Spørgsmål
- Kan Skatterådet bekræfte, at Selskabet og Selskabets kapitalejere af hensyn til en børsnotering af Selskabet kan ophæve de nuværende A-, B- og C-aktieklasser i Selskabet mod samtidig at gennemføre rettede fondsemissioner til kapitalejerne som nærmere beskrevet i det følgende (forud for børsnoteringen), uden at dette giver anledning til en beskatning af Selskabets nuværende A-, B- og C-kapitalejere ("A-, B- og C-Kapitalejerne" og samlet benævnt "Kapitalejerne")?
- Kan Skatterådet i tillæg til spørgsmål 1 bekræfte, at der efter børsnoteringen uden beskatning af Selskabets Kapitalejere kan ske en yderligere justering, når den endelige børskurs kendes, ved en yderligere rettet fondsemission til Selskabets A-Kapitalejere, eller ved B- og C-Kapitalejernes vederlagsfrie overførsel af aktier i Selskabet til A-Kapitalejerne?
- Kan Skatterådet bekræfte, at hvis Selskabets børsnotering opgives, kan der uden beskatning af Selskabets Kapitalejere gennemføres en vedtægtsændring med en genetablering af de nuværende ejerforhold med de nuværende kapitalklasser med tilsvarende A-, B- og C-rettigheder, og en kapitalnedsættelse uden udlodning rettet mod Kapitalejerne med henblik på at neutralisere og tilbagerulle de i spørgsmål 1 nævnte selskabsretlige ændringer?
Svar
- Ja
- Ja
- Ja
Beskrivelse af de faktiske forhold
Selskabet og dets Kapitalejere overvejer en børsintroduktion af Selskabet.
I forbindelse med den påtænkte børsnotering er der behov for, at der sker en sammenlægning af de nuværende A-, B- og C-kapitalklasser i Selskabet, således at Selskabet kun har én aktieklasse på tidspunktet for offentliggørelsen af prospektet (og dermed påbegyndelsen af udbudsperioden). Sammenlægningen af aktieklasserne er nødvendiggjort for at opnå en sædvanlig selskabskapitalstruktur i forbindelse med en børsintroduktion af Selskabet.
Det fremgår af § 2 i Selskabets vedtægter, at Selskabets aktiekapital på tidspunktet for indgivelsen af denne anmodning er fordelt på tre aktieklasser.
Det er muligt, at aktiekapitalen udvides forud for børsnoteringen som følge af nye investorer. Endvidere kan aktiestykstørrelsen på 1 kr. muligvis blive ændret for alle aktier som et led i at opnå det antal aktier og den udbudskurs, der er sædvanligt ved en børsintroduktion. Dette ses dog ikke at have betydning for denne anmodning om bindende svar.
A-aktierne er tillagt en økonomisk præference.
Når A-Kapitalejerne har modtaget den nævnte præference, har A-Kapitalejerne ikke ret til yderligere udlodning fra Selskabet eller provenu fra et salg af Selskabet. Som det fremgår, er præferencen således et samlet faktisk beløb, og ikke en procentandel af Selskabets værdi.
Når A-Kapitalejerne har modtaget deres præference, skal ethvert beløb herudover fordeles forholdsmæssigt blandt alle B- og C-Kapitalejerne efter deres respektive nominelle aktiebeholdning, uanset aktieklasse. Dette fremgår af vedtægternes pkt. 3.2.3 og ejeraftalens pkt. 4.2.2.
A-, B- og C-aktieklasserne har ikke andre særlige økonomiske rettigheder.
Hver B-aktie har 10 stemmer, hvorimod hver C-aktie har én stemme. A-aktierne har ingen stemmer. Dette fremgår af vedtægternes pkt. 4.9, 4.10 og 4.11.
I tilfælde af en børsnotering af Selskabet, har Kapitalejerne aftalt i ejeraftalens afsnit 4, at A-, B-, og C-aktieklasserne forud for børsnoteringen skal sammenlægges til én samlet aktieklasse, hvorefter den samlede nominelle aktiekapital vil blive fastlagt og fordelt på de forhenværende A-, B-, og C-kapitalejere. Det fremgår videre, at fordelingen skal ske, så der ikke sker en formueforrykkelse mellem Kapitalejerne. Endvidere er det beskrevet i ejeraftalens pkt. 4.4.5, at Kapitalejerne i tilfælde af en undladt børsintroduktion er enige om at genetablere A-, B-, og C-aktieklasserne og det forholdsmæssige ejerskab af Selskabet, der eksisterer umiddelbart forud for sammenlægningen.
Ejeraftalen er indgået mellem de oprindelige aktionærer i forbindelse med investering i Selskabet, og den er tiltrådt af alle senere tilkomne aktionærer.
For at sikre, at der ikke sker en formueforskydning mellem A-, B- og C-aktierne ved børsintroduktionen er det planen at gennemføre
1) en sammenlægning af aktieklasserne i forholdet 1:1, og
2) rettede fondsemissioner til henholdsvis A-, B-, og C-kapitalejerne (baseret på højeste kurs i udbudskursintervallet).
Trin 1 og 2 vil finde sted på en ekstraordinær generalforsamling kort tid forud for offentliggørelse af prospektet og påbegyndelse af udbudsperioden.
Endvidere vil der, hvis relevant, gennemføres
3) en yderligere rettet fondsemission til A-Kapitalejerne (baseret på den endeligt fastlagte udbudskurs) med henblik på at justere for den værdi af Selskabet, som den endelige udbudskurs medfører, eller en vederlagsfri overdragelse af aktier fra B- og C-Kapitalejerne til A-Kapitalejerne.
Endelig vil der, hvis børsnoteringen af Selskaber ikke gennemføres
4) blive gennemført en genetablering af A-, B- og C-aktierne og rettede kapitalnedsættelser i Selskabet uden udlodning.
Før ovenstående ændringer iværksættes, udarbejdes der et tillæg til ejeraftalen (en "Exit Agreement") specifikt med henblik på at forpligte alle Kapitalejere til at stemme for samtlige ændringer i kapitalstrukturen som beskrevet ovenfor, og at give bestyrelsen i Selskabet de fornødne bemyndigelser til at gennemføre disse.
De selskabsretlige trin er beskrevet nærmere i det følgende:
1 og 2. Sammenlægning af aktieklasserne og de rettede fondsemissioner (forud for børsintroduktionen)
Sammenlægningen af aktieklasserne og de rettede fondsemissioner skal finde sted samtidigt og de to trin vil være indbyrdes forbundne.
De rettede fondsemissioner har til formål 1) at kompensere A-Kapitalejerne for den økonomiske præference, de mister ved selve sammenlægningen af aktieklasserne, 2) at tildele B- og C-Kapitalejerne det antal nominelle aktier i Selskabet, som samlet modsvarer Selskabets forventede markedsværdi fraregnet det beløb, som A-Kapitalejerne skal modtage på deres nominelle aktiekapital, og 3) samtidig at forhøje den samlede nominelle aktiekapital og antallet af aktier til et sædvanligt niveau for en børsnotering.
De rettede fondsemissioner vil som nævnt ske på baggrund af den højeste kurs i udbudskursintervallet, som offentliggøres i prospektet, og på grundlag af Selskabets forventede markedsværdi.
A-Kapitalejerne vil på den måde blive økonomisk kompenseret for at opgive deres nuværende økonomiske præference ved at modtage aktier, der repræsenterer en samlet værdi svarende til deres nuværende økonomiske rettigheder. Samtidig modtager B- og C-Kapitalejerne et antal nominelle aktier, som sikrer, at deres nominelle antal aktier i Selskabet baseret på den højeste udbudskurs svarer til Selskabets forventede markedsværdi reduceret med værdien af A-Kapitalejernes aktier. Endvidere forøges antallet af aktier til et sædvanligt niveau for en børsnotering.
På denne måde sikres det, at der samlet set ikke sker en formueforskydning mellem A-, B-, og C-Kapitalejerne ved sammenlægningen af aktieklasserne til aktier uden aktieklasser.
Det skal for god ordens skyld nævnes, at fondsemissionerne rent matematisk kan resultere i nedrundinger til nærmeste aktiebeløb, og at Selskabet ved den pågældende rettede fondsemission betaler den relevante kapitalejer et kontant beløb for en sådan nedrunding. Der vil være tale om meget beskedne beløb, og denne anmodning om bindende svar inkluderer ikke en anmodning om et svar den skattemæssige behandling af sådanne "spids"-betalinger.
3. Efterfølgende rettet fondsemission eller vederlagsfrie overdragelse af aktier
Da den endelige udbudskurs og dermed den endelige værdiansættelse af Selskabet først vil foreligge umiddelbart før aktierne i Selskabet optages til handel og officiel notering, vil der kunne opstå behov for at foretage en endelig justering for at sikre en korrekt formuefordeling mellem A-, B- og C-Kapitalejerne.
Den endelige udbudskurs kan godt blive lavere end den højeste kurs i udbudskursintervallet, som offentliggjort i prospektet, jf. ovenfor, og der vil i tilfælde heraf skulle gennemføres endnu en rettet fondsemission til fordel for A-Kapitalejerne med henblik på at justere for den lavere værdi af Selskabet, som den endelige udbudskurs medfører, og dermed den lavere værdi som aktierne til A-Kapitalejerne repræsenterer. Alternativt kan det ske ved en vederlagsfri overdragelse af aktier i Selskabet fra B- og C-Kapitalejerne til A-Kapitalejerne.
4. Genetablering af aktieklasserne og rettede kapitalnedsættelser, hvis der ikke gennemføres en børsnotering
I den situation, hvor børsnoteringen ikke gennemføres, er det i ejeraftalen og det tilhørende tillæg (Exit Agreement) aftalt, at der skal foretages en genetablering af kapitalstrukturen og ejerforholdene, herunder af A-, B- og C-kapitalklasserne, der eksisterede umiddelbart før sammenlægningen af aktieklasserne.
Formålet med genetableringen er (i) at neutralisere enhver ændring i selskabskapitalen foretaget i forbindelse med børsintroduktionen, (ii) at genetablere Kapitalejernes økonomiske rettigheder i Selskabet knyttet til de forskellige nuværende kapitalklasser samt Kapitalejernes procentuelle ejerandele i Selskabet, som de bestod før sammenlægningen af aktieklasserne og de gennemførte kapitalforhøjelser for dermed at undgå en formueforskydning, og (iii) genetablere de nuværende stemmerettigheder på de tre aktieklasser.
Hvis børsnoteringen tilbagekaldes, vil der således blive indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, hvor der vil blive truffet beslutning om
1) genetablering af A-, B- og C-kapitalklasserne og
2) rettede kapitalnedsættelser uden udlodning.
Aktierne genetableres i A-, B- og C-kapitalklasserne med rettigheder tilsvarende de, som aktieklasserne var tillagt umiddelbart forud for sammenlægningen. Derudover træffes der beslutning om en rettet kapitalnedsættelse uden udlodning mod A- B- og C-Kapitalejerne med henblik på at stille A-, B-, og C-Kapitalejerne økonomisk, ejerskabsmæssigt og stemmemæssigt fuldstændig, som de stod før sammenlægningen af aktieklasserne og de rettede fondsemissioner.
Kapitalejerne opnår derved samme antal aktier og indbyrdes ejerforhold i stemmerettighederne i Selskabet, som kapitalejerne havde før sammenlægningen af aktieklasserne og fondsemissionerne.
Tillægget til ejeraftalen beskrevet ovenfor vil indeholde bestemmelser med henblik på at forpligte alle Kapitalejere til at stemme for enhver beslutning, som kræves for at gennemføre en sådan "tilbagerulning" som beskrevet ovenfor.
Af ejeraftalen fremgår bl.a. følgende:
SHAREHOLDERS' AGREEMENT
Between Holding Limited ("Lead Investor") and on the other side the Co-Investors.
(…)
… Limited, acting in its capacity as general partner of acting in its capacity as (1) general partner of the (No.2) Limited Partnership and the (2) manager of certain of the assets of Investor Investments Holding Aktiebolag; and (3) manager of the Co-Investment Scheme.
(…)
1. Purpose and Background
1.1 Each Co-Investor is or will become (i) employed by a Group Company; (ii) the chairman or a member of the Board of Directors or the board of directors of a Group Company; or (iii) a consultant to a Group Company or the Board of Directors. The Co-Investors have been offered and have, by executing this Agreement, accepted to participate in a co-investment programme established by the Company.
(…)
3. The Investment
3.1 Each Co-Investor shall be entitled to make the Investment through a Co-Investor Holding Company. Each of the provisions of this Agreement that applies to a Co Investor shall apply to the Co-Investor Holding Company of such Co-Investor correspondingly. A Co-Investor shall procure that its Co-Investor Holding Company (I) remains a Co-Investor Holding Company during the term of the Agreement and (ii) takes every action required in order to comply with this Agreement. A Co-Investor shall be jointly and severally liable with its Co-Investor Holding Company in respect of any and all obligations undertaken by a Co-Investor pursuant to this Agreement.
(…)
4. Payment of Proceeds
The Company's share capital is divided into three classes of Shares with different rights to share in the value of the Company.
The Co-Investors shall participate in the distribution of any Proceeds as follows:
Each Class A Preference Share has a preferred right to receive its proportionate part (on the basis of the total number of outstanding Class A Preference Shares at the relevant time) of any Proceeds up to an amount equal to the (actual) Class A Amount.
After distribution of the Class A Amount, each Class B Common Share and Class C Common Share has the right to receive its proportionate part (on the basis of the total number of outstanding Class B Common Shares and Class C Common Shares at the relevant time) of any additional Proceeds. For the avoidance of doubt, the Class B Common Shares and the Class C Common Shares have equal financial rights to receive any additional Proceeds after distribution of the Class A Amount.
In case of distribution of other kinds of Proceeds than cash, the Co-Investors will receive their respective proportionate part of such non-cash Proceeds determined in accordance with the principles in Clause 4.2.
In case of a decision to make an IPO, the Co-Investors agree to convert (along with the Lead Investor's conversion of its Shares) all Co-Investor Shares into one class common shares (the "Listing Shares") in due course prior to the IPO according to the following principles:
The Lead Investor will, based on advice from one or more leading investment banking firms retained by the Company for the purpose of the IPO and by applying the principles in Clause 4.2, determine the estimated number of Listing Shares to be received by each of the Co-Investors upon conversion of the Class A Preference Shares, the Class B Common Shares and the Class C Common Shares into Listing Shares.
Upon final determination of the estimated number of Listing Shares to be received by each of the Parties upon conversion of the Class A Preference Shares, the Class B Common Shares and the Class C Common Shares into Listing Shares, the Parties undertake to (i) cause the conversion of the Class A Preference Shares, the Class B Common Shares and the Class C Common Shares into Listing Shares; and (ii) allocate the Listing Shares between them so as to ensure that each of the Parties receives the number of Listing Shares determined in accordance with Clause 4.4.1.
In connection with the conversion into Listing Shares, the reallocation of Shares shall be carried out on the basis of a preliminary and a final adjustment in order to ensure that the final number of Listing Shares is based in the listing price obtained in connection with the IPO. The preliminary adjustment shall be carried out prior to the IPO and shall be based on the midpoint of the price range as set out by the in vestment banking firms in the prospectus. After the completion of the IPO a final calculation of the allocation of Listing Shares between the Parties shall be carried out based on the final IPO price
Following determination in accordance with Clause 4.4.3, the Parties shall cause the distribution of such number of Listing Shares between the Parties so as to ensure that each of the Parties receives the number of Listing Shares determined in accordance with Clause 4.4.3.
If after the conversion of the Class A Preference Shares, the Class B Common Shares and the Class C Common Shares into Listing Shares, the IPO is not completed for whatever reason, the Parties agree to cause the Listing Shares to be converted back into Class A Preference Shares, Class B Common Shares and Class C Common Shares and divide the Shares between the Parties so as to ensure that all Parties receive the same number of Shares within each class of Shares as prior to the conversion pursuant to this Clause 4.4.
The Co-Investors acknowledge that any Transaction Costs incurred in relation to a non-completed sale of Securities may be paid by the Company.
Spørgers opfattelse og begrundelse
Jeg mener, at de stillede spørgsmål skal besvares med "ja".
Vores forespørgsel er situationsmæssig identisk med Skatterådets afgørelse i SKM2017.577.SR, og vi henviser derfor primært til denne afgørelse.
De rettede fondsemissioner:
Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 16, stk. 1, at gevinst ved afståelse af tegningsretter til aktier som følge af en tildeling af tegningsretter til aktier, der ikke sker forholdsmæssigt til de hidtidige aktionærer, er skattefri. Gevinst og tab medregnes dog ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, såfremt tildelingen udgør en gave for modtageren, jf. aktieavancebeskatningslovens § 16, stk. 2.
Det fremgår endvidere af ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 1, at en tildeling af fondsaktier og friaktier er skattefri.
I forbindelse med en rettet fondsemission fremgår følgende af Den juridiske vejledning 2020-1, afsnit C.B.3.1.:
"Hvis en aktionær modtager fondsaktier, ud over det han er berettiget til i forhold til hans aktiebesiddelse, og dette sker som følge af afkald fra andre aktionærer, kan der ske beskatning ud fra et gave- eller tilskudssynspunkt." (understregning foretaget)
Der kan således ske beskatning af et selskabs aktionærer ved en rettet fondsemission i den situation, hvor der foreligger en gave- eller tilskudshensigt.
I nærværende anmodning foreligger der hverken en gave- eller tilskudshensigt, idet de rettede fondsemissioner og ophævelse af kapitalklasserne må ses samlet under ét. Formålet med de selskabsretlige skridt, der er aftalt mellem uafhængige parter, er netop at undgå, at der ved ophævelsen af aktieklasserne sker en formueforskydning mellem Kapitalejerne i strid med deres nuværende økonomiske rettigheder.
Det må således lægges til grund, at der ved de rettede fondsemissioner til Kapitalejerne ikke er grundlag for en beskatning af Kapitalejerne.
Identitetsskifte på aktierne ved en ophævelse af kapitalklasserne:
I forhold til en ophævelse af kapitalklasserne fremgår det af Den juridiske vejledning 2020-1, afsnit C.B.2.1.4.8, at der efter praksis er tale om afståelse af aktier, hvis aktionærerne ændrer selskabets vedtægter, og denne vedtægtsændring giver aktierne en anden identitet.
I Den juridiske vejledning 2020-1, afsnit C.B.2.1.4.8, er dog tillige angivet følgende:
"Det beror på en konkret bedømmelse af sagens omstændigheder, om ændringen er af en sådan karakter, at den må sidestilles med en afståelse.
Ved denne vurdering skal der navnlig lægges vægt på indholdet af ændringerne, herunder om de rettigheder, der er knyttet til en aktiepost, får et væsentligt andet indhold, således at der reelt ikke længere er identitet mellem aktierne før og efter ændringen.
I bedømmelsen indgår desuden aktionærkredsens sammensætning - herunder om selskabet er ejet af få aktionærer, der eventuelt har interessefællesskab, eller om selskabet er ejet af en bred kreds af investorer, således som det er tilfældet med en række børsnoterede selskaber - sammenholdt med bevæggrundene for vedtægtsændringerne, og hvad der skattemæssigt og økonomisk i øvrigt opnås herved."
I afgørelsen SKM2008.232.SR udtalte Skatterådet, at det er en forudsætning for afståelsesbeskatning, at ophævelse af aktieklasserne medfører en formueforskydning mellem selskabets aktionærer.
Herefter udtalte Skatterådet, at der i praksis er blevet lagt vægt på aktionærkredsens sammensætning, herunder om der er tale om få ejere, der har et interessefællesskab eller om der er en bred kreds af investorer, sammenholdt med bevæggrundene for vedtægtsændringerne, og hvad der skattemæssigt og økonomisk i øvrigt opnås herved.
Skatterådet lagde herefter følgende til grund:
"På baggrund af det oplyste er det SKATs vurdering, at formålet med vedtægtsændringen ikke er, at der skal ske nogen formueforskydning mellem aktionærerne.
SKAT finder ikke ud fra det oplyste, at der skulle foreligge et interessefælleskab mellem fonden og C-aktionærerne.
Ud fra en konkret vurdering finder SKAT, at vedtægtsændringen i denne sag, hvor alle aktionærer opgiver rettigheder og der henses til formålet og manglen på interessefælleskab, ikke medfører nogen formueforskydning mellem aktionærerne og derfor ikke nogen afståelsesbeskatning"
I afgørelsen SKM2011.169.SR bekræftede Skatterådet, at en vedtægtsændring i et børsnoteret selskab, hvor en fond afgav sin bestemmende indflydelse ved sammenlægning af aktieklasserne, ikke medførte skattemæssige konsekvenser.
Skatterådet lagde følgende til grund:
"Følgende fremgår af det oplyste vedr. vedtægtsændringen:
- Formålet med vedtægtsændringen er at gøre det muligt at gennemføre en kapitaltilførsel, så selskabet kan få de nødvendige kreditfaciliteter.
- Der er tale om en generel vedtægtsændring, hvor alle aktionærerne deltager.
- A-aktionærerne opgiver deres 10:1 stemmeret, mens B-aktionærerne opgives deres fortrinsret til udbytte og fortrinsstilling ved likvidation.
- Fonden og aktionærerne er ikke interesseforbundne.
Det er Skatteministeriet vurdering, at den fremlagte sammenlægning af aktieklasserne ikke vil medføre skattemæssige konsekvenser for aktionærerne, da der ikke sker formueforskydning mellem aktionærerne."
Det ses således som en forudsætning for beskatning ved ophævelse af et selskabs aktieklasser, at der sker en formueforskydning mellem aktionærerne.
I nærværende sag vil der som beskrevet ovenfor ikke ske nogen formueforskydninger, og samtlige skridt har netop til formål at undgå en formueforskydning i forbindelse med en ophævelse af aktieklasserne. De rettede fondsemissioner og ophævelsen af kapitalklasserne må ses under ét, som én samlet disposition, der netop er indrettet sådan med henblik på at sikre, at der ikke sker formueforskydninger.
Værdien af den enkelte Kapitalejers aktier i Selskabet vil være den samme før og efter beslutningerne på generalforsamlingen, blot således at værdien af A-Kapitalejernes aktier er "konverteret" til aktier uden præference og antallet af aktier for Kapitalejerne endvidere afspejler Selskabets forventede markedsværdi. Der er videre tale om ikke interesseforbundne parter, og ophævelsen af aktieklasserne samt de rettede fondsemissioner er sagligt begrundet i en forestående børsnotering af Selskabet.
Det må således lægges til grund, at der ved ophævelsen af aktieklasserne ikke er grundlag for beskatning af Kapitalejerne.
Der henvises endvidere til Skatterådets afgørelse i SKM2017.577.SR, som i en situationsmæssig identisk situation bekræftede, at de selskabsretlige ændringer ikke medførte en afståelsesbeskatning.
Ad spørgsmål 2:
Som nævnt forudsætter spørgsmål 2, at den faktiske udbudskurs vil være lavere end den højeste kurs i udbudsintervallet (hvorpå de rettede fondsemissioner angivet i spørgsmål 1 er baseret).
Når de rettede fondsemissioner til fordel for Kapitalejerne i forbindelse med ophævelse aktieklasserne ikke er skattepligtige for Kapitalejerne, jf. spørgsmål 1, ses der heller ikke at være grundlag for en beskatning af Kapitalejerne af en yderligere rettet fondsemission til fordel for A-Kapitalejerne, som sker med henblik på at sikre, at der - på grundlag af en lavere faktisk udbudskurs - ikke sker en formueforrykkelse mellem Kapitalejerne ved ophævelse af kapitalklasserne.
Det bemærkes, at de rettede fondsemissioner angivet i spørgsmål 1 til fordel for Kapitalejerne baseres på den højeste kurs i udbudskursintervallet, som offentliggøres i prospektet. Det vil derfor ikke blive aktuelt i anden runde at gennemføre en rettet kapitalnedsættelse af Kapitalejernes aktier, men kun i givet fald at gennemføre en yderligere rettet fondsemission.
Alternativt afstår B- og C-Kapitalejerne et antal aktier vederlagsfrit til A-Kapitalejerne for at opnå, at der samlet set ikke sker en formueforrykkelse. Da der er tale om uafhængige parter, ses dette ikke at give grundlag for en skattemæssig korrektion.
Ad spørgsmål 3:
Følgende fremgår af Den juridiske vejledning 2020-1, pkt. C.H.2.1.6.14, vedrørende en ophævelse af aftale om overdragelse af fast ejendom:
"Hvis de betingelser, der er aftalt i en handel, ikke bliver opfyldt, og handlen derfor hæves, får overdragelsen i visse tilfælde ikke skattemæssig virkning. En eventuel beskatning af sælgeren i forbindelse med handlen skal derfor ophæves.
Udgangspunktet er, at der er aftalefrihed og, at parterne frit kan aftale, hvilke lovlige betingelser, der skal være opfyldt for, at handlen er indgået.
Det gælder i de situationer, hvor handlen fx er betinget af, at ejendommen skifter zone, eller at der opnås udstykningstilladelse, eller hvor handlen fx er gjort betinget af, at sælgeren ikke bliver beskattet af fortjenesten eller lignende. Når handlen herefter anses for en nullitet, skal parterne skattemæssigt stilles, som om handlen ikke var indgået.
Manglende opfyldelse af en objektivt konstaterbar betingelse, der er kendt på aftaletidspunktet, medfører, at aftalen også skattemæssigt skal anses for en nullitet. Se Skd.1977.42.171."
Som det fremgår af sagsfremstillingen, vil der forud for igangsætningen af ophævelsen af aktieklasserne blive indgået et tillæg til ejeraftalen (Exit Agreement), hvor det fremgår, at Kapitalejerne er forpligtet til at stemme for enhver beslutning, som kræves for at gennemføre en "tilbagerulning" (som beskrevet) i den situation, hvor der ikke sker en børsnotering af Selskabet.
En tilbagerulning vil således ske på grundlag af et oprindeligt vilkår herom aftalt mellem Kapitalejerne. Vilkåret herom fremgår i øvrigt allerede af ejeraftalens pkt. 4.4.5.
I overensstemmelse med de citerede principper for fast ejendom må det tilsvarende lægges til grund angående aktier, at der ikke er grundlag for en beskatning af Kapitalejerne i nærværende sag ved en "tilbagerulning" og genoprettelse af kapitalklasserne.
I det tilfælde, hvor der ikke sker en børsnotering, må aftalen om ophævelsen af kapitalklasserne mv. således betegnes som en nullitet, og genoprettelse af kapitalklasserne med henblik på at stille Kapitalejerne som før fondsemissionerne og sammenlægningen af aktieklasserne vil derfor kunne ske uden skattemæssige konsekvenser.
Der henvises igen til SKM2017.577.SR, hvor Skatterådet bekræftede dette i en situationsmæssig identisk situation.
Skattestyrelsens indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at Selskabet og Selskabets kapitalejere af hensyn til en børsnotering af Selskabet kan ophæve de nuværende A-, B- og C-aktieklasser i Selskabet mod samtidig at gennemføre rettede fondsemissioner til kapitalejerne som nærmere beskrevet i det følgende (forud for børsnoteringen), uden at dette giver anledning til en beskatning af Selskabets nuværende A-, B- og C-kapitalejere ("A-, B- og C-Kapitalejerne" og samlet benævnt "Kapitalejerne").
Begrundelse
Det ønskes bekræftet, at selskabet inden en børsnotering kan ophæve de eksisterende A-, B- og C-aktieklasser mod samtidigt at foretage en rettet fondsemission, uden at aktionærerne bliver beskattet.
I forbindelse med den påtænkte børsnotering er der behov for, at der sker en sammenlægning af de nuværende A-, B- og C-kapitalklasser i selskabet, således at selskabet kun har én aktieklasse på tidspunktet for offentliggørelsen af prospektet (og dermed påbegyndelsen af udbudsperioden). Sammenlægningen af aktieklasserne er nødvendiggjort for at opnå en sædvanlig selskabskapitalstruktur i forbindelse med en børsintroduktion af selskabet.
Når A-Kapitalejerne har modtaget den nævnte præference, har A-Kapitalejerne ikke ret til yderligere udlodning fra selskabet eller provenu fra salg af selskabet. Præferencen er således et samlet faktisk beløb, og ikke en procentandel af selskabets værdi.
Når A-Kapitalejerne har modtaget deres præference, skal ethvert beløb herudover fordeles forholdsmæssigt blandt alle B- og C-Kapitalejerne efter deres respektive nominelle aktiebeholdning, uanset aktieklasse.
Hver B-aktie har 10 stemmer, hvorimod hver C-aktie har én stemme. A-aktierne har ingen stemmer.
Den nuværende opdeling af aktieklasser indeholder således både forskellige økonomiske rettigheder og stemmerettigheder.
Skattestyrelsen lægger til grund, at sammenlægningen af aktieklasserne sker i forholdet 1:1, og at de rettede fondsemissioner til henholdsvis A-, B- og C-kapitalejerne er baseret på højeste kurs i udbudskursintervallet.
Sammenlægningen af aktieklasserne og de rettede fondsemissioner skal finde sted samtidigt og de to trin vil være indbyrdes forbundne.
De rettede fondsemissioner har til formål 1) at kompensere A-Kapitalejerne for den økonomiske præference, de mister ved selve sammenlægningen af aktieklasserne, 2) at tildele B- og C-Kapitalejerne det antal nominelle aktier i selskabet, som samlet modsvarer selskabets forventede markedsværdi fraregnet det beløb, som A-Kapitalejerne skal modtage på deres nominelle aktiekapital, og 3) samtidig at forhøje den samlede nominelle aktiekapital og antallet af aktier til et sædvanligt niveau for en børsnotering.
De rettede fondsemissioner vil som nævnt ske på baggrund af den højeste kurs i udbudskursintervallet, som offentliggøres i prospektet, og på grundlag af selskabets forventede markedsværdi.
A-Kapitalejerne vil på den måde blive økonomisk kompenseret for at opgive deres nuværende økonomiske præference ved at modtage aktier, der repræsenterer en samlet værdi svarende til deres nuværende økonomiske rettigheder. Samtidig modtager B- og C-Kapitalejerne et antal nominelle aktier, som sikrer, at deres nominelle antal aktier i Selskabet baseret på den højeste udbudskurs svarer til selskabets forventede markedsværdi reduceret med værdien af A-Kapitalejernes aktier. Endvidere forøges antallet af aktier til et sædvanligt niveau for en børsnotering.
På denne måde sikres det, at der samlet set ikke sker en formueforskydning mellem A-, B- og C-Kapitalejerne ved sammenlægningen af aktieklasserne til aktier uden aktieklasser.
Endvidere vil der, hvis relevant, gennemføres
1) en yderligere rettet fondsemission til A-Kapitalejerne (baseret på den endeligt fastlagte udbudskurs) med henblik på at justere for den værdi af Selskabet, som den endelige udbudskurs medfører, eller en vederlagsfri overdragelse af aktier fra B- og C-Kapitalejerne til A-Kapitalejerne.
Skattestyrelsen lægger ved besvarelsen til grund, at samtlige aktier, inklusive A-aktierne, ombyttes til ordinære aktier i forholdet 1:1, og at der derudover senere modtages et antal yderligere ordinære aktier for at justere for den værdi, som den endelige udbudskurs medfører.
Skatterådet fandt i SKM2017.577.SR at en vedtægtsændring, hvor tre aktieklasser med forskellige økonomiske rettigheder blev sammenlagt efter vedtægternes fordelingsbestemmelser, ikke medførte afståelsesbeskatning. I afgørelsen blev der lagt vægt på, at formålet var at gøre selskabet klar til en børsnotering, at aktionærerne oprindelig havde aftalt, hvilken fordelingen der skulle gælde i tilfælde af en børsnotering, at der var tale om uafhængige parter, og at den konkrete fordelingsmetode var udarbejdet af eksterne rådgivere.
Skatterådet fandt i SKM2010.763.SR, at ophævelsen af selskabets forskellige aktieklasser, der var forbundet med forskellige økonomiske rettigheder, ikke medførte formueforskydning. Det blev ved afgørelsen tillagt vægt, at aktionærerne oprindeligt havde aftalt - via vedtægterne - at de økonomiske rettigheder ikke skulle gælde i tilfælde af børsnotering.
Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at vedtægterne i nærværende sag kan danne grundlag for den korrekte tildeling af fondsaktier, idet aktionærerne tilsvarende på tegningstidspunktet havde aftalt, at præference skal anvendes ved børsnotering.
Det er Skattestyrelsens opfattelse, at den indledende rettede fondsemission i sammenhæng med den efterfølgende rettede fondsemission skal anses for én samlet plan med henblik på at sikre, at der ikke sker formueforskydning.
Når der efter Skattestyrelsens opfattelse er tale om én samlet plan, vil konsekvensen af en manglende efterfølgende korrektion i forbindelsen med børsnoteringens gennemførelse medføre, at der mellem Kapitalejerne sker formueforskydning. Derudover vil manglende korrektion frembringe en skævdeling, idet den endelige fordeling ikke foretages på baggrund af markedsværdien.
Skattestyrelsen finder på baggrund af ovenstående, at vedtægtsændringen i den konkrete sag ikke medfører afståelsesbeskatning.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".
Spørgsmål 2
I tillæg til spørgsmål 1 ønskes bekræftet, at der efter børsnoteringen uden beskatning af Selskabets Kapitalejere kan ske en yderligere justering, når den endelige børskurs kendes, ved en yderligere rettet fondsemission til Selskabets A-Kapitalejere, eller ved B- og C-Kapitalejernes vederlagsfrie overførsel af aktier i Selskabet til A-Kapitalejerne.
Begrundelse
Skattestyrelsen henviser til begrundelsen vedrørende spørgsmål 1.
Det fremgår heraf, at Skattestyrelsen anser den indledende rettede fondsemission, og den efterfølgende endelige justering som ét samlet tiltag for at sikre, at der ikke sker formueforskydning mellem Kapitalejerne.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja".
Spørgsmål 3
Det ønskes bekræftet, at hvis Selskabets børsnotering opgives, kan der uden beskatning af Selskabets Kapitalejere gennemføres en vedtægtsændring med en genetablering af de nuværende ejerforhold med de nuværende kapitalklasser med tilsvarende A-, B- og C-rettigheder, og en kapitalnedsættelse uden udlodning rettet mod Kapitalejerne med henblik på at neutralisere og tilbagerulle de i spørgsmål 1 nævnte selskabsretlige ændringer.
Begrundelse
Det er oplyst, at formålet med genetableringen er (i) at neutralisere enhver ændring i selskabskapitalen foretaget i forbindelse med børsintroduktionen, (ii) at genetablere Kapitalejernes økonomiske rettigheder i Selskabet knyttet til de forskellige nuværende kapitalklasser samt Kapitalejernes procentuelle ejerandele i Selskabet, som de bestod før sammenlægningen af aktieklasserne og de gennemførte kapitalforhøjelser for dermed at undgå en formueforskydning, og (iii) genetablere de nuværende stemmerettigheder på de tre aktieklasser.
I SKM2017.577.SR bekræftede Skatterådet, at en vedtægtsændring med en genetablering af de tidligere ejerforhold med de tidligere kapitalklasser med tilsvarende rettigheder og en kapitalnedsættelse uden udlodning rettet mod Kapitalejerne i udbudsperioden (eller umiddelbart derefter) med henblik på at neutralisere den i spørgsmål 1 nævnte fondsemission og klassesammenlægning, og dermed stille Kapitalejerne som før den omtalte fondsemission og klassesammenlægning i forhold til deres kapitalandele i spørger, ikke gav anledning til beskatning af Spørgers Kapitalejere.
I SKM2010.763.SR fandt Skatterådet, at hvis en børsnotering ikke blev gennemført, kunne vedtægterne ændres tilbage til udgangspunktet, uden at dette gav anledning til afståelsesbeskatning.
Det er Skattestyrelsens opfattelse, at aktionærerne i den konkrete sag, på baggrund af vedtægterne og ejeraftalen, skal stilles på samme måde som før klassesammenlægningen, såfremt børsnoteringen ikke gennemføres. Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at tilbagerulningen ikke giver anledning til afståelsesbeskatning.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Ja".
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.
Lovgrundlag, forarbejder og praksis
Spørgsmål 1
Lovgrundlag
Aktieavancebeskatningslovens § 16
Gevinst ved afståelse af tegningsretter til aktier som følge af en tildeling af tegningsretter til aktier, der ikke sker forholdsmæssigt til de hidtidige aktionærer, er skattefri. Tab ved afståelse af tegningsretter som nævnt i 1. pkt. kan ikke fradrages.
Stk. 2. Uanset reglerne i stk. 1 skal gevinst og tab dog medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, såfremt tildelingen udgør en gave for modtageren. Reglen i 1. pkt. finder kun anvendelse ved tildeling af tegningsretter, der giver ret til tegning af aktier til en kurs, der på tidspunktet for tildelingen er under markedskursen.
Aktieavancebeskatningslovens § 30, stk. 1
Ved afståelse forstås i denne lov salg, bytte, bortfald og andre former for afhændelse.
Ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 1
Stk. 4. Følgende udlodninger medregnes ikke i den skattepligtige indkomst for modtageren:
- Friaktier og friandele.
Forarbejder
Den nuværende § 30 i aktieavancebeskatningsloven blev indsat ved lov nr. 1413 af 21 december 2005. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgik følgende:
Foretages der vedtægtsændringer i et selskab, som indebærer en ændring af aktiernes rettigheder, sidestilles dette efter praksis i visse tilfælde med en afståelse. Det beror på en konkret bedømmelse af sagens omstændigheder, hvorvidt vedtægtsændringen må sidestilles med afståelse. Ved denne vurdering vil der navnlig skulle henses til indholdet af ændringerne, herunder om de rettigheder, der er knyttet til en aktiepost, gennem en vedtægtsændring får et så væsentligt andet indhold, at der reelt ikke længere er identitet mellem aktierne før og efter ændringen. Endvidere vil der skulle henses til aktionærkredsens sammensætning - herunder om selskabet er ejet af få aktionærer, der eventuelt har et interessefællesskab, eller om selskabet er ejet af en bred kreds af investorer - sammenholdt med bevæggrundene for vedtægtsændringerne, og hvad der i øvrigt opnås herved såvel skattemæssigt som økonomisk.
Vedtægtsændringer, der medfører en forskydning af aktionærernes økonomiske rettigheder, f.eks. ved ændring af retten til udbytte, udbyttefordelingen eller en fastfrysning af kursværdien for en del af aktierne, vil normalt være at anse for en så væsentlig indholdsmæssig ændring, at disse tilfælde skattemæssigt vil være at sidestille med afståelse.
Ændres de økonomiske rettigheder knyttet til en aktieklasse, f.eks. ved ophævelse af en ret til forlods udbytte, mens der formelt ikke foretages ændringer i andre aktieklasser, vil også aktier tilhørende andre aktieklasser kunne anses for afstået, idet ændringen medfører en forskydning af de økonomiske rettigheder, som også berører de aktier, som ikke umiddelbart er berørt af vedtægtsændringen.
Praksis
SKM2017.577.SR
Skatterådet bekræftede, at en vedtægtsændring, hvor tre aktieklasser med forskellige økonomiske rettigheder blev sammenlagt efter vedtægternes fordelingsbestemmelser, ikke medførte afståelsesbeskatning. I afgørelsen blev der lagt vægt på, at formålet var at gøre selskabet klar til en børsnotering, at aktionærerne oprindelig havde aftalt, hvilken fordelingen der skulle gælde i tilfælde af en børsnotering, at der er tale om uafhængige parter, og at den konkrete fordelingsmetode var udarbejdet af eksterne rådgivere. Skatterådet bekræftede desuden, at selskabet kunne ændre vedtægterne tilbage til udgangspunktet, hvis børsnoteringen ikke blev gennemført.
SKM2011.169.SR
Skatterådet bekræftede, at en vedtægtsændring i et børsnoteret selskab, hvor en fond afgav sin bestemmende indflydelse ved sammenlægning af aktieklasserne, ikke medførte skattemæssige konsekvenser.
SKM2010.763.SR
Skatterådet bekræftede, at en vedtægtsændring, hvor fire aktieklasser med forskellige økonomiske rettigheder blev sammenlagt, ikke medførte afståelsesbeskatning. I afgørelsen blev der lagt vægt på, at formålet var at gøre selskabet klar til en børsnotering, der var tale om uafhængige parter og aktionærerne havde oprindeligt aftalt, at de økonomiske rettigheder ikke skulle være gældende i tilfælde af en børsnotering.
SKM2008.232.SR
Skatterådet bekræftede, at en vedtægtsændring, hvor aktionærerne opgav deres aktiers særlige rettigheder, så der fremover kun ville være en aktieklasse, ikke ville medføre afståelsesbeskatning.
Det var SKATs vurdering, at formålet med vedtægtsændringen ikke var, at der skulle ske formueforskydning mellem aktionærerne. SKAT fandt ikke ud fra det oplyste, at der skulle foreligge et interessefællesskab mellem fonden og C-aktionærerne. Ud fra en konkret vurdering fandt SKAT, at vedtægtsændringen, hvor alle aktionærer opgav rettigheder og der hensås til formålet og manglen på interessefællesskab, ikke medførte nogen formueforskydning mellem aktionærerne og derfor ikke nogen afståelsesbeskatning.
Den juridiske vejledning 2020-1, C.B.2.1.4.8 Vedtægtsændringer
Indhold
Dette afsnit beskriver, hvornår en vedtægtsændring er en afståelse i aktieavancebeskatningslovens forstand.
(…)
Regel
Der er efter praksis tale om afståelse af aktier, hvis
- aktionærerne ændrer selskabets vedtægter, og
- denne vedtægtsændring giver aktierne en anden identitet.
Vurdering af om vedtægtsændringen er en afståelse
Det beror på en konkret bedømmelse af sagens omstændigheder, om ændringen er af en sådan karakter, at den må sidestilles med en afståelse.
Ved denne vurdering skal der navnlig lægges vægt på indholdet af ændringerne, herunder om de rettigheder, der er knyttet til en aktiepost, får et væsentligt andet indhold, således at der reelt ikke længere er identitet mellem aktierne før og efter ændringen.
I bedømmelsen indgår desuden aktionærkredsens sammensætning - herunder om selskabet er ejet af få aktionærer, der eventuelt har interessefællesskab, eller om selskabet er ejet af en bred kreds af investorer, således som det er tilfældet med en række børsnoterede selskaber - sammenholdt med bevæggrundene for vedtægtsændringerne, og hvad der skattemæssigt og økonomisk i øvrigt opnås herved.
Ændres de økonomiske rettigheder knyttet til en aktieklasse, fx ved ophævelse af en ret til forlods at modtage udbytte, mens der formelt ikke foretages ændringer i andre aktieklasser, vil også aktier tilhørende andre aktieklasser kunne anses for afstået, fordi ændringen medfører en forskydning af de økonomiske rettigheder, som også berører de aktier, der ikke umiddelbart er berørt af vedtægtsændringen.
I forbindelse med vedtægtsændringer kan der statueres afståelse, uanset om aktierne fysisk set ombyttes eller ej.
(…)
Ændring af udbytteret
Vedtægtsændringer, der medfører en ændret udbytteudlodning til forskellige aktionærklasser, indebærer normalt en så væsentlig indholdsmæssig ændring, at disse tilfælde skattemæssigt vil blive sidestillet med afståelse, med mindre vedtægtsændringen efter en konkret bedømmelse må tillægges mindre betydning
En vedtægtsændring af en post A-aktier til B-aktier er blevet sidestillet med en ombytning af aktier, der medfører afståelse. Se SKM2010.595.SR.
(…)
Den juridiske vejledning 2020-1 C.B.3.1 Det skattemæssige udbyttebegreb
(…) |
Former for udlodning der kan tilgå aktionærerne Dette afsnit beskriver de forskellige former for værdier, der kan tilgå aktionærerne fra selskabet, og som betragtes som udbytte. (…) e. Fondsaktier og friaktier (..) Ad e. Fondsaktier og friaktier Tildeling af fondsaktier og friaktier er skattefri jf. LL § 16 A, stk. 4. Det er ikke en forudsætning for skattefriheden, at der er tale om nyudstedte aktier. Reglen finder også anvendelse - når et selskab udlodder af sin beholdning af egne aktier til aktionærerne i forhold til deres hidtidige aktiebesiddelse
- eller hvor der sker en forhøjelse af de eksisterende aktiers pålydende værdi.
Bemærk Hvis en aktionær modtager fondsaktier, ud over det han er berettiget til i forhold til hans aktiebesiddelse, og dette sker som følge af afkald fra andre aktionærer, kan der ske beskatning ud fra et gave- eller tilskudssynspunkt. Eksempel Ligningsrådet udtalte i en sag, at en vederlagsfri, forholdsmæssig overdragelse af egne aktier til aktionærerne, måtte sidestilles med fondsaktier. En vederlagsfri overdragelse til aktionærerne i et andet forhold end aktionærerne havde aktier i selskabet, kunne ikke sidestilles med en fondsaktieudvidelse. Aktionærerne skulle derfor i dette tilfælde medregne værdien af de modtagne egne aktier som skattepligtigt udbytte. Se TfS 1991, 467 LR. |
Spørgsmål 2
Lovgrundlag
Se under spørgsmål 1.
Forarbejder
Se under spørgsmål 1.
Praksis
SKM2017.577.SR
I spørgsmål 2 blev det bekræftet, at en yderligere rettet fondsemission i forbindelse med børsnoteringens gennemførelse til en eller flere af de nuværende kapitalklasser med henblik på at justere for den endelige udbudskurs, ikke gaver anledning til beskatning af Spørgers Kapitalejere.
Spørgsmål 3
Praksis
SKM2017.577.SR
I spørgsmål 3 blev det bekræftet, at en vedtægtsændring med en genetablering af de nuværende ejerforhold med de nuværende kapitalklasser med tilsvarende rettigheder og en kapitalnedsættelse uden udlodning rettet mod Kapitalejerne i udbudsperioden (eller umiddelbart derefter) med henblik på at neutralisere den i spørgsmål 1 nævnte fondsemission og klassesammenlægning, og dermed stille Kapitalejerne som før den omtalte fondsemission og klassesammenlægning i forhold til deres kapitalandele i spørger, ikke gav anledning til beskatning af Spørgers Kapitalejere.
SKM2010.763.SR
Skatterådet fandt, at en vedtægtsændring, hvor fire aktieklasser med forskellige økonomiske rettigheder blev sammenlagt, ikke medførte afståelsesbeskatning. I afgørelsen blev der lagt vægt på, at formålet var at gøre selskabet klar til en børsnotering, der var tale om uafhængige parter og aktionærerne havde oprindeligt aftalt, at de økonomiske rettigheder ikke skulle være gældende i tilfælde af en børsnotering.