyndig og påtager sig at udføre arbejde af en nærmere bestemt art,

n)  indkomstmodtageren i henhold til lov om merværdiafgift ermomsregistreret, og ydelsen er faktureret med tillæg af moms,

o)  ansvaret for en eventuel ulykke under arbejdets udførelsepåhviler indkomstmodtageren."

Til brug for sondringen mellem selvstændig erhvervsvirksomhed og indkomstmodtagere, der står i et tjenesteforhold til en hvervgiver, kan der også henvises til Den juridiske vejledning 2021-2, afsnit C.C.1.2.1, som i vidt omfang indeholder de samme betragtninger som angivet i cirkulære nr. 129 af den 4. juli 1994 til personskatteloven, afsnit 3.1.1. Følgende fremgår bl.a. af Den juridiske vejledning:

"Når der skal afgrænses

I de fleste tilfælde er det ikke vanskeligt at afgøre, om der foreligger et tjenesteforhold, fordi indkomstmodtageren udfører arbejdet efter arbejdsgiverens anvisninger og helt for dennes regning.

Der kan dog i praksis være tilfælde, hvor det er vanskeligt at afgøre, om indkomstmodtageren står i et tjenesteforhold til hvervgiveren eller er selvstændigt erhvervsdrivende.

I tvivlstilfælde må afgørelsen ske på grundlag af en samlet Bedømmelse af en række momenter i forholdet mellem den, Der udfører arbejdet, og den, arbejdet udføres for.

Ved bedømmelsen skal der lægges vægt på, om der i vederlaget i væsentligt omfang indgår betaling for andet end den personlige arbejdsydelse. Se nedenfor om erhvervsmæssige omkostninger."

Det er således præciseret både i cirkulæret og Den juridiske vejledning, at ingen af de nævnte kriterier i sig selv er afgørende, for vurderingen af om der er tale om et tjenesteforhold eller en selvstændig erhvervsvirksomhed, idet der i hver enkelt sag skal foretages en samlet konkret vurdering. Det er desuden angivet, at kriterierne ikke har lige stor betydning i alle situationer, da det i praksis kan forholde sig sådan, at visse sider af forholdet mellem hvervgiver og indkomstmodtager taler for, at der er tale om et tjenesteforhold, mens andre sider taler for, at der foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed. I alle tilfælde vil afgørelsen afhænge af en samlet konkret vurdering.

Eftersom nærværende sag utvivlsomt skal afgøres med udgangspunkt i momenterne i cirkulæret, er det væsentligt at fastslå, hvordan vurderingen skal foretages i tilfælde af afgrænsningsvanskeligheder. Det fremgår ikke af cirkulæret, hvorledes de enkelte momenter vægter. Dette fremgår derimod af skatteretlige teori og praksis, jf. eksempelvis UfR.1996.1027H.

Denne samlede vurdering skal foretages, ud fra at skattemyndighederne som altovervejende udgangspunkt skal anerkende en skatteydervalgt selskabsopdeling og selskabsstruktur, med de skattemæssige konsekvenser dette kan have. Der gælder således en formodning for, at indkomst, der fremstår som selskabsindkomst, også skatteretligt skal anerkendes som selskabsindkomst.

At vurderingen skal foretages ud fra dette udgangspunkt, fremgår også direkte af de 11 sager fra Landsskatteretten, jf. ovenfor:

"Det er samlet set Landsskatterettens vurdering, at der ikke ses at være nogen forhold, der taler afgørende for, at klageren skal anses som lønmodtager i [selskabet A/S], og at det derfor må anses som et tungtvejende argument, at den af selskabet og klageren valgte samarbejdsform respekteres" (min fremhævning)

Landsskatteretten har også i senere afgørelser netop henvist til disse afgørelser. Dette er eksempelvis j.nr. 15-2658406, j.nr. 17-097284 og j.nr. 17-0987281.

Det altovervejende udgangspunkt om, at skattemyndighederne skal respektere den valgte samarbejdsform, og at det påhviler Skatteministeriet at godtgøre, at dette udgangspunkt skal fraviges, stemmer også overens med princippet om, at civilretten er styrende for skatteretten, samt princippet om, at bevisbyrden påhviler den part, der gør gældende, at der foreligger noget, der fraviger udgangspunktet, jf. Den civile retspleje, 4. udgave, side 509 ff.

På baggrund af ovenstående kan det således konstateres, at hvis skattemyndighederne ønsker at tilsidesætte en valgt selskabsform - og dermed at tilsidesætte det altovervejende udgangspunkt - er det også skattemyndighederne, der bærer bevisbyrden herfor.

Det er derfor også en åbenlyst forkert opfattelse af retsgrundlaget, når Skatteministeriet har anført, at der påhviler H1 en skærpet bevisbyrde.

Dette, allerede af den grund at bevisbyrden som udgangspunkt påhviler Skatteministeriet, da det er skattemyndighederne, der har valgt at omkvalificere den selskabsvalgte konstruktion.

Eftersom det centrale spørgsmål i sagen er et valg mellem to muligheder, og det er Skatteministeriet, der bærer bevisbyrden for, at den valgte samarbejdsform kan tilsidesættes, og at dette skal ske på baggrund af en samlet vurdering af momenterne i cirkulæret, er det ikke korrekt, når Skatteministeriet ud fra enkelte forhold forsøger at argumentere for, at der påhviler H1 en skærpet bevisbyrde.

Det forhold, at der måtte være enkelte omstændigheder i sagen, der taler for lønmodtagerforhold, påvirker ikke i sig selv bevisbyrden i en skærpende retning, ligesom det heller ikke i sig selv kan tale for, at den valgte samarbejdsform kan tilsidesættes.

De nævnte omstændigheder er blot enkelte momenter ud af flere, som kan lægges vægt på ved kvalificeringen af selve arbejdsforholdet, og er således bevisbyrden uvedkommende.

1.2 Den konkrete sag

Sagen handler om en retlig vurdering mellem to muligheder, nemlig hvorvidt de polske underentreprenører skal kvalificeres som selvstændigt erhvervsdrivende eller lønmodtagere.

Det er Skatteministeriets opfattelse, at MM, PP og UG er lønmodtagere hos H1. Dermed tilsidesættes det altovervejende udgangspunkt om, at skattemyndighederne skal anerkende en skatteydervalgt selskabsopdeling og selskabsstruktur.

Det gøres gældende, at der ikke er grundlag for at fravige det altovervejende udgangspunkt, idet skattemyndighederne ikke har godtgjort, at indkomsterhvervelsen er så nært knyttet til JR og RS, hvorfor virksomhederne MM, PP og UG er rette indkomstmodtagere af de fakturerede beløb modtaget fra H1.

Såfremt Retten måtte finde, at bevisbyrden påhviler H1, gøres det gældende, at H1 har løftet bevisbyrden for, at de tre omhandlede underentreprenører var selvstændige erhvervsdrivende i relation til H1.

1.2.1 Forretningsmæssigt begrundet

Det er væsentligt at fastslå, at det er forretningsmæssigt begrundet, at H1 i høj grad har benyttet underentreprenører. Dette er bl.a. begrundet i ordretilgangen, at holde selskabets omkostninger på et minimum ved kun at benytte mandskab efter behov, større fleksibilitet over for selskabets kunder samt forholdene i teltbranchen, herunder hvorledes branchen typisk er indrettet.

Ordretilgangen for teltudlejningsfirmaer, herunder H1, varierer betydeligt, hvilket bl.a. fremgår af eksemplerne på fakturaer udstedt af H1 til selskabets kunder som eksempelvis G4, jf. bilag 17. Tilgangen af ordrer varierede både i løbet af året og fra år til år, hvilket betyder, at behovet for mandskab til opsætning og nedtagning af telte varierede betydeligt. Dette kommer også til udtryk, i den afregning der har været med underentreprenørerne.

Ved kun at benytte mandskab efter behov sørgede H1 for kun at have omkostninger forbundet med de enkelte ordrer. Dermed havde selskabet ikke udgifter til mandskab, hvis selskabet ikke havde tilstrækkeligt med ordrer fra kunder, hvilket ville være tilfældet, hvis H1 alene benyttede sig af ansatte.

Brugen af underentreprenører betød også, at H1 var langt mere fleksibel i forhold til at påtage sig ordrer, idet H1 dermed kunne købe underentreprenører ind til opsætning og nedtagning, når der var behov herfor.

Der var således en forretningsmæssig begrundelse forbundet med H1’ brug af underentreprenører.

1.2.2 Vurdering ud fra momenterne i cirkulæret

Udover den forretningsmæssige begrundelse for brugen af de omhandlede virksomheder som underentreprenører viser en samlet vurdering ud fra momenterne i det nævnte cirkulære, at MM, PP og UG er rette indkomstmodtagere af de fakturerede beløb fra H1.

Eftersom det er et spørgsmål om, hvorvidt de tre underentreprenører var selvstændige erhvervsdrivende, når de udførte opgaver for H1, skal vurderingen også foretages i forhold til den relation.

1.2.2.1 Instruktionsbeføjelsen

Kendetegnet ved selvstændig erhvervsvirksomhed er, at indkomstmodtageren tilrettelægger, leder, fordeler og fører tilsyn med arbejdet uden anden instruktion fra hvervgiveren, end den der eventuelt følger af den afgivne ordre. Det betyder samtidig, at kendetegnet ved et lønmodtagerforhold er, at en lønmodtager udfører arbejdet efter arbejdsgiverens konkrete instruktioner for arbejdets udførelse samt er underlagt arbejdsgiverens tilsyn og kontrol.

Skatteministeriet fremhæver gentagne gange, at følgende formulering i underentrepriseaftalerne, jf. bilag I og J, betyder, at der er instruktionsbeføjelse over underentreprenørerne:

"Arbejdet vedr. Opsætning af telte m.m. på adresser hvor H1 har aftaler om dette" og

"Aftalerne af de enkelte opgaver aftales fra gang til gang."

Dette kan ikke tiltrædes. At underentreprenørerne fik at vide, hvor opgaverne skulle udføres, og hvad der skulle opstilles, er sædvanligt for et entrepriseforhold.

Af sætningerne fremgår det blot, at der skal opsættes eller nedtages telte, på de adresser hvor H1 har indgået en aftale med en kunde om opsætning eller nedtagning af telte, samt at det særskilt må aftales ved hver ordre.

Aftalerne understøtter altså den valgte konstruktion, hvor MM og PP var underentreprenører for H1 ved aftaler indgået mellem H1 og selskabets kunder. Det er i den forbindelse væsentligt at fastslå, at en underentreprenør netop anvendes til at udføre opgaver for en entreprenør vedrørende en ordre indgået mellem entreprenøren og kunden. Teltudlejningsbranchen fungerer ved, at teltudlejningsfirmaerne modtager ordrer fra deres kunder, hvor det aftales, hvilket telt der skal opsættes og nedtages, adressen og tidspunktet for opsætningen/ nedtagningen samt pris. Disse oplysninger er helt basale og væsentlige oplysninger, der er nødvendige at videregive til en hvilken som helst underentreprenør. Dette gør sig altså gældende for samtlige underentreprenører.

At alle H1’ underentreprenører modtog disse oplysninger fra H1, understøttes af e-mailkorrespondancer mellem H1 og øvrige underentreprenører, jf. bilag 19-21, hvor nøjagtig disse oplysninger fremgår.

Oplysninger om telt, adresse, tidspunkt og pris er således blot en oplysning om forholdene aftalt med H1’ kunde og er derfor helt centrale og nødvendige at blive gjort bekendt med i enhver underentreprenøraftale.

Det kan således konstateres, at H1 ikke havde instruktionsbeføjelse over de benyttede underentreprenører.

1.2.2.2 Forpligtelser begrænset til det enkelte ordreforhold

Et moment ved vurderingen er også, at det ved en selvstændig erhvervsvirksomhed er karakteristisk, at virksomhedens forpligtelser er begrænset til det enkelte ordreforhold. Det er væsentligt at holde sig for øje, at det ikke betyder, at den selvstændigt erhvervsdrivende kun må indgå én ordre med den samme hvervgiver.

Flere ordrer fra den samme hvervgiver bevirker derfor ikke, at den erhvervsdrivende bliver lønmodtager, idet parterne hverken er forpligtet til eller har krav på at indgå i nyt kontraktforhold med hinanden, når et kontraktforhold er afsluttet.

Omvendt er det karakteristiske ved et lønmodtagerforhold, at der er indgået en aftale om en løbende arbejdsydelse, hvor parterne er forpligtet, og hvor et ophør af den løbende aftale kræver en saglig begrundelse.

Det centrale er derfor, om der ved hvert ordreforhold indgås en aftale mellem H1 og de tre udenlandske underentreprenører om den enkelte ordre, eller om der er en aftale om en løbende arbejdsydelse.

For det første er det nødvendigt at se på selve brugen af underentreprenørerne, herunder hyppigheden af brugen af de enkelte underentreprenører.

Af kontospecifikationerne vedrørende betalingerne til de enkelte underentreprenører, betalingsoverførsler fra Spar Nord samt fakturaerne, jf. bilag C-F, fremgår det, at der har været en betydelig variation i brugen af de enkelte underentreprenører.

Der var således mange måneder, hvor ingen af de tre underentreprenører benyttedes, og i de måneder, hvor der faktureredes, foretoges faktureringerne flere gange om måneden på vidt forskellige beløb. Der var således ikke kontinuitet i brugen af underentreprenørerne.

At der har været varierende brug af underentreprenører, skyldes naturligvis det varierende behov for underentreprenører, hvilket understøttes af fakturaerne udstedt af H1 til selskabets kunder, jf. bilag 17. Af disse fakturaer fremgår, at det har været meget forskelligt, hvad kundernes ordrer har været.

Den varierende brug af underentreprenørerne viser, at der ikke har været et behov for en løbende arbejdsydelse. Tværtimod viser den varierende brug af underentreprenører, at der er indgået en aftale fra ordre til ordre. Det skal i den forbindelse nævnes, at hvis underentreprenørerne havde udført personligt arbejde i tjenesteforhold, hvor der var en aftale om en løbende arbejdsydelse, ville timeantallet pr. måned ikke variere betydeligt, og den månedlige fuldtidsarbejdstid ville maksimalt udgøre 160,33 timer pr. underentreprenør. Dette er ikke tilfældet i nærværende sag.

For det andet er det nødvendigt at se på det aftalte mellem parterne. Skatteministeriet er fremkommet med det synspunkt, at de manglende udarbejdede aftaler i årene 2012-2014 taler for, at der ikke er udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed.

Denne opfattelse kan ikke tiltrædes. Tværtimod taler de manglende skriftlige aftaler netop for, at der ikke har været etableret en aftale om løbende arbejdsydelse mellem H1 og de tre udenlandske underentreprenører, idet der skal foreligge en ansættelseskontrakt i et ansættelsesforhold. Ved at der ikke har været indgået en løbende aftale, har parterne ikke forpligtet sig ud over den enkelte aftalte ordre.

For det tredje har H1, ved hver ordre hvor H1 ville benytte en underentreprenør, foretaget en forespørgsel til den pågældende underentreprenør, som kunne afslås, hvis denne ikke havde mulighed for at påtage sig underentreprisen. At de udenlandske underentreprenører kun var begrænset af det enkelte ordreforhold, hænger sammen med, at en selvstændigt erhvervsdrivende heller ikke er begrænset i sin adgang til samtidig at udføre arbejde for andre. Det kan altså konstateres, at der ikke har været indgået en aftale om løbende arbejdsydelse mellem parterne.

1.2.2.3 Adgang til samtidig at udføre arbejde for andre

Af cirkulære nr. 129 af den 4. juli 1994 til personskatteloven fremgår, at karakteristisk for en selvstændigt erhvervsdrivende er, at denne "ikke på grund af ordren er begrænset i sin adgang til samtidig at udføre arbejde for andre", og dermed samtidig modtager indkomst fra en ubestemt kreds af hvervgivere. Omvendt er det karakteristisk for en lønmodtager kun at have samme hvervgiver.

MM, UG og PP samt de øvrige underentreprenører har frit kunnet udføre opgaver for andre end H1, og de har dermed kunnet have flere end én hvervgivere. Det var således H1 uvedkommende, hvorvidt såvel de danske som udenlandske underentreprenører havde andre hvervgivere, og hvem disse i givet fald var.

Den fri adgang til at påtage sig opgaver for andre, understøttes af den varierende brug af underentreprenørerne. Af de fremlagte kontospecifikationer og fakturaer fremgår det eksempelvis, at MM fakturerede for kr. 35.250 i juli 2012, intet i august 2012, men derimod kr. 108.415 i september 2012, og intet frem til juni 2013. Det bemærkes hertil, at MM alene fakturerede H1 i juni 2013. Og UG har alene været benyttet for omkring kr. 14.000.

De begrænsede ordrer mellem H1 og underentreprenørerne betyder i sagens natur, at underentreprenørerne må have haft andre hvervgivere.

1.2.2.4 Vederlaget erlægges efter regning

Efter cirkulære nr. 129 af den 4. juli 1994 til personskatteloven er det karakteristisk ved betalingen til en selvstændigt erhvervsdrivende, at vederlaget betales efter regning, og at betalingen først fuldt ud ydes, når arbejdet er udført som aftalt, og eventuelle mangler er afhjulpet. Vederlaget til en lønmodtager betales derimod periodisk og er beregnet som et almindeligt tjenesteforhold.

Som anført flere gange blev underentreprenørerne betalt efter regning, hvilket understøttes af fakturaerne udstedt af underentreprenører og af kontospecifikationerne, jf. bilag D. Endvidere fremgår det udtrykkeligt af underentreprenøraftalerne, jf. bilag I og J, at "Betaling vil ske efter faktura".

Skatteministeriet har anført i skriftvekslingen, at betalingerne er foretaget ud fra en timesats og efter medgået tid. I den forbindelse er det væsentligt at bemærke, hvordan H1 blev faktureret fra sine øvrige underentreprenører.

Af eksempler på fakturaerne fra disse underentreprenører fremgår det netop, at der blev afregnet efter en fast timesats. At der afregnedes efter medgået tid, betyder således ikke, at der blev udført personligt arbejde i tjenesteforhold. Denne sammenhæng kan man ikke foretage.

Skatteministeriet har ud fra ministeriets eget støttebilag, jf. bilag H, fundet frem til, at der er foretaget periodisk betaling af underentreprenørerne, og at de derfor aflønnedes som lønmodtagere. Den slutning er ikke korrekt. Betalingerne er netop foretaget meget sporadisk og uden nogen form for systematik. For det første er der alene foretaget betalinger i enkelte måneder hvert år. For det andet er betalingerne sket på vidt forskellige tidspunkter hver måned, og for det tredje er der ofte foretaget flere betalinger hver måne0d på forskellige tidspunkter. Der er altså intet periodisk i betalingerne til underentreprenørerne.

At der ikke er foretaget periodiske betalinger, men at der derimod i enkelte måneder er foretaget flere betalinger på én måned, understøtter, at der ikke har foreligget et tjenesteforhold. En periodisk betaling er yderst vigtig for et tjenesteforhold, idet den ansatte har et behov for en vished for en kontinuerlig betaling.

1.2.2.5 Betaling af fakturaerne

Skatteministeriet lægger stor vægt på, at betalingerne af fakturaerne for én af underentreprenørerne er sket ved overførsler til private bankkonti, og at det derfor må antages, at aflønningen af alle tre polske underentreprenører er sket til bestemte personer, og at det er udtryk for, at de er lønmodtagere.

Uanset om samtlige fakturaer var betalt direkte til private bankkonti, ville det aldrig kunne komme H1 til skade, hvilke bankkontooplysninger en underentreprenør oplyser, idet H1 ikke ved oplysning om kontooplysninger kan vide, hvem kontoindehaveren i så fald er. Det har altså ingen betydning for H1, hvem der er ejeren af en konto. Det er formentlig også derfor, at det ikke er et krav efter cirkulæret, at der skal ske overførsler til en erhvervskonto.

At kontooplysningerne og selve betalingerne ikke har betydning for vurderingen, fremgår også af Landsskatterettens afgørelse med j.nr. 143510718, der indgår i det nævnte sagskompleks omtalt i replikken og ovenfor, jf. j.nr. 14-3510681, 14-3510629, 14-3510590, 14-3508567, 143510698, 14-3508590, 14-3508598, 14-3510718, 17-0628682, 14-3508582 og 14-3510747. I denne sag blev en del af de udstedte fakturaer fra underentreprenørselskabet til totalentrepriseselskabet indbetalt på en privat konto tilhørende den person, som SKAT anså som lønmodtager.

Landsskatteretten kom alligevel frem til, at den valgte samarbejdsform mellem selskaberne skulle respekteres, og fastslog herefter, at indkomstmodtageren var selvstændigt erhvervsdrivende. At dette var tilfældet, fremgår af SKATs udtalelse af den 7. juli 2017, jf. bilag 34. Det bemærkes, at journalnummeret på udtalelsen er j.nr. 14-3510718 svarende til journalnummeret for Landsskatterettens afgørelse i sagen.

1.2.2.6 Underentreprenørernes mulighed for at antage medhjælp

Det er karakteristisk for en selvstændigt erhvervsdrivende at være frit stillet med hensyn til at antage medhjælp. Heroverfor er det overordnede kriterium i et lønmodtagerforhold, at der er indgået aftale om personligt arbejde i tjenesteforhold.

Samtlige H1’ underentreprenører har frit kunnet antage medhjælp. Det fremgår udtrykkeligt af underentreprenøraftalerne, jf. bilag I og J, at MM Sklpe Miesny og PP frit kunne antage medhjælp. Heraf fremgår, at underentreprenørerne var ansvarlig for forsikringer for "evt. medhjælp".

Alene af den grund at underentreprenørerne havde mulighed for at antage medhjælp, kan der ikke være tale om vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold, idet alt arbejde notorisk ikke vil være udført personligt af de af sagsøgte betegnede "udenlandske arbejdstagere".

1.2.2.7 Underentreprenørernes risiko

Karakteristisk for en selvstændigt erhvervsdrivende er, at denne bærer risikoen, både for så vidt angår den økonomiske risiko ved udførelsen af entrepriserne og ansvaret ved eventuelle ulykker under arbejdets udførelse.

Hvem der bærer den økonomiske risiko for det udførte arbejde, er et væsentligt moment for vurderingen af nærværende sag. Dette indebærer, hvorvidt den pågældende er økonomisk ansvarlig for arbejdets udførelse eller i øvrigt påtager sig en selvstændig økonomisk risiko.

Da det var MM, PP og UG, der for egen regning skulle udbedre fejl og mangler opstået i forbindelse med udførelsen af entrepriserne, var der altså tale om et entrepriseforhold.

I cirkulæret fremhæves som et moment i vurderingen, at ansvaret for en eventuel ulykke under arbejdets udførelse påhviler indkomstmodtageren. Som anført i underentreprenøraftalerne, jf. bilag I og J, skulle underentreprenørerne have tegnet arbejdsskadeforsikring, ligesom underentreprenørerne var forpligtede til at overholde de oplyste sikkerhedsregler. Idet det er underentreprenørerne, der har tegnet forsikring for arbejdsskader, er det også denne forsikring, der vil gælde ved en ulykke under arbejdets udførelse.

1.2.2.8 Afholdelse af udgifter

Skatteministeriet har gjort meget ud af, at H1 leverede udstyret, hvorfor de i sagen omhandlede underentreprenører var lønmodtagere.

At H1 leverede udstyret, var begrundet i selve opbygningen i teltudlejningsbranchen, hvor kunden køber en ydelse, der består i at leje udstyr af teltudlejningsfirmaet samt at få dette levereret og klargjort til brug. At teltudlejningsfirmaerne ejer og leverer teltene, og at underentreprenørerne dermed ikke gør dette, er begrundet i, at indkøb af det lejede udstyr er en bekostelig investering foretaget af teltudlejningsfirmaerne. Der opnås altså en besparelse, ved at de samme telte bruges gentagne gange, hvilket ikke ville være tilfældet, hvis hver underentreprenør hver især skulle medbringe nøjagtig det telt, som teltudlejningsfirmaets kunde havde efterspurgt.

Der er således en forretningsmæssig begrundelse i, at underentreprenørerne ikke selv leverer teltene, men at det er selve teltudlejningsfirmaet, der gør dette.

Det er væsentligt at bemærke, at dette gælder for samtlige underentreprenører. Af e-mailkorrespondancerne mellem H1 og selskabets øvrige underentreprenører fremgår det også udtrykkeligt, at det er mandskabet, der købes, og således ikke teltet og udstyret.

1.2.2.9 Underentreprenørernes momsregistrering

Af cirkulære nr. 129 af den 4. juli 1994 til personskatteloven fremhæves underentreprenørernes momsregistrering som et moment, der taler for, at underentreprenøren er selvstændigt erhvervsdrivende.

Skatteministeriet havde i svarskriftet oprindeligt anført følgende vedrørende fakturaerne udstedt af de udenlandske underentreprenører til H1:

"Vederlaget indeholder ligeledes ikke moms, hvilket viser, at de udenlandske arbejdstagere ikke er selvstændig erhvervsdrivende"

Dette argument har Skatteministeriet dog ikke siden nævnt, hvilket må skyldes, at Skatteministeriet er enig i sagsøgers synspunkt vedrørende moms, der er beskrevet i processkrifterne. For det er nemlig korrekt, at der ikke er pålagt moms på fakturaerne, hvilket skyldes princippet om omvendt betalingspligt, jf. momslovens § 46. Omvendt betalingspligt foreligger, i de tilfælde hvor en dansk virksomhed køber tjenesteydelser fra en udenlandsk virksomhed, dvs. i grænseoverskridende tilfælde.

Princippet om omvendt betalingspligt ved grænseoverskridende transaktioner indebærer, at såfremt en dansk virksomhed køber tjenesteydelser fra en udenlandsk virksomhed, anses leveringsstedet som udgangspunkt for at være det land, hvor den danske virksomhed er etableret. Det påhviler herefter den danske virksomhed at beregne dansk købsmoms af købet, og den udenlandske virksomhed skal således ikke afregne salgsmoms af salget til den danske virksomhed.

Omvendt betalingspligt bygger på momssystemdirektivet, der fastsætter, at et medlemsland skal overføre pligten til at afregne moms af visse tjenesteydelser til køberen, forudsat at denne er en afgiftspligtig person.

Denne ordning benævnes i EU-retlig sammenhæng "reverse charge", altså omvendt betalingspligt.

I momslovens § 46, stk. 1, nr. 3, er det fastlagt, at pligten til at afregne moms hviler på en i Danmark etableret afgiftspligtig person, som fra udlandet køber en række tjenesteydelser. Reglerne om fastlæggelse af leveringssted - og dermed momsbeskatningssted - blev ændret væsentligt med virkning fra den 1. januar 2010, hvorefter princippet om omvendt betalingspligt blev indført som hovedregel ved handel mellem erhvervsdrivende/B2B-handel med få undtagelser.

Det kan konstateres, at dette udgangspunkt ligeledes gør sig gældende for H1 og dennes udenlandske underentreprenører, da parterne afregner moms efter ovenstående model om handel mellem erhvervsdrivende handel. Det bemærkes, at der ved fakturaer, der afregnes på denne måde, typisk vil være påført en bemærkning om "reverse charge" eller lignende.

At de polske underentreprenører udstedte fakturaer med påskriften "reverse charge", jf. bl.a. bilag 23a og C, understreger, at underentreprenørerne må karakteriseres som værende selvstændigt erhvervsdrivende, idet dette kun påføres, hvis der udstedes fakturaer mellem erhvervsdrivende.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at momentet i cirkulæret vedrørende købsmoms ikke tager højde for tilfælde, hvori der foreligger omvendt betalingspligt efter momssystemdirektivet, herunder momslovens § 46, stk. 1, nr. 3. Momentet er derfor nødt til at blive set i lyset af de gældende momsregler i det pågældende tilfælde. Hvordan H1 bogførte fakturaer med omvendt betalingspligt, fremgår af bilag 35.

1.2.2.10 Øvrige forhold

1.2.2.11 Aftaleindgåelse

Skatteministeriet tillægger det vægt, at der mangler en skriftlig aftale mellem H1 og underentreprenørerne for 20122014, og at dét skulle være udtryk for, at der er tale om et lønmodtagerforhold.

At det er udtryk for, at der foreligger et lønmodtagerforhold, bestrides. For i et arbejdsgiver-/arbejdstagerforhold gælder krav om skriftlighed.

Af ansættelsesbevislovens § 2 fremgår, at arbejdsgiveren senest én måned efter ansættelsesforholdets begyndelse skal oplyse lønmodtageren om alle væsentlige vilkår, jf. § 2, stk. 1-2, og at disse oplysninger skal fremgå af et skriftligt dokument, jf. § 2, stk. 3. Var de polske underentreprenører lønmodtagere, ville der derfor også have været ansættelseskontrakter.

1.2.2.12 Forholdet mellem de polske underentreprenører, de øvrige underentreprenører samt de ansatte

Skatteministeriet har flere gange anført, at de polske underentreprenører udførte samme arbejdsopgaver som de fastansatte medarbejdere, og at de polske underentreprenørers arbejde derfor udgjorde en integreret del af selskabets arbejde. I den forbindelse er bl.a. anført følgende:

"at det "yderligere mandskab" udførte præcis samme arbejdsopgaver som det fastansatte mandskab, nemlig opsætning og nedtagning af telte, som er en del af selskabets kerneydelser.

Dette taler i høj grad for, at der er tale om lønmodtagerforhold."

Denne udlægning kan ikke tiltrædes. For det første er der intet moment i cirkulæret, der omhandler "integreret del af selskabets arbejde". Det er derimod et moment, der typisk gør sig gældende ved afgrænsningen af arbejdsudleje og entrepriseforhold med henblik på fastlæggelse af den subjektive skattepligt.

For det andet kan de polske underentreprenørers udførelse af opgaver uanset ovenstående ikke anses for at være en integreret del af H1, da nedtagning og opsætning af telte ikke kan anses for at være selskabets kerneydelse.

H1 udbyder totalløsninger inden for teltudlejning, hvor selskabets udlejning består i at eje og udleje en lang række forskellige typer af telte, men også udlejning af scener, stole, borde, service og forlystelser mv. Det er således en totalløsning, selskabet udbyder, og ikke en isoleret ydelse af nedtagning og opsætning af telte. Derudover har selskabet flere fastansatte, som varetager forskellige opgaver for selskabet, såsom servicehåndtering og kontorarbejde. Den omstændighed, at selskabet også har fastansatte til opsætning og nedtagning af telte, kan næppe bevirke, at der ikke kan benyttes underentreprenører til udførelse af enkelte og begrænsede dele af driften. Skatterådet er eksempelvis i TfS 2013, 290 i en sag om arbejdsudleje kommet frem til, at opførelse og montering af en forlystelse for en forlystelsesvirksomhed ikke var et naturligt led i driften af forlystelsesvirksomheden, hvorfor det faldt uden for kerneområdet af virksomhedens drift.

Herefter må det stå klart, at de polske underentreprenørers nedtagning og opsætning af telte ikke vil kunne betegnes som en integreret del af H1’ arbejde, og at det i det hele taget er tvivlsomt, om kriteriet overhovedet har relevans for nærværende sag. For det tredje er det en forkert udlægning af de faktiske omstændigheder. Som anført kunne de polske underentreprenører eksempelvis frit antage medhjælp.

De polske underentreprenører indgik altså ikke på lige fod med de øvrige fastansatte i H1.

For det fjerde kan der ikke drages denne slutning, da H1’ øvrige danske underentreprenører netop også blev antaget til opsætning og nedtagning af telte, hvilket fremgår af e-mails mellem dem og H1, jf. bilag 19-21.

1.2.3 Sammenfatning

Det kan således konkluderes på baggrund momenterne i cirkulære nr. 129 af den 4. juli 1994 til personskatteloven samt den forretningsmæssige begrundelse for konstruktionen, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte den valgte selskabskonstruktion. Der er således i overvejende grad forhold, der understøtter, at underentreprenørerne var selvstændigt erhvervsdrivende.

1.3 Oplysning af sagen

Skatteministeriet har løbende i sagen anført, at der påhviler H1 en skærpet bevisbyrde, bl.a. den begrundelse at SKAT og Landsskatteretten har fundet, at underentreprenørerne er lønmodtagere. Det er bestrides.

Det kan på ingen måde have betydning for bevisbyrden, at SKAT og Landsskatteretten tidligere har nået et andet resultat. Det er også væsentligt at understrege, at det altså er Skatteministeriet, der vil tilsidesætte den selskabsvalgte opdeling og konstruktion om, at de polske underentreprenører er selvstændigt erhvervsdrivende.

Skatteministeriet har også anført, at selskabet generelt mangler vilje til at oplyse sagen. Det bestrides, at H1 ikke har villet oplyse sagen.

H1 har netop fremlagt alle de bilag, som har været mulige at fremskaffe.

Der gælder et almindeligt princip om, at bevisbyrden påhviler den part, der gør gældende, at der foreligger noget, der fraviger udgangspunktet. Eftersom det er Skatteministeriet, der vil tilsidesætte den valgte samarbejdsform og konstruktion, og det dermed er Skatteministeriet, der bærer bevisbyrden, er det som udgangspunkt også Skatteministeriet, som må fremskaffe dokumentation for, at samarbejdsformen kan tilsidesættes.

Ved fremskaffelsen af dokumentation har det tillige betydning, hvem der er (var) nærmest til at tilvejebringe og sikre sig den relevante dokumentation. Den part, der har anledning og mulighed for at sikre sig bevis, skal fremskaffe det. Skatteministeriets opfordringer er fremlæggelse af interne fortrolige dokumenter hos underentreprenørerne, altså tredjemand. Der er altså tale om dokumenter, som H1 ikke har krav på at få udleveret af underentreprenørerne.

Der er bl.a. ved Skatteministeriets opfordring (6) stillet opfordring vedrørende fortrolige forhold mellem underentreprenørerne og deres øvrige kunder. Opfordringen vedrører således ikke oplysninger vedrørende H1, hvilket begrænser H1’ mulighed for at besvare opfordringen fyldestgørende.

Det på ingen måde påhvile H1 at opfylde disse opfordringer, idet H1 i bedste fald er lige så langt fra at kunne tilvejebringe og sikre sig den relevante dokumentation fra tredjemand, som Skatteministeriet er. H1’ reelt eneste mulighed for at indhente den efterspurgte dokumentation er ved en forespørgsel, som tredjemand (de polske underentreprenører) naturligvis kan afslå, idet de ikke er forpligtet til at fremlægge interne dokumenter til deres kunde, H1.

Skatteministeriet besidder derimod lovgivningsmæssige kompetencer og beføjelser, jf. eksempelvis skattekontrolloven, der pålægger en oplysningspligt over for skattemyndighederne. I den forbindelse bemærkes det, at der netop efter reglerne om edition, jf. retsplejelovens §§ 298300, ikke kan pålægges edition over for en modpart (H1), såfremt parten (Skatteministeriet) på let og uhindret måde kan fremskaffe dokumenterne på anden vis, jf. retsplejelovens § 300, note 1416, afsnit 2 og 3, hvilket eksempelvis kan være ved brug af forvaltningsloven mv. Endvidere har Skatteministeriet også mulighed for at benytte reglerne om tredjemandsedition.

Det gøres derfor gældende, at Skatteministeriet er nærmere til at tilvejebringe og fremskaffe de pågældende oplysninger fra tredjemand end sagsøger. Der kan derfor ikke - som anført af Skatteministeriet tidligere - tillægges processuel skadevirkning for H1 efter retsplejelovens § 344, stk. 2, ved manglende fremskaffelse af dokumentation fra tredjemand.

Tværtimod må Skatteministeriet tillægges processuel skadevirkning, idet Skatteministeriet som myndighed ikke selv har forsøgt at fremskaffe dokumentationen for, at de polske underentreprenører skulle være lønmodtagere og ikke selvstændigt erhvervsdrivende.

Samtidig er det væsentligt at understrege, at H1 har fremskaffet meget af det materiale, som Skatteministeriet har stillet opfordringer om. Det er derfor, at der er fremlagt et betydeligt antal bilag i sagen. Der har derfor i den grad været vilje til at opfylde opfordringerne. Og i forhold til oplysningerne fra tredjemand har H1 også foretaget forespørgsler hos underentreprenørerne, og i et vist omfang også modtaget dette. Endvidere er de omhandlede personer også indkaldt som vidner netop med henblik på oplysning af sagen.

1.4 Nærmere om indeholdelsespligt og hæftelse for A-skat og AM-bidrag

Såfremt Retten måtte finde, at der i nærværende sag foreligger tilstrækkeligt grundlag til at anse H1 for at være arbejdsgiver i relation til MM, PP og UG, gøres det gældende, at H1 ikke hæfter for manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag, idet der ikke er udvist forsømmelighed i henhold til jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, og AM-bidragslovens § 7.

For så vidt angår manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag fremgår det af Den juridiske vejledning 2021-2 afsnit A.D.5.2.2 om hæftelse for ikke-indeholdt A-skat og AM-bidrag, at den indeholdelsespligtige og lønmodtageren som udgangspunkt hæfter solidarisk for ikkeindeholdte A-skatter og AM-bidrag.

Videre fremgår, at beløbene enten kan opkræves hos lønmodtageren i medfør af kildeskattelovens § 68 og AM-bidragslovens § 7 eller hos den indeholdelsespligtige i medfør af kildeskattelovens § 69, stk. 1, og AMbidragslovs § 7.

Det er udtrykkeligt angivet i Den juridiske vejledning, at det som udgangspunkt er lønmodtageren, der hæfter for ikke-indeholdte A-skatter og AM-bidrag, hvilket medfører, at ikke-indeholdte beløb som hovedregel opkræves hos lønmodtageren.

Kravet kan dog også rettes mod den indeholdelsespligtige i medfør af kildeskattelovens § 69, stk. 1, og AM-bidragslovs § 7. Af kildeskattelovens § 69, fremgår det dog udtrykkeligt, at den indeholdelsespligtige kun kan være ansvarlig for betalingen, såfremt denne har udvist forsømmelighed.

Ved vurderingen af hvorvidt den indeholdelsespligtige har handlet forsømmeligt, er det af betydning, hvorvidt udbetalingerne med rimelig klarhed er omfattet af kildeskatteloven.

Der skal således foretages en vurdering af, hvorvidt udbetalingerne med rimelig klarhed kan anses som lønudbetalinger.

I den forbindelse skal henvises til UfR.1977.844 og TfS 2002.844, hvor skattemyndighederne/domstolene i de enkelte sager konkret har fastslået, at der er tale om et lønmodtagerforhold, og at selskaberne dermed var indeholdelsespligtige i forhold til A-skatter og AM-bidrag, men at dette ikke automatisk førte til, at der var udvist forsømmelighed i kildeskattelovens § 69, stk. 1’s forstand.

Det gøres gældende, at samme retsanvendelse skal anvendes i nærværende sag. Af Den juridiske vejledning 2021-2 afsnit A.D.5.2.2, fremgår direkte, at der i tilfælde af undskyldelig uvidenhed ikke bør pålægges den indeholdelsespligtige en hæftelse for manglende indeholdelse i allerede foretagne udbetalinger. En reel vurdering af, hvorvidt der er tale om forsømmelighed i henhold til kildeskattelovens § 69, stk. 1, skal derfor selvsagt foretages.

Uanset at Retten eventuelt måtte nå frem til, at der er tale om en lønmodtagersituation, og at der dermed foreligger indeholdelsespligt, er dette ikke ensbetydende med, at H1’ udviste adfærd kan kvalificeres som forsømmelig med deraf følgende hæftelsesansvar.

Det gøres gældende, at der på intet tidspunkt har foreligget en rimelig klarhed i nærværende sag om, at der rettelig var tale om en lønmodtagersituation i forhold til samarbejdet med MM, PP og UG.

Omstændighederne i nærværende sag taler med al tydelighed for, at der i relation til samarbejdet mellem H1 og de udenlandske underentreprenører har været tale om et helt almindeligt samhandelsforhold mellem uafhængige virksomheder, jf. ovenfor. Såfremt Retten måtte nå frem til, at der de facto er tale om en lønmodtagersituation, og at H1 som følge heraf er indeholdelsespligtig, gøres det gældende, at H1 har været i undskyldelig uvidenhed herom, idet H1 med føje har gået ud fra, at der var tale om sædvanligt samarbejde med en selvstændigt erhvervsdrivende på almindelige forretningsmæssige vilkår.

Til illustration af at det fortsat følger af praksis, at man kun i helt oplagte tilfælde pålægger en hvervgiver hæftelsesansvar, kan henvises til Landsskatterettens kendelse dateret den 17. juni 2008 (Landsskatterettens j.nr. 07-01222) og Landsskatterettens kendelse af den 17. januar 2011 (Landsskatterettens j.nr. 10-01963).

På baggrund af ovenstående gøres det sammenfattende gældende, at uanset om Retten måtte finde, at H1 er indeholdelsespligtig af de fakturerede beløb til de i sagen udenlandske underentreprenører, gøres det gældende, at H1 ikke har udvist forsømmelighed, idet det på ingen måde er klart, at der forelå et lønmodtagerforhold.

…"

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument af 10. juni 2020 anført blandt andet følgende:

"…

Anbringender

Skatteministeriet gør gældende, at udbetalingerne fra sagsøgeren til de polske arbejdstagere for udført arbejde i indkomstårene 2012-2015 udgør vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold.

Det gøres overordnet gældende, at sagsøgeren ikke har påvist et grundlag for at tilsidesætte SKATs og Landsskatterettens afgørelser, da de polske arbejdstagere skal anses for ansatte i selskabet.

Sagsøgeren burde derfor have indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for arbejdstagerne.

Dermed er vederlaget A-indkomst, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 1, ligesom der skal betales arbejdsmarkedsbidrag heraf, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 2. Sagsøgeren er dermed indeholdelsespligtig af udbetalingerne, jf. kildeskattelovens § 46, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.

Vedrørende hæftelsesspørgsmålet gør Skatteministeriet gældende, at sagsøgeren hæfter for den manglende indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7, idet sagsøgeren har udvist forsømmelighed, da sagsøgeren har været klar over de faktiske forhold, som begrunder indeholdelsespligten.

                  1.   RETSGRUNDLAG

Det afgørende for vurderingen af, om de polske arbejdstagere kan anses for lønmodtagere eller selvstændigt erhvervsdrivende, er, om de har udført personligt arbejde i tjenesteforhold, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 1.

Overordnet er selvstændig erhvervsvirksomhed kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå et overskud. Som lønmodtager anses derimod den, der modtager vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold, jf. Cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven, afsnit 3.1.1.

Vurderingen heraf foretages på grundlag af de kriterier, der er angivet i Cirkulære nr. 129, afsnit 3.1.1.1. og 3.1.1.2., jf. eksempelvis UfR 1996.1027 H, UfR 1997.1013 H og UfR 1999.1050 H.

Om kriterierne for tjenesteforhold fremgår følgende:

"3.1.1.1. Tjenesteforhold - kriterier

Ved vurderingen af, om der er tale om tjenesteforhold, kan der lægges vægt på, hvorvidt

a)  hvervgiverne har en almindelig adgang til af fastsætte generelle eller konkrete instrukser for

arbejdets udførelse, herunder tilsyn og kontrol,

b)  indkomstmodtageren udelukkende eller i overvejende grad har samme hvervgiver,

c)   der mellem hvervgiveren og indkomstmodtageren er indgået aftalt om løbende arbejdsydelse,

d)  indkomstmodtageren har arbejdstid fastsat af hvervgiveren,

e)   indkomstmodtageren har ret til opsigelsesvarsel,

f)    vederlaget er beregnet, som det er almindeligt i tjenesteforhold (time-løn, ugeløn,

månedsløn, provision, akkord m.v.), g) vederlaget udbetales periodisk,

h)                            hvervgiveren afholder udgifterne i forbindelse med udførelsen af arbej-det,

i)                              vederlaget i overvejende grad er nettoindkomst for indkomstmodtage-ren,

j)                              indkomstmodtageren anses for lønmodtager ved praktisering af ferie-loven, lov om arbejdsløshedsforsikring, funktionærloven, lov om arbejdsskadeforsikring og lov om arbejdsmiljø."

Følgende kriterier taler omvendt for selvstændig erhvervsvirksomhed:

"3.1.1.2. Selvstændig erhvervsvirksomhed - kriterier

Ved vurderingen af, hvorvidt der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed, kan der lægges vægt på, hvorvidt

a)  indkomstmodtageren tilrettelægger, leder, fordeler og fører tilsyn med arbejdet uden anden instruktion fra hvervgiveren end den, der eventuelt følger af den afgivne ordre,

b)  hvervgiverens forpligtelse over for indkomstmodtageren er begrænset til det enkelte ordreforhold,

c)   indkomstmodtageren ikke på grund af ordren er begrænset i sin ad-gang til samtidig at udføre arbejde for andre,

d)  indkomstmodtagerne er økonomisk ansvarlig over for hvervgiveren for arbejdets udførelse eller i øvrigt påtager sig en selvstændig økonomisk risiko,

e)   indkomstmodtageren har ansat personale og er frit stillet med hensyn til antagelse af medhjælp,

f)    vederlaget erlægges efter regning, og betaling først ydes fuldt ud, når arbejdet er udført som aftalt og eventuelle mangler afhjulpet,

g)  indkomsten oppebæres fra en ubestemt kreds af hvervgivere,

h)  indkomsten afhænger af et eventuelt overskud,

i)    indkomstmodtageren ejer de anvendte redskaber, maskiner og værktøj eller lign.,

j)    indkomstmodtageren helt eller delvis leverer de materialer, der medgår til arbejdets udførelse,

k)  indkomstmodtageren har etableret sig i egne lokaler, f.eks. forretning, værksted, kontor, klinik, tegnestue m.v., og arbejdet helt eller delvis udføres herfra,

l)    indkomstmodtagerens erhvervsudøvelse kræver særskilt autorisation, bevilling o.l. og indkomstmodtageren er i besiddelse af en sådan tilladelse,

m)                          indkomstmodtageren ved annoncering, skiltning eller lignende til-kendegivelser, at han/hun er fagkyndig og påtager sig at udføre arbejde af en nærmere bestemt art,

n)  indkomstmodtageren i henhold til lov om merværdiafgift er momsregi-streret, og ydelsen er faktureret med tillæg af moms,

o)  ansvaret for en eventuel ulykke under arbejdets udførelse påhviler ind-komstmodtageren."

I vurderingen af, om de polske arbejdstagere er lønmodtagere, indgår desuden et integrationskriterie, jf. eksempelvis UfR 1999.1050 H. Det beror på en samlet vurdering af de ovennævnte kriterier, hvorvidt der foreligger personligt arbejde i tjenesteforhold eller selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. UfR 1999.1050 H, UfR 2004.362 H samt TfS 2009.663 Ø (SKM2009.327.ØLR).

Skatteministeriet gør gældende, at en samlet, konkret vurdering fører til, at de polske arbejdstagere er i et tjenesteforhold.

Skatteministeriet gør endvidere gældende, at det er sagsøgeren, som har bevisbyrden for, at der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed. Dette er især henset til, at der er udbetalt løn direkte til arbejdstagerne, at betegnelsen for "selskaberne" er hhv. slagterforretning og cateringvirksomhed, samt at der ikke - højst usædvanligt for entrepriseforhold - foreligger skriftlige aftaler for årene 2012-2014, og at de eneste kontrakter, der foreligger, er for 2015, og er af helt overordnet karakter.

Der henvises endvidere til, at de polske arbejdstagere, som følge af de beskedne udgifter, de afholder, ikke løber den risiko, som især kendetegner selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. UfR 1997.1013 H.

          2.   BEVISBYRDEN

Sondringen mellem ansættelses- og entrepriseforhold beror på en samlet vurdering af sagens faktiske omstændigheder.

SKAT og Landsskatteretten har vurderet, at de polske arbejdstagere har været ansatte i selskabet, som derfor hæfter for den ikke-indeholdte Askat og arbejdsmarkedsbidrag. Det er sagsøgerens bevisbyrde, såfremt SKATs og Landsskatterettens vurdering af arbejdsforholdet skal tilsidesættes.

Dette skyldes for det første, at sagens omstændigheder viser, at der ikke er tale om entrepriseforhold, men derimod ansættelsesforhold. Som eksempel kan nævnes, at sagsøgeren har betalt løn direkte til de polske arbejdstagere. Såfremt der havde været tale om entrepriseforhold, havde sagsøgeren naturligvis ikke udbetalt løn til de polske arbejdstagere, men derimod honorar til de polske virksomheder (de påståede underleverandører), som dernæst havde aflønnet sine egne ansatte.

Det er ligeledes sagsøgerens bevisbyrde, idet sagsøgeren påberåber sig usædvanlige omstændigheder.

Bl.a. fremgår det, at den overvejende erhvervsaktivitet for det polske selskab "MM" er "forarbejdning og konservering af kød, med undtagelse af fjerkrækød", jf. selskabets bilag 5a - "Sklep Miesny" betyder slagterforretning på polsk. Den anden polske virksomhed, som går under betegnelserne "G2" og "PP", er registreret under hovedbranchen "Catering", jf. bilag 1, s. 8. Sagsøgerens hovedsynspunkt i sagen er dermed, at sagsøgeren har hyret en slagterforretning og en cateringforretning som underleverandører til opsætning og nedtagning af telte.

Herudover har sagsøgeren - helt usædvanligt - ikke kunnet fremlægge entreprise-/samarbejdsaftaler mellem det danske selskab og de polske virksomheder for årene 2012-2014. For 2015 er der fremlagt en form for overordnet samarbejdsaftale, som dog ikke indeholder sædvanlige oplysninger om pris, betalingstidspunkt eller en nærmere beskrivelse af det arbejde, der skal udføres. Selskabet har desuden - helt usædvanligt - ikke kunnet fremlægge dokumentation for aftaler om eller bestilling af konkrete ydelser hos de polske virksomheder.

Selskabet har ikke løftet bevisbyrden for, at der er grundlag for at tilsidesætte SKATs og Landsskatterettens kvalificering af arbejdsforholdet som lønmodtagerforhold. Gennemgående bærer sagen præg af selskabets manglende evne og vilje til at oplyse sagen. F.eks. har sagsøgeren ikke imødekommet ministeriets opfordringer nr. 10, 11 og 12 om dokumentation for, at en entreprisesum blev aftalt med de polske arbejdstagere forud for opgavernes udførsel, samt om dokumentation for, at de polske arbejdstagere fakturerede for en bestemt timepris, jf. duplikkens s. 4. Endvidere har sagsøgeren ikke besvaret ministeriets opfordring nr. 6 om, hvorvidt de polske arbejdstagere har arbejdet for andre virksomheder i de relevante perioder, jf. sagsøgerens processkrift 3, s. 8, 5. afsnit.

Herudover er ministeriets opfordring nr. 15 om at fremlægge bevis for, at de polske arbejdstagere har tegnet arbejdsskadeforsikring, jf. duplikkens s. 6, heller ikke imødekommet, jf. processkrift 3, s. 8, 5. afsnit.

Det gøres fortsat gældende, at samtlige udestående opfordringer fra ministeriet med lethed ville kunne dokumenteres skriftligt og objektivt, såfremt selskabet havde viljen til dette. Efter almindelige skatteretlige dokumentationskrav kan flere af de ovennævnte opfordringer ikke opfyldes via forklaringer, jf. f.eks. SKM2016.503.ØLR. Dette er særligt henset til den skærpede bevisbyrde, som påhviler selskabet, bl.a. som følge af de usædvanlige omstændigheder, som selskabet påberåber sig, jf., SKM2017.142.ØLR, SKM2015.633.ØLR, SKM2015.712.VLR og SKM2013.125.VLR. Dommene viser, at når en skatteyder påberåber sig usædvanlige omstændigheder, kræves der objektiv dokumentation, førend disse omstændigheder kan lægges til grund.

3. DE POLSKE ARBEJDSTAGERE ER ANSATTE I DET DANSKE SELSKAB

Der foreligger en række forhold, som viser, at de polske arbejdstagere skal anses som ansatte i det danske selskab, og at sagsøgeren således ikke har hyret de polske virksomheder som underentreprenører:

3.1 Ikke entreprisevirksomheder

Først og fremmes understreges, at den ene påståede underleverandør en polsk slagterforretning, mens den anden er en polsk cateringvirksomhed, jf. bilag 5a hhv. bilag 1, s. 8. Det har i den grad formodningen imod sig, at sagsøgeren har hyret sådanne virksomheder til som underentreprenører at opstille og nedtage telte.

3.2 Manglende kontrakter

Der er ikke indgået aftaler for 2012-2014, jf. bilag 1 side 3, 4. afsnit, samt replikkens s. 6.

Når en selvstændig erhvervsdrivende udfører entreprisearbejde, vil der typisk være skriftlige aftaler, som fastlægger hvilket arbejde, der skal udføres, og som regulerer rettigheder og pligter. Allerede derfor kan det for disse år lægges til grund, at sagsøgeren ikke har købt ydelser fra polske virksomheder. Hvis der havde været tale om entrepriseforhold, havde sagsøgeren naturligvis indgået skriftlige aftaler med de polske virksomheder, herunder for at aftale, hvad der konkret skal udføres af arbejde, pris, mv.

Særligt for 2015 har sagsøgeren fremlagt en form for "samarbejdsaftaler", jf. bilag I og J. Aftalerne er usædvanligt kortfattede, ensartede og indeholder ikke bestemmelser om vederlagets størrelse, vederlagets forfaldstid, ansvar for fejl, mangler eller forsinkelse, mv.

Det fremgår af samarbejdsaftalerne, pkt. 3 og 7, at den polske virksomhed er ansvarlig for arbejdstøj og -sko, og at det ellers kun er arbejdskraft, der stilles til rådighed for sagsøgeren. Dette er netop, hvad der kendetegner arbejdstagerforhold. Hvis der havde været tale om entrepriseforhold, havde underentreprenøren normalt selv skulle stå for materialer, maskinel, værktøj mv. Der er ingen dokumentation for, at de polske virksomheder har afholdt udgifter hertil i relation til arbejde for sagsøgeren.

Sagsøgeren har ikke været i stand til at fremlægge blot ét eksempel på en bestilling af ydelser hos en polsk virksomhed. Sagsøgeren har derimod fremlagt flere eksempler på, at der er bestilt ydelser hos danske underleverandører, jf. bilag 19-21. Sagsøgeren har endvidere understreget i processkrift 2, at bilag 19-21 kun vedrører de "danske/øvrige underentreprenører", og ikke de underleverandører, der var genstand for nærværende sag, jf. skriftets s. 3. På denne vis understøtter bilag 19-21, at såfremt der reelt havde været bestilt ydelser hos polske virksomheder, ville sagsøgeren naturligvis kunne fremlægge eksempler herpå.

Det skal påpeges, at sagsøgeren i bilag 22 har fremlagt en skabelon, som benyttes til at specificere opgaver, når der antages underentreprenører. Skabelonen er udformet på dansk og er således ikke egnet til brug for bestilling af ydelser fra polske virksomheder. Sagsøgeren har heller ikke i denne forbindelse, jf. ovenfor, fremlagt eksempler på bestilling af arbejdskraft hos polske virksomheder. Sagsøgeren bekræfter endvidere i processkrift 2, at der ikke foreligger forespørgsler ligesom dem, der præsenteres i bilag 19-21, i forhold til de polske arbejdstagere.

Sagsøgeren har endvidere ikke, til trods for opfordringer hertil i duplikkens s. 4 (opfordring nr. 10), dokumenteret, at en entreprisesum er aftalt med de polske arbejdstagere forud for opgavernes udførsel, eller i det hele taget. Derudover foreligger der hverken dokumentation for, at MM (JR) og UG (PR) fakturerede til en timepris mellem 200 og 220 kr., ej heller dokumentation for, at PP (RS/SR) fakturerede til en timepris i det hele taget.

Dette er ikke bevist til trods for, at argumentet er fremsat af sagsøgeren, jf. bl.a. replikkens s. 11.

Det kan derfor lægges til grund, at sagsøgeren ikke har bestilt ydelser hos de polske virksomheder, men at sagsøgeren derimod har hyret de polske arbejdstagere direkte, hvilket taler for arbejdstagerforhold.

3.3 Aflønning

Sagsøgeren har betalt løn direkte til de polske arbejdstagere. Særligt for så vidt angår JR fremgår dette udtrykkeligt af hans kontoudskrift, jf. bilag L. Selvom fakturaerne (bilag C) er udstedt af den polske virksomhed RM, er fakturabeløbene således ikke betalt til virksomheden, men derimod til den person, som faktisk har udført arbejdet (JR).

Det fremgår hverken af "kontrakterne" (Bilag I og Bilag J) eller af fakturaerne (Bilag C og Bilag E), hvordan det udførte arbejde honoreres. Det fremgår alene, at løn skal være i overensstemmelse med danske arbejdsvilkår (punkt 5), og at betaling sker efter faktura (punkt 6).

Det lægges til grund, at betaling er sket ud fra en timesats og efter medgået tid. Vederlaget udbetales periodisk, jf. Bilag H, ligesom det har karakter af nettoindkomst for de udenlandske arbejdstagere, idet de ikke kan anses for at have udgifter til materiel, maskiner, værktøj mv., jf. også afsnit 1.2.7.

Det bemærkes endvidere, f.s.v.a. SR og PR, at de fleste af overførslerne på anpartsselskabets kontospecifikationer står som værende overført til "RS" og "Piotr arbejde", jf. bilag D. For JR er overførslerne benævnt som "JR" i bilag D, hvor overførslerne netop er foretaget direkte til JR. Det lægges herefter til grund, at de øvrige overførsler ligeledes er gået direkte til RS ("RS") og PR.

Dette viser tydeligt, at der ikke er tale om vederlag til en virksomhed i entrepriseforhold, men til en person i et ansættelsesforhold. Når aflønning er sket på denne vis, taler det således i høj grad for, at der reelt er tale om et ansættelsesforhold og ikke et entrepriseforhold.

Sagsøgerens bogføring understøtter, at sagsøgeren selv har anset betalingerne til de polske arbejdstagere som løn, og ikke som honorar i entrepriseforhold. Når der er udført arbejde af de polske arbejdstagere, er vederlaget bogført med angivelse af arbejdstagerens navn (f.eks. "JR", Piotr", RS") i posteringsteksten, jf. bilag D. Når der derimod er hyret danske underleverandører, er udgifterne bogført med angivelse af virksomhedens navn (f.eks. "G12", "G13", "G14"), jf. bilag 18.

Det må endvidere lægges til grund, at sagsøgeren har betalt løn direkte til de øvrige polske arbejdstagere.

Sagsøgeren kunne med lethed have fremlagt dokumentation for, at vederlaget er blevet betalt til virksomhederne og ikke til arbejdstagerne, såfremt dette var tilfældet. Til trods for opfordring hertil i svarskriftets

s. 4 (opfordring nr. 5) har sagsøgeren ikke fremlagt dokumentation herfor. At sagsøgeren således også har betalt vederlaget for det udførte arbejde direkte til de øvrige polske arbejdstagere, taler i høj grad for, at der er tale om ansættelsesforhold.

3.4 Instruktionsbeføjelsen

Sagsøgeren har instruktionsbeføjelsen over for de udenlandske arbejdstagere. Det er oplyst, at det er sagsøgeren, som indgår aftalerne med kunder vedrørende opsætning af telte m.m., jf. indledningen til Bilag I og Bilag J: "Arbejdet vedr. Opsætning af telte m.m. på adresser hvor H1 har aftaler om dette."

Det er kendetegnende for ansættelsesforhold, at det er arbejdsgiveren (her sagsøgeren), som har instruktionsbeføjelsen over for den enkelte arbejdstager. Havde der været tale om entrepriseforhold, havde underentreprenøren (den polske virksomhed) haft instruktionsbeføjelsen over for den respektive polske arbejdstager.

Sagsøgeren har ikke oplyst, endsige dokumenteret, hvem i den polske virksomhed, som skulle have instrueret og kontrolleret de polske arbejdstageres arbejde.

Sagsøgerens forretningsmodel egner sig grundlæggende ikke til, at sagsøgeren har instruktionsbeføjelsen over egne ansatte, mens en polsk virksomhed har instruktionsbeføjelsen med de polske arbejdstagere. Eksempelvis i en situation, hvor udenlandske arbejdstagere bliver hyret ind for at assistere fastansatte, danske medarbejdere med opstilling, giver det ingen mening med en opdelt instruktionsbeføjelse.

Af disse grunde lægges det til grund, at kontrol- og instruktionsbeføjelsen har påhvilet sagsøgeren.

Det faktum, at der ikke for årene 2012-2014 var indgået skriftlige aftaler med polske virksomheder om levering af tjenesteydelser, og herunder ingen aftaler om, hvilket arbejde, som konkret forventedes udført, viser tydeligt, at det er sagsøgeren, som har haft instruktionsbeføjelsen.

Sagsøgeren anfører i processkrift 2, at sagsøgeren "mundtligt indgik en aftale med [underleverandørerne] på udførelsen af en hel opgave, og når opgaven skulle udføres, kom underleverandørerne forbi og hentede

en skabelon", jf. skriftets s. 3, 3. afsnit. Det forhold, at sagsøgeren således instruerede de polske arbejdstagere i udførelsen af arbejdsopgaverne fra opgave til opgave, understøtter i særdeleshed, at det er sagsøgeren, som har haft og bevaret instruktionsbeføjelsen. Alene det, at den fremlagte skabelon er på dansk, vidner om, at instruktionsbeføjelsen aldrig har tilhørt de respektive polske virksomheder.

Det må herefter lægges til grund, at det er sagsøgeren, som aftaler omfanget af udstyr, plan for opsætning, pris, deadlines m.v., og at sagsøgeren herefter videreformidler og beskriver opgaverne fra gang til gang, jf. også kontrakternes indledning: "Aftalerne af de enkelte opgaver aftales fra gang til gang."

3.5 Tilsyn og kontrol

De polske virksomheder har ikke haft nogen risiko i forbindelse med levering af ydelser til sagsøgeren.

Normalt er risikofordelingen i forbindelse med entrepriseforhold aftalt i en skriftlig entreprisekontrakt.

Dette er ikke tilfældet i nærværende sag, hvilket må komme sagsøgeren bevismæssigt til skade. Såfremt der havde påhvilet de polske virksomheder en risiko, kunne sagsøgeren med lethed bevise dette ved at fremlægge mails eller lignende, hvor sagsøgeren har rejst krav om afhjælpning af mangler, erstatning, bod eller andet. Det har sagsøgeren ikke gjort.

Det fremgår af bilag I og J, at "Underentreprenøren tager ikke ansvar for maskiner, materiel, værktøj, materialer m.m.", jf. pkt. 7.

Sagsøgeren har ikke dokumenteret, til trods for opfordring nr. 15 herom i duplikkens s. 6, at de polske virksomheder har tegnet arbejdsskadeforsikring.

Det kan således lægges til grund, at den økonomiske risiko og ansvaret for det udførte arbejde påhviler sagsøgeren, hvilket i høj grad taler for, at der foreligger et ansættelsesforhold mellem selskabet og arbejdstagerne.

3.6 Arbejdsydelserne udgør en integreret del af selskabets ydelser

De udenlandske arbejdstagere udfører opgaver vedrørende bl.a. opsætning af telte for sagsøgeren, hvis virksomhed bl.a. består i at udleje telte. Det arbejde, som de udenlandske arbejdstagere udfører, indgår derved som en naturlig og integreret del af anpartsselskabets virksomhed. Dette ligger også i, at de udenlandske arbejdstagere udfører det arbejde, som anpartsselskabets egne ansatte ikke selv kan nå, jf. bilag 1, s. 4, 4. afsnit.

De udenlandske arbejdstageres arbejde udgør utvivlsomt en integreret del af det arbejde, sagsøgeren tilbyder. Sagsøgeren har oplyst, at selskabet havde "imellem fem og syv fastansatte til opsætning og nedtagning af telte. I det omfang H1 havde behov for yderligere mandskab, købte selskabet underentreprenører", jf. replikken, s. 5, 1. afsnit, samt at sagsøgeren "benyttede forskellige underentreprenører til opsætning og nedtagning af telte for selskabets kunder", jf. 5. afsnit.

Det er således bekræftet, at det "yderligere mandskab" udførte præcis samme arbejdsopgaver som det fastansatte mandskab, nemlig opsætning og nedtagning af telte, som er en del af selskabets kerneydelser. Dette taler i høj grad for, at der er tale om lønmodtagerforhold, jf. f.eks. U.1999.1050 H, hvor det ved vurderingen af, om fire discjockeyer, som arbejdede i nogle restaurationer, skulle anses for lønmodtagere, blev tillagt særlig vægt, at discjockeyerne løbende skulle præstere deres arbejdsydelser som en integreret del af restaurationernes ydelsesudbyd, jf. Højesterets bemærkninger.

De polske arbejdstagere har bidraget på lige fod med de fastansatte og dermed som en integreret del af selskabets ydelser. Der er i tråd hermed heller intet, der indikerer, at de polske arbejdstagere skulle have andre arbejdsvilkår i relation til arbejdstid, pauser, transport eller lignende.

3.7 Udgifter

Det lægges til grund, at sagsøgeren afholder udgifterne til materiale, jf. modsætningsvist Bilag I og Bilag J, punkt 3, hvoraf fremgår: "Underentreprenøren står selv for anskaffelse af arbejdstøj og sikkerhedsfodtøj (…)" samt punkt 7, hvoraf fremgår: "Underentreprenøren tager ikke ansvar for maskiner, materiel, værktøj, materialer m.m.". I sagen er det da også oplyst, at det er sagsøgeren, som står for transporten samt levering af udstyr, jf. bilag 1, s. 4, 4. afsnit.

Dette stemmer overens med, at det ikke fremgår af fakturaerne (Bilag C og Bilag E) eller sagens øvrige oplysninger, at de udenlandske arbejdstagere er blevet betalt for medbragt materiale.

Såfremt arbejdstageren afholder væsentlige erhvervsmæssige udgifter, der er atypiske for lønmodtagerforhold, dvs. at vederlaget i væsentligt omfang omfatter betaling for andet end den personlige arbejdsydelse, taler dette for selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. Cirkulære nr. 129, afsnit 3.1.1.4. Af samme afsnit fremgår videre:

"Den omstændighed, at indkomstmodtageren i et vist omfang selv afholder driftsudgifter, f.eks. til håndværktøj eller andre mindre driftsmidler, udgifter til kontorhold eller repræsentationsudgifter, udelukker dog ikke, at der kan foreligge et tjenesteforhold. Væsentlige udgifter til transport, egen bil, fortæring, overnatning eller andre lignende udgifter bevirker ikke i sig selv, at vederlaget må anse for indkomst oppebåret ved selvstændig erhvervsvirksomhed"

Tilsvarende fremgår af lovforslag (FT 1964/65 till. A, sp. 2693):

"(…) selv om den pågældende arbejder må afholde visse udgifter i forbindelse med arbejdet, kan disse dog være af så underordnet betydning i forhold til arbejdsvederlaget, at man ikke af den grund kan hævde, at der ikke skulle foreligge et tjenesteforhold."

De udenlandske arbejdstageres eventuelle udgifter til arbejdstøj og sikkerhedsfodtøj, må anses for at være af begrænset omfang. Der er ingen oplysninger om, at de udenlandske arbejdstagere på noget tidspunkt har afholdt væsentlige udgifter i forbindelse med hvervets udførelse.

Dette taler i høj grad for, at der ikke er tale om entrepriseforhold.

3.8 Andre hvervgivere

Sagsøgeren har ikke, til trods for opfordring nr. 6 i svarskriftet, s. 4, samt gentaget i duplikken, s. 3, godtgjort, at de polske arbejdstagere har arbejdet for andre virksomheder i de perioder i 2012-2015, hvor de har udført arbejde for sagsøgeren. Det er ligeledes udokumenteret, at de udenlandske arbejdstagere har haft andre hvervgivere i de perioder, hvor de ikke arbejdede for sagsøgeren, jf. replikkens s. 19, sidste afsnit.

Det lægges herefter til grund, at de udenlandske arbejdstagere ikke har haft andre hvervgivere i de perioder i 2012-2015, hvor de har udført arbejde for sagsøgeren. Dette taler for, at det udførte arbejde ikke er omfattet af entreprise.

3.9 Andre momenter

Det fremgår af "kontrakternes" indledning, at arbejdet udføres på

"adresser hvor H1 har aftaler om dette", jf. bilag I og J. Der er ikke oplysninger om, at de udenlandske arbejdstagere har etableret egne lokaler. Dette taler imod entrepriseforhold.

Det fremgår endvidere af bilag I og J, pkt. 7, at "Underentreprenøren stiller kun sin arbejdskraft til rådighed."

Det fremgår ikke, at de udenlandske arbejdstagere har egne ansatte eller kan vælge at anvende underleverandører til større opgaver. Det må herefter lægges til grund, at arbejdes udføres personligt.

Opsummerende gøres det gældende, at følgende kriterier for tjenesteforhold, som de fremgår af Cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven, afsnit 3.1.1.1, er opfyldt:

•      vederlaget er beregnet, som det er almindeligt i tjenesteforhold

(udregnet ud fra timeløn

•      vederlaget udbetales periodisk

•      hvervgiveren afholder udgifterne i forbindelse med udførelsen af arbejdet

•      vederlaget i overvejende grad er nettoindkomst for indkomstmodtageren

•      hvervgiverne har en almindelig adgang til af fastsætte generelle eller konkrete instrukser for arbejdets udførelse, herunder tilsyn og kontrol

•      indkomstmodtageren har arbejdstid fastsat af hvervgiveren

•      indkomstmodtageren har udelukkende eller i overvejende grad samme hvervgiver

•      Hertil kommer, at selskaberne ikke er betegnet som selskaber, der udfører entreprise, men hhv. slagterforretning og catering, jf. ovenfor under afsnit 3.1, samt at der ikke er indgået aftaler mellem sagsøgeren og arbejdstagerne for perioden 2012-2014, og alene særdeles generelle kontrakter for 2015, jf. afsnit 3.2.

Desuden er følgende kriterier, som kunne tale for entrepriseforhold, jf. cirkulærets afsnit 3.1.1.2, ikke til stede:

•      indkomstmodtageren tilrettelægger, leder, fordeler og fører tilsyn med arbejdet uden anden instruktion fra hvervgiveren end den, der eventuelt følger af den afgivne ordre

•      hvervgiverens forpligtelse over for indkomstmodtageren er begrænset til det enkelte ordreforhold

•      indkomstmodtagerne er økonomisk ansvarlige over for hvervgiveren for arbejdets udførelse eller i øvrigt påtager sig en selvstændig økonomisk risiko

•      indkomstmodtageren har ansat personale og er frit stillet med hensyn til antagelse af medhjælp

•      vederlaget erlægges efter regning, og betaling først ydes fuldt ud, når arbejdet er udført som aftalt og eventuelle mangler afhjulpet

•      indkomsten oppebæres fra en ubestemt kreds af hvervgivere

•      indkomsten afhænger af et eventuelt overskud

•      indkomstmodtageren ejer de anvendte redskaber, maskiner og værktøj eller lign.

•      indkomstmodtageren helt eller delvis leverer de materialer, der medgår til arbejdets udførelse

•      indkomstmodtageren har etableret sig i egne lokaler, f.eks. forretning, værksted, kontor, klinik, tegnestue m.v., og arbejdet helt eller delvis udføres herfra,

•      indkomstmodtagerens erhvervsudøvelse kræver særskilt autorisation, bevilling o.l. og indkomstmodtageren er i besiddelse af en sådan tilladelse

•      ansvaret for en eventuel ulykke under arbejdets udførelse påhviler indkomstmodtageren

En gennemgang af de enkelte momenter viser således, at sagens faktiske forhold i overvejende grad taler for, at de udenlandske arbejdstagere har været i et tjenesteforhold til sagsøgeren.

                  3.  SAGSØGEREN HÆFTER FOR MANGLENDE INDEHOLDELSE

Skatteministeriet gør gældende, at sagsøgeren hæfter for den manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7. Det følger af kildeskattelovens § 69, stk. 1, at den, som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde skat, umiddelbart er ansvarlig for betaling af det manglende beløb, medmindre det godtgøres, at der ikke er udvist forsømmelse fra dennes side. Tilsvarende gælder for indeholdelse af arbejdsmarkedsbidrag, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 7. Det påhviler således sagsøgeren at godtgøre, at der ikke er udvist forsømmelighed. Dette følger også af retspraksis, jf. eksempelvis UfR 1999.1050 H og UfR 2009.2487 H.

Det afgørende for forsømmelighedsspørgsmålet - og derved hæftelsesspørgsmålet - er, om sagsøgeren har været bekendt med de faktiske forhold, der begrunder indeholdelsespligten, jf. UfR 2004.362 H, UfR 2008.2243 H, UfR 2009.2487 H og UfR 2012.2337 H. Uklarhed om retstilstanden er uden betydning.

Sagsøgeren har været bekendt med samtlige forhold, der begrunder indeholdelsespligten.

Sagsøgeren har således udvist forsømmelighed, og sagsøgeren hæfter således for den manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag, jf.

kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Under denne sag skal der tages stilling til, om H1 i indkomstårene 2012 til 2015 var forpligtet til at indeholde A-skat og AM-bidrag i forbindelse med honorering af udførte arbejder med opsætning og nedtagning af telte, og hvor MM, PP og UG udstedte fakturaer til H1.

Der skal i første række tages stilling til, om de personer, der i den forbindelse udførte opgaver for H1, skal anses som lønmodtagere i

selskabet, eller om de var ansatte i eller antaget af MM, PP og UG, der som selvstændige erhvervsdrivende fungerede som underentreprenører for H1.

Denne afgræsning mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende skal inden for skattelovgivningens område ske efter de kriterier, der er angivet i punkt 3.1.1. i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven, jf. U 1996.1027 H og U 1997.1013 H.

Efter de foreliggende oplysninger om H1 og den af selskabet udøvede virksomhed lægges det til grund, at opgaverne i skatteårene 2012 til 2015 var sæsonbetonede og til dels uforudsigelige, hvorfor det var forretningsmæssigt begrundet, at der løbende blev tilkøbt ydelser primært i form af arbejdskraft til opsætning og nedtagning af H1’ telte og øvrigt udstyr relateret til virksomheden.

Det lægges efter de samme oplysninger og de afgivne forklaringer endvidere til grund, at H1 siden 1994 og i stigende omfang havde indkøbt, leveret og opsat telte og andet udstyr til private og offentlige arrangementer af meget forskellig art og størrelse, og at det derfor var helt sædvanligt, at selskabet leverede dette materiel og udstyr til opsætning, der efterfølgende også skulle nedtages.

Efter det oplyste, herunder de afgivne forklaringer, lægges det også til grund, at H1 løbende indgik aftale med og efter udførte arbejder modtog fakturaer fra forskellige underentreprenører, der udførte de typisk større opgaver, og at disse underenentreprenører stillede med mere end to og op til 14 personer ved opsætning og nedtagning af telte og udstyr.

Det lægges efter bevisførelsen endelig til grund, at MM og PP var registreret i Polen som virksomheder, og at disse i indkomstårene 2012 til 2015 udstedte fakturaer til H1 for forskellige opgaver udført med varierende tidsintervaller og primært i årenes 2. og 3. kvartal med beløb af forskellig størrelse. MM udstedte herfor i 2012 sammenlagt fakturaer for 212.135 kr., i 2013 for 40.375 kr. , i 2014 for 170.425 kr. og i 2015 for 422.210 kr. PP udstedte sammenlagt fakturaer for 47.430 kr. i 2012, for 158.850 kr. i 2013,  for 243.570 kr. i 2014 og for 447.210 kr. i 2015. Endelig udstedte UG i 2012 tre fakturaer, der relaterede sig til juni, juli og september for sammenlagt 14.940 kr.

Alle fakturaer blev betalt af H1, og der er mellem parterne enighed om, at de polske virksomheder ikke havde pligt til at opkræve moms af de fakturerede arbejder i Danmark, og at H1 havde pligt til og har afregnet moms for de fakturerede beløb.

Selv om JR og RS forud for 2012 havde været ansat som lønmodtagere i H1, at der i væsentligt omfang blev indgået mundtlige aftaler om de polske virksomheders opgaveudførsel for selskabet, og at MM anviste og accepterede, at H1’ betaling af fakturaer skete til en af JRs personligt oprettet konto i en dansk bank, finder retten på denne baggrund og efter af en samlet afvejning, at de polske virksomheder må anses som selvstændige erhvervsdrivende.

Det er herved særligt tillagt vægt, at MM, PP og UG selv tilrettelagde, ledte, fordelte og førte tilsyn med arbejdets udførelse uden instruktion fra

H1 end den, der fulgte af ordren, at H1

ApS’ forpligtelser over for MM, PP og UG var begrænset til den enkelte ordre, at MM, PP og UG ikke på grund af ordren var begrænset i at udføre opgaver for andre, at de MM og PP ved udførelsen af opgaverne altid var flere udførende personer, at de antog medhjælp og stod frit i forhold til at gøre dette, at vederlaget for de udførte arbejder blev betalt efter faktura og først, når arbejderne var udført, at de MM, PP og UG selv leverede arbejdstøj, relevant håndværktøj og sikkerhedsudstyr, når det var påkrævet, at MM, PP og UG ikke blev anset som lønmodtagere ved praktiseringen af hverken ferieloven, arbejdsløshedsforsikringslovgivningen, funktionærloven, arbejdsskadeforsikringsloven eller dagpengeloven, at der blev afregnet moms af betalingen efter gældende regler, og at MM, PP og UG påtog sig i hvert fald en vis økonomisk risiko ved udførelsen af arbejderne.

Derfor tages H1’ påstande, der ikke størrelses- eller indholdsmæssigt er bestridt, til følge som fastsat nedenfor.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 75.000 kr. og af retsafgift med 4.000 kr. H1 er momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

H1’ A-skattetilsvar for

2012                       nedsættes med kr. 138.899

2013                       nedsættes med kr. 100.807

2014                       nedsættes med kr. 209.481

2015                       nedsættes med kr. 439.926

H1’ AM-bidragstilsvar for

2012                       nedsættes med kr. 21.960

2013                       nedsættes med kr. 15.938

2014                       nedsættes med kr. 33.119 2015            nedsættes med kr. 69.553.

         

Skatteministeriet Departementet skal til H1 betale sagsomkostninger med 79.000 kr.

Sagsomkostningsbeløbet skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.