Dato for udgivelse
19 Aug 2021 10:35
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
04 Jun 2021 09:57
SKM-nummer
SKM2021.423.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
20-0067013
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Beskatningsgrundlag, genleasing, én leasingkontrakt, separate leasingkontrakter
Resumé

Sagen vedrørte spørgsmålet, om der ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget ved genleasing var tale om én leasingkontrakt af 36 måneders varighed eller tre separate leasingkontrakter af hver 12 måneders varighed. Landsskatteretten fandt ud fra en konkret vurdering af de faktiske oplysninger, at der var tale om én lang og sammenhængende leasingkontrakt af 36 måneders varighed. Ved vurderingen lagde Landsskatteretten blandt andet vægt på indholdet af det fremlagte leasingtilbud og leasingkontrakterne. Retten bemærkede, at udformningen af tilbuddet sammenholdt med udformningen af de tre leasingaftaler talte for, at der var tale om én lang kontrakt. Afregningsoplysningerne i tilbuddet for en kontrakt af 36 måners varighed var tilnærmelsesvis identiske med afregningsoplysningerne i den endelige kontrakt, der blev indgået den 17. februar 2017, men som alene havde en varighed af 12 måneder. For så vidt angår de tre fortløbende kontrakter, var det alene den første kontrakt, der indeholdt en ekstraordinær ydelse, imens de efterfølgende to kontrakter alene indeholdt en månedlig leasingydelse. Retten bemærkede endvidere, at det af leasingselskabets hjemmeside pr. 6. maj 2020 fremgik, at der skulle betales en ny førstegangsydelse ved indgåelse af en ny 12 måneders kontrakt, hvorimod der alene skulle opkræves én førstegangsydelse ved indgåelse af en 36 måneders kontrakt, selvom det i realiteten var tre 12 måneders kontrakter. Endvidere bemærkede retten, at den månedlige leasingydelse i hver af de fortløbende leasingkontrakter ikke faldt tilsvarende bilens værdi oplyst i forbindelse med registrering. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Reference(r)

Ligningslovens § 16, stk. 1, § 16 A, stk. 5, § 16 A, stk. 5, 2. pkt., § 16, stk. 4

Henvisning

Den juridiske vejledning (2022-1), afsnit C.A.5.14.1.

Henvisning

Den juridiske vejledning (2022-1), afsnit C.A.5.14.1.7.

Skattestyrelsen har fundet, at der er tale om én leasingkontrakt af 36 måneders varighed, hvorved beskatningsgrundlaget udgør 915.381 kr. i indkomstårene 2017, 2018 og 2019.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger
Klageren [A] er hovedanpartshaver og direktør i selskabet H1 ApS, CVR nr. […]. Selskabet har i perioden fra 1. marts 2017 og frem til den 28. februar 2020 leaset en BMW X5 med reg. nr. [nummerplade1]. Bilen har været stillet til rådighed for klageren.

Bilen har været leaset gennem leasingselskabet G1 A/S, CVR nr. […].

Der er fremlagt et leasingtilbud til H1 ApS fra G1 A/S dateret den 16. februar 2017. Tilbuddet ses at angå en BMW X5 xDrive 40d, i sort metal, indregistreret første gang den 23. januar 2014 og med en kilometerstand på 50.000. Endvidere ses tilbuddet at gælde for en leasingperiode på samlet 36 måneder, fordelt på tre leasingperioder af hver 12 måneder. Ifølge leasingtilbuddet skal der udbetales én ekstraordinær ydelse af 60.000 kr. eksklusiv moms. Den månedlige ydelse udgør 8.670 kr. eksklusiv moms og skal betales i 36 måneder. Restværdien efter sidste periode eksklusiv moms er opgjort til 197.000 kr. Leasingselskabet har opgjort beskatningsgrundlaget, som leasingselskabet benævner p1, til at udgøre 585.000 kr. Af de kontraktuelle forhold fremgår det blandt andet, at leasingkontrakten kan opsiges efter seks måneder og med én måneds opsigelse til kommende 1. i en måned. Endvidere fremgår det, at ved leasingperiodens ophør returneres bilen og sælges, såfremt bilen ikke kan indbringe skrapværdien, opkræves differencen ved ophør.

Der er endvidere fremlagt tre leasingkontrakter, hvoraf følgende fremgår:

For en periode på 12 måneder fra den 1. marts 2017 til 28. februar 2018 leasede H1 ApS en BMW X5, model xDrive 40d, i sort metal, indregistreret først gang den 23. januar 2014 og med en kilometerstand på 50.000. Hvad angår afregning, skulle der betales en ekstraordinær ydelse ved indgåelse af leasingaftalen på 60.000 kr. eksklusiv moms. Endvidere skulle der betales en månedlig ydelse på 8.670 kr. eksklusiv moms (10.838 kr. inklusiv moms). Bilens restværdi efter leasingperioden var opgjort til 275.000 kr. Leasingkontrakten er dateret den 17. februar 2017 og ses at være markeret med kode i forbindelse med den digitale underskrift. Leasingtager og leasinggiver har den 17. februar 2017 underskrevet leasingkontrakten via digital underskrift.

For en periode på 12 måneder fra den 1. marts 2018 til 28. februar 2019 leasede H1 ApS en BMW X5, model xDrive 40d, i sort metal, indregistreret først gang den 23. januar 2014 og med en kilometerstand på 71.300. Hvad angår afregning, skulle der ikke betales en ekstraordinær ydelse ved indgåelse af leasingaftalen, men betales en månedlig ydelse på 8.525 kr. eksklusiv moms (10.656 kr. inklusiv moms). Bilens restværdi efter leasingperioden var opgjort til 242.000 kr. Selve leasingkontrakten er ikke dateret, men ses at være markeret med kode i forbindelse med den digitale underskrift. Leasingtager og leasinggiver har den 19. februar 2018 underskrevet leasingkontrakten via digital underskrift.

For en periode på 12 måneder fra den 1. marts 2019 til 28. februar 2020 leasede H1 ApS en BMW X5, model xDrive 40d, i sort metal, indregistreret først gang den 23. januar 2014 og med en kilometerstand på 74.500. Hvad angår afregning, skulle der ikke betales en ekstraordinær ydelse ved indgåelse af leasingaftalen, men betales en månedlig ydelse på 8.525 kr. eksklusiv moms (10.656 kr. inklusiv moms). Bilens restværdi efter leasingperioden var opgjort til 197.000 kr. Selve leasingkontrakten er ikke dateret, men ses at være markeret med kode i forbindelse med den digitale underskrift. Leasingtager og leasinggiver har den 13. februar 2019 underskrevet leasingkontrakten via digital underskrift.

Klageren har fremlagt én lønseddel for henholdsvis indkomståret 2017 og én for indkomståret 2018. For lønperioden marts 2017 fremgår det, at værdien af fri bil har været indberettet til 11.383 kr. For lønperioden februar 2018 fremgår det, at værdien af fri bil har været indberettet til 11.383 kr.
Leasingselskabet har oplyst, at afskrivningen svarer til den nedsatte restværdi (275.000 kr. - 242.000 kr. = 33.000 kr. og 242.000 kr. - 197.000 kr. = 45.000 kr.

Skattestyrelsen henviser i deres afgørelse til et screenshot fra leasingselskabets hjemmeside, hvoraf følgende fremgår:

"(…)"

Men ved en 12 måneders leasing skal du til gengæld betale en ny førstegangsydelse, når kontrakten udløber, og du skal tegne en ny aftale.

Vælger du at tegne en 36 måneders aftale, vil du kun blive opkrævet førstegangsydelse én gang, selvom der reelt er tale om 3 12-måneders aftaler.

(…)"

Skattestyrelsen har i forbindelse med deres henvisning og indsætning af screenshot ikke oplyst link til hjemmesiden eller dato for, hvornår de har set det på leasingselskabets hjemmeside. Ovenstående ses ikke længere af selskabets hjemmeside.

Der ses ikke at være uenighed mellem klageren og Skattestyrelsen om udgangspunktet for beskatningsgrundlagt. Klageren har ved kontormøde oplyst, at de anerkender Skattestyrelsens opgørelse af beskatningsgrundlaget til at udgøre 915.381 kr. for indkomståret 2017. Herefter mener klageren, at beskatningsgrundlaget for indkomståret 2018 og indkomståret 2019 udgør henholdsvis 762.714 kr. og kr. 615.997 kr. Dette ses at være i overensstemmelse med Skattestyrelsens opgørelse i afgørelsen. Klageren anser, at der er tale om tre separate leasingkontrakter, hvorved beskatningsgrundlaget skal genberegnes, hver gang der indgås en aftale om en ny leasingkontrakt.  Skattestyrelsen anser derimod, at der er tale om en lang leasingkontrakt på 36 måneder, hvorved der ikke skal ske en genberegning af beskatningsgrundlaget efter hver periode på 12 måneder. Beskatningsgrundlaget udgør efter Skattestyrelsens opfattelse 915.381 kr. for alle tre indkomstår.

Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har fundet, at der er tale om én lang leasingkontrakt på 36 måneder og ikke tre separate leasingkontrakter på hver 12 måneder. Hvorved Skattestyrelsen ændrer beskatningsrundlaget for fri bil, således at beskatningsgrundlaget udgør 915.381 kr. i hvert af de omhandlende indkomstår.

Skattestyrelsen har foretaget ændringen med følgende begrundelse:

"(…)

Sagsfremstilling og begrundelse
1.                    Værdi af fri bil

(…)

1.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

(…)

BMW X5 - [nummerplade1]:

Selskabet har lønoplyst fri bil med følgende beløb:

Marts 2017 - februar 2018, kr. 11.383 pr. mdr.
Marts 2018 - februar 2019, kr. 10.608 pr. mdr.
Marts 2019 - januar 2020, kr. 9.556 pr. mdr. (februar 2020 ikke lønoplyst pt.)

Fri bil er beregnet ud fra følgende beskatningsgrundlag:

Marts 2017 - februar 2018, kr. 585.000
Marts 2018 - februar 2019, kr. 537.900
Marts 2019 - februar 2020, kr. 474.800,

som er oplyst af leasingselskabet.

På baggrund af det indsendte materiale er det Skattestyrelsens opfattelse, at de beskatningsgrundlag leasingselskabet har oplyst fremkommer som en salgsvurdering af bilen foretaget på Bilpriser.dk.

På salgsvurderingerne fremgår "pris ved salg til forhandler".

Leasingselskabet har til Motorregistreret i forbindelse med bilens registrering den 1. marts 2017 oplyst, at bilens handelspris udgør kr. 915.381.

Leasingselskabet har til Motorregisteret den 1. marts 2018 og den 1. marts 2019 oplyst, at bilens handelspris udgør kr. 762.714 og kr. 615.997.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at såfremt der er samtidighed mellem købet af bilen og indgåelsen af leasingaftalen kan bilens beskatningsgrundlag opgøres til leasingselskabets faktiske købesum. (incl. moms, leveringsomkostninger, transportudgifter fra Tyskland m.m.)

Leasingselskabets faktiske købesum udgør ikke en vurdering af bilen som salg i ren handel i forbindelse med selskabets leasing af bilen den 1. marts 2017.

Beskatningsgrundlaget udgør derfor ikke kr. 585.000 pr. 1. marts 2017.

Leasingselskabet har til Motorregisteret den 1. marts 2017 oplyst, at bilens handelspris udgør kr. 915.381.

Såfremt selskabet genleaser bilen er det Skattestyrelsens opfattelse, at det er den handelspris som leasingselskabet har oplyst til Motorregistreret der udgør bilens beskatningsgrundlag.

Det fremgår af G1’s hjemmeside, at

"Når du flexleaser, er dit beskatningsgrundlag baseret på en beregning af handelsprisen. Denne beregning foretager G1. Vi har mulighed for at genberegne denne handelspris årligt, ligesom vi genberegner registreringsafgiften. Er handelsprisen faldet, så nedsættes dit beskatningsgrundlag også årligt."

Ved genleasing foreligger der ikke en købspris, hvorfor det er bilens handelspris der skal anvendes. Handelsprisen er ikke den pris leasingselskabet kan få for bilen i ren handel ud fra beregninger foretaget på bilpriser.dk.

Det fremgår af det indsendte materiale "leasingtilbud":

(…)

Ved leasing af bilen den 1. marts 2017 betales der en ekstraordinær ydelse og den månedlige leasingydelse oplyses for 36 måneder.

(…)

På baggrund af det indsendte materiale er Skattestyrelsen af den opfattelse, at selskabet pr. 1. marts 2017 har indgået en leasingaftale på 36 måneder.

Der er ved Skattestyrelsens vurdering henset til, at

·         der i leasingtilbuddet fremgår 36 måneder samt, at såfremt der var indgået nye leasingaftaler pr. 1. marts 2018 og 1. marts 2019 ville disse aftaler have indeholdt en ekstraordinær ydelse (up front betaling).

Det fremgår af G1’s (leasingselskabet) hjemmeside, at

"Bilen bliver nøje udvalgt ud fra dine ønsker. Når drømmebilen er fundet, udarbejder vi et tilbud på flexleasing. Leasingtilbuddet består af en førstegangsydelse, en månedlig ydelse og en restværdi."

·         Leasingydelsen pr. måned kr. 8.525 ex. moms for perioden 1. marts 2018 til 28. februar 2019 er den samme ydelse der betales for perioden 1. marts 2019 til 29. februar 2020.

Dette på trods af, at leasingselskabet til Motorregistret har oplyst, at bilen pr. 1. marts 2019 har en ændret handelsværdi, der bevirker, at den forholdsmæssige registreringsafgift ændres mellem de to anførte leasingperioder og dermed også, at den leasingydelse der betales for de to leasingperioder ikke er ens.

·         Leasingkontrakten pr. 1. marts 2019 indeholder oplysning om bilens restværdi pr. 28. februar 2020, kr. 197.000 (ex. moms). hvilken er den samme restværdi der oplyses i leasingaftalen pr. 1. marts 2017.

Skattestyrelsen bemærker endvidere, at der i leasingkontrakten pr. 1. marts 2017 fremgår, at bilens "Restværdi efter sidste periode ex. moms" (pr. 29. februar 2020), kr. 197.000.

Skattestyrelsen kan ikke se årsagen til, at der i kontrakten pr. 1. marts 2017 oplyses en "restværdi efter sidste periode ex. moms" (pr. 29. februar 2020), såfremt der alene er tale om en leasingperiode på 12 måneder.

·         Leasingkontrakten pr. 1. marts 2017 indeholder oplysning om de samlede udgifter over 36 måneder.

Skattestyrelsen kan ikke se årsagen til, at dette oplyses, såfremt der alene er tale om en leasingperiode på 12 måneder.

Leasingkontrakt pr. 1. marts 2017:

 (…)

Leasingkontrakt pr. 1. marts 2019:

(…)

Der foreligger således efter Skattestyrelsens opfattelse ikke pr. 1. marts 2018 og 1. marts 2019 et nyt aftalegrundlag mellem leasingselskabet og selskabet, der skatteretligt kan begrunde, at bilens beskatningsgrundlag skal ændres pr. 1. marts 2018 og 1. marts 2019. Bilens beskatningsgrundlag udgør derfor for perioden 1. marts 2017 til 29. februar 2020 kr. 915.381.

Skattestyrelsen er af den opfattelse, at det leasingselskabet har indberettet til Motorregisteret pr. 1. marts 2018 og 1. marts 2019 udelukkende er for, at leasingtager kan opnå et lavere beskatningsgrundlag på bilen, samt at leasingselskabet får en større fortjeneste ved, at de betaler mindre i registreringsafgift i de næste leasingperioder, mens leasingydelsen forbliver den samme.

Af Motorregistreret fremgår, at der er betalt nedenstående forholdsmæssige registreringsafgift på bilen:

Opkrævet hos

Afgiftstype

Dækker fra

Dækker til

Beløb

CVR [G1]

Leasingafgift

01-03-2017

28-02-2018

45.465,00 kr.

CVR [G1]

Leasingafgift

01-03-2018

28-02-2019

36.014,00 kr.

CVR [G1]

Leasingafgift

01-03-2019

29-02-2020

28.715,00 kr.

Skattestyrelsen har ikke modtaget dokumentation for leasingselskabets faktiske købesum, hvorfor Skattestyrelsen anser, den handelspris som leasingselskabet har oplyst til Motorregistreret, kr. 915.381 for, at være bilens beskatningsgrundlag i perioden 1. marts 2017 til 28. februar 2018.

Der kan ikke anvendes de vurderinger der fremkommer i bilpriser.dk som leasingselskabets salg af bilen i ren handel pr. 1. marts 2018 og 1. marts 2019.

Bilens miljøtillæg udgør halvårligt for perioden marts 2017 - februar 2018, kr. 1.480 og efterfølgende kr. 1.570.

Ved opgørelsen af værdi af fri bil skal miljøtillægget medregnes med tillæg på 50%.

På baggrund af ovennævnte udgør værdi af fri bil for indkomstårene 2016-2018 følgende:

Reg.
Nr.

Bil-
mærke

Grund-
lag

 

 

2016

2017

2018

[Num-
mer-
pla-
de2]

BMW X5

       732.507

Fri
bil

apr-
dec

   121.126

 

 

 

 

 

Miljø-
tillæg

 

        3.525

 

 

 

 

 

50%
tillæg

 

        1.763

 

 

 

 

 

fri bil

jan

 

          13.458

 

 

 

 

Miljø-
tillæg

 

 

                392

 

 

 

 

50%
tillæg

 

 

                196

 

[Num-mer-
pla-
de1]

BMW
X5

915.381

Fri
bil

mar-
dec

 

       165.064

 

 

 

 

Mil-
jø-
til-
læg

 

 

            2.467

 

 

 

 

50%
til-
læg

 

 

            1.233

 

 

 

       915.381

Fri
bil

jan-
dec

 

 

       198.076

 

 

 

Mil-
jø-
til-
læg

 

 

 

            3.110

 

 

 

50%
til-
læg

 

 

 

            1.555

 

 

 

 

Fri
bil
i
alt

   126.414

   182.810

       202.741

 

 

 

 

Løn-
op-
lyst

     94.896

           118.715

       128.846

 

 

 

 

Æn-
dring
af
fri
bil

     31.518

          64.095

          73.895

Skattestyrelsen vil ændre din indkomst med værdi af fri bil for indkomstårene 2016-2018 med henholdsvis kr. 31.518, kr. 64.095 og kr. 73.895.

For indkomståret 2019 opfordres du til, at selskabet lønoplyser / du selvangiver værdi af fri bil på grundlag af et beskatningsgrundlag på kr. 915.381.

1.5. Skattestyrelsens endelige afgørelse.

(…)

BMW X5 - [Nummerplade1]:

Det fremgår af SKM2017.108.SR:

"Skatterådet kan ikke bekræfte, at spørger i alle tilfælde kan anvende den vurderede markedspris som beskatningsgrundlag for leasede biler, der er over 36 måneder, da det er leasingselskabets faktiske anskaffelsessum, som skal anvendes. Skatterådet bekræfter, at der skal være samtidighed ved indgåelsen af den 1. leasingaftale mellem købet af bilen og indgåelsen af leasingaftalen.
Skatterådet bekræfter endvidere, at ved efterfølgende nye leasingaftaler vedrørende den samme bil, der tilsvarende er mere end 36 måneder, skal den vurderede markedspris anvendes, da der i sådanne tilfælde ikke foreligger en aktuel fakturapris."

Det fremgår af SKM2011.680.SR:

"Skatterådet bekræftede, at den skattepligtige værdi af biler, der på anskaffelsestidspunktet er over 3 år, skal beregnes som den tyske reelle købspris eksl. den tyske moms, tillagt udgifter til transport (inkl. den danske moms), tillagt registreringsafgifter, svarende til bilens markedsværdi.
Samtidig fandt Skatterådet, at den skattepligtige værdi af biler, der på anskaffelsestidspunktet er over 3 år, ikke skal beregnes som den tyske annoncerede købspris inkl. den tyske moms, tillagt udgifter til transport (inkl. den danske moms), tillagt registreringsafgifter og heller ikke som den af SKAT fastsat afgiftspligtige værdi, tillagt registreringsafgifter."

På baggrund af Skatterådets afgørelser ovenfor, er det Skattestyrelsens opfattelse, at beskatningsgrundlaget for værdi af fri bil for biler der er over 3 år gamle,

·         udgør leasingselskabets faktiske anskaffelsessum (tyske reelle købspris eksl. den tyske moms, tillagt udgifter til transport (inkl. den danske moms), tillagt registreringsafgifter, svarende til bilens markedsværdi), såfremt der er samtidighed mellem leasingselskabets køb af bilen og indgåelsen af leasingaftalen.

·         Såfremt der ikke er samtidighed, udgør beskatningsgrundlaget bilens markedspris / handelspris.

Leasingselskabet G1 A/S har i forbindelse med bilens registrering den 1. marts 2017 til Motorregistreret oplyst, at bilens handelspris udgør kr. 915.381.

Samtidigt har G1 A/S over for selskabet oplyst, at bilens beskatningsgrundlag udgør kr. 585.000 kr. på baggrund af en salgsvurdering af bilen i ren handel.

Selskabet /G1 A/S har ikke over for Skattestyrelsen dokumenteret, at der er samtidighed mellem leasingselskabets køb af bilen og indgåelsen af leasingkontrakten, hvorfor Skattestyrelsen har anset den af G1 A/S oplyste handelspris pr. 1. marts 2017, kr. 915.381 som værende bilens beskatningsgrundlag.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at anvendelse af et beskatningsgrundlag på kr. 915.381 er i overensstemmelse med Skatterådets afgørelse ovenfor, samt i overensstemmelse med principperne i Ligningslovens § 16, stk. 4 om værdi af fri bil, samt SKM2019.338.ØLR, hvor Østrelandsret for nye biler (under 3 år) i dommen anfører, at det er hvad en slutbruger skal betale for bilen der udgør bilens beskatningsgrundlag.

Skattestyrelsen finder således ikke, at der er hjemmel til at anvende et beskatningsgrundlag på kr. 585.000, eller til at imødekomme den sekundære fremsatte påstand om en prisfastsættelse midt i mellem Skattestyrelsens forslag og vurderingerne fra leasingselskabet.

Kontraktens løbetid:

Skattestyrelsen er enig med [navn udeladt] i, at der ved indgåelse af en ny leasingaftale for biler der er mere end 3 år gamle, samtidigt sker ændring af bilens beskatningsgrundlag.

Skattestyrelsen har haft en generel drøftelse med Motorstyrelsen om betingelserne for leasingaftaler med forholdsmæssig registreringsafgift.

Motorstyrelsen oplyser, at der ved indgåelse af en leasingaftale med forholdsmæssig afgift ikke er noget krav om, at der skal betales en første gangs ydelse.

Motorstyrelsen oplyser dog, at det er meget atypisk, at der ikke betales en første gangs ydelse.

Dette henset til, at der i Registreringsafgiftsloven er et krav om, at leasingselskabet på alle tidspunkter i kontraktforløbet skal have modtaget betaling fra leasingtager der løbende overstiger leasingselskabets udgifter til bl.a. den forholdsmæssig afgift og bilens værdi tab.

Motorstyrelsen oplyser, at der på baggrund heraf, kun i ganske særlige tilfælde vil være muligt, at opfylde bestemmelserne i Registreringsafgiftsloven ved ikke, at modtage en første gangs ydelse.

Dette henset til, at leasingselskabet forud for den periode leasingaftalen vedrører betaler den forholdsmæssige registreringsafgift for hele leasingperioden.

De kontrakter selskabet har underskrevet efter 12 og 24 måneder indeholder ikke en første gangs ydelse.

Dette er således efter Skattestyrelsens opfattelse ikke i overensstemmelse med gældende regler i Registreringsafgiftsloven.

De fremsendte 3 kontrakter som selskabet har underskrevet med NEMID, har ikke ændret Skattestyrelsens opfattelse af, at leasingselskabet får det til at fremstå som 3 - 12 mdr. kontakter, men at der reelt er tale om en 36 mdr. kontrakt.

Der er herved henset til, at de 3 kontrakter fremstår i overensstemmelse med leasingtilbuddet over en periode på 36 måneder.

Skattestyrelsen henviser endvidere til de argumenter der fremgår under punkt 1.4.

Skattestyrelsen har endvidere bemærket, at der på leasingselskabets hjemmeside fremgår følgende:

 (…)

Tekst fremhævet af Skattestyrelsen:

(…)

Skattestyrelsen finder, at sagens faktiske forhold er præcis det leasingselskabet anfører i teksten ovenfor:

Selskabet har ikke betalt en ny førstegangsydelse efter 12 mdr. og 24 mdr. hvilket efter Skattestyrelsens opfattelse underbygger, at der ikke er tale om 12 måneders leasing når der henses til leasingselskabets bemærkninger på deres hjemmeside.

Skattestyrelsen finder således, at fornyelse af kontrakterne efter 12 og 24 mdr. er af rent formelt karakter, med det formål, at leasingtager kan omgå beskatningsreglerne om værdi af fri bil i Ligningslovens § 16, stk. 4 (lavere beskatningsgrundlag), samt at leasingselskabet opnår en større avance, ved at den forholdsmæssige registreringsafgift falder i den næste kontrakt periode, samtidigt med at leasingtager betaler en uændret månedlig ydelse.

(…)"

Skattestyrelsen er fremkommet med følgende udtalelse til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse:

"(…)

Skatteankestyrelsen har ved brev af 27. oktober 2020 fremsendt sin sagsfremstilling og anmodet om udtalelse i klagesagen vedrørende A.

Skattestyrelsen kan fuldt ud tilslutte sig Skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse og skal anmode om at blive oplyst om tidspunktet for retsmødet.

(…)"

Klagerens opfattelse
Klageren har nedlagt påstand om, at beskatningsgrundlaget for indkomstårene 2017, 2018 og 2019 udgør henholdsvis 915.381 kr., 772.763 kr. og 615.997 kr., idet der er tale om tre separate leasingkontrakter på hver 12 måneder.
Til støtte herfor har klageren anført følgende:

"(…)

Klage over afgørelse af brev fra 15. maj 2020. Ændring på beskatning af fri bil.

Klagen går på at SKAT vurderer, der er tale om én lang 36 mdr. aftale og ikke 3 stk. forskellige leasingaftaler, der er forlænget efter hinanden.

SKAT har fastholdt uændret beskatningsgrundlag i alle 3 år, på trods af der er tale om 3 uafhængige leasingkontrakter.

Sagens faktiske forhold.
H1 har flexleaset en BMW X5 [nummerplade1] på 1 leasingaftale på 12 mdr. som er forlænget 2 gange 12 måneder af nye kontrakter.

De leasingaftaler der har været ser ud som følger (alle tal er plus moms)

nr

Start

Slut

Løbetid mdr.

1.gangsydelse

Mdr. ydelse

Restværdi

1

01-03-2017

28-02-2018

12

60.000

8.670

275.000

2

01-03-2018

28-02-2019

12

0

8.525

242.000

3

01-03-2019

28-02-2020

12

0

8.525

197.000

Indledningsvis kan vi bemærke at vi er enige med skattestyrelsens citat, som også er gældende praksis på området:

Ved genleasing fremgår det [af] SKAT egen juridiske vejledning afsnit C.A.5.14.1.7 at når der er tale om et nyt kontraktforhold mellem leasingtager og leasinggiver skal dette anses som et nyt og der er markedsværdien på leasingtidspunktet, der [skal] bruges.

Skattestyrelsen er enig i at der ved indgåelse af en ny leasingaftale for biler der er mere end 3 år gamle, samtidigt sker ændring af bilens beskatningsgrundlag.

Skattestyrelsen har lagt vægt på følgende forhold til vurdering af om der er tale om en lang kontrakt på 36 mdr.

·         Skattestyrelsen har vedlagt tekst fra G1 A/S hjemmeside.
Det er helt irrelevant at henvise til generel markedsføringsmateriale og udfra dette vurdere om der er lavet en lang eller kort aftale på leasing.
Markedsføringsmateriale skal være let forståeligt for personer og kan ikke indeholde præcis samme information som en fysisk kontrakt. Det vil under alle tænkelige forhold være den indgåede konkrete kontrakt imellem parterne, der er juridisk bindende og gældende for hvordan en leasingtager skal beskattes af den bil der leaset. Det kan almindeligt markedsføringsmateriale ikke ændre på hvad der er lavet af kontrakt i det konkrete tilfælde.

·         Skattestyrelsen har fremlagt et tilbud/kalkulation som leasingtager har indsendt med en pris på bilen set over 36 mdr. Skattestyrelsen omtalte kalkulationen som en leasingkontrakt (side 8).
I forbindelse med at G1 A/S leaser en bil ud til en kunde, bliver der lavet mange beregninger, kalkulationer og tilbud på typisk flere biler og set over flere perioder for at analyse overfor kunden hvilke udgifter der vil være ved at lease en bil over en kortere og længere periode. Når kunden så beslutter sig for at lave en aftale bliver der indgået en kontrakt. I dette konkrete tilfælde en leasingaftale på 12 mdr. Denne aftale vælger leasingtager så at forlænge 2 gange 12 mdr. SKAT har tydeligvis indtaget en forhånds holding til at bruge irrelevante oplysninger i sagen for at kunne fastholde en højere beskatning af leasingtageren, i stedet for at forhold sig til de faktiske forhold. Det leasingtilbud/kalkulationen, der er henvist til som ikke er underskrevet eller i øvrigt opfylder betingelserne for en leasingkontrakt er der heller ikke samme leasingydelse, som der fremgår af de rigtig kontrakter der er indsendt i sagen. Leasingydelsen i leasingkontrakterne for 18/19 og 19/20 er på 8.525 kr./mdr. og ikke 8.670 kr./mdr. som der er fremlagt i tilbuddet/kalkulationen.

Alle 3 leasingaftaler er vedlagt kendelsen indsendt til SKAT. Kontrakterne er alle underskrevet med digitalt verificeret underskrift kort tid forud for, at den enkelte leasingaftale er opstartet. Hver aftale har udløb med en restværdi på køretøjet og leasingtageren er på ingen måde forpligtet til at forlænge aftalen ud over den indgåede leasingaftale. Skattestyrelsen vælger at se bort fra de faktiske forhold omkring de faktiske indgåede leasingaftaler, som helt beviseligt fremgår af sagen og er udarbejdet umiddelbart inden en leasingaftale er trådt i kraft. Det er ikke holdbart for et retssamfund, hvis Skattestyrelsen kan tilsidesætte i øvrigt gyldige indgåede aftaler imellem erhvervsdrivende.

I.A.1.7.2 Leasingkøretøjer - juridisk vejledning. Under forlængelse af leasingperioden står der følgende - "Motorstyrelsen kræver ikke begrundelse for forlængelsen! Der kan gentagne gange søges om forlængelse for samme kontraktforhold!" Argumentet fra Skattestyrelsen om, at der ikke er lavet nyt aftalegrundlag mellem leasingselskabet og selskabet må på denne baggrund afvises, da reglerne for flexleasing netop består i håndtering af korte leasingaftaler. Det er således fuldt lovligt at lave korte leasingaftaler, og Skattestyrelsen fastslår selv, at der skal være nyt beskatningsgrundlag hver gang der forligger et nyt kontraktforhold. Hvilken begrundelse leasingtager måtte have for at lave korte leasingaftaler er således irrelevante for sagen og Skattestyrelsen kan ikke tillægge leasinggiver/leasingtager ureelle hensigter, når den gældende lovgivning, der er på området, overholdes.

·         Skattestyrelsen har haft en generel drøftelse med Motorstyrelsen om betingelserne for leasingaftaler, hvor Motorstyrelsen oplyser, at der ikke er noget krav om at der skal betales en førstegangsydelse på en leasingaftale, men der henvises til kravet i registreringsafgiftsloven omkring indtjening. I skrivelsen lægger Skattestyrelsen vægt på at leasingaftalerne - efter deres opfattelse - ikke er i overensstemmelse med gældende regler i registreringsafgiftsloven og at der er tale om én lang leasingaftale, hvis der ikke er betalt førstegangsydelse. Påstandene fra Skattestyrelsen omkring, at der ikke er tale om nye leasingaftaler i forløbet er følgende i skrivelsen.

  1. Skattestyrelsen ligger til grund at der ikke er betalt førstegangsydelse ved indgåelse af ny leasingaftale. Der henvises til at der i Registreringsafgiftsloven er et krav om, at leasingselskabet på alle tidspunkter i kontraktforløbet skal have modtaget betaling fra leasingtager der løbende overstiger leasingselskabets udgifter til bl.a. forholdsmæssig afgift og bilens værdi tab, (altså et krav omkring indtjening for leasingselskabet i den enkelte leasingaftale).
  2. Skattestyrelsen finder at fornyelse af kontrakterne er af rent formel karakter, med det formål, at leasingtager kan omgå beskatningsreglerne om værdi af fri bil i ligningslovens §16, stk. 4.
  3. Skattestyrelsen finder at leasingselskabet opnår en større avance, ved at den forholdsmæssige registreringsafgift falder i den næste leasingperiode, samtidigt med at leasingtager betaler en uændret månedlig ydelse.

Vores gennemgang af de faktiske forhold ved kontrakterne

Leasingaftalerne nr. 1 -3 anses af Skattestyrelsen som en samlet leasingaftale på 36 mdr. med ovenstående argumenter.

Vi skal dog med det samme fastslå, at det under ingen omstændigheder har nogen som helst betydning for størrelsen på leasingydelsen, hvorvidt der kan være tale om en gyldig leasingaftaler eller ej, såfremt det generelle indtjeningskrav fra Motorstyrelsens retningslinjer ellers er opfyldt. Vi skal bemærke her, at det faktisk er Motorstyrelsen som myndighed, der løbende påser, at leasingaftalerne er gyldige og ikke Skattestyrelsens afdeling for ligning. Vi har derfor lidt svært ved at se hvorfor Skattestyrelsens ligningsmedarbejder bruger tid på at vurdere om leasingaftaler er gyldige eller ej, hvis de i forvejen er godkendt af Motorstyrelsen. Det må forventes at kompetencerne til disse vurderinger omkring dette særlige område ligger ved den myndighed, der har opgaven!

Ved hver leasingperiodes start har leasingtager H1 ApS og leasinggiver G1 A/S hver især underskrevet en leasingaftale. Disse leasingaftaler er godkendt ved Motorstyrelsen via G1 A/S´ storkundeaftale, hvor alle typer leasingaftaler G1 A/S benytter er forhåndsgodkendt. Også aftaler uden førstegangsbetaling.

Under pkt. 1 i ovenstående fremføres det som værende stærkt tvivlsomt, at G1 A/S har indtjening på den enkelte aftale, når der ikke bliver betalt en førstegangsydelse.

Vi fremsender særskilt dokumentation med vores indtjening på de enkelte kontrakter i særskilt bilag således dette argument kan fjernes fuldstændig af sagen. Af konkurrencemæssige hensyn vil disse oplysninger være fortrolige og kan ikke oplyses til kunder, hvilket Skattestyrelsen skal respektere! Henvisning til særskilt bilag vedr. rentabilitet.

Skattestyrelsen beskriver, at Motorstyrelsen oplyser det er meget atypisk, at der ikke betales en førstegangsydelse. Vi må dog undre os over hvor Motorstyrelsen og Skattestyrelsen får deres oplysninger fra, når man med ganske få klik på nettet kan finde mange muligheder for leasing helt uden udbetaling. Jeg har f.eks. vedlagt udklip fra BMW hjemmeside, samt G2, hvor man kan få en lang række helt nye biler med en udbetaling på 0 kr. Vedlagt som bilag 1. Der kan findes mange andre leasingselskaber der laver leasingaftaler uden udbetaling. Der bliver konstant lavet div. tilbud og kampanger med leasing af biler hvor førstegangsydelsen er 0 kr. hvilket der intet mærkeligt er i.
Prisen er naturligvis indregnet i månedsydelserne. Jeg går ikke ud fra at Skattestyrelsen har til hensigt at fjerne lovlige konkurrencemæssige tiltag i branchen til ugunst for kunderne. Desuden må der forventes indgreb fra konkurrencemyndighederne hvis Skattestyrelsen blander sig og ensretter i øvrige lovlige forhold imellem markedsdeltagere.

Vi må anføre det som værende grænsende til det useriøse, at Skattestyrelsen bruger 2 direkte modstridende argumenter for, at G1 A/S leasingaftaler ikke er gyldige.

Under pkt. 1 fremføres det som usandsynligt at G1 A/S kan tjene penge på leasingaftalen når der ikke er førstegangsbetaling.

Under pkt. 3 fremføres det at Skattestyrelsen finder at leasingselskabet opnår en større avance, ved at den forholdsmæssige registreringsafgift falder i den næste kontrakt periode, samtidigt med at leasingtager betaler en uændret månedlig ydelse.

Disse argumenter ligger i direkte modstrid med hinanden og kan ikke passe ind i den samme sag som de er brugt her. Først skal leasingselskabet tjene penge for at leasingaftalen kan være gyldig og lige efter "mistænkes" samme leasingselskab for at tjene penge og hvorpå Skattestyrelsen konkluderer at leasingaftalen må være ugyldig.

Vi må lige fastholde nogle fakta som skatteankestyrelsen skal forholde sig til:

·         Motorstyrelsen har godkendt alle vores kontrakter, enkeltvis frem til oktober 2014 - herefter som storkunde med forhåndsgodkendelse. Der er ingen ændringer fortaget i leasingaftalerne siden ultimo 2014, hvor denne godkendelse ligger fra.

·         Der findes ingen krav omkring førstegangsydelse til leasingaftaler - bekræftet af Motorstyrelsen. (det er bemærket af Skattestyrelsen, at det er meget atypisk af der ikke betales førstegangsydelse), se bilag 1 BMW leasing og G2 leasing - MEN om der er mange eller få som laver leasingaftaler uden førstegangsydelse er fuldstændig irrelevant i denne sammenhæng, når vi blot kan konstatere, at det er fuld lovligt at lave leasingaftaler uden førstegangsydelse. Man kan ikke bruge dette som et argument for at en leasingaftale ikke er gyldig.

·         I.A.1.7.2 Leasingkøretøjer - juridisk vejledning. Under forlængelse af leasingperioden står der følgende - "Motorstyrelsen kræver ikke begrundelse for forlængelsen! Der kan gentagne gange søges om forlængelse for samme kontraktforhold!" Argumentet fra Skattestyrelsen under pkt. 2 må på denne baggrund afvises, da reglerne for flexleasing netop består i håndtering af korte leasingaftaler. Det er således fuldt lovligt at lave korte leasingaftaler, Skattestyrelsen fastslår selv, at der skal være nyt beskatningsgrundlag hver gang der forligger et nyt kontraktforhold. Hvilken begrundelse leasingtager måtte have for at lave korte leasingaftaler er således irrelevante for sagen og Skattestyrelsen kan ikke tillægge leasinggiver/leasingtager ureelle hensigter, når den lovgivning der er på området overholdes.

·         Der findes ingen lovgivning der taler imod at en ny leasingaftale kan være på samme månedlige leasingydelse som en evt. tidligere leasingaftale har været på.

·         Vi har samtidig kendskab til, at Skattestyrelsen har godkendt en lang række sager med helt analoge leasingaftaleforløb fra G1 A/S. Hvor der er nyt beskatningsgrundlag for hver ny leasingaftale - uanset førstegangsydelse eller ej.

Der er således ikke grundlag for at underkende de fremlagte leasingaftaler der er lavet.

I den konkrete sag skal vi derfor insistere på at Skattestyrelsen overholder lovgivningen og gældende praktisk inden for området og godtager de faktisk udarbejdede leasingaftaler, der ligger til grund for leasingforløbet. Dermed skal der som Skattestyrelsen indleder med laves nyt beskatningsgrundlag j.fr. SKAT juridiske vejledning afsnit C.A.5.14.1.7 hver gang der er lavet en ny leasingaftale. Dette er gældende praksis på området.

(…)"

Klageren er den 23. oktober 2020 fremkommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse:

"(…)

Bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til Afgørelse

Skatteankestyrelsen foreslår at Skatteankenævn […] skal stadfæste Skattestyrelsens afgørelse.

Her følger bemærkninger fra G1 A/S på vegne af A

Skatteankenævnet ser i sin fremstilling - ligesom Skattestyrelsen - bort fra det faktum at leasingkontrakterne er juridisk gyldige. De overholder alle styresignalets krav til kontrakter (I.A.1.7.2 Leasingkøretøjer) og er digitalt underskrevne.

Desuden sår Skatteankenævnet og Skattestyrelsen tvivl om kontrakternes gyldighed p.g.a. manglende rentabilitet som følge af at der ikke opkræves førstegangsydelse i år 2 og 3. Skatteankenævnet ser herved bort fra den fremlagte dokumentation for at der er stort set identisk rentabilitet i de 3 kontrakter - uanset om de indeholder førstegangsydelse eller ej.

Sluttelig henledes opmærksomheden på SKM190.5.BR vedr. beskatning af bil for hovedaktionær, hvor det i rettens begrundelse og afgørelse fremgår: "Det forhold, at overdragelserne tillige kan have været begrundet i et ønske om at udnytte den skattemæssige fordel herved, kan herefter ikke føre til, at overdragelserne ikke tillægges skattemæssig virkning."

I denne sag blev køretøjet handlet mellem hovedaktionærs selskaber på markedslignende vilkår, hvor byretten fandt, at disse salg/køb skulle ligge til grund for beskatningen for hovedaktionæren i hele perioden. I vores sag svarer det til, at kontrakterne selvstændige juridisk gyldige dokumenter, der overholder gældende lovgivning og derfor udløser et nyt beskatningsgrundlag - jfr. gældende lovgivning.

Vi fastholder derfor vores standpunkt, således at A skal beskattes af følgende beløb i perioden:

Periode:                                                           Beskatningsgrundlag
1/3-2017 - 28/2-2018                                   kr. 915.381
1/3-2018 - 28/2-2019                                   kr. 772.763
1/3-2019 - 28/2-2020                                   kr. 615.997

(…)"

Klageren har til Skattestyrelsens udtalelse samt til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelsen fremsendt følgende bemærkninger den 17. november 2020:

"(…)

Skatteankestyrelsen indstiller at Landsskatteretten skal stadfæste Skattestyrelsens afgørelse.

Der henvises til dommen SKM2019.150.BR, hvilken vi ikke kan slå op i Karnovs samling. Vi vil gerne have denne dom tilsendt, inden endelig udtalelse.

På det foreløbige grundlag har G1 A/S på vegne af A følgende bemærkninger:

Vi mener at dommen fra SKM2019.5.BR er principiel og helt sammenlignelig med denne sag.

I den pågældende sag (SKM2019.5.BR), var der tale om handel med en bil mellem hovedaktionærens selskaber, dog blev bilen i hele perioden benyttet af hovedaktionæren, der blev beskattet af bilens værdi. Retten finder netop støtte i … "at de to overdragelser af bilen skete på sædvanlige og markedsbestemte vilkår, og da de aftalte salgssummer ikke afviger væsentligt fra de beløb, der er anslået af skønsmanden,…."

Retten påpeger endda "Det forhold, at overdragelserne tillige kan have været begrundet i et ønske om at udnytte den skattemæssige fordel herved, kan herefter ikke føre til, at overdragelserne ikke tillægges skattemæssig virkning."

I denne sag (J-nr.: 20-0067013) er der tale om flexleasing af en bil i 3 uafhængige perioder. Forud for alle 3 perioder har der foreligget en gyldig leasingaftale, der er indgået umiddelbart inden perioden.
Alle 3 kontrakter er underskrevet digitalt - henholdsvis 3 dage forud for kontrakten, 12 dage forud og 18 dage forud.

I Skatteankestyrelsens forslag citeres Skattestyrelsen "Skattestyrelsen anser, at beskatningsreglerne omgås, således at klageren opnår et lavere beskatningsgrundlag, ….". Det mener vi ikke kan ligge til grund for argumentationen, jævnfør ovennævnte sag, hvor det modsatte er påpeget af Retten.

Vi fastholder derfor vores standpunkt, således at A skal beskattes af følgende beløb i perioden:

Periode:                              Beskatningsgrundlag
1/3-2017 - 28/2-2018      kr. 915.381
1/3-2018 - 28/2-2019      kr. 772.763
1/3-2019 - 28/2-2020      kr. 615.997

Vi fastholder vores anmodning om møderet for Landsskatteretten.

(…)"

Den 25. november 2020 har klageren fremsendt yderligere bemærkninger, hvoraf følgende fremgår:

"(…)

Udtalelse fra G1 A/S på vegne af A:

Vi mener at dommen fra SKM2019.5.BR er principiel og helt sammenlignelig med denne sag.

I den pågældende sag (SKM2019.5.BR), var der tale om handel med en bil mellem hovedaktionærens selskaber, dog blev bilen i hele perioden benyttet af hovedaktionæren, der blev beskattet af bilens værdi. Retten finder netop støtte i … "at de to overdragelser af bilen skete på sædvanlige og markedsbestemte vilkår, og da de aftalte salgssummer ikke afviger væsentligt fra de beløb, der er anslået af skønsmanden,…."

Retten påpeger endda "Det forhold, at overdragelserne tillige kan have været begrundet i et ønske om at udnytte den skattemæssige fordel herved, kan herefter ikke føre til, at overdragelserne ikke tillægges skattemæssig virkning."

I denne sag (J-nr.: 20-0067013) er der tale om flexleasing af en bil i 3 uafhængige perioder. Forud for alle 3 perioder har der foreligget en gyldig leasingaftale, der er indgået umiddelbart inden perioden. Alle 3 kontrakter er underskrevet digitalt - henholdsvis 3 dage forud for kontrakten, 12 dage forud og 18 dage forud.

I Skatteankestyrelsens forslag citeres Skattestyrelsen "Skattestyrelsen anser, at beskatningsreglerne omgås, således at klageren opnår et lavere beskatningsgrundlag, ….". Det mener vi ikke kan ligge til grund for argumentationen, jævnfør ovennævnte sag, hvor det modsatte er påpeget af Retten.

Skatteankenævnet fremdrager afgørelse SKM2019.150.BR, som ikke er sammenlignelig med denne sag, idet handlerne ikke foregår på markedsvilkår.

Vi fastholder derfor vores standpunkt, således at A skal beskattes af følgende beløb i perioden:

Periode:                              Beskatningsgrundlag
1/3-2017 - 28/2-2018      kr. 915.381
1/3-2018 - 28/2-2019      kr. 772.763
1/3-2019 - 28/2-2020      kr. 615.997

Vi fastholder vores anmodning om møderet for Landsskatteretten.

(…)"

Retsmøde
På retsmødet fastholdt repræsentanten tidligere fremsatte påstande og anbringender. Repræsentanten udleverede en materialesamling. Med henvisning til materialesamlingen og den heri fremlagte afgørelse fra Landsskatteretten af 10. marts 2021, j.nr.: 16-0691818, bemærkede repræsentanten bl.a., at der skal være en underskrift fra begge parter, førend en aftale kan betragtes som indgået.

Skattestyrelsen fastholdt indstillingen om stadfæstelse. Skattestyrelsen udleverede en materialesamling og henviste i den forbindelse til det i sagen fremlagte screenshot og bemærkede, at man fortsat ud fra en konkret bevisvurdering fandt, at der var tale om én leasingaftale af 36 måneders varighed.

Landsskatterettens afgørelse
Stiller et selskab en bil til rådighed for privat anvendelse for en hovedanpartshaver, skal denne beskattes af værdien heraf, uanset om vedkommende er ansat i selskabet. Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1, og § 16 A, stk. 5. Værdien ansættes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 5, 2. pkt. For biler, der er anskaffet mere end 3 år efter første indregistrering, opgøres bilens værdi til arbejdsgiverens købspris inklusive eventuelle istandsættelsesudgifter. Dette følger af ligningslovens § 16, stk. 4.

Sagen vedrører spørgsmålet om der ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget ved genleasing er tale om én leasingkontrakt af 36 måneders varighed eller tre separate leasingkontrakter af hver 12 måneders varighed.

Landsskatteretten finder ud fra en konkret vurdering af de faktiske oplysninger, at der er tale om én lang og sammenhængende leasingkontrakt af 36 måneders varighed.

Ved vurderingen har Landsskatteretten blandt andet lagt vægt på indholdet af det fremlagte leasingtilbud og leasingkontrakter. Landsskatteretten bemærker herved, at udformningen af tilbuddet dateret den 16. februar 2017, sammenholdt med udformningen af de tre leasingaftaler efter Landsskatterettens opfattelse taler for, at der er tale om én lang kontrakt. Afregningsoplysningerne i tilbuddet for en kontrakt af 36 måners varighed er tilnærmelsesvis identiske med afregningsoplysningerne i den endelige kontrakt, der indgås den 17. februar 2017, men som alene har en varighed af 12 måneder. For så vidt angår de tre fortløbende kontrakter, er det alene den første kontrakt, der indeholder en ekstraordinær ydelse, imens de efterfølgende to kontrakter alene indeholder en månedlig leasingydelse. Landsskatteretten bemærker endvidere, at det af leasingselskabets hjemmeside pr. 6. maj 2020 fremgik, at der skulle betales en ny førstegangsydelse ved indgåelse af en ny 12 måneders kontrakt, hvorimod der alene skulle opkræves én førstegangsydelse ved indgåelse af en 36 måneders kontrakt, selvom det i realiteten var tre 12 måneders kontrakter.

Endvidere bemærker Landsskatteretten, at den månedlige leasingydelse i hver af de fortløbende leasingkontrakter ikke falder tilsvarende bilens værdi oplyst i forbindelse med registrering, idet den månedlige leasingydelse udgør 8.670 kr., 8.525 kr. og 8.525 kr. Den månedlige leasingydelse er således i realiteten den samme som ifølge tilbuddet på en 36 måneders kontrakt, hvor ydelsen udgjorde 8.670 kr.

Den af repræsentanten nævnte dom gengivet i SKM2019.5.BR kan ikke føre til et andet resultat. Omstændighederne i dommen ses således ikke at være sammenlignelige med omstændighederne i nærværende sag.

Landsskatteretten finder ligeledes, at den af repræsentanten nævnte afgørelse af 10. marts 2021, j.nr. 16-0691818, fra Landsskatteretten, ikke kan føre til et andet resultat. Der bemærkes herved, at den nævnte afgørelse omhandlede fortolkning af registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 9, og at der er tale om en konkret vurdering ud fra de foreliggende omstændigheder.

Nærværende sag vedrører en konkret vurdering af den konkrete aftales oprindelige varighed ved aftaleindgåelsen, herunder hvorvidt denne var af 36 måneders varighed, eller der var tale om tre uafhængige kontrakter af hver 12 måneders varighed.

Landsskatteretten finder sammenfattende ud fra en konkret vurdering, at der i nærværende sag er tale om én lang leasingkontrakt af 36 måneders varighed.

Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.