Parter

H1

mod

Skatteministeriet Departementet

(v./ advokat Steffen Sværke)

Denne afgørelse er truffet af byretsdommerne

Henrik Præstgaard, kst. dommer Marie Louise Boel Ubbesen og dommerfuldmægtig Anna Hviid Egesbæk.

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er anlagt den 24. september 2019, drejer sig om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand ydet af H1 i forbindelse med en klagesag i Landsskatteretten vedrørende ejendomsvurderingen for en ejendom, der tilhørte grundejerne NE og NB.

Sagsøgeren, H1 (herefter H1), har fremsat følgende påstand:

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at NE og NB er berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand med 100 % af 17.187,50 kr.

Sagsøgte, Skatteministeriet Departementet, har fremsat påstand om frifindelse.

Sagen er ikke behandlet efter reglerne i retsplejelovens kapitel 39.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 3.

Oplysningerne i sagen

Landsskatteretten har den 24. juni 2019 truffet afgørelse i sagen.

Det fremgår heraf blandt andet:

"…

Klageren har på vegne af grundejerne ansøgt om omkostningsgodtgørelse med 100 % af 17.187,50 kr., inkl. moms, for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klagesag.

SKAT (nu Skattestyrelsen) har ikke imødekommet grundejernes ansøgning om omkostningsgodtgørelse, da grundejerne ikke er anset for at være forpligtet til at betale det ansøgte beløb.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Møde mv.

Klageren har haft møde med en sagsbehandler fra Skatteankestyrelsen samt udtalt sig over for rettens medlemmer på et retsmøde.

Faktiske oplysninger

Klageren har oplyst, at NE og NB (herefter grundejerne) underskrev en aftale med R1. Aftalen havde et indhold, der svarer til følgende:

"[…]

Baggrund og formål

R1 har identificeret en række områder, hvor privatpersoner og erhvervsdrivende, der ejer bolig- og erhvervsgrunde, lovmæssigt har krav på at få reduceret ejendomsskatten. En reduktion i ejendomsskatten, der ikke senere efterbeskattes og som har effekt i op til 30 år frem i tiden.

Formålet med konsulentydelsen er, på kundens vegne at fremskaffe nødvendig dokumentation og argumentation med henblik på at opnå det lovbestemte fradrag, samt at gennemføre sagsbehandlingen således at fradraget realiseres.

Ydelsen omfatter udelukkende lovbestemte anliggender og følger gældende dansk lovgivning. Der er ikke tale om spekulation, risiko, udskyldelse af skatter eller andre skjulte hensigter, som senere kan bringe kunden i et tilbagebetalingsforhold. Ydelsen skal sikre, at kunden udelukkende betaler det, der er lovbestemt.

Omfang

At få ejendomsskatten fastsat korrekt er en større proces, der indeholder følgende hovedaktiviteter:

1.     Indhente informationer om den eksisterende situation, herunder:

a.     Indsamle baggrundsmateriale, f.eks. oplysninger fra skøde, ejendomsskattebillet, tilslutningsafgifter m.m.

b.     Sammenligne grundværdier med andre områder.

c.      Foretage beregninger og vurderinger af materialet.

2.     Forberede procesmateriale til myndighederne.

a.     Udarbejde dokumenter og bilagsmateriale til sagsopstart.

b.     Beregne nyt vurderingsgrundlag, herunder identificere argumenter.

3.     Gennemføre procesbehandling med myndighederne.

a.     Afholde møder med myndighederne.

b.     Evt. anke sag til højere instans.

c.      Sikre at ankefrister overholdes.

4.     Opfølgning på resultatet, herunder sikre, at fradrag realiseres.

R1 forpligter sig gennem denne kontrakt til at gennemføre ovennævnte proces med henblik på at identificere og realisere en potentiel ejendomsskattebesparelse.

Honorar

Honoraret for konsulentydelsen udgør første hele års ejendomsskattebesparelse til amt og kommune i det år afgørelsen/kendelsen foreligger hos kunden. Såfremt ejendomsskattebesparelsen også omfatter tidligere år, endvidere 25 % af ejendomsskattebesparelsen for de tidligere år (den skat, der gennem tiden er betalt for meget).

Honoraret skal tillægges 25 % moms.

Opnås ingen ejendomsskattebesparelse medfører dette, at intet honorar opkræves.

Beregningsgrundlaget for honoraret er til stede når vurderingsmyndighedens/klageinstansens afgørelse/kendelse foreligger hos kunden eller senest når reguleringen fra kommunen finder sted.

[…]

Kunden faktureres, når regulering af ejendomsskatten er foretaget af kommunen. Det er en forudsætning for fakturering, at beløbet kan indeholdes i kundens realiserede besparelser.

Nærværende kontrakt er uopsigelig og gældende indtil honorarafregning med R1 har fundet sted eller vurderingsmyndigheden/klageinstansens afgørelse/kendelse medfører, at der ikke kan opnås en ejendomsskattebesparelse.

[…]"

Efter indgåelsen af aftalen anmodede R1 på grundejernes vegne SKAT om at genoptage grundejernes ejendomsvurdering.

SKAT genoptog sagen og traf den 8. august 2016 afgørelse vedrørende grundejernes ejendomsvurdering.

Klageren har oplyst, at grundejerne modtog et brev med et indhold, som svarer til følgende:

"Kære grundejer på xxxxx

Vi kan nu præsentere en økonomisk fordelagtig aftale for jer i forbindelse med jeres skattesag.

SKAT har som bekendt truffet afgørelse i jeres klagesag. Vores jurister vurderer, at der kan opnås en yderligere besparelse i ejendomsskatten ved at klage over SKATs afgørelse.

Sagen skal være klaget til landsskatteretten senest d. xxxxx.

Regeringen og dens støttepartier har med virkning fra 1. januar 2015 vedtaget en lov, der skal gøre det sværere at føre sager mod SKAT. Lovforslaget L 42 blev vedtaget i december 2014. Loven betyder, at borgeren i en række tilfælde får forhøjet sin indkomstskat, såfremt der føres en sag mod SKAT ved Landsskatteretten og domstolene, hvor rådgiverens honorar samtidig udgør en andel af den besparelse som rådgiveren har opnået for borgeren.

Regeringens sigte med denne lov er at reducere det store antal af sager, som pt. føres mod SKAT, ved at afholde borgeren fra at klage. Mange grundejere tør ikke påbegynde en skattesag, hvis det ikke kan gøres uden økonomisk risiko, altså således, at der kun skal betales honorar til rådgiveren såfremt rådgiveren opnår en besparelse.

Den nye lov gør det vanskeligt for R1 at varetage jeres sag i dens oprindelige form, uden at I risikerer at blive pålagt den nye skat. For at undgår dette, har vi indgået et samarbejde med Advokatfirmaet H1, der i alt sin enkelthed består i, at I på fordelagtig vis får mulighed for at overdrage sagen. H1 er landets førende advokatkontor for så vidt angår vurderingssager. I 2014 alene vandt H1 flere hundrede sager ved Landsskatteretten og 20 sager ved domstolene i vurderingssager, der minder om jeres sag.

Vi har med aftalen med H1 skabt en ramme der kan sikre, at I fremadrettet får ført jeres sag uden at I bliver ramt af den nye lov. Derudover vil I ved at overdrage sagen til H1 opnå mere fordelagtige vilkår.

Aftalen, som skal tiltrædes af hver enkelt grundejer, går ud på følgende:

1.     Den eksisterende kontrakt mellem R1 ophæves for så vidt angår den videre ankesag. Der skal alene betales honorar til R1 for den eventuelle besparelse I allerede har opnået ved SKATs afgørelse, som kommunen endnu ikke har tilbagebetalt. For at ophæve kontrakten skal I underskrive den vedhæftede aftale om ophævelse og returnere den til os.

2.     Der indgås en aftale mellem Advokatfirmaet H1 og jer. Der er tale om en helt almindelig advokataftale med et sædvanligt salær pr. anvendt time. Disse omkostninger skal Skatteministeriet godtgøre fuldt ud, hvis I vinder sagen ved Landsskatteretten og/eller domstolene. Hvis I mod forventning ikke vinder sagen, eller kun i mindre grad får medhold, hvorved I ikke får dækket omkostningerne af Skatteministeriet, udgør salæret 0 kroner. Vi har vedlagt en aftale fra H1, som tillige skal underskrives.

Aftalen med H1 er særdeles anbefalelsesværdig for jer i forhold til den eksisterende aftale med R1. I vil får Danmarks bedste kvalificerede advokatbistand til at føre sagen videre fra dette stadie, Skatteministeriet skal godtgøre jer samtlige omkostninger til et eventuelt salær, og I skal ikke, som i dag, betale honorar af de opnåede besparelser.

Desværre mister vi jer som kunde. Det er imidlertid vores holdning, at SKAT og regeringen ikke skal have held med at rydde op på dette problemfyldte område, ved at afskære borgerne muligheden for at føre deres sag til ende. SKAT skal rydde op ved at lave sagerne ordentligt og rette forkerte vurderinger.

Vi beder jer returnere til os hurtigst muligt med underskrift på 1) aftale om ophævelse samt 2) aftale om advokatbistand. Dokumenterne må gerne fremsendes pr. mail.

Såfremt vi ikke i god tid inden klagefristen udløber, har hørt fra jer, anker R1 jeres sag videre til landsskatteretten i overensstemmelse med den indgåede kontrakt, hvor honoraret regnes som en andel af besparelsen. "

Grundejerne og R1 underskrev den 6. oktober 2016 en aftale om at ophæve den tidligere indgåede aftale om juridisk rådgivning. Af aftalen fremgik følgende

"OPHÆVELSE AF

"AFTALE OM JURIDISK RÅDGIVNING"

R1 ApS og NE og NB (herefter parterne) ophæver herved med fremadrettet virkning den mellem parterne indgåede "Aftale om juridisk rådgivning", med kontraktnummer [red. Nummer fjernet], på ejendommen Y1-bopæl.

Ophævelsen har virkning fremadrettet, såfremt der samtidigt indgås aftale om advokatbistand med H1. Parterne er således enige om, at der fortsat kan foretages honorarafregning i henhold til den ophævede aftale, såfremt honorarafregningen skyldes besparelser, der er indtrådt på grund af afgørelser truffet før ophævelsen.

[…]"

Den 6. oktober 2016 underskrev grundejerne og klageren en aftale om advokatbistand. Af aftalen fremgik følgende:

              "                                           AFTALE OM ADVOKATBISTAND

H1 (herefter H1) og NE og NB (herefter Klienten) indgår herved aftale om, at H1 antages af Klienten som advokat med henblik på at indbringe SKAT'S afgørelse af 8. august 2016 vedrørende ejendommen Y1-bopæl med tilhørende ejendomsnummer [red. nummer fjernet] for Landsskatteretten.

Opnår H1 i sagen overvejende eller fuldt medhold, opkræves klienten H1s salær for bistand i sagen. Salæret fastsættes i forhold til sagen betydning og værdi, sagens udfald, kompleksitet og omfanget af det udførte arbejde, herunder medgået tid, samt det med sagen forbundne ansvar.

Klienten er i den situation berettiget til at få godtgjort H1s salær i henhold til reglerne om omkostningsgodtgørelse. Betaling af salærnota kan ske ved klientens transport af kravet på omkostningsgodtgørelse til H1, som derved modtager betaling direkte fra SKAT.

Såfremt der ikke opnås medhold eller kun medhold i mindre grad udgør H1s salær 0 kr.

[…]"

Den 8. november 2016 sendte klageren på grundejernes vegne en klage over SKATs afgørelse af 8. august 2016 til Skatteankestyrelsen. Det fremgik af klagen, at klageren ønskede, at klagen skulle behandles af Landsskatteretten.

Skatte- og Vurderingsankenævn Y2-by traf den 27. juni 2017 afgørelse vedrørende den påklagede afgørelse af 8. august 2016.

Klageren har i mail af 9. juli 2017 til grundejerne blandt andet anført:

"[…]

Landsskatteretten har i overvejende grad givet dig/jer ret i jeres klage. Det betyder også, at SKAT skal betale vores salær, som vi vedhæfter faktura for.

For at sikre SKATs betaling heraf, bedes du/I venligst udfylde, underskrive og sende vedhæftede retur pr. post eller e-mail senest mandag den 17. juli 2017.

[…]"

Den 28. august 2017 har klageren på grundejernes vegne ansøgt SKAT om omkostningsgodtgørelse med 100 % af 17.187,50 kr., inkl. moms, for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klagesagen, da det er klagerens opfattelse, at grundejerne opnåede medhold i overvejende grad. Det fremgår af ansøgningsblanketten, at der ikke er udbetalt godtgørelse tidligere, at der ikke vil komme yderligere ansøgning vedrørende samme instans, og at kravet på omkostningsgodtgørelse er overdraget til klageren. Ansøgningen er blandt andet vedlagt en salærnota udstedt til grundejerne af klageren den 9. juli 2017 på det ansøgte beløb tillagt klagegebyr på 400 kr. samt en transporterklæring, der er underskrevet af grundejerne den 10. juli 2017, hvori grundejerne overdrager kravet på omkostningsgodtgørelse til klageren. Af salærnotaen fremgår blandt andet følgende:

"

H1

J.nr. Y1-bopæl/28340 NE og NB Y1-bopæl  Y3-by

Advokat LH H1 Y4-bopæl Y5-by Telefon [red. nummer fjernet] Mail: [red. mail fjernet] CCR-nr. ...11 Konto: X1 Dato: 9. juli 2017

Salærnota

Salærnotanr. 11863

Vores salær for bistand i sagen vedrørende ejendommen Y1-bopæl, Y3-by (joumalnr. Y1-bopæl/28340), herunder gennemgang og vurdering af sagens dokumenter og de i sagen foreliggende agterskrivelser og afgørelser fra skattemyndighederne samt vurdering af beskatningsgrundlag. Gennemgang af informationer vedr. ejendommen i G1, G2 og tingbogen. Korrespondance med G3 vedr. anlægsudgifter og tekniske beregninger på vej-, kloak- og varmeanlæg, kontakt med varme- og vandforsyningsselskaber samt kommunen. Gennemgang af lokalplan. Undersøgelse af seneste relevante praksis. Vurdering af sagens juridiske holdbarhed. Udarbejdelse af klage til Landsskatteretten, kvalitetssikring og foretagelse af rettelser, samt udarbejdelse af bilagsliste med bilag 1-3. Sagsbehandling hos Skatteankestyrelsen herunder besvarelse af henvendelse vedrørende mødeindkaldelse, telefonmøde med Skatteankestyrelsen, gennemgang af sagsfremstilling og sagens akter, mailkorrespondance med Skatteankestyrelsen om bemærkninger til sagsfremstilling. Gennemgang af afgørelse fra Landsskatteretten, overvejelser omkring sagens juridiske holdbarhed og eventuel domstolsprøvelse, afslutning af sag.

Advokat Advokat KO (5,5 timer á 2.500 kr)	13.750,00 kr.
Moms 25%	3.437,50 kr.
Klageafgift	400,00 kr.
I alt	17.587,50 kr.

[…]"Såfremt de måtte have nogen spørgsmål til opgørelsen, er De velkommen til at kontakte undertegnede.

SKATs afgørelse

SKAT har afslået grundejernes ansøgning om omkostningsgodtgørelse.

Af SKATs afgørelser fremgår blandt andet følgende:

"Vores bemærkninger og begrundelse

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1. at det er en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede skal betale udgifterne til sagkyndig bistand. Det fremgår desuden af bekendtgørelse nr. 513 af 19. maj 2017 § 4 stk. 1, at det er en betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse, at regningen fra den sagkyndige er udarbejdet på grundlag af sædvanlig fakturering.

I SKM2015.479HR fandt Højesteret, at A ikke hæftede for betalingen af H1s salær, hvorefter betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse ikke var opfyldt. Det er ved vurderingen af, om grundejeren opfylder lovens krav om hæftelse, naturligt at tage udgangspunkt i de kriterier, der opstilles i denne dom.

SKAT tager desuden udgangspunkt i SKM2017.528.BR, hvor betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52 stk. 1 om hæftelse ikke anses for opfyldt, da klienten i intet tilfælde selv skulle betale for den ydede bistand.

Bevisbyrden for, at den godtgørelsesberettigede er forpligtet til at skulle betale den omhandlede faktura, påhviler som udgangspunkt den godtgørelsesberettigede eller bistandsyder, hvis kravet er overdraget til dem, jf. SKM2016.378.LSR. Kravet er den 10. juli 2017 overdraget til H1.

Vurderingen af, om der påhviler dig en reel hæftelse for H1s faktura, skal ske på baggrund af de dokumenter, der udgør aftalegrundlaget mellem dig og henholdsvis R1 og H1.

"Dokument" grundlaget i denne sag adskiller sig fra det, der forelå i Højesteretssagen således, at der i denne sag foreligger en "Ophævelse af "Aftale om juridisk rådgivning"" samt en "Aftale om advokatbistand" mellem H1 og dig som er en aftale om no cure no pay.

SKAT tager udgangspunkt i, at det oprindelige aftalegrundlag i din klagesag baserer sig på en uopsigelig aftale mellem dig og R1 ApS på vilkår om no cure no pay, hvor R1 ApS´ honorar beregnes som en procentdel af provenuet i klagesagen, og hvor R1 ApS eksklusivt har rådighed over sagen, ligesom det var tilfældet i Højesteretssagen.

SKAT bemærker, at det fremgik af den oprindelige salær aftale mellem dig og R1, at aftalen var uopsigelig og gældende indtil honorarafregning med R1 har fundet sted eller vurderingsmyndighedens/klageinstansens afgørelse/kendelse medfører at der ikke kan opnås en ejendomsskattebesparelse.

I denne sag foreligger der ikke det fremsendelsesbrev, der forelå mellem R1 og A, hvoraf det bl.a. fremgik, at H1s varetagelse af A’s skattesag aldrig ville medføre, at A kom til at betale mere end fastsat i den oprindelige kontrakt, jf. Retten i Y6-bys dom (SKM2014.89.BR).

SKAT lægger til grund, at du har modtaget et fremsendelsesbrev fra R1 i forbindelse med ophævelse af aftalen. Det fremgår heraf, at du, hvis du underskriver aftalen:

•        ikke skal betale honorar af de opnåede besparelser

•        ikke skal betale salær, hvis du opnår medhold i mindre grad i klagesagen

•        bliver faktureret med et honorar fra H1 såfremt du vinder klagesagen

•        din udgift til honoraret skal godtgøres fuldt ud af Skatteministeriet.

I henhold til aftalen skal du således ikke selv betale noget for den ydede bistand.

SKAT bemærker hertil, at to parter ikke kan aftale, at en tredjemand - her staten - skal betale en udgift, som aftaleforholdet mellem de to parter udløser, sådan en påtagelse af en forpligtelse må frakendes enhver retlig betydning overfor staten. Der er således tale om et forsøg på at omgå reglerne i klar modstrid med ordningens formål.

Det er SKATs vurdering, at H1 ikke har dokumenteret og godtgjort, at du reelt hæfter for udgifterne, hvilket er en betingelse for, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse.

Forbeholdet i honoraraftalen om, at salæret udgør 0 kr. såfremt der ikke opnås medhold eller kun medhold i mindre grad - indgået mellem dig og H1 - viser, at der ikke foreligger en reel hæftelse for det beløb, som der søges omkostningsgodtgørelse for. Betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52 er derfor ikke opfyldt.

H1 har dermed ikke løftet bevisbyrden for, at du hæfter for betalingen af den omhandlede salærnota.

Der er således ikke tale om, at du skulle betale eller har betalt den omhandlede faktura.

Betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, om, at den skattepligtige skal betale eller har betalt det beløb, som ansøgningen om omkostningsgodtgørelse vedrører, er dermed ikke opfyldt i nærværende tilfælde.

SKAT finder herefter ikke, at udgifterne på din andel af 17.187,50 kr. er en godtgørelsesberettiget udgift, jf. skatteforvaltningslovens § 52 stk. 1, idet du ikke er forpligtiget til at betale advokatfirmaets regninger.

SKAT bemærker desuden, at vi ikke har taget stilling til om ansøgningen opfylder de øvrige betingelser i skatteforvaltningslovens kapital 19, herunder om honoraret er rimeligt.

Advokat OC fra H1 bemærker, i indsigelse af 11. december 2017 i identiske sager, at det er decideret forkert, når SKAT anfører, at "Vurderingen af, om der påhviler dig en reel hæftelse for H1s faktura, skal ske på baggrund af de dokumenter, der udgør aftalegrundlaget mellem dig og henholdsvis R1 og H1".

SKAT er ikke enig. Følgende fremgår af Vestre Landsrets begrundelse (SKM2014.399.VLR):

"Der skal, som byretten har anført, lægges vægt på aftalegrundlaget mellem R2 ApS og A. Aftalegrundlaget, som Advokatanpartsselskabet R1 kendte, indebar bl.a., at Advokatanpartsselskabet R1s varetagelse af As skattesag aldrig ville medføre, at A kom til at betale mere end fastsat i den oprindelige kontrakt. Det har også betydning, at inddragelsen af Advokatanpartsselskabet R1 skete på foranledning af R2 ApS og havde tilknytning til et forretningsmæssigt samarbejde mellem R2 ApS og Advokatanpartsselskabet R1."

Med udgangspunkt i det forretningsmæssige samarbejde der er mellem R1 og H1 finder vi derfor at hele aftalegrundlaget er relevant ved vurderingen af hæftelsen.

Efter opstarten af Højesteretssagen har R1 og H1 gentagne gange forsøgt, at aftale sig ind i retten til omkostningsgodtgørelse. Dette er sket ved at søge at ændre enkeltelementer, men uden at miste no cure no pay- modellen.

I nærværende sag sker forsøget igen på at aftale sig ind i en model, der skal sikre R1 ApS, at statskassen betaler for selskabets underleverandør dog uden at grundejerne bliver skattepligtige af tilskud efter Ligningslovens § 7Q.

SKAT har bedt om en redegørelse for ændringen af aftalegrundlaget. H1 oplyser i mail af 29. august 2017:

"SKAT har gjort det aldeles svært for H1s klienter at få dækket deres udgifter til os efter reglerne om omkostningsgodtgørelse. For at beskytte det fremadrettede forretningsgrundlag fandt H1 det derfor også nødvendigt at tilbyde potentielle privatpersonsklienter et andet aftalegrundlag end det H1 vidste SKAT ikke ville godkende omkostningsgodtgørelse for. Det er baggrunden for det aftalegrundlag, der er fremsendt sammen med ansøgningerne."

Advokat OC bemærker endvidere, at det fremgår af Skatteministerens svar af 27. november 2014, at lovforslaget ikke hindrer, at der indgås en aftale på no cure no pay-vilkår og at SKATs agterskrivelse er udtryk for en de facto afskaffelse af "no cure no pay aftaler".

SKAT bemærker, at det fremgår af Skatteministerens svar, at en advokat ikke kan indgå en honoraraftale om vederlæggelse af en andel af det udbytte, der måtte opnås ved gennemførelsen af en sag. Derimod er der ikke noget til hinder for, at advokaten indgår en aftale om honorering, der står i forhold til sagens resultat qua forskellige succeskriterier. SKAT er enig i, at der kan indgås en honoraraftale som f.eks. indeholder en aftale om, at der ikke skal betales honorar, hvis sagen tabes fuldt ud, SKAT er derfor ikke enig i, at agterskrivelsen er udtryk for, at der ikke kan indgås en sådan aftale."

SKAT har på Skatteankestyrelsens foranledning givet følgende udtalelse:

"Skatteankestyrelsen har den 2. november 2018 anmodet om Skattestyrelsens udtalelse om forskellen på 5. og 2. aftalegrundlag, herunder hvorfor Skattestyrelsen ikke godkender det 5. aftalegrundlag.

Redegørelse for de forudgående aftalegrundlag nr. 1 til 4

1. aftalegrundlag

Det 1. aftalegrundlag lå til grund ved prøvesagen, som blev afgjort af Højesteret ved dom af 30. juni 2015 og offentliggjort som SKM2015.479.HR. Sagen er i tidligere instanser afgjort af Landsskatteretten den 10. december 2012, Byretten jf. SKM2014.89.BR samt Vestre Landsret jf. SKM2014.399.VLR.

Aftalegrundlaget byggede på et vilkår om, at det salær kunden skulle betale til konsulentfirmaet R1 skulle beregnes ud fra et "no cure - no pay" princip, således at R1 oppebar en procentdel af en opnået ejendomsskattebesparelse.

Der var indgået en uopsigelig aftale mellem kunden og R1, som først ville være afsluttet ved skattesagens endelige afgørelse i et vurderingsankenævn, Landsskatteretten eller domstolene.

R1 samarbejdede med advokatfirmaet H1, som overtog sagerne, når disse blev indbragt for Landsskatteretten. Der blev ikke indgået aftaler mellem kunden og H1. Kunden var således ikke medbestemmende i forhold til hvorvidt sagen skulle behandles af H1.

Det indgåede aftalegrundlag mellem kunden og R1 indebar, at kunden uanset rådgiverskiftet fra R1 til H1 aldrig ville komme til at betale mere end fastsat i den oprindelige salæraftale med R1. Dette må derfor forstås således, at H1 ikke vil kunne rette et eventuelt salærkrav mod kunden i det tilfælde, at R1 måtte gå konkurs.

Der blev ved sagernes afgørelse, hvor i dette 1. aftalegrundlag blev vurderet, lagt vægt på, at inddragelsen af H1 skete på foranledning af R1. Kunden var således ikke initiativtager eller medbestemmende i forhold til inddragelsen af H1.

Inddragelsen af H1 ændrede således ikke på spørgsmålet om kundens hæftelse for honoraret. Kunden ville uanset rådgiverskiftet ikke blive betalingspligtig for et eventuelt krav, hvorfor der ikke forelå tilstrækkelig dokumentation for en reel hæftelse hos kunden.

På baggrund af det fremlagte aftalegrundlag, tiltrådte Højesteret, af de grunde som Landsretten anførte, at der ikke forelå en reel hæftelse om betaling fra kunden til H1.

Betingelserne for omkostningsgodtgørelse blev derfor ikke anset for opfyldt efter skatteforvaltningslovens § 52.

2. aftalegrundlag

Det 2. aftalegrundlag blev fremlagt for det daværende SKAT i 2014.

Aftalegrundlaget adskilte sig fra det 1. aftalegrundlag ved, at der i relation til sagernes fremadrettede klageforløb blev indgået en aftale mellem kunden og H1.

Opstarten på 2. aftalegrundlag bygger på det 1. aftalegrundlag.

Aftalegrundlaget for det fremadrettede klageforløb blev ændret ved, at R1 kontaktede kunden når der forelå en afgørelse fra Vurderingsmyndigheden.

R1 fremsendte følgende mail til kunden (uddrag):

"(…)

SKAT har som bekendt truffet afgørelse i jeres klagesag. Vores jurister på jeres klagesag vurderer, at der kan opnås yderligere besparelse i ejendomsskatten ved en påklage af SKATs afgørelse. Der er pr. 1. januar 2014 trådt nye regler i kraft, og som følge heraf skal der tages stilling til om afgørelsen skal påklages til vurderingsankenævnet eller Landsskatteretten.

Sagen skal være anket senest d. xx, men vi hører selvfølgelig gerne fra jer hurtigst muligt.

Vi anbefaler, at sagen påklages til Landsskatteretten, hvor vi har de bedste erfaringer med at opnå et tilfredsstillende resultat. Vi forestår ligeledes at sagen overtages af vores samarbejdspartner, advokatselskabet H1, som har ført alle vores domstolssager og hovedparten af landsskatteretssagerne. Vi anbefaler således, at I sætter kryds i den første af de to rubrikker på vedhæftede skema. I skal i så fald indgå en aftale med H1 herom. R1 ApS’ tilsagn om at dække alle sagsomkostninger står selvfølgelig stadig ved magt. Det betyder, at vi betaler den del af advokathonoraret som ikke måtte blive dækket af omkostningsrefusionen fra staten (omkostningsgodtgørelse i skattesager).

Vores interesse i at påklage sagen til Landsskatteretten ligger selvfølgelig i, at opnå den størst mulige besparelse for jer, og dermed det størst mulige honorar til os.

Samtlige udgifter til H1 dækkes som nævnt enten fuld ud af staten eller med 50 % af staten og 50 % af R1 ApS, og aftalen er således ikke forbundet med udgifter for jer. (…)"

Kunden modtog sammen med mailen dokumentet "Stillingtagen til ankeproces", hvor kunden blev anmodet om, at tage stilling til det fremadrettede klageforløb.

I forbindelse med stillingtagen til ankeproces fik kunden mulighed for, at vælge hvorvidt H1 skulle føre sagen for kunden ved Landsskatteretten, eller at R1 fortsat skulle føre sagen. R1 valgte i disse tilfælde hvorvidt sagen skulle føres i Vurderingsankenævnet eller Landsskatteretten.

Valgte kunden, at sagen skulle overføres til H1 fremgår følgende af dokumentet "Stillingtagen til ankeproces" (uddrag):

"(…)

"R1 skal overdrage sagen til H1, som skal føre ankesagen i Landsskatteretten. Der stiftes herved et direkte advokat/klient-forhold mellem H1 og undertegnede og jeg/vi hæfter overfor H1 i relation til deres honorar. Der er adgang til omkostningsgodtgørelse, der enten dækker 50 % eller 100 % af honoraret til H1. R1 giver som lovet tilskud til dækning af eventuelt honorar, der ikke dækkes af omkostningsgodtgørelse. Herved dækkes H1s fulde honorar af omkostningsgodtgørelse og/eller tilskud. Som klient hæfter jeg/vi overfor H1, hvis R1 som følge af konkurs ikke er i stand til at honorere sin tilskudsforpligtelse, og der måtte være en del af honoraret, der ikke dækkes af omkostningsgodtgørelse. (…)"

R1 oplyste, at de oprindelige aftaler mellem kunden og R1 benævnt "aftale om juridisk rådgivning" fortsat var gældende, hvis kunden valgte, at H1 skulle overtage behandlingen af sagen i forbindelse med klage til Landsskatteretten.

Den oprindelige aftale er således gældende, indtil sagen er endeligt afsluttet ved et vurderingsankenævn, Landsskatteretten eller domstolene. R1 er dermed fortsat berettiget til at oppebære honorar i form af en opnået ejendomsskattebesparelse, uagtet at sagen overdrages til H1.

Vælger kunden, at sagen skal overføres til H1 overdrager R1 sagen til H1. Af fremsendelsesskrivelsen fra R1 til H1 fremgår bl.a. følgende (uddrag):

"Jeg skal for en god ordens skyld gøre opmærksom på, at vi har givet klienten tilsagn om tilskud til sagsførelsen, såfremt Deres honorar ikke dækkes - eller ikke dækkes fuldt ud - af Staten i henhold til reglerne om omkostningsgodtgørelse. Såfremt sagens udfald indebærer, at der ikke ydes fuld omkostningsgodtgørelse, og at en del af Deres honorar derved skal betales af klienten, skal jeg bede Dem om at rette henvendelse til undertegnede med oplysning om skyldigt beløb (vedlagt kopi af deres salærnota til klienten), idet det for såvel R1 ApS som klienten må anses for mest praktisk, at tilskuddet ydes direkte ved, at vi indfrier Deres krav mod klienten, frem for, at vi skal opkræve honorar fra klienten, som efterfølgende skal have overført tilskuddet til os."

Ved fremlæggelse af det 2. aftalegrundlag blev det oplyst, at der ikke forelå yderligere aftaler mellem kunden og R1. Ligesom der ikke blev indgået yderligere aftaler mellem kunden og H1. Der blev således ikke indgået salæraftaler mellem kunden og H1.

På baggrund af en konkret vurdering, af det fremlagte 2. aftalegrundlag var det SKATs vurdering, at der på trods af et særegent aftalegrundlag, ikke var grundlag for, at betvivle rigtigheden af, at kunderne med det 2. aftalegrundlag havde påtaget sig en reel hæftelse for H1s salærkrav.

Det blev ved vurderingen tillagt afgørende betydning, at overdragelsen af sagen til H1 skete efter kundens eget valg og vidende. Herunder, at kunden kunne vælge, at R1 fortsat skulle behandle sagen i klageforløbet.

I det tilfælde, at kunden valgte, at sagen skulle overdrages til H1, skrev kunden under på, at R1 skulle overdrage sagen til H1, hvorefter det fandtes tilstrækkelig begrundet, at der blev etableret et reelt og direkte advokat-/klientforhold mellem H1 og kunden. På baggrund af dette faktum var det SKATs vurdering, at kunden opnåede en reel hæftelse overfor H1s salærkrav.

Videre blev der lagt afgørende vægt på at kunden, jf. dokumentet "Stillingtagen til ankeproces", hæftede overfor H1, i det tilfælde R1 som følge af konkurs ikke var i stand til at honorere sin tilskudsforpligtelse overfor H1.

På baggrund af dette 2. aftalegrundlag fandt SKAT ikke, at kunne løfte bevisbyrden for, at der ikke var realitet bag kundens hæftelse overfor H1.

Dette 2. aftalegrundlag er det eneste, af de indtil nu fremlagte aftalegrundlag, som SKAT - nu Skattestyrelsen - har anset for at opfylde betingelserne for, at opnå omkostningsgodtgørelse i henhold til skatteforvaltningslovens kapitel 19.

3. aftalegrundlag

Det 3. aftalegrundlag blev fremlagt for det daværende SKAT i 2015.

Der blev fremlagt materiale til belysning af aftalegrundlaget, hvori det fremgik, at H1 var transportindehaver i relation til kravet om udbetaling af omkostningsgodtgørelse.

Det blev oplyst, at aftalegrundlaget mellem R1 og kunderne svarede til det grundlag, der var til vurdering i Højesteretssagen vedrørende 1. aftalegrundlag.

I forbindelse med modtagelsen af det 3. aftalegrundlag blev det således oplyst, at der ved sagens opstart indgås en aftale mellem R1 og kunden. Aftalen er benævnt "Kontrakt om køb af konsulentydelse med henblik på nedsættelse af ejendomsskat".

Videre blev der indgået en fuldmagt, hvorefter R1 på kundens vegne befuldmægtiges til, at overdrage sagen til tredjemand i forbindelse med klageforløbet.

Af fuldmagten fremgår følgende:

"Fuldmagt

Hermed befuldmægtiges R1 ApS (cvr-nr. ...12) til, på vegne af undertegnede, at uddelegere procesfuldmagt i den eller de skattesager, hvor R1 ApS er eller har været partsrepræsentant, til tredjemand.
Med procesfuldmagt menes retten til at repræsentere undertegnede i det administrative klagesystem og ved domstolene.
Som en del af fuldmagten indgår tillige retten til at tilbagekalde en uddelegeret procesfuldmagt på vegne af undertegnede. Det er en betingelse for benyttelse af fuldmagten, at tredjemand enten er advokat eller beskæftiger sig med juridisk rådgivning."

R1 oversender sagen til H1 når der foreligger afgørelse fra vurderingsmyndigheden. Oversendelsen sker på baggrund af et standardbrev fra R1 til H1.

Af brevet fremgår bl.a. følgende (uddrag):

"Vi har på vegne af vores klient Y ført sag om ejendomsvurderingen for ejendommen beliggende xx.

Klienten har den xx befuldmægtiget os til at overdrage sagen til eksternt advokatfirma med henblik på den videre førelse af sagen ved Landsskatteretten og eventuelt ved domstolene, såfremt dette måtte blive nødvendigt.

De har mundtligt indvilliget i at føre sagen for klienten, og jeg skal på denne baggrund oversende sagen samt sagens akter til Deres videre foranstaltning.

Idet oversendelsen sker som led i en generelfuldmagt udstedt til R1 skal jeg bede Dem rette henvendelse til klienten og sikre Dem dennes skriftlige samtykke til, at De overtager partsrepræsentationen i den konkrete sag og at De alene repræsenterer klienten i den konkrete sag fremadrettet.

Jeg skal for god ordens skyld gøre opmærksom på, at vi har givet klienten tilsagn om tilskud til sags førelsen, såfremt Deres honorar ikke dækkes - eller ikke dækkes fuldt ud- af Staten i henhold til reglerne om omkostningsgodtgørelse.

Såfremt sagens udfald indebærer, at der ikke ydes fuld omkostningsgodtgørelse, og at en del af Deres honorar derved skal betales af klienten, skal jeg bede Dem om at rette henvendelse til undertegnede med oplysning om skyldigt beløb (vedlagt kopi af Deres salærnota til klienten), idet det for såvel R1 ApS som klienten må anses for mest praktisk, at tilskuddet ydes direkte ved, at vi indfrier Deres krav mod klienten, frem for , at De skal opkræve honorar fra klienten, som efterfølgende skal have overført tilskuddet fra os.

De bedes bekræfte modtagelsen af nærværende brev samt fremsende kopi af kundens skriftlige samtykke, når dette foreligger." Oversendelsen af sagen fra R1 til H1 sker således med hjemmel i den underskrevne fuldmagt fra kunden.
Aftalegrundlaget i form af bl.a. ovenstående oversendelsesbrev adskiller sig fra 1. aftalegrundlag, som var genstand for prøvelsen i Højesteretssagen.

Af oversendelsesbrevet i 3. aftalegrundlag fremgår det således, at R1 stiller krav om, at H1 sikrer sig kundens skriftlige samtykke til, at H1 overtager partsrepræsentationen.

Herefter indgås der en aftale mellem H1 og kunden. Aftalen er benævnt "aftale om advokatbistand" og anvendes i forbindelse med oversendelsen af sagen til H1.

Af denne aftale følger det, at H1 antages som advokat, og at afregning sker "efter afholdt tid i overensstemmelse med H1s standardtimetakster". Der fremgår følgende:

"H1 (herefter H1) og Y (herefter klienten) indgår herved aftale om, at H1 antages af klienten som advokat med henblik på at indbringe vurderingsankenævnets afgørelse af xx vedrørende ejendommen xx for Landsskatteretten.

Medmindre der træffes særskilt aftale om honoraret er parterne enige om, at H1s salær afregnes efter afholdt tid i overensstemmelse med H1s standardtimetakster. Klienten er informeret om, at der må forventes afholdt mellem 20 og 30 timer på en normal sag om ejendomsvurdering ved Landsskatteretten, men at dette i øvrigt kan varier alt efter sagens omfang - herunder i hvor høj grav Landsskatteretten inddrager H1 i sagsbehandlingen ved forhandlings- og retsmøder.

Parterne har endvidere aftalt, at H1 løbende informerer klientens ejendomsrådgiver R1 om sagens forløb og fremsender kopi af processkrifter med videre hertil og ikke direkte til klienten."

Der angives imidlertid ikke yderligere omkring hæftelsesforholdet mellem H1 og kunden.

En sådan aftale mellem kunden og H1 forelå ikke i relation til det 1. aftalegrundlag.

Aftalen om advokatbistand indgået mellem kunden og H1 fremlagt i relation til det 3. aftalegrundlag adskiller sig væsentligt fra det 2. aftalegrundlag ved, at det i forbindelse med det 2. aftalegrundlag alene fremgår, at H1 antages af kunden med henblik på indbringelse af SKATs afgørelser for Landsskatteretten.

På baggrund af det fremlagte 3. aftalegrundlag var det SKATs vurdering, at såfremt H1 rent faktisk var kundens advokat, var det ikke nødvendigt med den udstedte fuldmagt, idet en aftale mellem kunden og H1 i givet fald havde været tilstrækkelig.

Det var således SKATs vurdering, at den udstedte fuldmagt netop understregede at R1 fortsat havde råderet og initiativet i relation til sagen.

Det forhold, at aftalen mellem kunden og R1 baserede sig på et vilkår om no cure no pay, fortsætter imidlertid - uagtet, at der er underskrevet en fuldmagt om overdragelse til H1. Det vurderes derfor, at det fortsat var R1, der i realiteten havde rådigheden og initiativet i sagerne. Såfremt R1 fortsat skulle oppebære et honorar fra kunderne, var det en nødvendighed, at de også fremadrettet rådede over sagerne.

På baggrund af det fremlagte 3. aftalegrundlag var det således SKATs vurdering, at H1 ikke havde godtgjort, at der forelå en reel hæftelse hos kunden for betalingen af salæret. Betingelserne for udbetaling af omkostningsgodtgørelse blev dermed ikke anset for opfyldt.

4. aftalegrundlag

Det 4. aftalegrundlag blev fremlagt for det daværende SKAT i 2016.

Aftalegrundlaget baserer sig på 1. eller 3. aftalegrundlag suppleret med en erklæring.

Erklæringen blev indhentet af H1 hos kunden. Kunden underskrev herefter erklæringen med følgende indhold:

"Det anerkendes herved, at der består et direkte advokat/klient-forhold mellem H1 og undertegnede, enten som direkte part i en skattesag eller som befuldmægtiget repræsentant for boligorganisationen, der er direkte part i sagen, og at vi eller boligorganisationen hæfter overfor H1 i relation til deres honorar.

Der er adgang til omkostningsgodtgørelse, der enten dækker 50 % eller 100 % af honoraret til H1. R1 giver i henhold til aftale tilskud til dækning af eventuelt honorar, der ikke dækkes af omkostningsgodtgørelse. Herved dækkes H1s fulde honorar af omkostningsgodtgørelse og/eller tilskud.

Som klient hæfter vi eller boligorganisationen overfor H1, hvis R1 som følge af konkurs ikke er i stand til at honorere sin tilskudsforpligtelse, og der måtte være en del af honoraret, der ikke dækkes af omkostningsgodtgørelse.

Ovenstående erklæring gælder for alle skattesager, der fremgår af vedhæftede liste."

SKAT fandt dog ikke, at ovenstående erklæring, som er udtryk for det 4. aftalegrundlag, opfyldte betingelserne for omkostningsgodtgørelse.

Det 4. aftalegrundlag baserede sig herefter på henholdsvis 1. eller 3. aftalegrundlag suppleret med en "Erklæring" om at kunden anerkender, at der består et direkte advokat/klient forhold mellem H1 og kunden.

SKAT tog udgangspunkt i det faktum, at det oprindelige aftalegrundlag baserede sig på en uopsigelig aftale mellem kunden og R1 på vilkår om no cure no pay, hvor R1 ApS´ honorar beregnes som en procentdel af provenuet i klagesagen, og hvor R1 ApS eksklusivt havde rådighed over sagen, præcis som det var tilfældet i højesteretssagen.

Det 4. aftalegrundlag adskilte sig imidlertid fra det 1. aftalegrundlag, som var genstand for højesteretssagen ved, at der ved det 4. aftalegrundlag blev fremlagt en erklæring underskrevet af kunden til H1.

Ifølge erklæringen, dækkes H1s honorar af omkostningsgodtgørelse og /eller tilskud fra R1. Kunderne hæfter overfor H1 såfremt R1 i tilfælde af konkurs ikke er i stand til at honorere sin tilskudsforpligtigelse med den del af honoraret som ikke dækkes af omkostningsgodtgørelse.

SKAT fandt ikke, at erklæringen medførte, at R1 afgav råderetten over sagen. En underskrevet erklæring flytter således ikke råderetten over sagen fra R1 til kunden.

Det 4. aftalegrundlag svarer dermed i al væsentlighed til det aftalegrundlag, der forelå i det 1. aftalegrundlag som blev behandlet i højesteretssagen. Det fandtes dermed ikke tilstrækkelig godtgjort, at kunden reelt opnåede en hæftelse for advokatudgiften, hvorefter betingelserne for omkostningsgodtgørelse ikke var opfyldt.

Af den oprindelige salæraftale mellem R1 og kunden fremgik det, at kunden ikke under nogen omstændigheder skulle betale salær til R1 eller andre, udover hvad der ville opnås i ejendomsskattebesparelse i forbindelse med en klagesagsbehandling. Derudover fremgik det, at aftalen var uopsigelig.

Det faktum, at kunden hæfter overfor H1, såfremt R1 som følge af konkurs ikke er i stand til at honorere sin tilskudsforpligtelse, fandt SKAT ikke som tilstrækkeligt til, at ændre på den oprindeligt indgåede kontrakt med den virkning, at kunden i realiteten hæfter for H1s salær i tilfælde af R1s konkurs.

SKAT anså det derimod for afgørende, at der forinden indgåelsen af erklæringen forelå en aftale mellem R1 og kunden om, at kunden aldrig vil komme til at betale mere end oprindeligt aftalt i kontrakten der indeholdt et vilkår om no cure no pay.

SKAT vurderede ikke, at kunden havde motiver til, at ændre det oprindelige aftalegrundlag, hvor kunden så reelt kunne anses for, at påtage sig risikoen for at hæfte for advokatomkostninger i tilfælde af R1s konkurs.

På baggrund af erklæringen fremlagt til det 4. aftalegrundlag, vurderede SKAT, at R1 samt H1 ikke havde dokumenteret og godtgjort, at det oprindelige aftalegrundlag og vilkårene mellem R1 og kunden rent faktisk var blevet ændret i en sådan grad, at kundens underskrift af erklæringen kunne medføre, at der nu forelå en reel hæftelse hos kunden.

SKATs vurdering af 4. aftalegrundlag bekræftes af Landsskatteretten i afgørelsen af 22. december 2017, 17-0816898.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse bl.a. med bemærkning om, at hæftelsen i erklæringen ikke anses for reel, hvorved klageren (kunden) ikke blev anset for, at have en reel forpligtelse for betalingen af det ansøgte beløb.

Landsskatteretten begrundede derved afgørelsen med, at kunden af de grunde, som Højesteret har henvist til i SKM2015.479.HR, omhandlende 1. aftalegrundlag, ikke kunne anses for at hæfte for betalingen af salærkravet.

Det nye 5. aftalegrundlag

Det 5. aftalegrundlag blev fremlagt for det daværende SKAT i 2017.

Der indgås en aftale mellem R1 og H1 som svarer til 3. aftalegrundlag, dog uden aftale om tilskud fra R1. Derpå indgås der aftale om "Ophævelse af "Aftale om juridisk rådgivning" samt "Aftale om advokatbistand".

Kunderne har i forbindelse med ovenstående aftaler modtaget et fremsendelsesbrev fra R1 med følgende indhold:

[…]

"Ophævelse af "Aftale om juridisk rådgivning" er indgået mellem R1 og kunden. Aftalen har følgende indhold:

"R1 ApS og xxx (herefter parterne) ophæver herved med fremadrettet virkning den mellem parterne indgåede "Aftale om juridisk rådgivning" med kontraktnummer xxx, på ejendommen xxx.

Ophævelsen har virkning fremadrettet, såfremt der samtidigt indgås aftale om advokatbistand med Advokatpartnerselskabet H1. Parterne er således enige om, at der fortsat kan foretages honorarafregning i henhold til den ophævede aftale, såfremt honorarafregningen skyldes besparelser, der indtrådt på grund af afgørelser truffet før ophævelsen."

I forlængelse af ophævelsen af aftalen mellem R1 og kunden indgåes "Aftale om advokatbistand" mellem H1 og kunden. Aftalen har følgende indhold: […]

Skattestyrelsens vurdering af 5. aftalegrundlag

Det retlige grundlag

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1. at det er en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede skal betale udgifterne til sagkyndig bistand.

Desuden fremgår det af bekendtgørelse nr. 513 af 19. maj 2017 § 4 stk. 1, at det er en betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse, at regningen fra den sagkyndige er udarbejdet på grundlag af sædvanlig fakturering.

Praksis

I SKM2015.479HR fandt Højesteret, at kunden ikke hæftede for betalingen af H1s salær i relation til det 1. aftalegrundlag, som er genstand for sagskomplekset relateret til nærværende udtalelse.

Højesteret fandt ikke, at klageren hæftede for honoraret til H1, hvorefter betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse ikke var opfyldt.

I SKM2017.528.BR blev betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52 stk. 1 om hæftelse ikke anset for opfyldt, da klienten i intet tilfælde selv skulle betale for den ydede bistand.

Aftalegrundlaget i Højesteretsdommen var sammenligneligt med det aftalegrundlag, som er fremlagt til 5. aftalegrundlag. Aftalegrundlaget var baseret på et vilkår om no cure no pay, og det fremgik klart af aftalen indgået mellem bistandsyder og klienten, at der ikke skulle betales for den ydede rådgivningsbistand.

Østre Landsret stadfæstede den 4. maj 2018 Byrettens afgørelse i SKM2017.528.BR. Landsretten fandt ikke, at klageren var berettiget til omkostningsgodtgørelse, da klageren ikke i noget omfang kunne anses for, at hæfte for udgifterne til rådgiverbistanden. Byrettens afgørelse skete med henvisning og støtte i SKM2015.479.HR vedrørende 1. aftalegrundlag.

Med Østre Landsrets stadfæstelse af SKM2017.528.BR med henvisning til SKM2015.479.HR, anses gældende retspraksis derfor til støtte for, at der i de tilfælde hvor en honoraraftale er baseret på, at kunden aldrig vil komme til at betale noget til bistandsyder, anses kunden ikke, at hæfte for betalingen af udgiften til rådgiver.

Vurdering af 5. aftalegrundlag

Bevisbyrden for, at den godtgørelsesberettigede er forpligtet til at skulle betale en faktura for bistand ydet af en rådgiver, påhviler som udgangspunkt den godtgørelsesberettigede eller bistandsyder, hvis kravet er overdraget til dem jf. SKM2016.378.LSR.

Opstarten på det 5. aftalegrundlag svarer til det oprindelige 1. aftalegrundlag og er således en uopsigelig aftale mellem kunden og R1 på et vilkår om no cure no pay. R1s honorar beregnes som en procentdel af provenuet i klagesagen, og R1 har eksklusiv råderet over sagen, præcis som det var tilfældet i Højesteretssagen.

Vurderingen af, hvorvidt der påhviler kunden en reel hæftelse for H1s faktura, skal derfor ske på baggrund af det samlede aftalegrundlag som er indgået mellem parterne - henholdsvis kunden, R1 og H1.

Det 5. aftalegrundlag adskiller sig væsentligt fra det 1. aftalegrundlag der lå til grund for Højesteretssagen således, at der ved det 5. aftalegrundlag foreligger en "ophævelse af "Aftale om juridisk rådgivning" samt en "Aftale om advokatbistand" mellem H1 og kunden som er en aftale på vilkår om no cure no pay.

Det bemærkes, at det af den oprindelige salæraftale indgået mellem kunden og R1 fremgik, at aftalen var uopsigelig og gældende indtil honorarafregning med R1 havde fundet sted eller sagen havde nået sin afslutning ved en klageinstans.

Ved vurderingen af det 5. aftalegrundlag er det Skattestyrelsens vurdering, at der udover de to aftaler også må lægges afgørende vægt på indholdet i det fremsendelsesbrev som R1 sender til kunderne.

Det er vores opfattelse, at fremsendelsesbrevet samt aftalegrundlaget, bestående af aftalerne om henholdsvis opsigelse af aftale med R1 samt indgåelse af ny aftale med H1, sammenfattende betyder, at kunden ikke hæfter for et eventuelt fakturakrav.

Vi lægger vægt på, at kunden ikke skal betale honorar af de opnåede besparelser, samt at der ikke skal betales salær, såfremt der opnås medhold i mindre grad i klagesagen.

Videre er det et afgørende og væsentligt faktum, at såfremt klagesagen vindes, så vil kundens udgift til fakturaen for honoraret fra H1 blive godtgjort fuldt ud af Skatteministeriet i form af omkostningsgodtgørelse.

Endelig lægges der afgørende vægt på, at kunden med indgåelse af aftalen om advokatbistand med H1 forpligter sig til, at transportere kravet på omkostningsgodtgørelse til H1.

Forbeholdet i honoraraftalen om, at salæret udgør 0 kr. såfremt der ikke opnås medhold eller kun medhold i mindre grad viser ligeledes, at der ikke foreligger en reel hæftelse for det beløb, som der søges omkostningsgodtgørelse for. Betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52 er derfor ikke opfyldt.

I henhold til det beskrevne 5. aftalegrundlag vurderes det herefter, at kunden på intet tidspunkt vil komme til, at betale noget for den ydede bistand.

Det bemærkes endvidere som betænkeligt og uden realitet, at to parter kan aftale, at en tredjemand - her staten - skal betale en udgift, som aftaleforholdet mellem de to parter udløser.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at en sådan påtagelse af en forpligtelse må frakendes enhver retlig betydning overfor staten. Der er således tale om et forsøg på, at omgå reglerne i klar modstrid med ordningens formål.

Det er herefter Skattestyrelsens vurdering, at H1 ikke har dokumenteret og godtgjort, at der foreligger en reel hæftelse hos kunden for udgifterne, hvilket er en betingelse for, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse.

5. aftalegrundlag sammenholdt med 2. aftalegrundlag

SKAT fandt ikke grundlag for, at nægte udbetaling på baggrund af det 2. aftalegrundlag. Begrundelsen herfor var, at det ikke kunne ses som bevisligt, at kunden ikke hæftede overfor H1 i det tilfælde, at R1 ikke var i stand til at honorere sin tilskudsforpligtelse grundet eventuel konkurs.

2. aftalegrundlag adskiller sig fra de øvrige aftalegrundlag ved, at kunden modtog et dokument betegnet "Stillingtagen til ankeproces", hvor kunden fik mulighed for at vælge, at H1 skulle føre sagen ved Landsskatteretten, eller at R1 fortsat skulle føre sagen. Valgte kunden, at sagen skulle overdrages til H1, skrev kunden under på, at R1 overdrog sagen til H1, hvorved der stiftes et direkte advokat/klientforhold mellem H1 og kunden. Og kunden hæftede herefter overfor H1 i relation til deres honorar. Sammenfattende vurderede det daværende SKAT ikke, at kunne løfte bevisbyrden for, at 2. aftalegrundlag medførte at H1s klienter reelt ikke hæftede.

Den væsentligste forskel på det nye 5. aftalegrundlag og 2. aftalegrundlag, hvorefter der udbetales omkostningsgodtgørelse, er derfor, at der i 2. aftalegrundlag vurderes, at foreligge en hæftelse hos kunden overfor H1s salærkrav.

Hæftelsen i relation til det 2. aftalegrundlag bestod i, at kunden i tilfælde af R1s eventuelle konkurs hæftede overfor H1 i forhold til det tilskud som R1 skulle have betalt til H1.

En sådan reel hæftelse, som der vurderes at være tilstede ved det 2. aftalegrundlag, findes ikke, at være dokumenteret ved fremlæggelsen af det 5. aftalegrundlag. Det tillægges i den forbindelse afgørende betydning, at kunden i henhold til honoraraftalen aldrig vil komme til, at betale for den faktura som H1 udskriver til kunden.

Derimod fremgår det positivt af 5. aftalegrundlag, at kunden aldrig skal betale, men at et eventuelt krav vil blive dækket af statens udbetaling af omkostningsgodtgørelse til kunden. En udbetaling som i øvrigt er transporteret til H1.

Afsluttende bemærkninger

Betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, om, at den skattepligtige skal betale eller har betalt det beløb, som ansøgningen om omkostningsgodtgørelse vedrører, er anses ikke for opfyldt i nærværende tilfælde.

Med baggrund i skatteforvaltningslovens § 52 samt gældende praksis fastsat i Østre Landsrets afgørelse af 4. maj 2018 samt SKM2017.528.BR, er det et ufravigeligt krav, at ansøgeren de facto hæfter for udgifterne til den ydede bistand for hvilken der søges om omkostningsgodtgørelse.

Det faktum, at kravet om omkostningsgodtgørelse er transporteret til bistandsyderen - sammenholdt med indholdet i det oprindelige 1. aftalegrundlag, hvorefter kunden aldrig vil komme til at betale for den ydede bistand, begrunder Skattestyrelsens opfattelse af, at der ikke foreligger nogen former for reel hæftelse.

På baggrund af ovenstående redegørelse er det derfor Skattestyrelsens opfattelse, at det 5. aftalegrundlag, således som det er fremlagt for Skattestyrelsen, ikke kan opfylde betingelserne for udbetaling af omkostningsgodtgørelse."

Skattestyrelsen har supplerende anført:

"Skatteankestyrelsen finder at omkostningsgodtgørelsen skal sættes til kr. 0, da modtageren af ydelsen ikke er forpligtiget til at betale.

Der er efter Skattestyrelsens opfattelse en grundlæggende betingelse for, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse, at modtageren af ydelsen har betalt udgifterne til sagkyndig bistand mv., eller er forpligtet til at skulle betale udgifterne på et senere tidspunkt.

Bevisbyrden for, at modtageren af ydelsen er forpligtet til at skulle betale de omhandlede fakturaer, påhviler som udgangspunkt modtageren af ydelsen eller bistandsyderen, hvis kravet er overdraget til denne

Klageren har ikke dokumenteret, at modtageren af ydelsen har betalt fakturaen eller skulle betale den efterfølgende.

Af aftalegrundlaget fremgår det at klageren ikke vil komme til at betale for bistandsydelsen uanset om sagen vindes eller tabes, jf. den pr. 1. juli 2015 underskreven kontrakt med H1.

Der fremgår ej heller af salærnotatet hvorledes det skulle betales.

Herefter har klageren ikke løftet bevisbyrden for at modtageren af ydelsen er forpligtet til at skulle betale udgifterne.

En overdragelse af kravet til klageren, hvor modtageren af ydelsen reelt ikke har skulle betale for ydelsen, opfylder ikke kravene i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, jf. Højesterets dom SKM2015.479HR.

Herudover kan SKAT til SKM2016.378.LSR, hvor et selskabs ansøgning på vegne af dets klient om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til skatteankenævnet blev ikke imødekommet, idet det ikke var godtgjort, at klienten havde betalt eller skulle betale de omhandlende udgifter.

Skattestyrelsen kan derfor tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling hvor godtgørelsen sættes til kr. 0"

Klagerens opfattelse

Klageren har på vegne af grundejerne fremsat påstand om, at grundejerne er berettiget til omkostningsgodtgørelse med det ansøgte beløb.

Af klagen fremgår blandt andet følgende:

"ANBRINGENDER TIL STØTTE FOR DEN NEDLAGTE PÅSTAND

Der er enighed om, at det er en grundlæggende betingelse for adgangen til omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede hæfter for betalingen af den sagkyndiges honorarkrav, jf. SKM 2015, 479 H.

Det er ikke afgørende, om der rent faktisk sker fysisk betaling fra grundejeren til H1, idet kravet på omkostningsgodtgørelse kan - og er blevet det - overdraget til H1, hvorved den faktiske betaling af honoraret - og dermed indfrielse af H1s krav mod grundejeren - sker fra SKAT til H1 uden om grundejeren.

Spørgsmålet i sagen er således, om grundejeren hæfter for betalingen af H1s honorar. I den henseende er lakmusprøven, om grundejeren er retligt forpligtet til at betale for den sagkyndige bistand - altså om H1 kan kræve sit salær betalt af grundejeren.

Det gøres i den henseende gældende, at dette åbenbart er tilfældet.

Det 5. aftalegrundlag adskiller sig fra de tidligere aftalegrundlag derved, at grundejeren har ophævet sin kontrakt med R1 forud for eller i forbindelse med, at H1 indtræder som bistandsyder i sagen.

Det er derfor decideret forkert, når SKAT anfører, at "Vurderingen af, om der påhviler dig en reel hæftelse for H1s faktura, skal ske på baggrund af de dokumenter, der udgør aftalegrundlaget mellem dig og henholdsvis R1 og H1". Henvisningen til Vestre Landsrets præmisser i SKM 2014, 399 V ændrer ikke herpå.

Det er også decideret forkert, når SKAT anfører, at "R1 ApS eksklusivt har rådighed over sagen, ligesom det var tilfældet i Højesteretssagen". Af helt naturlige årsager kan R1 ikke råde over sagen, når grundejeren ikke længere har nogen aftale med R1 som følge af ophævelsen (bilag 3).

På tidspunktet for H1s indtræden i sagen eksisterer der ikke noget aftalegrundlag mellem R1 og grundejeren, hvorfor et sådant ikke eksisterende aftalegrundlag selvsagt ikke kan inddrages i vurderingen af, hvorvidt grundejeren hæfter for betalingen af H1s honorar. Det bemærkes i øvrigt, at Østre Landsret i SKM 2017, 201 Ø, har udtalt, at vurderingen af berettigelsen til omkostningsgodtgørelse skal ske på baggrund af forholdene på tidspunktet for udgifternes fakturering.

Dermed er henvisningen til SKM 2015, 479 H (og SKM 2014, 399 V) uden betydning, når bortses fra, at Højesteret udtaler, at det ifølge skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, er en betingelse for adgangen til omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede hæfter for betalingen af den sagkyndiges honorar. Dette er der som tidligere nævnt enighed om.

SKATs henvisning til SKM 2016, 378 LSR og SKM 2017, 528 BR er ligeledes uden betydning, idet det i begge sager udtrykkeligt fremgik af den skattepligtiges aftale med bistandsyderen, at den skattepligtige ikke skulle betale honorar til bistandsyderen. I SKM 2016, 378 LSR var det i form af en mundtlig aftale, mens det i SKM 2017, 528 BR ordret fremgik af et "Tilbud om juridisk bistand".

I sagerne vedrørende 5. aftalegrundlag fremgår det ikke af brevet fra R1 til grundejerne vedrørende muligheden for grundejerens opsigelse af aftalen med R1 og overgang til H1, at grundejeren ikke skal eller ikke på noget tidspunkt kan komme til at betale for den af H1 ydede bistand.

Tværtimod fremgår det, at der indgås en almindelig aftale om advokatbistand mellem H1 og grundejeren med et sædvanligt salær.

SKAT anfører, at det af brevet fra R1 (gengivet i SKATs afgørelse) om ophævelse af aftalen med R1 fremgår, at grundejeren

•  ikke skal betale honorar af de opnåede besparelser

•  ikke skal betale salær, hvis du opnår medhold i mindre grad i klagesagen

•  bliver faktureret med et honorar fra Advokatanpartsselskabet

H1 såfremt du vinder klagesagen

•  din udgift til honoraret skal godtgøres fuldt ud af Skatteministeri-et.

I forhold til første punkt bemærkes det, at det, der fremgår af brevet fra R1, er, at grundejeren ikke skal betale honorar til R1 af de yderligere besparelse i ejendomsskatten, som H1 måtte opnå. Det fremhæves dog, at grundejeren fortsat skal betale honorar til R1 af de besparelser, som R1 har opnået på vegne af grundejeren - altså for allerede udført arbejde, der har resulteret i en afgørelse fra SKAT på tidspunktet for ophævelsen af aftalen, hvilket forekommer ganske naturligt.

At grundejeren ikke skal betale honorar til R1 af den eventuelle fremtidige besparelse, som H1 måtte opnå til grundejeren, forekommer ligeledes ganske naturligt, idet grundejeren jo ikke længere er kontraktligt forpligtet i forhold til R1.

I sager om omkostningsgodtgørelse på 1. til 4. aftalegrundlag vejer det forhold, at R1 bevarer retten til at beregne honorar af de besparelser, som H1 måtte opnå for grundejeren ganske tungt i SKATs argumentation for at nægte omkostningsgodtgørelse i sager på disse aftalegrundlag.

Det forekommer derfor lidt selvmodsigende, at det modsatte forhold - altså at R1 ikke har ret til honorar af de besparelser, som H1 måtte opnå - nu indgår som et element i SKATs vurdering af adgangen til omkostningsgodtgørelse i sager på 5. aftalegrundlag.

I forhold til andet og tredje punkt bemærkes det, at det forhold, at det fremgår, at omkostningerne skal dækkes af SKAT såfremt sagen vindes i Landsskatteretten eller ved domstolene ikke ændrer på hæftelsesspørgsmålet. Det er alene en direkte følger af reglerne om omkostningsgodtgørelse.

Heller ikke det forhold, at det af aftalen om advokatbistand fremgår, at H1s honorar udgør 0 kr., såfremt sagen tabes eller der ikke opnås medhold i overvejende grad, og at der opkræves sædvanligt salær, såfremt sagen vindes i overvejende grad eller fuldt ud, ændrer på hæftelsesspørgsmålet.

Den rene aftale om "no cure no pay" er ikke i strid med de advokatetiske regler eller anden privat og/ eller offentligretlig regulering. Derimod ville det være i strid med de advokatetiske regler, hvis H1 beregnede sit honorar som en procentdel af den besparelse i ejendomsskat, som grundejeren måtte opnå.

Den rene aftale om "no cure no pay" afskærer heller ikke retten til omkostningsgodtgørelse, hvilket bl.a. fremgår af et svar fra Skatteministeriet til NF i forbindelse med Folketingets behandling af L42, hvor tredjemandstilskud til førelse af skattesager blev gjort skattepligtige for modtageren, såfremt denne havde en aftale med rådgiveren på "no cure no pay vilkår". Af svaret fra Skatteministeren den 27. november 2014 fremgår således specifikt, "Derimod hindrer lovforslaget ikke, at en honoraraftale mellem rådgiver og dennes klient indgås på no cure no pay-vilkår".

SKATs afgørelse er udtryk for en de facto afskaffelse af "no cure no pay aftaler" i skattesager, når SKAT bruger det som et argument for, at grundejeren ikke hæfter betalingen af H1s honorar. En holdning, der altså ikke er støtte til hos lovgiver, da man i så fald i forbindelse med vedtagelsen af L42 havde afskaffet muligheden for omkostningsgodtgørelse, hvis den skattepligtige havde indgået en "no cure no pay aftale" med den sagkyndige. Det valgte lovgiver ikke at gøre. I stedet indførte man skattepligt, såfremt rådgiveren samtidig påtog sig at yde tilskud til sagens førelse (tredjemandstilskud).

Hvis det er SKATs opfattelse, at der ikke består en reel betalingsforpligtelse for den skattepligtige i de situationer, hvor der opnås medhold i overvejende grad eller fuldt ud og SKAT derfor fuldt ud skal godtgøre udgifterne til bistandsyderen - og det er reelt det, som SKATs afgørelse er udtryk for - siger SKAT samtidig, at skatte- og afgiftspligtige over en kam er afskåret fra omkostningsgodtgørelse, når sagen vindes fuldt ud. Hvis SKATs argumentation følges, vil der i en sådan situation aldrig være en reel forpligtelse for den skatte- og afgiftspligtige til at betale den sagkyndiges honorar, idet honoraret jo skal betales af SKAT.

SKAT ses i øvrigt at være enig i, at der lovligt kan indgås en aftale mellem en advokat og en klient om, at der ikke skal betales honorar, såfremt sagen tabes fuldt ud, jf. bilag 1, side 10, 5. afsnit, hvorfor det forekommer ganske besynderligt, at SKAT bruger det som begrundelse for ikke at yde omkostningsgodtgørelse.

Det er cirkulær argumentation, der ikke giver mening.

I forhold til fjerde punkt bemærkes det, at det jo netop følger af reglerne om omkostningsgodtgørelse, at SKAT skal betale honoraret fuldt ud, såfremt sagen vindes i overvejende grad eller fuldt ud. Der er således ikke noget odiøst i, at det fremhæves for grundejeren, at det forholder sig således forud for aftaleindgåelsen. Tværtimod ville det være grænsende til ansvarspådragende såfremt H1 ikke oplyste grundejeren om en sådan mulighed for, at staten fuldt ud skal dække grundejerens udgifter til sagkyndig bistand, såfremt sagens vindes i overvejende grad eller fuldt ud. Det er ganske enkelt led i enhver advokats rådgivning af sin klient i skatte- og afgiftssager.

Det bemærkes i den sammenhæng tillige, at et af de fornemste formål med reglerne om omkostningsgodtgørelse netop er, at sikre borgeren, at det ikke koster noget at få ret over SKAT.

Der er således ikke noget af det af SKAT anførte i afgørelsen, der hverken hver for sig eller tilsammen kan føre til, at H1 ikke kan gøre sit honorarkrav gældende over for grundejeren. Der er således den fornødne hæftelse i relation til betingelsen herom i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, hvorfor grundejeren er berettiget til omkostningsgodtgørelse, idet der i øvrigt er udført godtgørelsesberettiget arbejde af en sagkyndig bistandsyder i en godtgørelsesberettiget sag."

Klageren har supplerende anført:

"Skattestyrelsen har på Skatteankestyrelsens foranledning i brev af 23. november 2018 redegjort for forskellen mellem 5. aftalegrundlag, der er til prøvelse i de foreliggende sager, og 2. aftalegrundlag, som SKAT (nu Skattestyrelsen) har godkendt og udbetaler omkostningsgodtgørelse på baggrund af.

Indledningsvist bemærker jeg, at Skattestyrelsens redegørelse ikke indeholder noget faktuelt nyt hverken for så vidt angår 2. aftalegrundlag eller 5. aftalegrundlag.

Af samme årsag henviser jeg indledningsvist i det hele til det i klagerne anførte, der fastholdes.
Derudover giver Skattestyrelsens udtalelse anledning til følgende bemærkninger:

Østre Landsrets dom af 4. maj 2018 (SKM 2018, 313 Ø)

I dommen stadfæster Østre Landsret byrettens dom i SKM 2017, 528 BR. Det fremgår af præmisserne, at landsretten er enig i byrettens begrundelse og resultat. Byretten havde i sine præmisser henvist til SKM 2015, 479 H, hvoraf det fremgår, at det er helt grundlæggende betingelse for adgangen til omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand.

Østre Landsrets dom tilføjer ikke noget nyt til spørgsmålet omkring vurderingen af hæftelsen. Dommen siger ikke andet eller mere end det, der fremgår af SKM 2015, 479 H.

I øvrigt er de faktiske forhold i SKM 2018, 313 Ø ikke sammenlignelige med de faktiske forhold i de foreliggende sager, idet der er væsensforskelle i de indgåede aftaler om advokatbistand.

Aftalen om advokatbistand (tilbud om juridisk bistand), der var til prøvelse i SKM 2018, 313 Ø, er gengivet i SKM 2017, 528 BR under Skatteministeriets anbringender. Af aftalen fremgår bl.a. følgende:

Som en del af denne aftale overdrager klienten sit krav på omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19 til rådgiveren, og klienten skal derfor ikke selv betale for den ydede bistand.

Det fremgår altså her direkte, at klienten ikke selv skal betale for bistanden. Derudover fremgår det i øvrigt, at rådgiveren tillige afholder klagegebyret til Landsskatteretten.

Der er ikke et tilsvarende løfte til grundejerne i de foreliggende sager - hverken i brevet fra R1 til grundejerne eller i aftalen om advokatbistand - om, at de ikke selv skal betale for den ydede bistand.

Derudover er der den væsentlige forskel, at rådgiverens honorar i SKM 2018, 313 Ø ville blive nedsat, såfremt der ikke kunne opnås omkostningsgodtgørelse i det søgte omfang, således at der altid opnåedes godtgørelse for enten 50 % eller 100 % af honoraret.

Der er 2 situationer i hvilke, der ikke kan opnås omkostningsgodtgørelse i det søgte omfang. Den første er, hvis der er søgt godtgørelse for ikke godtgørelsesberettigede udgifter, og den anden er, hvis Skattestyrelsen foretager en rimelighedsvurdering af honoraret og nedsætter det.

I SKM 2018, 313 Ø er aftalen om advokatbistand konstrueret således, at rådgiverens honorar nedsættes korresponderende, hvis én eller begge af ovennævnte situationer opstår.

Dette er ikke tilfældet i de foreliggende sager. Såfremt Skattestyrelsen måtte foretage en rimelighedsvurdering af H1s honorar og nedsætte det, sker der ikke en korresponderende nedsættelse af honoraret, således at der opnås omkostningsgodtgørelse svarende til 100 % af honoraret.

I en sådan situation vil grundejerne komme til at betale differencen mellem det af Skattestyrelsen vurderede rimelige honorar og det fakturerede honorar. Det er således ikke rigtigt, når Skattestyrelsen på side 15, 2. afsnit anfører "at kunden i henhold til honoraraftalen aldrig vil komme til, at betale for den faktura som H1 udskriver til kunden".

Skattestyrelsens vurdering af 5. aftalegrundlag

Skattestyrelsens vurdering fremstår i det hele som værende lidt usammenhængende og visse steder selvmodsigende. I øvrigt mener jeg, at det anførte er adresseret i klagerne, men jeg vil dog gøre et par bemærkninger i det følgende:

Det må dog fremhæves, at grundejernes honoraraftale med R1 ikke kan inddrages ved vurderingen af grundejernes hæftelse af den simple årsag, at den er opsagt. Jeg henviser i det hele til det i klagerne anførte herom.

Det må endvidere fremhæves, som også anført i klagerne, at den rene aftale om "no cure no pay", hverken er uforenelig med de Advokatetiske regler eller i sig selv afskærer retten til omkostningsgodtgørelse. Det sidste fremgår bl.a. fremgår af et svar fra Skatteministeren til NF i forbindelse med Folketingets behandling af L42, hvor tredjemandstilskud til førelse af skattesager blev gjort skattepligtige for modtageren, såfremt denne havde en aftale med rådgiveren på "no cure no pay vilkår".

NF havde stillet følgende spørgsmål til Skatteministeren:

Hvorfor kan princippet om “no cure no pay" ikke støttes? Og hvad er betænkelighederne ved dette princip i danskret?

Af Skatteministerens svar på dette spørgsmål fremgår følgende:

Som det fremgår af bemærkningerne til L 42 er det vurderingen, at no cure no pay-ordninger fører til dårligere rådgivning af klienter, end hvis rådgiver havde anvendt mere almindelig afregningsmetoder som timebetaling eller fast pris. Følgelig har lovforslaget til formål at undgå, at skattelovgivningen kommer til at understøtte indgåelsen af sådanne aftaler ved at gøre et tredjemandstilskud skattefrit for modtageren, når denne har indgået en no cure no pay-aftale med yderen af tilskuddet. Derimod hindrer lovforslaget ikke, at en honoraraftale mellem rådgiver og dennes klient indgås på no cure no pay-vilkår.

[min understregning]

Det kan derfor ikke tillægges afgørende betydning, at honoraret udgør 0 kr. såfremt der kun opnås medhold i mindre grad. Ej heller kan det tillægges afgørende betydning, at for hæftelsesspørgsmålet, at Skatteministeriet fuldt ud skal godtgøre H1s honorar, såfremt der opnås medhold i overvejende grad eller fuldt ud.

Skattestyrelsen anfører på side 14, 5. afsnit, følgende:

Det bemærkes endvidere som betænkeligt og uden realitet, at to parter kan aftale, at en tredjemand - her staten - skal betale en udgift, som aftaleforholdet mellem de to parter udløser.

Det fremstår ikke klart, hvem de "to parter" er. Det må dog antages, at Skattestyrelsen refererer til R1 og H1. Desuagtet giver det anførte ikke rigtig mening.

Jeg er for så vidt enig i, at to parter ikke kan aftale, at en tredje part skal betale en udgift, som aftaleforholdet mellem de to parter udløser. Det er der vel næppe nogen, som kan være uenige i. Men der er ikke noget aftaleforhold mellem R1 og H1 om at staten skal betale en udgift.

Derimod er der et aftaleforhold mellem H1 og grundejerne om førelse af en ejendomsvurderingssag i Landsskatteretten i form af de fremlagte aftaler om advokatbistand.

Endvidere anfører Skattestyrelsen på side 14, 6. afsnit, følgende:

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at en sådan påtagelse af en forpligtelse må frakendes enhver retlig betydning overfor staten. Der er således tale om et forsøg på, at omgå reglerne i klar modstrid med ordningens formål.

Omkostningsgodtgørelsesordningens fornemste formål er at øge borgernes retssikkerhed ved at staten helt eller delvist betaler en skatteyders udgifter til sagkyndig bistand i skatte- og afgiftssager for derved at sikre, at sager der normalt ellers ikke ville blive ført ud fra almindelige procesøkonomiske overvejelser, alligevel bliver ført.

Det er i øvrigt svært at få øje på omgåelseselementet. En omgåelse af regler må forudsætte en konstruktion, der medfører, at omkostningsgodtgørelse udbetales i en situation, hvor Skatteministeriet ellers ikke ville være forpligtet til at betale godtgørelse.

Man kan sige, at der skal være tale om et tab for Skatteministeriet, hvis omkostningsgodtgørelsen udbetales. Dette er ikke tilfældet i de foreliggende sager.

Der er tale om i øvrigt godtgørelsesberettigede sager, hvor der er udført godtgørelsesberettiget arbejde af en sagkyndig bistandsyder. Såfremt grundejerne ikke tidligere havde været kunder hos R1 og havde indgået aftale med en hvilken som helst anden sagkyndig bistandsyder om førelse af sagerne i Landsskatteretten, ville de utvivlsomt være berettiget til omkostningsgodtgørelse.

Selv hvis R1 havde ført sagerne for grundejerne i Landsskatteretten ville de have været berettiget til omkostningsgodtgørelse for den del af R1s honorar, der kunne henføres til sagens førelse i Landskatteretten.

Den eneste grund til, at Skattestyrelsen ikke anser grundejerne for at være berettiget til omkostningsgodtgørelse er, at de har været kunder hos R1, og har valgt at det er H1, der skulle føre sagerne i Landsskatteretten.

Skattestyrelsens afsluttende bemærkninger på side 15, 6. afsnit, er et meget godt udtryk for ovenstående.

Det fremgår her, at Skattestyrelsen begrunder opfattelsen af, at der ikke foreligger nogen former for reel hæftelse med, at "kravet om omkostningsgodtgørelse er transporteret til bistandsyderen - sammenholdt med indholdet i det oprindelige 1. aftalegrundlag, hvorefter kunden aldrig vil komme til at betale for den ydede bistand".

Det er bekymrende, at Skattestyrelsen lægger afgørende vægt på en aftale mellem grundejerne og R1, som er ophævet forud for eller i forbindelse med H1s indtræden i sagen, og således ikke længere er gældende.

[…]"

Klageren har yderligere anført:

"Skatteankestyrelsen ses at have lagt vægt på 2 forhold - dels, at aftalegrundlaget mellem grundejeren og klageren medfører, at grundejeren - uanset udfaldet af klagesagen - ikke ville skulle betale noget for den sagkyndige bistand ydet af klageren, og dels at det ikke af salærnotaen fremgår, hvordan eller hvornår den skal betales.

For så vidt angår det første forhold ses Skatteankestyrelsen at være af den opfattelse, at det forhold, at grundejeren ikke faktisk kommer til at betale for bistanden er ensbetydende med, at grundejeren ikke hæfter for betalingen. Det er altså Skatteankestyrelsens opfattelse, at det forhold, at der som følge af sagens resultat skal ydes 100 % godtgørelse, fører til, at grundejeren ikke hæfter for betalingen.

Hvis det skal stå til troende, så vil der i alle sager, hvor en skatteyder vinder en sag i overvejende grad eller fuldt ud og hvor kravet på omkostningsgodtgørelse er overdraget til bistandsyderen mangle den fornødne hæftelse, idet den godtgørelsesberettigede i en sådan situation ikke faktisk kommer til at betale.

Det er ikke den faktiske betaling, der er afgørende for hæftelsen, men derimod den retlige forpligtelse til at betale for den ydede bistand. En ret vigtig nuance, som Skatteankestyrelsens indstilling ikke tager højde for.

Det forhold, at der skal ydes omkostningsgodtgørelse med 100 % og at grundejerens betaling i princippet sker ved overdragelse af kravet på godtgørelsen medfører ikke, at grundejeren ikke er retlig forpligtet til at betale.

Der er i aftalen om advokatbistand (bilag 3) ikke et forbehold for, at honoraret ikke kan overstige det beløb, som der ydes omkostningsgodtgørelse, eller at honoraret helt bortfalder, hvis der slet ikke ydes omkostningsgodtgørelse. Uanset om der ydes omkostningsgodtgørelse eller ej, følger det af aftalen, at H1 er berettiget til honorar, hvis sagen vindes i overvejende grad eller fuldt ud, hvilket der er enighed om er tilfældet.

Dermed adskiller de foreliggende sager sig væsentlig fra SKM 2016, 378 LSR, som Skattestyrelsen henviser til i udtalelsen af 20. marts 2019, idet det fremgår af Landsskatterettens præmisser, at det var mundtligt aftalt mellem skatteyderen og rådgiveren, at hun ikke skulle betale for bistanden udover et indbetalt depositum på 1.000 kr.

De foreliggende sager adskiller sig derfor også væsentligt fra SKM 2018, 313 Ø, jf. mine bemærkninger herom i mit indlæg af 7. januar 2019.

Heller ikke det forhold, at honoraret udgør 0 kr., hvis der ikke opnås medhold i overvejende grad eller fuldt ud kan føre til, at grundejeren ikke hæfter for betaling af honoraret, når betingelserne i aftalen om advokatbistand for opkrævning af honorar er opfyldte (medhold i overvejende grad eller fuldt ud). Jeg henviser i det hele til det i klagen anførte på side 4, 2 afsnit og frem anførte.

---oo0oo---

For så vidt angår det forhold, at det ikke fremgår af salærnotaen, hvordan eller hvornår den skal betales, bemærkes det, at H1s bankoplysninger fremgår af salærnotaen i øverste højre hjørne.

Endvidere bemærkes det, at det af aftalen om advokatbistand fremgår, at betaling kan ske ved transport af kravet op omkostningsgodtgørelse, hvilket de facto er sket. Grundejeren er således oplyst om, hvordan betaling kan ske.

Endelig bemærkes det, at de "manglende betalingsoplysninger" ikke kan føre til, at grundejeren ikke hæfter for betaling af det fakturerede honorar. Den eneste konsekvens, det kan have, er i forhold til den inkassoproces, som H1 skal følge, hvis betaling ikke sker. Hvis grundejeren i øvrigt er i tvivl om, hvordan eller hvornår betaling skal ske, kan grundejeren jo rette henvendelse til H1 og få det oplyst."

Landsskatterettens afgørelse

Dagældende skatteforvaltningslovs § 52, stk. 1, § 54, stk. 1, nr. 1, og § 55, stk. 1, nr. 1, (lovbekendtgørelse nr. 1267 af 12. november 2015) fremgår følgende:

"§ 52. Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.

§ 54. Godtgørelsesberettigede er følgende udgifter, når de ifølge regning skal betales eller er betalt:

1) Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat hos den godtgørelsesberettigede.

§ 55. Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:

1) Ved klage, hvor et skatteankenævnet eller Landsskatteretten træffer afgørelse."

Der ydes således som udgangspunkt omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Landsskatteretten, jf. dagældende skatteforvaltningslovs § 52, stk. 1, jf. § 54, stk. 1, nr. 1, og § 55, stk. 1, nr. 1.

Af en dom fra Højesteret af 30. juni 2015, offentliggjort som SKM2015.479.HR, fremgår blandt andet følgende:

"Højesterets begrundelse og resultat

Sagen angår, om S opfylder betingelserne for at få omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52 for advokatfirmaet H1s honorar.

Det fremgår udtrykkeligt af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 52, at omkostningsgodtgørelse er betinget af, at den skattepligtige >>skal betale eller har betalt<< rådgiverhonoraret.

Forarbejderne understøtter klart bestemmelsens ordlyd. Dette gælder også for så vidt angår mandatarsager, hvorom det fremgår, at det er en betingelse, at udgifterne til rådgiverbistand påhviler den skattepligtige og ikke mandataren, jf. betænkning nr. 1382/2000 om omkostningsdækningsordningen, s. 204-207, og Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, lovforslag nr. L 267, s. 7485.

Det er således en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand.

Det, som S har anført om, at der i administrativ praksis, herunder i mandatar sager, ikke stilles krav om en betalingsforpligtelse, kan ikke føre til et andet resultat, allerede fordi en praksis som den påståede ville være i klar modstrid med lovens udtrykkelige betingelse for udbetaling af omkostningsgodtgørelse.

Højesteret tiltræder af de grunde, som landsretten har anført, at S ikke hæftede for betaling af advokatfirmaet H1s honorar for at behandle hans klagesag ved Landsskatteretten.

S opfylder derfor ikke betingelserne for at få omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, og SKAT er berettiget til at kræve den udbetalte omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt.

Højesteret stadfæster herefter dommen."

Den dom fra landsretten, som Højesteret henviser til, er offentliggjort som SKM2014.399.VLR. Af dommen fremgår følgende:

"Landsrettens begrundelse og resultat

Der skal, som byretten har anført, lægges vægt på aftalegrundlaget mellem B ApS og S. Aftalegrundlaget, som D kendte, indebar bl.a., at D's varetagelse af S' skattesag aldrig ville medføre, at S kom til at betale mere end fastsat i den oprindelige kontrakt. Det har også betydning, at inddragelsen af D skete på foranledning af B ApS og havde tilknytning til et forretningsmæssigt samarbejde mellem B ApS og D.

På denne baggrund har S - uanset forklaringerne om retsforholdet mellem D og S afgivet med henblik på spørgsmålet om omkostningsgodtgørelse - ikke været forpligtet til at betale de tre salærnotaer udstedt af D Betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52 om, at der skal være tale om udgifter, som en person omfattet af § 53, her S, ifølge regning skal betale eller har betalt, er således ikke opfyldt.

Herefter, og da S' anbringende vedrørende en administrativ praksis ikke kan føre til et andet resultat, stadfæster landsretten dommen.

[...]"

Det er således en grundlæggende betingelse for, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse, at ansøgeren ifølge regning har betalt udgifterne til sagkyndig bistand mv., eller er forpligtet til at skulle betale udgifterne på et senere tidspunkt, jf. dagældende skatteforvaltningslovs § 52, stk. 1, og ovennævnte dom fra Højesteret.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at der skal være tale om en reel hæftelse.

Bevisbyrden for, at ansøgeren er forpligtet til at skulle betale den omhandlede faktura, påhviler som udgangspunkt ansøgeren eller bistandsyderen, hvis kravet er overdraget til denne, jf. Landsskatterettens afgørelse af 4. maj 2016, offentliggjort som SKM2016.378.LSR.

Grundejerne har overdraget kravet på omkostningsgodtgørelse til klageren, jf. transporterklæringen, der er underskrevet af grundejerne den 10. juli 2017. Bevisbyrden for, at grundejerne er forpligtet til at skulle betale salærnotaen af 9. juli 2017, påhviler derfor klageren.

Grundejerne har den 6. oktober 2016 ophævet aftalen med R1 og i stedet indgået en aftale med klageren.

I henhold til den indgåede aftale om advokatbistand mellem klageren og grundejerne, ville klageren alene kunne opkræve salær for den til grundejerne ydede bistand, i forbindelse med klagesagen ved Landsskatteretten, såfremt grundejerne opnåede fuldt medhold eller medhold i overvejende grad. Hvis grundejerne ikke opnåede medhold eller kun medhold i mindre grad, så ville salæret for den sagkyndige bistand udgøre 0 kr.

Landsskatteretten lægger til grund, at det er korrekt, som anført af klageren, at grundejerne har opnået medhold i overvejende grad i klagesagen ved Landsskatteretten, og at klageren derfor i henhold til aftalen mellem klageren og grundejerne har udstedt salærnotaen af 9. juli 2017.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at klageren ikke har løftet bevisbyrden for, at grundejerne er forpligtet til at skulle betale den omhandlede salærnota. Der er herved henset til, at det reelle indhold af aftalegrundlaget medfører, at grundejerne ikke reelt vil kunne blive forpligtet til selv at betale salæret til klageren, og hermed ikke reelt hæfter for salæret, idet salæret reelt bliver betalt af SKAT.

Betingelsen i dagældende skatteforvaltningslovs § 52, stk. 1, om, at den skattepligtige skal betale eller har betalt det beløb, som ansøgningen vedrører, er dermed ikke opfyldt, og der kan derfor ikke ydes omkostningsgodtgørelse.

Det forhold at grundejerne, efter det af klageren oplyste, potentielt ville kunne komme til at betale en del af salæret, hvis SKAT som følge af en rimelighedsvurdering nedsætter det fakturerede salær, kan ikke føre til et andet resultat.

SKAT har således med rette afslået at imødekomme den omhandlede ansøgning om omkostningsgodtgørelse, og den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

…"

Parternes synspunkter

H1 har i sit påstandsdokument anført følgende:

"…

Sagsøger gør overordnet gældende, at betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, om at den godtgørelsesberettigede skal hæfte for betalingen af den sagkyndiges honorar er opfyldt.

Sagen er i virkeligheden ret enkel.

Der er indgået en aftale (bilag 3) mellem grundejerne og H1 om, at H1 skal indbringe SKATs afgørelse i ejendomsvurderingssagen for Landsskatteretten. H1s honorar er betinget af, at der i klagesagen opnås medhold i overvejende grad eller fuldt medhold. Hvis der ikke opnås medhold eller der kun opnås medhold i mindre grad, følger det af aftalen, at honoraret udgør 0 kr.

H1 har indbragt SKATs afgørelse for Landsskatteretten, og der er opnået medhold i overvejende grad. Eftersom H1 har leveret den aftalte ydelse i henhold til aftalen (bilag 3) og betingelserne i aftalen for opkrævning af honorar er opfyldt, hæfter grundejerne selvsagt for betalingen af honoraret.

Ovenstående følger af helt grundlæggende aftale- og obligationsretlige principper.

Landsskatteretten er dog af en anden opfattelse, idet det er Landsskatterettens opfattelse, at grundejerne ikke hæfter for betalingen af honoraret. Landsskatterettens præmisser fremgår af bilag 1, side 26-29. Man skal dog helt om i 3. afsnit på side 28 for at finde de(t) forhold, som Landsskatteretten har lagt vægt på. Afsnittet lyder som følger:

Det er Landsskatterettens opfattelse, at klageren [H1] ikke har løftet bevisbyrden for, at grundejerne er forpligtet til at skulle betale den omhandlede salærnota. Der er herved henset til, at det reelle indhold af aftalegrundlaget medfører, at grundejerne ikke reelt vil kunne komme til at betale salæret til klageren [H1], og hermed ikke reelt hæfter for salæret, idet salæret reelt bliver betalt af SKAT. [mine tilføjelser og understregning]

Det er således Landsskatterettens opfattelse, at det forhold, at salæret skal dækkes fuldt ud af SKAT (nu Skattestyrelsen) efter reglerne om omkostningsgodtgørelse medfører, at grundejerne reelt ikke hæfter for salæret - og begrundelsen er, at salæret reelt bliver betalt af SKAT.

Skatteministeriet deler øjensynligt Landsskatterettens opfattelse. I svarskriftet begrunder Skatteministeriet nemlig påstanden om frifindelse med samme anbringende. Således fremgår følgende af svarskriftet, side 1, sidste afsnit:

Som det også fremgår af aftalen (bilag 3) og af stævningen side 4, er sagsøgeren alene efter aftalen med grundejerne berettiget til honorar, hvis grundejerne får medhold eller medhold i overvejende grad, dvs. de tilfælde, hvor skatteydere er berettiget til fuld omkostningsgodtgørelse. Det betyder, at i de tilfælde skal de to grundejere ikke betale noget, for det gør statskassen. Hvis der ikke opnås medhold i overvejende grad, skal de to grundejere heller ikke betale noget. De to grundejere kommer aldrig til at betale noget.

Det er altså også Skatteministeriets opfattelse, at det er det forhold, at grundejerne ikke kommer til at betale noget "for det gør statskassen ", der fører til, at de ikke kan anses for at hæfte for honoraret.

Det forholder sig naturligvis ikke sådan. Skulle et sådant anbringende stå til troende, vil der i alle sager, hvor en skatteyder vinder en sag i overvejende grad eller fuldt ud, og hvor kravet på omkostningsgodtgørelse er overdraget til bistandsyderen, mangle den fornødne hæftelse, idet salæret reelt bliver betalt af statskassen.

Der er tale om cirkulær argumentation, der ikke giver mening. Det forhold, at grundejerne reelt ikke kommer til at betale noget er alene en konsekvens af reglerne om omkostningsgodtgørelse, herunder at der ydes fuld godtgørelse, hvis sagen vindes i overvejende grad eller fuldt ud, samt muligheden for, at kravet på omkostningsgodtgørelse kan overdrages til den sagkyndige bistandsyder. Regler, som Skatteministeriet selv er ansvarlig for at have indført.

Det er ikke afgørende, om der rent faktisk sker fysisk betaling fra grundejerne til H1, idet kravet på omkostningsgodtgørelse kan - og er blevet det - overdraget til H1, hvorved den faktiske betaling af honoraret - og dermed indfrielse af H1s krav mod grundejerne - reelt sker fra statskassen direkte til H1.

Hæftelsen i bestemmelsen følger af formuleringen "ifølge regning skal betale eller har betalt".

Forud for lov nr. 388 af 6. juni 2002 var det en betingelse for adgangen til omkostningsgodtgørelse, at den sagkyndige bistandsyders honorar rent faktisk var betalt. Om dette var tilfældet kunne objektivt konstateres, og det var derfor ikke relevant at forholde sig til, om den godtgørelsesberettigede nu også hæftede for betalingen.

Af forarbejderne (lovforslag nr. 54 af 17. januar 2002) fremgår af de specielle bemærkninger til lovens § 1, nr. 1, bl.a. følgende om baggrunden for, hvorfor man fjernede betingelsen om, at honoraret skulle være betalt:

Efter de gældende regler kan omkostningsgodtgørelse alene ydes, såfremt den skatte- eller afgiftspligtige kan godtgøre, at denne har betalt de godtgørelsesberettigede udgifter til sagkyndig bistand mv.

Efter forslaget er det ikke længere en betingelse, at udgifterne faktisk er betalt. Efter forslaget er det tilstrækkeligt, at det kan dokumenteres, at udgifterne skal betales ifølge regning. Baggrunden for denne ændring af godtgørelsesordningen er, at det ikke forekommer rimeligt at påføre den skatte- eller afgiftspligtige udgifter til og eventuelt besvær med finansiering af udgifterne til den sagkyndige bistand mv., når disse udgifter - som udgangspunkt - alligevel vil blive godtgjort - i hvert fald med 50 pct. [min understregning]

Det er altså lovgivers egen opfattelse, at et af formålene med at fjerne betingelsen om faktisk betaling af honoraret er, at den skatte- eller afgiftspligtige kan få ført sagen uden selv at skulle have penge op af lommen.

Dette understøttes yderligere af, at der også ved lov nr. 388 af 6. juni 2002 blev indført mulighed for, at den godtgørelsesberettigede kan give bistandsyderen transport i kravet på omkostningsgodtgørelse, således at betaling sker direkte fra staten til bistandsyderen, hvorved bistandsyderens krav på betaling fra den godtgørelsesberettigede indfries. I de tilfælde, hvor godtgørelsen er 100 %, som i nærværende sag, sker der fuld indfrielse.

Afgørende for retten til omkostningsgodtgørelse er derfor, om H1 kan gøre sit krav på betaling gældende direkte over for grundejerne. Hvis dette er tilfældet er betingelserne for udbetaling af omkostningsgodtgørelse opfyldt.

I den sammenhæng skal der foretages en vurdering af den indgåede aftale om advokatbistand (bilag 3). Det fremgår heraf, at såfremt der opnås medhold i overvejende grad eller fuldt ud, er H1 berettiget til honorar. Der er enighed om, at der er opnået medhold i overvejende grad, jf. Landsskatterettens afgørelse, bilag 1, side 28, 2. afsnit. H1 er således i henhold til aftalen berettiget til honorar, og grundejerne er i henhold til aftalen forpligtet til at betale.

En frifindende dom er reelt ensbetydende med, at retten tilsidesætter aftalen mellem grundejerne og H1 uden at der i øvrigt er noget grundlag herfor. Konsekvensen er, at H1 ikke over for grundejerne kan kræve sit honorar betalt, selvom betingelserne i aftalen for honorar er opfyldte, idet retten med en frifindende dom siger, at grundejerne ikke hæfter for betalingen.

Det forhold, at honoraret udgør 0 kr., hvis der ikke opnås medhold i overvejende grad eller fuldt ud medfører ikke, at grundejerne ikke skulle hæfte, hvis der opnås medhold i overvejende grad eller fuldt ud.

Den rene aftale om "no cure no pay" er hverken uforenelig med de Advokatetiske regler eller diskvalificerende for retten til omkostningsgodtgørelse. Det sidste fremgår bl.a. af et svar fra Skatteministeren til NF i forbindelse med Folketingets behandling af lovforslag nr. 42 af 30. oktober 2014 (vedtaget som lov nr. 1500 af 23. december 2014), hvor tredjemandstilskud til førelse af skattesager blev gjort skattepligtige for modtageren, såfremt denne havde en aftale med rådgiveren på "no cure no pay vilkår".

NF havde stillet følgende spørgsmål til Skatteministeren:

Hvorfor kan princippet om “no cure no pay" ikke støttes? Og hvad er betænkelighederne ved dette princip i dansk ret?

Af Skatteministerens svar på dette spørgsmål fremgår følgende:

Som det fremgår af bemærkningerne til L 42 er det vurderingen, at no cure no pay-ordninger fører til dårligere rådgivning af klienter, end hvis rådgiver havde anvendt mere almindelige afregningsmetoder som timebetaling eller fast pris. Følgelig har lovforslaget til formål at undgå, at skattelovgivningen kommer til at understøtteindgåelsen af sådanne aftaler ved at gøre et tredjemandstilskud skattefrit for modtageren, når denne har indgået en no cure no pay-aftale med yderen af tilskuddet. Derimod hindrer lovforslaget ikke, at en honoraraftale mellem rådgiver og dennes klient indgås på no cure no pay-vilkår. [min understregning]

Hvis det havde været lovgivers ønske, at der ikke skal være adgang til omkostningsgodtgørelse, hvis aftalen mellem den sagkyndige og den godtgørelsesberettigede er indgået på "no cure no pay" vilkår, ville lovgiver jo have indrettet loven i overensstemmelse hermed i stedet for at indføre skattepligt af et evt. tredjemandstilskud fra den sagkyndige skattepligtigt.

Det kan derfor ikke tillægges betydning, at honoraret udgør 0 kr. såfremt der kun opnås medhold i mindre grad, da aftalen om "no cure no pay" ikke er uforenelig med reglerne om omkostningsgodtgørelse.

Ej heller kan det tillægges betydning for hæftelsesspørgsmålet, at Skatteministeriet fuldt ud skal godtgøre H1s honorar, såfremt der opnås medhold i overvejende grad eller fuldt ud - dette følger af jo direkte af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, 2. pkt.

Idet det ikke er bestridt, at grundejerne i øvrigt er godtgørelsesberettigede, og at der er udført godtgørelsesberettiget arbejde i en godtgørelsesberettiget sag, som er de øvrige betingelser for retten til omkostningsgodtgørelse, er grundejerne dermed berettiget til omkostningsgodtgørelse.

---oo0oo---

Skatteministeriets henvisning til SKM 2018, 313 Ø ændrer ikke på ovenstående. Henvisningen sker med en bemærkning om, at landsretten om et lignende aftalegrundlag har udtalt, at den skattepligtige ikke kunne anses for at hæfte for udgifterne til rådgiverbistand.

I dommen stadfæster Østre Landsret byrettens dom i SKM 2017, 528 BR. Det fremgår af præmisserne, at landsretten er enig i byrettens begrundelse og resultat. Byretten havde i sine præmisser henvist til SKM 2015, 479 H, hvoraf det fremgår, at det er helt grundlæggende betingelse for adgangen til omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand.

Østre Landsrets dom tilføjer ikke noget nyt til spørgsmålet omkring vurderingen af hæftelsen. Dommen siger ikke andet eller mere end det, der fremgår af SKM 2015, 479 H. Østre Landsret har foretaget en konkret vurdering på baggrund af det i sagen fremlagte aftalegrundlag.

I øvrigt er de faktiske forhold i SKM 2018, 313 Ø ikke sammenlignelige med de faktiske forhold i nærværende sag, idet der er væsensforskelle i aftalegrundlaget.

Den sagkyndiges "Tilbud om juridisk bistand", der var til prøvelse i SKM 2018, 313 Ø, er i uddrag citeret i SKM 2017, 528 BR under Skatteministeriets anbringender. Skatteministeriet har citeret følgende:

Som en del af denne aftale overdrager klienten sit krav på omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19 til rådgiveren, og klienten skal derfor ikke selv betale for den ydede bistand:

•        Såfremt klienten får fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, men ikke kan få omkostningsgodtgørelse i det søgte omfang, nedsættes honoraret, således at der kan opnås omkostningsgodtgørelse svarende til 100 % af honoraret.

•        Såfremt klienten ikke får fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, og derfor kun kan opnå en omkostningsgodtgørelse på 50 % af honoraret, afholdes de resterende 50 % af honoraret af H1. Kan klienten ikke få omkostningsgodtgørelse i det søgte omfang, nedsættes honoraret, således at der kan opnås omkostningsgodtgørelse svarende til 50 %.

Et eventuelt klageafgift til Landsskatteretten afholdes af rådgiveren.

Udover ovenstående er der i dommen ikke andre oplysninger om selve aftalegrundlaget, så det er svært at konkludere i hvilket omfang, det i øvrigt måtte være sammenligneligt med aftalegrundlaget i nærværende sag.

Af det citerede fremgår det direkte, at klienten ikke selv skal betale for bistanden. Derudover fremgår det i øvrigt, at rådgiveren tillige afholder klagegebyret til Landsskatteretten.

Derudover er der den væsentlige forskel, at rådgiverens honorar i SKM 2018, 313 Ø ville blive nedsat, såfremt der ikke kunne opnås omkostningsgodtgørelse i det søgte omfang, således at der altid opnåedes godtgørelse for enten 50 % eller 100 % af honoraret.

Der er 2 situationer i hvilke, der ikke kan opnås omkostningsgodtgørelse i det søgte omfang. Den første er, hvis der er søgt godtgørelse for ikke godtgørelsesberettigede udgifter, og den anden er, hvis Skattestyrelsen foretager en rimelighedsvurdering af honoraret og nedsætter det.

I SKM 2018, 313 Ø er "Tilbud om juridisk rådgivning" konstrueret således, at rådgiverens honorar nedsættes korresponderende, hvis én eller begge af ovennævnte situationer opstår.

Dette er ikke tilfældet i nærværende sag. Såfremt Skattestyrelsen måtte foretage en rimelighedsvurdering af H1s honorar og nedsætte det, sker der ikke en korresponderende nedsættelse af honoraret, således at der opnås omkostningsgodtgørelse svarende til 100 % af honoraret.

I en sådan situation vil grundejerne komme til at betale differencen mellem det af Skattestyrelsen vurderede rimelige honorar og det fakturerede honorar.

…"

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført følgende:

"…

Frifindelsespåstanden støttes på, at grundejerne, NE og NB, aldrig kommer til at betale én krone for H1s bistand. Efter deres aftale med H1 kan der enten ske det, at de får fuld omkostningsgodtgørelse, og så skal staten betale hele regningen. Eller også får de ikke fuld omkostningsgodtgørelse, og så skal der ikke betales én eneste krone for H1s bistand. Grundejerne hæfter med andre ord ikke for H1s faktura, hvorfor der ikke er hjemmel til at udbetale omkostningsgodtgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1 og UfR 2015.3383H (SKM2015.479H)

I UfR 2015.3383 H, udtalte Højesteret:

"[…]

Det fremgår udtrykkeligt af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 52, at omkostningsgodtgørelse er betinget af, at den skattepligtige "skal betale eller har betalt" rådgiverhonoraret. Forarbejderne understøtter klart bestemmelsens ordlyd. […] Det er således en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand.

[…]". (Min understregning).

H1 bærer som den, til hvem et eventuelt krav er overdraget, bevisbyrden for, at der er en sådan hæftelse. Denne bevisbyrde er ikke løftet, allerede fordi aftalen viser, at der ikke er en sådan hæftelse.

_________________________

Af aftalen om advokatbistand (bilag 3) fremgår det, at:

"Opnår H1 i sagen overvejende eller fuldt medhold, opkræves klienten H1s salær for bistand i sagen. Salæret fastsættes i forhold til sagens betydning og værdi, sagens udfald, kompleksitet og omfanget af det udførte arbejde, herunder medgået tid, samt det med sagen forbundne ansvar.

Klienten er i den situation berettiget til at få godtgjort H1s salær i henhold til reglerne om omkostningsgodtgørelse. Betaling af salærnota kan ske ved klientens transport af kravet på omkostningsgodtgørelse til H1, som derved modtager betaling direkte fra SKAT.

Såfremt der ikke opnås medhold eller kun medhold i mindre grad udgør H1s salær 0 kr."

(mine understregninger)

H1 er efter aftalen med grundejerne alene berettiget til honorar hvis grundejerne får medhold eller medhold i overvejende grad, dvs. de tilfælde, hvor skatteydere er berettiget til fuld omkostningsgodtgørelse. Det betyder, at i de tilfælde skal de to grundejere ikke betale noget, for det gør statskassen. Hvis der ikke opnås medhold eller medhold i overvejende grad, skal de to grundejere heller ikke betale noget. De to grundejere kommer derfor aldrig til at betale noget.

Dette følger ligeledes af fremsendelsesbrevet fra R1 ApS til de to grundejere (bilag 11), hvoraf det fremgår, at:

"En sådan overgang har også den fordel, at H1 er villig til at yde bistand og kun beregne salær, hvis de vinder sagen i overvejende grad. Vedhæftet er aftale med H1 som afspejler dette. I dette tilfælde dækkes salæret 100 procent af SKAT efter regler i skattelovgivningen om omkostningsgodtgørelse. Vinder H1 sagen vil advokatfirmaet fremsende en salærnota til jer, et ansøgningsskema om omkostningsgodtgørelse og en transporterklæring, hvor I transporterer jeres ret til omkostningsgodtgørelse til H1. Tabes sagen vil H1 ikke udstede salærnota, hvilket betyder, at H1 påtager sig procesrisikoen ved at føre sagen ved Landsskatteretten."

(mine understregninger)

Da de to grundejere således ikke hæfter for udgifterne til rådgiverbistand, består der ikke et krav om omkostningsgodtgørelse, jf. UfR2015.3383H.

Resultatet er i overensstemmelse med Østre Landsrets dom, jf. SKM 2018.313 ØLR, hvor landsretten om et lignende aftalegrundlag, hvor klienten ifølge aftalen med rådgiveren i intet tilfælde selv skulle betale for den ydede rådgivning, udtalte, at den skattepligtige heller ikke her kunne anses for at hæfte for udgifterne til rådgiverbistand.

H1 har i replikken, side 2, gjort gældende, at nærværende sag ikke er sammenlignelig med SKM 2018.313.ØLR, idet det i Østre Landsrets sag af aftalegrundlaget fremgik, at rådgiverens honorar ville blive nedsat, såfremt der ikke kunne opnås omkostningsgodtgørelse i det søgte omfang, således at der altid opnåedes godtgørelse for enten 50 % eller 100 % af honoraret.

H1 gør derimod gældende, at det ikke er tilfældet i nærværende sag og anfører i den forbindelse, at såfremt Skattestyrelsen måtte foretage en rimelighedsvurdering af H1s honorar og nedsætte det, vil grundejerne komme til at betale differencen mellem det af Skattestyrelsen vurderede rimelige honorar og det fakturerede honorar.

Dette bestrides.

Det fremgår derimod direkte af aftalegrundlaget i nærværende sag, at H1 alene er berettiget til honorar, hvis grundejerne får medhold eller medhold i overvejende grad, dvs. de tilfælde, hvor skatteydere er berettiget til fuld omkostningsgodtgørelse. Det er således ikke godtgjort, at grundejerne hæfter for betalingen af H1s salær.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Det fremgår af dagældende skatteforvaltningslovs § 52, stk. 1, at der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. i en række nærmere fastsatte sagstyper reguleret i skatteforvaltningslovens § 55. Godtgørelsen udgør 100 pct., hvis den pågældende har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.

Det er en grundlæggende betingelse for at yde omkostningsgodtgørelse, at der består en reel hæftelse for den godtgørelsesberettigede i relation til udgifterne til sagkyndig bistand, jf. UfR 2015.3383 H. H1 bærer bevisbyrden for, at denne betingelse er opfyldt.

Der er enighed om, at grundejerne i skattesagen har fået medhold i et omfang, der berettiger til 100 pct. godtgørelse.

Det fremgår af sagen, at grundejerne oprindeligt havde indgået en aftale om juridisk rådgivning med R1 ApS (herefter R1), som efter sit indhold var uopsigelig, og at R1 ikke havde krav på honorar, hvis der ikke blev opnået en skattebesparelse. Det er under sagen ubestridt, at denne aftale ikke lever op til betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse.

Af R1s brev af 28. september 2016 til grundejerne fremgår blandt andet, at H1 er villig til at yde sagkyndig bistand i sagen og kun beregne salær, i det omfang grundejerne vinder sagen i overvejende grad, i hvilket tilfælde salæret dækkes af SKAT efter reglerne om omkostningsgodtgørelse. Med brevet fremsendte R1 en aftale om advokatbistand med H1 og en ophævelse af aftalen om juridisk rådgivning med R1. Det fremgår af sidstnævnte, at ophævelsen af aftalen med R1 var betinget af, at der samtidig indgås aftale om advokatbistand med H1.

Aftalen om juridisk rådgivning mellem grundejerne og R1 blev herefter ophævet ved parternes erklæring af 6. oktober 2016, og der blev samtidig indgået aftale om advokatbistand mellem grundejerne og H1. Af aftalen om advokatbistand fremgår blandt andet, at H1s salær fastsættes i henhold til sagens betydning, værdi, udfald, kompleksitet og omfanget af det udførte arbejde, herunder medgået tid, samt det med sagen forbundne ansvar. Om salæret fremgår videre, at H1 alene opkræver salær, i det omfang grundejerne får overvejende eller fuldt medhold i sagen, i hvilket tilfælde grundejerne er berettiget til at få H1s salær godtgjort af staten i henhold til de skatteretlige regler om omkostningsgodtgørelse.

H1 var bekendt med det oprindelige aftaleforhold mellem grundejerne og R1 og med R1s brev af 28. september 2016 til grundejerne. Inddragelsen af H1 skete på foranledning af R1. Aftalegrundlaget mellem grundejerne og H1 herunder salærfastsættelsen skal derfor fortolkes i sammenhæng med aftalegrundlaget med R1 og dette selskabs brev af 28. september 2016 og ophævelseserklæringen af samme dato.

Indholdet af de fremsendte dokumenter betyder, at grundejerne ikke i nogen situationer selv kommer til at betale for H1s bistand. H1 har derfor ikke ført bevis for, at grundejerne hæfter for udgifterne til sagkyndig bistand. Da betingelserne for omkostningsgodtgørelse herefter ikke er opfyldt, tager retten Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

Efter sagens værdi, forløb og udfald skal H1 betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 25.000 kr. til dækning af departementets advokatudgifter. Beløbet er med moms, da Skatteministeriet ikke er momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes.

H1 skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 25.000 kr.

Sagsomkostningerne skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.