Parter

H1

(v/advokat Claus Rosenkilde)

mod

Skatteministeriet

(v/advokat Steffen Sværke)

Afsagt af byretsommer

Dommer Marianne Sonne, dommer Henrik Præstgaard og dommerfuldmægtig Lars Gaaei.

Denne sag er sambehandlet med sag BS-23959/2018-RAN. Sagen er den 23. juli 2018 udtaget af småsagsprocessen.

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er anlagt den 5. juli 2018, vedrører om krav om tilbagebetaling af uberettiget modtaget omkostningsgodtgørelse kan rettes mod sagsøgeren.

Sagsøgeren, H1, har nedlagt påstand om, sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at SKATs krav om tilbagebetaling af omkostningsgodtgørelse med 12.500 kr. (inkl. moms) ikke kan rettes mod H1.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om frifindelse.

Landsskatteretten har den 19. april 2018 truffet sålydende afgørelse:

"……….

Sagsnr. 13-0215603

I afgørelsen har deltaget: Helmer Augustesen, Karin Bøgh Pedersen, Niels Deichmann og

Otto Brøns Pedersen

Klager:                            KC og JJ

Klage over:                     SKATs afgørelse af 24. april 2013

Cpr-nr.:                           XXXXXX-XXXX

SKAT har afslået anmodning om genoptagelse af en afgørelse, hvori SKAT pålægger H1 at tilbagebetale uberettiget udbetalt omkostningsgodtgørelse.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Møde mv.

H1 har udtalt sig overfor rettens medlemmer på et retsmøde.

Faktiske oplysninger

H1 repræsenterede klagerne i forbindelse med en klage til Landsskatteretten vedrørende fastsættelse af fradrag for forbedringer samt nedslag i grundværdien for en ejendom. Landsskatteretten gav ved afgørelse af 28. september 2009 klagerne medhold i overvejende grad i klagen.

Den 20. oktober 2009 ansøgte H1 på klagernes vegne om omkostningsgodtgørelse med 100 % af 37.406,25 kr., inkl. moms, for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Landsskatteretten. Vedhæftet ansøgningen var ansøgningsblanket samt kopi af salærnota på det ansøgte beløb. Af ansøgningsblanketten fremgik det, at kravet på omkostningsgodtgørelse var overdraget til H1.

SKAT imødekom ved afgørelse af 10. november 2009 klagernes ansøgning om omkostningsgodtgørelse fuldt ud og udbetalte 37.406,25 kr., inkl. moms, til H1. SKAT tog forbehold for eventuel tilbagebetaling af udbetalingen af omkostningsgodtgørelsen, da SKAT ville undersøge rimeligheden af størrelsen af honorarkravet.

Ved afgørelse af 9. februar 2011 nedsatte SKAT det godtgørelsesberettigede beløb til 12.500 kr., inkl. moms, med den begrundelse, at SKAT ikke anså størrelsen af det fakturerede honorar for at være rimeligt. SKAT oplyste, at det for meget udbetalte beløb på 24.906,25 kr., inkl. moms, ville blive opkrævet hos H1.

SKAT traf den 4. oktober 2012 afgørelse om, at ansøgningen om omkostningsgodtgørelse ikke kunne imødekommes. SKAT begrundede afgørelsen med, at klagerne ud fra en samlet vurdering af de nye faktiske oplysninger, herunder aftalerne mellem klagerne, G1 og H1, ikke var forpligtet til at betale den af H1 udstedte salærnota. SKAT krævede derfor den udbetalte omkostningsgodtgørelse på 12.500 kr., inkl. moms, tilbagebetalt af H1.

H1 anmodede den 12. december 2012 på vegne af klagerne SKAT om at genoptage afgørelsen af 4. oktober 2012, da Landsskatteretten i en lignende sag den 10. december 2012 havde truffet afgørelse om, at de pågældende ansøgere var berettiget til omkostningsgodtgørelse.

SKATs afgørelse

SKAT har opkrævet 12.500 kr. hos H1. SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført:

"SKAT fastholder afgørelsen af 4. oktober 2012 om tilbagebetaling af 12.500 kr.

Skatteministeriet har ved stævning af 6. marts 2013 indbragt Landsskatterettens kendelse af 10. december 2012 for domstolene. Baggrunden for retssagen er overordnet, at Skatteministeriet og H1 er uenige om, hvorvidt ansøgeren har været forpligtet til at betale H1s salær, hvilket er en betingelse for udbetaling af omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningsloven.

Sagen mellem Skatteministeriet og ansøger er én af mange sager, hvor problemstillingen er den samme.

SKAT er således ikke enig med Landsskatteretten. Da Landsskatterettens kendelse er indbragt for domstolene foreligger der ikke en endelig afgørelse i sagen."

SKAT har supplerende anført:

"Tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakter

Det fremgår af juridisk vejledning afsnit A.A.5.3, at SKAT som hovedregel ikke kan ændre en afgørelse i bebyrdende retning på det samme afgørelsesgrundlag, hvis afgørelsen er nået frem til modtageren. Der vil dog under alle omstændigheder - med respekt af frist- og forældelsesregler - være grundlag for at foretage en bebyrdende ændring af en afgørelse, hvis der er tale om urigtige eller bristende forudsætninger.

Det fremgår således også af afsnit A.A.5.3 under "Undtagelser", at

’… Tilsvarende kan en afgørelse tilbagekaldes, hvis det faktiske grundlag for afgørelsen har været urigtigt, og dette ikke kan tilregnes afgørelsesmyndigheden som en fejl.’

SKATs afgørelser af 10. november 2009 og 9. februar 2011 er truffet ud fra de til sagen indsendte akter og i den tro, at der forelå en reel hæftelse for ansøgerne. Det fremgik ikke af ansøgningen om omkostningsgodtgørelse, at ansøger havde indgået en aftale om no cure no pay med G1, og at G1 ligeledes stod inde for, at ansøger ikke skulle betale mere end aftalt i kontrakten mellem ansøger og G1, selvom Advokatfirmaet H1 overtog sagen. Oplysninger som var af afgørende betydning for SKATs vurdering af om betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52 stk. 1, om hæftelse var opfyldt, og dermed om udgifterne var godtgørelsesberettigede.

Det faktiske grundlag for SKATs afgørelse var dermed urigtigt uden at dette kunne tilregnes SKAT som en fejl, idet det påhviler ansøger at indsende tilstrækkelige oplysninger i forbindelse med ansøgningen, så SKAT kan træffe en korrekt afgørelse. Da der var tale om usædvanlige aftalevilkår, burde dette være oplyst i forbindelse med ansøgningen.

SKAT kunne derfor tilbagekalde afgørelsen, og kræve den tidligere udbetalte omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt.

Forældelsesloven

Det fremgår af Juridisk vejledning afsnit A.A.5.3, at en begunstigende forvaltningsakt kan ændres med respekt for frist- og forældelsesregler.

Det fremgår af forældelsesloven § 3 stk. 1 og 2 at

’Stk. 1

Forældelsesfristen er 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser.

Stk. 2.

Var fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen i stk. 1 først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil.’

SKAT traf endelig afgørelse om udbetaling af omkostningsgodtgørelse i sagen ved afgørelse af 9. februar 2011. Forældelsen regnes tidligst fra denne dato, og forældelsen kan derfor tidligst indtræde 9. februar 2014.

Godtgørelsen er krævet tilbagebetalt ved afgørelse af den 4. oktober 2012. På dette tidspunkt var der ikke indtrådt forældelse i henhold til forældelsesloven § 3 stk. 1, hvorfor kravet må anses for retskraftigt."

SKAT har yderligere anført:

"II. Tilbagekaldelsen af SKATs afgørelse af 9. februar 2011

Udgangspunktet er, at enhver forvaltningsafgørelse skal være lovlig, og selv ved begunstigende forvaltningsakter er udgangspunktet, at afgørelsen skal tilbagekaldes, hvis den er ulovlig, jf. UfR 2011.2235 H og UfR 1995.495/2 H. I UfR 2011.2235 H udtalte Højesteret:

’Højesteret tiltræder herefter, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, som kan begrunde en fravigelse af udgangspunktet, hvorefter en tilladelse, der ikke har været hjemmel til at give, kan tilbagekaldes.’

Tilbagekaldelse af forvaltningsakter - også i begunstigende retning - kan derfor ske, når der ikke er særlige omstændigheder, der taler imod. H1 har ikke påvist sådanne særlige omstændigheder, der medfører, at dette udgangspunkt skal fraviges. Det er klart, at H1 bærer bevisbyrden for tilstedeværelsen af sådanne særlige omstændigheder.

Forholdene i sagen taler kraftigt imod, at den ulovlige forvaltningsakt skal stå ved magt.

Det er nemlig alene H1s forhold, der har medført, at SKATs oprindelige afgørelse omkring udbetaling af omkostningsgodtgørelse var truffet på forkert faktuelt grundlag, idet H1 undlod at fremsende samtlige relevante faktiske oplysninger på tidspunktet for SKATs oprindelige vurdering af, om ansøger var berettiget til omkostningsgodtgørelse.

H1 har kendt til hele aftalegrundlaget, jf. Højesterets præmisser i SKM2015.479.HR. Som det fremgår nedenfor under punkt 4 kendte H1 til såvel den klare lovbestemmelse om, at godtgørelse er betinget af, at skatteyderen hæfter for den sagkyndiges regning, som til det faktiske aftalegrundlag. H1 er en professionel aktør.

Der er derfor ingen særlige omstændigheder, der taler imod tilbagekaldelse. Tværtimod modtog SKAT først fyldestgørende oplysninger omkring KC og JJs manglende hæftelse efter, at omkostningsgodtgørelsen var udbetalt. Og H1 burde selv have overvejet, at der var grundlag for at udbetale godtgørelsen.

Heller ikke det forhold, at der ikke i SKATs afgørelse af 9. februar 2011 er taget et forbehold om tilbagebetaling kan medføre, at SKAT er afskåret fra at tilbagekalde afgørelsen.

Der gælder ikke i forvaltningsretten et krav om, at myndighederne i deres afgørelse skal tage et generelt forbehold om, at det kan være, at myndigheden tilbagekalder afgørelsen. H1 har heller ikke påvist, at der skulle gælde et sådant krav, herunder at der som betingelse for, at der kan ske tilbagekaldelse af en forvaltningsakt opstilles et krav om, at tilbagebetaling af for meget udbetalt omkostningsgodtgørelse alene kan ske, hvis der er taget forbehold herom.

At opstille et sådant krav ville også skabe en unødig ængstelse hos alle de mange borgere, der opfylder lovens krav til at få udbetalt omkostningsgodtgørelse.

SKAT tager af samme årsag ikke et generelt forbehold om tilbagebetaling i sager om udbetaling af omkostningsgodtgørelse. Der bliver alene taget forbehold i de situationer, hvor der er en nærliggende grund til at betvivle kravets størrelse eller eksistens, ligesom det var tilfældet ved afgørelsen af 10. november 2009 (bilag 6).

I dette sagskompleks vedrørende det aftalegrundlag mellem G1 og H1, der svarer til det, der lå til prøvelse i SKM2015.479.HR, har SKAT på baggrund af de nye oplysninger vedrørende den manglende hæftelse hos grundejeren nægtet omkostningsgodtgørelse i 376 sager og rettet tilbagebetalingskrav mod H1 for i alt ca. kr. 10,2 mio.

KC, JJ og H1 har desuden ikke en retsbeskyttet berettiget forventning om, at de i åbenbar strid med loven har krav på udbetaling af omkostningsgodtgørelse.

Det bemærkes ex tuto, at tilkendegivelser fra skattemyndighederne i almindelighed ikke er bindende. En skatteyder kan kun undtagelsesvist i særligt kvalificerede tilfælde støtte ret på en tilkendegivelse ud fra et forventningsprincip, hvilket kræver, at en række kumulative betingelser er opfyldt.

Det er ikke godtgjort, at de særlige betingelser for at kunne opnå en retsbeskyttet berettiget forventning om, at de har krav på udbetaling af omkostnings godtgørelse, er opfyldt.

Det er en grundlæggende betingelse for at kunne støtte ret på en tilkendegivelse, at der foreligger en tilkendegivelse fra skattemyndighederne, som positivt og entydigt tager stilling til det relevante spørgsmål, jf. eksempelvis SKM2002.201.VLR.

Det er desuden en betingelse, at de relevante forudsætninger for myndighedens tilkendegivelse ikke viser sig at være urigtige, idet en tilkendegivelse, der er baseret på ikke-fyldestgørende oplysninger fra skatteyderen, almindeligvis ikke er bindende, jf. eksempelvis SKM2004.517.ØLR.

SKATs afgørelse af 9. februar 2011 (bilag 7) om at imødekomme anmodningen om at udbetale omkostningsgodtgørelse viste sig at være truffet på forkert grundlag. Det var først efter at afgørelsen af 9. februar 2011 var truffet, at SKAT modtog alle relevante oplysninger vedrørende KC og JJs manglende hæftelse for H1s salær.

Allerede af denne grund kan KC, JJ og H1 ikke have haft en retsbeskyttet forventning.

Der foreligger ikke ved forbeholdet omkring salærets størrelse en positiv og entydig tilkendegivelse, der derved afskærer SKAT fra på et senere tidspunkt at kræve tilbagebetaling af omkostningsgodtgørelse med henvisning til, at betingelserne herfor ikke er opfyldt. SKATs forbehold i afgørelsen af 10. november 2009 (bilag 6) vedrørte rimeligheden af kravets størrelse og var derfor ikke egnet til at skabe en berettiget forventning hos KC, JJ og H1 om, at betingelserne for omkostningsgodtgørelse var opfyldt.

Det er en betingelse, at forhåndstilkendegivelsen kan have indflydelse på skatteyderens handlinger. Heri ligger, at tilkendegivelsen skal være egnet til at have indflydelse på skatteyderens efterfølgende dispositioner, således at denne ville lide tab, hvis tilkendegivelsen ikke lægges til grund.

Tilkendegivelsen skal derfor være afgivet før det tidspunkt, hvor skatteyderen disponerer. Hvis tilkendegivelsen først er afgivet efter dennes dispositioner, kan der aldrig støttes ret på den.

I denne sag har SKATs forbehold omkring tilbagebetaling under henvisning til salærkravets størrelse utvivlsomt ikke haft betydning for hverken KC og JJ eller H1s efterfølgende dispositioner. KC og JJs aftale med G1 og H1 forelå allerede på tidspunktet for afgørelsen af 10.november 2009 (bilag 6), og H1 havde udført det arbejde, som man søgte om omkostningsgodtgørelse for.

Dertil kommer, at det er i åbenbar strid med loven, at KC og JJ skulle være berettiget til omkostningsgodtgørelse på trods af, de ikke hæftede for H1s salær. Det er en betingelse for at kunne støtte ret på en forhåndstilkendegivelse, at tilkendegivelsen ikke er i (åbenbar) strid med loven, jf. f.eks. SKM2015.479.HR, SKM2017.286.HR og SKM.2006.553.HR. Også af denne grund har KC, JJ og H1 ikke opnået en retsbeskyttet forventning.

Jeg bemærker også, at G1 efter aftale med H1 skal betale H1s salær, såfremt salæret ikke dækkes af omkostnings godtgørelser. H1s position er altså, at advokatfirmaet får sit salær. H1 har ikke oplyst, at der skulle være tvivl om, at de får deres salær.

III.   Partsstatus

H1 er part i sagen om tilbagebetaling af omkostningsgodtgørelse. SKATs afgørelse af 4. oktober 2012 (bilag 2) har advokatfirmaet som adressat.

Det er uden nogen som helst betydning, om H1 var part i omkostningssagen eller ej. Advokatfirmaet er part i tilbagebetalingssagen. Når H1 er enig i, at der med urette er udbetalt omkostningsgodtgørelse efter advokatfirmaets egne ansøgninger, så har det ingen betydning, om H1 var part i sagen om, hvorvidt omkostningsgodtgørelsen var udbetalt med rette eller ej.

[…]

IV.   Skal der ske tilbagebetaling eller ej

Skatteforvaltningslovens §57, stk. 4 blev indsat ved lov nr. 1500 af 23. december 2014 og trådte i kraft den 1. januar 2015. Da udbetalingerne til H1 skete på tidspunkter før loven trådte i kraft, hjemler denne dog ikke et tilbagebetalingskrav hos H1.

Det ligger dog fast, at lovgiver mente, at et tilbagebetalingskrav også kunne rettes mod den sagkyndige rådgiver forud for vedtagelsen af loven.

Af lovforslagets (lovforslag nr. 42 af 30. oktober 2014) punkt 3.6.2, fremgår nemlig, at:

’Selv om Landsskatteretten i sin kendelse fra 2013 (SKM2013.512.LSR) har fastslået, at et tilbagebetalingskrav også kan gøres gældende over for den sagkyndige, som har fået overdraget og udbetalt godtgørelsesbeløbet, findes det hensigtsmæssigt at præcisere, at SKAT også kan gøre et forbehold for tilbagebetaling af godtgørelsesbeløb gældende over for den sagkyndige.’

De almindelige obligationsretlige regler om condictio indebitii gælder fortsat altså reglerne om tilbagesøgning af krav, der er erlagt i urigtig formening om skyld. SKAT har udbetalt beløbene i urigtig formening om skyld.

At reglerne om condictio indebitii fortsat gælder, har Højesteret fastslået i UfR2011.3188H.

Her var forholdet, at et selskab - debitor i trepartsforholdet efter gældsbrevslovens § 27 - havde indgået aftale med en leverandør om IT-programmer. Leverandøren - overdrageren i trepartsforholdet efter gældsbrevslovens § 27 - overdrog sine fakturakrav til et finansieringsselskab - erhververen i trepartsforholdet efter gældsbrevslovens § 27.

Debitor betalte de krav, som fulgte af aftaleforholdet med leverandøren, til erhververen af fordringen. Debitor var forpligtet efter aftaleforholdet til at betale disse beløb. Sagen vedrørte derfor ikke et spørgsmål om, at betalingen skete i urigtig formening om skyld.

Leverandøren/overdrageren gik konkurs og spørgsmålet i højesteretssagen var, om debitor kunne kræve, at kreditor i medfør af gældsbrevslovens § 27 skulle tilbagebetale de beløb, som debitor i medfør af transporten havde udbetalt til ham.

Højesteret fastslog, at der ikke i gældsbrevslovens § 27 var hjemmel hertil. Højesteret udtalte bl.a.:

’Det følger således ikke af princippet i gældsbrevslovens § 27, at E-DOCUNET's krav om tilbagebetaling af de betalte vederlag kan rettes ikke alene mod leverandøren (overdrageren af fordringerne), men tillige mod G2, selv om dette selskab som erhverver af fordringerne har modtaget betalingerne. Et sådant krav mod erhververen måtte bero på om det fulgte af en aftale eller kunne støttes på andre regler, f.eks. reglerne om tilbagebetaling af beløb erlagt i urigtig formening om skyld’ (mine understregninger)

Højesteret fastslog altså, at reglerne om tilbagebetaling af beløb erlagt i urigtig formening om skyld (condictio indebitii) kan påberåbes af debitor. Det betyder, at når SKAT har erlagt et beløb i urigtig formening om skyld som i sagskomplekset her så skal det vurderes efter reglerne om condictio indebitii, om SKAT kan kræve beløbet udbetalt af erhververen.

Udgangspunktet i disse regler er, at den, der har betalt et beløb, som ikke skyldes, som det klare udgangspunkt har krav på tilbagebetaling af det for meget erlagt. Dette gælder dog ikke, hvis der foreligger særlige omstændigheder, jf. bl.a. UfR2005.2842 H.

For meget udbetalt omkostningsgodtgørelse vil derfor kunne kræves tilbagebetalt, med mindre H1 påviser særlige omstændigheder, der taler imod.

H1 er som bekendt et professionelt advokatfirma og har indgående kendskab til reglerne om omkostningsgodtgørelse herunder - må man gå ud - fra kravet i § 52.

I SKM2015.479.HR udtalte Højesteret om denne bestemmelse, at det er en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at de skattepligtige hæfter for rådgiverhonoraret. Højesteret anførte indledningsvist, at det var et "udtrykkeligt'' krav, og som begrundelse for at afvise, at man kunne påberåbe sig en fast administrativ praksis, udtalte Højesteret:

’Det, som S har anført om, at der i administrativ praksis, herunder i mandatarsager, ikke stilles krav om en betalingsforpligtelse, kan ikke føre til et andet resultat, allerede fordi en praksis som den påståede ville være i klar modstrid med lovens udtrykkelige betingelse for udbetaling af omkostningsgodtgørelse.’

Lovkravet om hæftelse var altså en udtrykkelig betingelse.

Af samme dom fremgår også, at H1 har kendt til hele det aftalegrundlag, hvorefter den skattepligtige ikke hæftede. Højesteret udtalte under henvisning til Vestre Landsrets præmisser:

’Der skal, som byretten har anført, lægges vægt på aftalegrundlaget mellem G1 og S. Aftalegrundlaget, som H1 kendte, indebar bl.a., at H1s varetagelse af S' skattesag aldrig ville medføre, at S kom til at betale mere end fastsat i den oprindelige kontrakt. Det har også betydning, at inddragelsen af H1 skete på foranledning af G1 og havde tilknytning til et forretningsmæssigt samarbejde mellem G1 og H1’

H1 er altså en professionel aktør, der på udbetalingstidspunkterne kendte såvel det centrale og ikke komplicerede lovgrundlag og de faktiske omstændigheder.

SKAT skal desuden understrege, at et tilbagebetalingskrav heller ikke kommer til at gå ud over H1. Advokatfirmaet kan jo henholde sig til G1, der overfor H1 har forpligtet sig at betale den del af H1s salær, som ikke bliver dækket af omkostningsgodtgørelsesordningen. H1 har ikke oplyst noget om, at G1 skulle have afvist at opfylde denne forpligtelse overfor H1.

SKAT har derfor været berettiget til at kræve den for meget betalte omkostningsgodtgørelse på i alt kr. 12.500,- inkl. moms tilbagebetalt fra modtageren heraf, H1."

Klagernes opfattelse

H1 har på vegne af klagerne nedlagt påstand om, at SKAT ikke kan kræve den udbetalte omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt fra H1.

Det er til støtte for påstanden anført:

"Af skatteforvaltningslovens § 57, stk. 3, 1. pkt. fremgår følgende:

Stk. 3. Giver en ansøgning om omkostningsgodtgørelse alene anledning til nærmere at undersøge størrelsen af udgifterne til behandling af sagen, herunder den sagkyndiges honorar, udbetales godtgørelsen ifølge ansøgningen med forbehold for eventuel tilbagebetaling. [min understregning]

Skatteforvaltningslovens § 57, stk. 3, 1. pkt. er en direkte videreførelse af den tidligere skattestyrelseslovs § 33 F, stk. 3, der blev indsat ved lov nr. 388 af 6. juni 2002, fremsat som lovforslag nr. 54 af 17. januar 2002 (offentliggjort i Folketingstidende 2001/2002, 2. samling, tillæg A, spalte 1394 ff.).

Af forarbejderne til bestemmelsen (L 54 af 17. januar 2002) fremgår bl.a. følgende:

Det kan også forekomme, at en ansøgning om omkostningsgodtgørelse alene giver told- og skatteregionen anledning til nærmere at undersøge størrelsen af udgifterne til behandling af sagen, herunder den sagkyndiges honorar. Det følger af den foreslåede bestemmelses Stk. 3, at der i den situation skal ske udbetaling af den ansøgte godtgørelse til den skatte- eller afgiftspligtige med forbehold for eventuel tilbagebetaling. [min understregning]

Baggrunden for forslaget er, at det som udgangspunkt ikke bør komme den skatte- eller afgiftspligtige økonomisk til skade, at myndighederne stiller spørgsmål ved rimeligheden af størrelsen af sagsudgifterne, herunder den sagkyndiges honorar, hvis afklaring kan trække ud.

I forbindelse med forbeholdet skal told- og skatteregionen samtidig oplyse ansøgeren, hvorpå sagen beror.

Bestemmelsen finder altså anvendelse i de situationer, hvor SKAT finder anledning til at undersøge størrelsen af udgifterne til behandling af sagen, herunder den sagkyndiges honorar. Bestemmelsen må også antages - hvilket ses understøttet i administrativ praksis, jf. bl.a. SKM2009.457.LSR - at finde anvendelse på de situationer, hvor SKATs undersøgelse fører til den konklusion, at der slet ikke er grundlag for at yde omkostningsgodtgørelse.

Det følger udtrykkeligt af bestemmelsens ordlyd, at udbetalingen i sådanne situationer skal ske med forbehold for tilbagebetaling. Dette følger tillige af forarbejderne til bestemmelsen.

SKAT har da også i overensstemmelse hermed i afgørelsen af 10. november 2009 (bilag 6) netop taget forbehold for tilbagebetaling, idet SKAT ønskede at undersøge rimeligheden af honoraret.

I afgørelsen af 9. februar 2011 (bilag 7) fandt SKAT, at et rimeligt honorar i sagen udgjorde 12.500 kr. (inkl. moms) og krævede herefter det for meget udbetalte beløb tilbagebetalt.

Afgørelsen af 9. februar 2011 (bilag 7) må anses som en afgørelse om udbetaling af omkostningsgodtgørelse med 12.500 kr. (inkl. moms). SKAT har i denne afgørelse ikke taget forbehold for tilbagebetaling, hvorfor SKAT er afskåret fra at kræve beløbet tilbagebetalt.

At det har betydning for spørgsmålet om, hvorvidt SKAT kan kræve tidligere udbetalt omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt fremgår bl.a. af to kendelser fra Landsskatteretten offentliggjort som SKM2009.457.LSR og SKM2011.549.LSR.

I SKM2009.457.LSR havde SKAT udbetalt omkostningsgodtgørelse aconto med 310.218 kr. Udbetalingen var sket med forbehold for eventuelt krav om tilbagebetaling, såfremt det i forbindelse med sagens endelige afregning kunne konstateres, at der var sket helt eller delvis udbetaling af uberettiget godtgørelse.

Skatteyderen anmodede om yderligere godtgørelse med 50 % af et beløb på 408.644 kr. SKAT afslog denne anmodning med henvisning til, at der ikke var tale om en godtgørelsesberettiget sag. I et efterfølgende brev til skatteyderen meddelte SKAT, at der ikke kunne forventes at få omkostningsgodtgørelse ved eventuelle fremtidige ansøgninger i sagen, og at der ikke rejstes krav om tilbagebetaling af det tidligere udbetalte beløb på 310.218 kr.

Sagen blev indbragt for Landsskatteretten, hvor skatteyderen gjorde gældende at være berettiget til omkostningsgodtgørelse. Skatteyderen gjorde bl.a. gældende, at SKAT med aconto udbetalingen på 312.218 kr. havde en berettiget forventning om at være berettiget til omkostningsgodtgørelse i sagen.

Landsskatteretten var enig med SKAT i, at den underliggende sag ikke var en godtgørelsesberettiget sag, hvorfor udbetalingen af godtgørelse var sket med urette. Landsskatteretten pålagde endvidere skatteyderen at tilbagebetale den udbetalte godtgørelse på 312.218 kr. I præmisserne ses Landsskatteretten at have lagt afgørende vægt på, at udbetalingen var sket med forbehold for tilbagebetaling. Således fremgår bl.a. følgende:

I forbindelse med udbetalingen af acontobeløbet ved afgørelsen af 16. oktober 2007 tog skattecentret forbehold for krav om tilbagebetaling af udbetalte acontobeløb, såfremt det i forbindelse med sagens endelige afregning kunne konstateres, at der helt eller delvist var sket udbetaling af uberettiget godtgørelse.

Forbeholdet, der er meget generelt formuleret, må forstås således, at enhver uberettiget udbetaling af omkostningsgodtgørelse er omfattet af forbeholdet. Det kan således ikke antages, at forbeholdet alene knytter sig til størrelsen af det beløb, som skattecentret udbetaler aconto, mens sagen verserer.

Da skattecentret tog forbehold for at kræve tilbagebetaling af det udbetalte acontobeløb, kan selskabet ikke anses for at være blevet bibragt en berettiget forventning om, at der fremover var grundlag for omkostningsgodtgørelse.

Det er derfor med rette, at skattecentret ikke har anset selskabet for berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med førelse af sagen for domstolene, og denne del af den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

Da der ved udbetalingen af godtgørelse den 16. oktober 2007 blev taget forbehold for krav om tilbagebetaling, er skattecentret efter Landsskatterettens opfattelse ikke berettiget til at undlade at kræve denne godtgørelse tilbagebetalt.

I de tilfælde, hvor SKAT uden lovhjemmel foretager udbetalinger til borgere eller virksomheder, må SKAT således være forpligtet til at tilbagesøge disse, med mindre f.eks. praksis om begunstigende forvaltningsakter er til hinder herfor.

Det er altså det forhold, at der er taget forbehold for tilbagebetaling, der fører til, at Landsskatteretten pålægger skatteyderen at tilbagebetale den udbetalte omkostningsgodtgørelse. Der kan heraf modsætningsvist sluttes, at såfremt der ikke havde været taget forbehold for tilbagebetaling, ville SKAT ikke kunne kræve beløbet tilbagebetalt og Landsskatteretten ville følgelig ikke have pålagt skatteyderen at gøre dette.

I SKM2011.549.LSR havde skatteyderen over to omgange ansøgt om omkostningsgodtgørelse med 50 % af i alt 31.437 kr. SKAT havde i forbindelse med den første ansøgning aconto udbetalt 50 % af et beløb på 25.500 kr. SKAT havde taget forbehold for eventuel tilbagebetaling. I forbindelse med den anden ansøgning om omkostningsgodtgørelse fandt SKAT ikke, at det fakturerede tidsforbrug på i alt 29 timer var rimeligt. SKAT fandt i stedet at et tidsforbrug på 4 timer svarende til et honorarkrav på 4.750 kr. var rimeligt. Idet der tidligere var udbetalt omkostningsgodtgørelse med 12.750 kr. krævede SKAT den for meget udbetalte godtgørelse tilbagebetalt.

Skatteyderen indbragte sagen for Landsskatteretten. Her gjorde skatteyderen bl.a. gældende, at SKAT ikke kunne kræve den tidligere udbetalte godtgørelse tilbagebetalt, idet det tagne forbehold for tilbagebetaling ikke var beløbs-/størrelsesmæsigt - altså at forbeholdet ikke var konkret nok til at have nogen virkning.

Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn, hvorefter det godtgørelsesberettigede honorarkrav var fastsat til 4.750 kr. Om berettigelsen af SKATs krav om tilbagebetaling anførte Landsskatteretten følgende i præmisserne:

Ved udbetalingen af a conto omkostningsgodtgørelse i 2008 tog skattecentret forbehold for eventuel tilbagebetaling, og der ses ikke at være grundlag for at fortolke forbeholdet indskrænkende

I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt SKAT kunne kræve den for meget udbetalte godtgørelse tilbagebetalt, ses Landsskatteretten at have lagt afgørende vægt på, at der er taget forbehold for tilbagebetaling.

Landsskatteretten fandt ikke, at der var grundlag for at fortolke SKATs forbehold for tilbagebetaling indskrænkende. Det kan heraf modsætningsvis sluttes, at havde der været grundlag for at fortolke forbeholdet så indskrænkende, at det ikke var konkret nok til at have virkning som anført af skatteyderen, så kunne SKAT ikke kræve tilbagebetaling.

Klagerne må ligeledes med afgørelsen af 9. februar 2011 (bilag 7) have fået en berettiget forventning om, at SKAT nu havde truffet endelig afgørelse i sagen om omkostningsgodtgørelse - særligt da SKAT jo i 2009 afgørelsen (bilag 6) havde taget forbehold for tilbagebetaling, idet man ønskede at prøve rimeligheden af honoraret, og i 2011 afgørelsen (bilag 7) udbetalte omkostningsgodtgørelse med 12.500 kr. (inkl. moms) uden at tage forbehold for tilbagebetaling.

Idet SKAT ikke i afgørelsen af 9. februar 2011 (bilag 7) har taget forbehold for tilbagebetaling af den med afgørelsen udbetalte godtgørelse, må spørgsmålet om tilbagebetaling afgøres efter de almindelige forvaltningsprincipper om tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakter. Betingelserne herfor er ikke tilstede i den foreliggende sag."

H1 har supplerende anført:

"Det præciseres, at det er klagernes opfattelse, at det forhold, at SKAT i afgørelsen af 9. februar 2017 (bilag 7), hvorved der skete udbetaling af omkostningsgodtgørelse med 12.500 kr. (inkl. moms), ikke har taget forbehold for tilbagebetaling, medfører at SKAT er afskåret fra at kræve tilbagebetaling.

Såfremt Landsskatteretten ikke er enig heri, må spørgsmålet vurderes ud fra reglerne om tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakter. I forhold hertil gøres det gældende, at betingelserne herfor ikke er opfyldte, og at klagerne med SKATs afgørelse af 9. februar 2011 (bilag 7) er blevet bibragt en sådan berettiget forventning om, at SKAT nu havde truffet en endelig afgørelse om omkostningsgodtgørelse, at der ikke efterfølgende kan ske genopkrævning.

SKAT anfører på side 4, 3. sidste afsnit, at der var tale om usædvanlige aftalevilkår, hvilket burde have været oplyst i forbindelse med ansøgningen.

Det bemærkes hertil, at man ikke kan stille krav til klagerne (eller andre) om, at de burde have indset, at der var tale om usædvanlige aftalevilkår.

Således fandt Landsskatteretten bl.a. i en afgørelse af 10. december 2012 (12-0188821) i en lignende sag (Landsskatterettens afgørelse i SKM2015.479.HR), at grundejeren var berettiget til omkostningsgodtgørelse. Sagen måtte efterfølgende igennem domstolsprøvelse i 3 instanser før den fandt sin endelige afgørelse."

H1 har yderligere anført:

"Tilbagekaldelse af SKATs afgørelse af 9. februar 2011

I forhold til spørgsmålet om tilbagekaldelse af afgørelsen bør der yderligere tages hensyn til, at hverken grundejerne eller H1 bevidst har undladt at fremlægge oplysninger for SKAT til brug for ansøgningen om omkostningsgodtgørelse med henblik på med urette at få udbetalt omkostningsgodtgørelse. Tværtimod er der fremlagt de oplysninger, som normalt fremlægges med en anmodning om omkostningsgodtgørelse.

Hverken grundejerne eller H1 burde have indset, at oplysningerne om grundejernes aftale med G1 kunne føre til, at grundejerne ikke hæftede for betalingen af H1s honorar.

Det bemærkes i den henseende, at Landsskatteretten i SKM2015.479.HR fandt, at grundejeren i den pågældende sag hæftede for betalingen af H1s honorar og således var berettiget til omkostningsgodtgørelse. Aftalegrundlaget i SKM2015.479.HR er identisk med aftalegrundlaget i den foreliggende sag.

Når landets øverste administrative klageinstans når frem til, at der var hæftelse og at betingelserne for omkostningsgodtgørelse var opfyldte, kan man hverken forvente at grundejerne eller H1 for den sags skyld burde kunne indse, at det modsatte var tilfældet.

Det forhold, at sagen efterfølgende skulle igennem 3 instanser ved domstolene for at finde sin endelige afgørelse, er ligeledes en klar indikation på, at hverken grundejerne eller H1 burde indse, at der ikke var adgang til omkostningsgodtgørelse.

Såvel grundejerne som H1 har altså handlet og modtaget den udbetalte omkostningsgodtgørelse i god tro.

SKAT argumenterer for en indskrænkende fortolkning af forbeholdet for tilbagebetaling i SKATs afgørelse af 10. november 2009 (bilag 6), således at forbeholdet kun skal anses at vedrøre salærets størrelse. Samme argumentation forsøgte skatteyderen i SKM2011.549.LSR. Hertil udtalte Landsskatteretten, at der ikke var grundlag for en sådan indskrænkende fortolkning af forbeholdet.

Skal der ske tilbagebetaling eller ej

Af SKATs udtalelse fremgår det, at der ikke i den nugældende § 57, stk. 4 i skatteforvaltningsloven er hjemmel til at rette tilbagebetalingskravet mod H1.

SKAT anfører med henvisning til forarbejderne til lov nr. 1500 af 23. december 2014 (lovforslag nr. 42 af 30. oktober 2014), at det var lovgivers opfattelse, at et tilbagebetalingskrav også forud for vedtagelsen af loven kunne rettes mod sagkyndige bistandsyder, og at der således blot var tale om en præcisering af gældende lovgivning.

Idet der ikke var udtrykkelig hjemmel til det i lovgivningen må en sådan hjemmel skulle findes i almindelige obligationsretlige regler, herunder bl.a. principperne i gældsbrevslovens § 27. Højesteret har imidlertid i UfR 2011, 3188 H fastslået, at en debitor ikke kan rette et krav om tilbagebetaling mod erhververen af en fordring, når fordringen var indfriet.

SKM2013.512.LSR, som der henvises til i forarbejderne som værende den afgørelse, der fastslår, at der også forud for lovens vedtagelse var hjemmel til at rette tilbagebetalingskravet mod den sagkyndige bistandsyder, ses således ikke at være forenelig med UfR 2011, 3188 H.

Sagen handlede i øvrigt om, hvorvidt SKAT i et selskabs overskydende selskabsskat kunne modregne et krav på for meget udbetalt omkostningsgodtgørelse, som selskabet, der havde fået den godtgørelsesberettigede krav på omkostningsgodtgørelse overdraget, havde modtaget fra SKAT.

I præmisserne forholder Landsskatteretten sig udelukkende til, om betingelserne for modregning er opfyldte - ikke hvorvidt det var med rette, at tilbagebetalingskravet var rettet mod den sagkyndige. Landsskatteretten tager altså ikke specifikt stilling til, om det var med rette, at tilbagebetalingskravet var rettet mod den sagkyndige, hvorfor det er svært at se, at lige netop den afgørelse er udtryk for, at der også forud for lovens vedtagelse var hjemmel til at rette tilbagebetalingskravet mod den sagkyndige.

Hvorvidt SKAT er enig i, at tilbagebetalingskravet ikke kan rettes mod H1 med henvisning til principperne i gældsbrevlovens § 27 fremgår ikke helt klart af SKATs udtalelse.

Det forhold, at SKAT argumenterer for, at tilbagebetaling skal ske som følge af de almindelige obligationsretlige regler om condictio indebiti, må dog forstås således, at SKAT mener, at det er heri - og ikke i gældsbrevslovens § 27, at hjemlen skal findes.

Efter de almindelige obligationsretlige regler om condictio indebiti kan den, der ved en fejl har betalt en ydelse, som den pågældende ikke var forpligtet til at betale, efter omstændighederne kræve ydelsen tilbagebetalt. Vurderingen af, om beløbet kan kræves tilbagebetalt, afhænger bl.a. af, om modtageren har været i ond tro.

Der henvises i den forbindelse til UfR 2003, 2312/3 H, hvor Højesteret tiltrådte Vestre Landsrets dom af 19. april 2002.

Sagen handlede om, hvorvidt betingelserne for godtgørelse af afgift af brugte vinflasker, der genudføres til udlandet, var opfyldt. Både Vestre Landsret og Højesteret nåede frem til, at det var de ikke. Spørgsmålet var herefter, om Told- og Skattemyndighederne kunne kræve den med urette udbetalte afgiftsgodtgørelse tilbagebetalt.

Af landsrettens præmisser fremgår bl.a. følgende om dette spørgsmål:

Efter sammenhængen mellem bestemmelsen i detailsalgspakningslovens § 20, stk. 2, 2. pkt., og bestemmelsen i 1. pkt. kan § 20, stk. 2, ikke forstås således, at den hjemler Told og Skattemyndighederne et tilbagesøgningskrav på objektivt grundlag i en situation som den omhandlede. Det må derfor afgøres efter dansk rets almindelige regler, om der tilkommer myndighederne et tilbagesøgningskrav vedrørende den afgiftsgodtgørelse, som sagsøgeren har modtaget med urette.

Spørgsmålet er herefter, om sagsøgeren har været i en sådan god tro, at tilbagesøgning er udelukket. [min understregning]

Landsretten fandt, at sagsøgeren ikke havde været i en sådan god tro, at tilbagesøgning var udelukket. Højesteret var enig.

SKATs tilbagesøgningsadgang efter reglerne om condictio indebiti afhænger altså af, om grundejerne og/eller H1 bevidst har afgivet urigtige oplysninger til brug for SKATs behandling af anmodningen om omkostningsgodtgørelse med henblik på med urette at få udbetalt godtgørelse - altså om de har handlet i ond tro.

Som redegjort for ovenfor, er dette ikke tilfældet.

Det forhold, at Landsskatteretten i SKM2015.479.HR, og i en række identiske sager på et fuldt oplyst grundlag - altså under inddragelse af det fulde aftalegrundlag, herunder også grundejernes aftalegrundlag med G1 - fandt, at der var den fornødne hæftelse for betalingen af H1s honorar understøtter klart, at der er handlet i god tro.

Man kan ikke med nogen form for rimelighed argumentere for, at grundejerne og/eller H1 burde have indset, at betingelserne for omkostningsgodtgørelse ikke var opfyldte, når landets øverste administrative klageinstans når frem til, at der var hæftelse og at betingelserne for omkostningsgodtgørelse var opfyldte.

Det var altså Landsskatterettens opfattelse, at grundejerens aftalegrundlag med G1 var uden betydning for grundejerens hæftelse for betaling af H1s honorar.

I øvrigt kan det forhold, at en efterfølgende klage-/domstolsbehandling viser, at en udbetaling er sket med urette ikke i sig selv føre til, at det med urette udbetalte beløb kan kræves tilbagebetalt. Der henvises til UfR 2012, 2392 H.

Sagen handlede om, hvorvidt en erstatning for tab af erhvervsevne og varigt men kunne kræves tilbagebetalt, da det ved en senere afgørelse blev fastslået, at der ikke forelå en erstatningspådragende arbejdsulykke.

Den skadelidte havde under udførelsen af sit arbejde fået et vrid i lænden. Arbejdsskadestyrelsen fandt, at der var tale om en arbejdsulykke, og den skadelidt modtog erstatning for tab af erhvervsevne og varigt men. Den skadelidte anlagde herefter sag mod arbejdsgiveren om yderligere erstatning i hvilken sag Østre Landsret nåede frem til, at der ikke var ført bevis for, at der forelå en arbejdsulykke.

Arbejdsskadestyrelsen genoptog herefter sagen og fastslog, at hændelsen ikke var en erstatningspådragende arbejdsulykke, og at den skadelidt derfor ikke havde krav på erstatning. I forlængelse heraf anlagde forsikringsselskabet sag mod den skadelidt med krav om tilbagebetaling af erstatningen.

Højesteret udtalte bl.a., at det ikke var godtgjort, at den skadelidte bevidst havde afgivet urigtige oplysninger, eller at han ved modtagelsen af erstatningen vidste eller burde have vidst, at han ikke var berettiget til erstatningen, hvorfor der ikke var grundlag for at pålægge ham at tilbagebetale erstatningen.

Sagen har dermed ganske mange lighedspunkter med den foreliggende sag.

Hverken grundejerne eller H1 har bevidst afgivet urigtige oplysninger. Ligeledes kunne hverken grundejerne eller H1 på tidspunktet for modtagelsen af omkostningsgodtgørelsen vide eller burde vide, at der ikke var grundlag for udbetaling af omkostningsgodtgørelse.

Der er således heller ikke efter reglerne om condictio indebiti hjemmel for SKAT til at kræve den ved afgørelsen af 9. februar 2011 udbetalte omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt hos H1 (eller grundejerne for den sags skyld)."

Landsskatterettens afgørelse

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt et manglende forbehold for tilbagebetaling er til hinder for, at SKAT kan kræve allerede udbetalt omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt. Endvidere vedrører sagen spørgsmålet om, hvorvidt tilbagebetalingskravet i givet fald kan rettes mod en sagkyndig, som har fået kravet på omkostningsgodtgørelse overdraget fra en godtgørelsesberettiget.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at et konkret forbehold for tilbagebetaling af et udbetalt beløb medfører, at beløbet umiddelbart kan kræves tilbagebetalt, såfremt betingelserne i forbeholdet er opfyldt. Såfremt et beløb er udbetalt uden forbehold, kan særlige omstændigheder, herunder en retsbeskyttet forventning, forhindre tilbagesøgningen.

I nærværende sag tog SKAT et forbehold ved udbetalingen af omkostningsgodtgørelsen, da SKAT ville undersøge rimeligheden af honorarkravets størrelse. SKAT nedsatte efter en konkret vurdering det godtgørelsesberettigede beløb og krævede en del af den tidligere udbetalte omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt. SKAT tog ikke ved afgørelse af 9. februar 2011 et forbehold for senere tilbagebetaling.

Forløbet kan have bibragt klagerne og H1 en forventning om, at spørgsmålet om rimeligheden af honorarkravets størrelse var endeligt fastlagt ved SKATs afgørelse af 9. februar 2011. Dette er derimod ikke ensbetydende med, at der er skabt en retsbeskyttet forventning om, at betingelsen om at klagerne skal hæfte for den sagkyndiges salærnota var opfyldt.

Herefter, og idet der ikke ses at være øvrige omstændigheder, der kan føre til et andet resultat, er det således Landsskatterettens opfattelse, at det manglende forbehold i forbindelse med udbetalingen af omkostningsgodtgørelsen ikke er til hinder for, at beløbet kan kræves tilbagebetalt.

For så vidt angår H1s anbringende vedrørende tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakter bemærkes det, at SKAT kan tilbagekalde en afgørelse, hvis det faktiske grundlag for afgørelsen har været urigtigt, og der ikke efter en konkret vurdering er grundlag for at pålægge SKAT ansvaret herfor.

På tidspunktet, hvor SKAT traf afgørelserne om henholdsvis imødekommelse af ansøgning om omkostningsgodtgørelse og efterfølgende afgørelse om nedsættelse af det godtgørelsesberettigede beløb, var SKAT ikke bekendt med det samlede aftalegrundlag mellem klagerne, G1 og H1. SKAT ses endvidere ikke at have haft anledning til at indhente oplysninger herom.

SKAT kan derfor ikke pålægges ansvaret for, at afgørelserne af henholdsvis 10. november 2009 og 9. februar 2011 blev truffet på et urigtigt grundlag, og principperne for tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakter forhindrer således ikke SKAT i at kræve den udbetalte omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt.

SKAT har rettet tilbagebetalingskravet mod H1.

H1 har i henhold til ansøgningsblanketterne fået overdraget kravet på omkostningsgodtgørelse. H1 har således en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i sagens udfald. H1 anses derfor som part.

Som følge af overdragelsen af kravet, indtrådte H1 i klagernes ret til at få omkostningsgodtgørelsen udbetalt. SKAT udbetalte derfor omkostningsgodtgørelsen til H1.

Det følger af de almindelige obligationsretlige regler om tilbagesøgning (condictio indebiti), at SKAT kan kræve et beløb, der er udbetalt med urette, tilbagebetalt, medmindre der efter en konkret vurdering er et forholdsvist klart grundlag for at pålægge SKAT ansvaret for den opståede fejl, og beløbet er modtaget i god tro. Det er Landsskatterettens opfattelse, at beløbet som udgangspunkt skal opkræves hos modtageren. Som nævnt ovenfor var SKAT ikke bekendt med det samlede aftalegrundlag, da SKAT traf afgørelserne af henholdsvis 10. november 2009 og 9. februar 2011. Da SKAT blev bekendt med det samlede aftalegrundlag, traf SKAT afgørelse om, at ansøgningen om omkostningsgodtgørelse ikke kunne imødekommes, og krævede den allerede udbetalte omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt.

SKAT kan, efter en konkret vurdering af ovenstående forløb, ikke anses for at have begået fejl, som afskærer muligheden for tilbagesøgning. SKAT har derfor været berettiget til at kræve den udbetalte godtgørelse tilbagebetalt.

Landsskatteretten finder derfor, at det er med rette, at SKAT har krævet den udbetalte omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt fra H1.

Den påklagede afgørelse stadfæstes herefter.

………."

Parternes synspunkter

H1 har i sit påstandsdokument anført følgende:

"……….

3. ANBRINGENDER

SKAT har i afgørelsen af 9. februar 2011 (bilag 6), hvorved omkostningsgodtgørelsen på 12.500 kr. endeligt blev udbetalt, ikke taget forbehold for tilbagebetaling. Det manglende forbehold for tilbagebetaling medfører, at SKAT konkret er afskåret fra at kræve omkostningsgodtgørelsen tilbagebetalt. Da SKAT ikke har noget krav på tilbagebetaling, kan kravet selvsagt heller ikke rettes mod H1.

I det tilfælde, at retten finder, at det manglende forbehold for tilbagebetaling ikke afskærer SKAT fra at kræve omkostningsgodtgørelsen tilbagebetalt, gøres det gældende, at SKAT ikke kan rette kravet mod H1, idet der hverken i loven eller i almindelige obligationsretlige grundsætninger er hjemmel hertil.

4.1  Betydningen af det manglende forbehold

Af skatteforvaltningslovens § 57, stk. 3, 1. pkt. fremgår følgende:

Stk. 3. Giver en ansøgning om omkostningsgodtgørelse alene anledning til nærmere at undersøge størrelsen af udgifterne til behandling af sagen, herunder den sagkyndiges honorar, udbetales godtgørelsen ifølge ansøgningen med forbehold for eventuel tilbagebetaling. [min understregning]

Skatteforvaltningslovens § 57, stk. 3, 1. pkt. er en direkte videreførelse af den tidligere skattestyrelseslovs § 33 F, stk. 3, der blev indsat ved lov nr. 388 af 6. juni 2002, fremsat som lovforslag nr. 54 af 17. januar 2002 (Folketingstidende 2001/2002, 2. samling, tillæg A, spalte 1394 ff.).

Af forarbejderne til bestemmelsen (L 54 af 17. januar 2002) fremgår bl.a. følgende:

Det kan også forekomme, at en ansøgning om omkostningsgodtgørelse alene giver told- og skatteregionen anledning til nærmere at undersøge størrelsen af udgifterne til behandling af sagen, herunder den sagkyndiges honorar. Det følger af den foreslåede bestemmelses Stk. 3, at der i den situation skal ske udbetaling af den ansøgte godtgørelse til den skatte- eller afgiftspligtige med forbehold for eventuel tilbagebetaling. [min understregning]

Baggrunden for forslaget er, at det som udgangspunkt ikke bør komme den skatte- eller afgiftspligtige økonomisk til skade, at myndighederne stiller spørgsmål ved rimeligheden af størrelsen af sagsudgifterne, herunder den sagkyndiges honorar, hvis afklaring kan trække ud.

I forbindelse med forbeholdet skal told- og skatteregionen samtidig oplyse ansøgeren, hvorpå sagen beror.

Bestemmelsen finder altså anvendelse i de situationer, hvor SKAT finder anledning til at undersøge størrelsen af udgifterne til behandling af sagen, herunder den sagkyndiges honorar. Bestemmelsen må også antages - hvilket ses understøttet i administrativ praksis, jf. bl.a. SKM2009.457.LSR - at finde anvendelse på de situationer, hvor SKATs undersøgelse fører til den konklusion, at der slet ikke er grundlag for at yde omkostningsgodtgørelse.

Det følger udtrykkeligt af bestemmelsens ordlyd, at udbetalingen i sådanne situationer skal ske med forbehold for tilbagebetaling. Dette følger tillige af forarbejderne til bestemmelsen.

SKAT har da også i overensstemmelse hermed i afgørelsen af 10. november 2009 (bilag 5) netop taget forbehold for tilbagebetaling, idet SKAT ønskede at undersøge rimeligheden af honoraret.

I afgørelsen af 9. februar 2011 (bilag 6) fandt SKAT, at et rimeligt honorar i sagen udgjorde 12.500 kr. (inkl. moms) og krævede herefter det for meget udbetalte beløb tilbagebetalt.

Afgørelsen af 9. februar 2011 (bilag 6) må anses som en afgørelse om udbetaling af omkostningsgodtgørelse med 12.500 kr. (inkl. moms). SKAT har i denne afgørelse ikke taget forbehold for tilbagebetaling, hvorfor SKAT er afskåret fra at kræve beløbet tilbagebetalt.

At det har betydning for spørgsmålet om, hvorvidt SKAT kan kræve tidligere udbetalt omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt fremgår bl.a. af to kendelser fra Landsskatteretten offentliggjort som SKM2009.457.LSR og SKM2011.549.LSR.

Det manglende forbeholds betydning for spørgsmålet om tilbagebetaling fremgår dog endnu klarere i UfR 2018, 1149 H.

I sagen havde G3 (nu G3) truffet afgørelse om, at en borger i forbindelse med sygehusbehandling af en brækket fod var påført skade i form af forlænget sygeperiode og eventuelt varigt mén, der var omfattet af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. G3 fandt, at borgeren var berettiget til 28.160 kr. i godtgørelse.

Y1-region udbetalte beløbet uden at tage forbehold for eventuel tilbagebetaling.

G3 traf senere afgørelse om, at borgeren ikke var berettiget til yderligere erstatning. Borgeren indbragte denne afgørelse til Patientskadeankenævnet, der nåede frem til, at borgeren slet ikke var berettiget til godtgørelse, idet borgeren ikke med overvejende sandsynlighed i forbindelse med sygehusbehandlingen var påført en skade, der gav ret til erstatning.

Y1-region rejste herefter krav mod borgeren om tilbagebetaling af den (nu) med urette tidligere udbetalte godtgørelse.

Højesteret fandt, at Y1-region i udgangspunktet ikke var afskåret fra at kræve tilbagebetaling, og at tilbagebetalingskravet måtte vurderes efter de almindelige regler om tilbagesøgning - altså reglerne om condictio indebiti.

Højesteret nåede herefter frem til, at Y1-region ikke kunne kræve den udbetalte godtgørelse tilbagebetalt, idet der ikke var taget forbehold herfor og idet borgeren på udbetalingstidspunktet havde været i god tro. Den klagevejledning, der var givet til G3s afgørelser, hvoraf bl.a. fremgik at en klage kunne resultere i, at godtgørelsen helt bortfaldt, kunne ikke sidestilles med eller træde i stedet for et konkret forbehold for tilbagesøgning fra Y1-regions side.

Borgeren havde med Højesterets ord på udbetalingstidspunktet en velbegrundet forventning om, at hun havde ret til godtgørelse, og at denne ikke kunne kræves tilbagebetalt.

Højesteretssagen har ganske mange lighedspunkter med den foreliggende sag. Der er også her tale om en godtgørelse, som det offentlige i henhold til lov er forpligtet til at udbetale såfremt betingelserne herfor er opfyldt.

Højesteretssagen viser også, at det forhold, at betingelserne på et senere tidspunkt måtte vise sig alligevel ikke at være opfyldt, ikke i sig selv medfører, at SKAT kan kræve den tidligere udbetalte godtgørelse tilbagebetalt - særligt ikke, når der ikke er taget forbehold herfor.

Helt afgørende er om modtageren af godtgørelsen på udbetalingstidspunktet har været i god tro, og således er blevet bibragt en velbegrundet forventning om at være berettiget til godtgørelsen.

Henset til forløbet af SKM2015.479.HR, hvor Landsskatteretten på et fuldt oplyst grundlag fandt (bilag 8), at der var den fornødne hæftelse - og dermed adgang til omkostningsgodtgørelse - kan man ikke hævde at grundejerne (eller H1) burde have indset noget andet.

Idet SKAT ikke har taget forbehold for tilbagebetaling af den med afgørelsen udbetalte godtgørelse har grundejerne fået en berettiget forventning om, at SKAT nu havde truffet endelig afgørelse i sagen om omkostningsgodtgørelse. Grundejerne var i god tro på udbetalingstidspunkt, hvorfor SKAT nu er afskåret fra at kræve den udbetalte godtgørelse tilbagebetalt.

Idet SKAT ikke har noget krav på tilbagebetaling i den konkrete situation, kan en sådant (ikke eksisterende) krav selvsagt heller ikke rettes mod H1.

4.2  Kravet kan ikke rettes mod H1

Såfremt retten når frem til, at det manglende forbehold for tilbagebetaling er uden betydning for SKATs adgang til at kræve tilbagebetaling gøres det gældende, at der ikke er hjemmel til at rette kravet mod H1.

En afgørelse om tilbagebetaling af omkostningsgodtgørelse rettet mod den sagkyndige, som har modtaget godtgørelsen fra SKAT efter at have fået den godtgørelsesberettigedes krav overdraget, er et væsentligt indgreb, der kræver en klar lovhjemmel. En sådan klar lovhjemmel findes ikke forud for 1. januar 2015.

Det er således først med vedtagelsen af lov nr. 1500 af 23. december 2014 om ændring af skatteforvaltningsloven, at der i skatteforvaltningsloven § 57, stk. 4, er indsat hjemmel til at rette et tilbagebetalingskrav mod den sagkyndige.

Af lovens overgangsbestemmelser fremgår det, at loven træder i kraft den 1. januar 2015. Lovændringen har derfor først virkning for tilbagebetalingskrav, der rejses den 1. januar 2015 og senere og kan således ikke have virkning i den foreliggende sag, hvor tilbagebetalingskravet er rettet mod H1 den 4. oktober 2012 (bilag 7) - altså før lovens ikrafttræden.

Spørgsmålet er herefter, om der forud for den 1. januar 2015 var hjemmel til at rette et tilbagebetalingskrav mod den sagkyndige.

Forud for lovændringen, der trådte i kraft pr. 1. januar 2015 havde skatteforvaltningslovens § 57, stk. 4, følgende ordlyd:

Er godtgørelsesbeløbet mindre end det beløb, som efter stk. 3 er udbetalt med forbehold skal den godtgørelsesberettigede tilbagebetale det for meget udbetalte godtgørelsesbeløb. Den godtgørelsesberettigede har ret til henstand, hvis afgørelsen om godtgørelsens tilbagebetaling påklages eller indbringes for domstolene. [min understregning]

Det fremgår altså direkte af den dagældende bestemmelse i § 57, stk. 4, at der kun var hjemmel til at rette kravet om tilbagebetaling mod den godtgørelsesberettigede.

Det forhold, at lovgiver med virkning fra 1. januar 2015 har fundet anledning til at indføre en specifik lovhjemmel til at rette kravet mod den sagkyndige understreger blot, at en sådan hjemmel ikke eksisterede. Noget sådant ville være unødvendigt, hvis en sådan mulighed allerede eksisterede efter gældende ret.

Af forarbejderne til lovændringen (lovforslag nr. 42 af 30. oktober 2014) fremgår bl.a. følgende af de generelle bemærkninger til det fremsatte lovforslag:

Der har i praksis været rejst tvivl om, hvorvidt SKAT kan rette tilbagebetalingskravet mod den sagkyndige, hvis denne efter at have fået overdraget kravet på omkostningsgodtgørelse har fået udbetalt godtgørelsesbeløbet, og det viser sig, at godtgørelsesbeløbet skal tilbagebetales helt eller delvis.

I sagen SKM2013.512.LSR fandt Landsskatteretten at betingelserne for at modregne et krav på for meget udbetalt omkostningsgodtgørelse til rådgiver, som kravet på omkostningsgodtgørelse var overdraget til, i rådgivers overskydende skat var opfyldt.

Det fremgår af ovenstående, at lovgiver selv var i tvivl om, hvorvidt der før 1. januar 2015 var hjemmel til at rette tilbagebetalingskravet mod den sagkyndige, som den godtgørelsesberettigedes krav på omkostningsgodtgørelse var overdraget til.

Af forarbejderne til lov nr. 1500 af 23. december 2014 (lovforslag nr. 42 af 30. oktober 2014), at det var lovgivers opfattelse, at et tilbagebetalingskrav også forud for vedtagelsen af loven kunne rettes mod sagkyndige bistandsyder, og at der således blot var tale om en præcisering af gældende lovgivning.

SKM2013.512.LSR, som der henvises til i forarbejderne handlede om, hvorvidt SKAT i et selskabs overskydende selskabsskat kunne modregne et krav på for meget udbetalt omkostningsgodtgørelse, som selskabet, der havde fået den godtgørelsesberettigede krav på omkostningsgodtgørelse overdraget, havde modtaget fra SKAT.

I præmisserne forholder Landsskatteretten sig udelukkende til, om betingelserne for modregning er opfyldte - ikke hvorvidt det var med rette, at tilbagebetalingskravet var rettet mod den sagkyndige.

Idet Landsskatteretten ikke specifikt tager stilling til, om det var med rette, at tilbagebetalingskravet var rettet mod den sagkyndige, kan afgørelsen ikke tages til indtægt for, at der også forud for lovens vedtagelse var hjemmel til at rette tilbagebetalingskravet mod den sagkyndige. Idet der ikke var udtrykkelig hjemmel til det i lovgivningen må en sådan hjemmel skulle findes i almindelige obligationsretlige regler.

Ved overdragelse af kravet på omkostningsgodtgørelse fra grundejerne til H1 gælder de almindelige obligationsretlige regler om overdragelse af fordringer, herunder gældsbrevslovens § 27.

Idet godtgørelsesbeløbet er udbetalt af SKAT, er der sket betaling og indfrielse af fordringen over for H1 som transporthaver. Ved indfrielse/betaling kan tilbagebetalingskravet ikke støttes på gældsbrevslovens § 27. Dette følger bl.a. af UfR 2011, 3188 H.

I dommen fastslår Højesteret, at en debitor ikke kan rette et krav om tilbagebetaling mod erhververen af en fordring, når fordringen er indfriet. Dette udelukker ifølge Højesteret ikke, at tilbagesøgning kan ske, men tilbagesøgning skal i så fald ske efter de almindelige obligationsretlige regler om condictio indebiti.

Efter reglerne om condictio indebiti kan den, der ved en fejl har betalt en ydelse, som den pågældende ikke var forpligtet til at betale, efter omstændighederne kræve ydelsen tilbagebetalt. Vurderingen af, om beløbet kan kræves tilbagebetalt, afhænger bl.a. af, om modtageren har været i ond tro.

Der henvises i den forbindelse til UfR 2003, 2312/3 H, hvor Højesteret tiltrådte Vestre Landsrets dom af 19. april 2002.

Sagen handlede om, hvorvidt betingelserne for godtgørelse af afgift af brugte vinflasker, der genudføres til udlandet, var opfyldt. Både Vestre Landsret og Højesteret nåede frem til, at det var de ikke. Spørgsmålet var herefter, om Told- og Skattemyndighederne kunne kræve den med urette udbetalte afgiftsgodtgørelse tilbagebetalt.

Af landsrettens præmisser fremgår bl.a. følgende om dette spørgsmål:

Efter sammenhængen mellem bestemmelsen i detailsalgspakningslovens § 20, stk. 2, 2. pkt., og bestemmelsen i 1. pkt. kan § 20, stk. 2, ikke forstås således, at den hjemler Told og Skattemyndighederne et tilbagesøgningskrav på objektivt grundlag i en situation som den omhandlede. Det må derfor afgøres efter dansk rets almindelige regler, om der tilkommer myndighederne et tilbagesøgningskrav vedrørende den afgiftsgodtgørelse, som sagsøgeren har modtaget med urette.

Spørgsmålet er herefter, om sagsøgeren har været i en sådan god tro, at tilbagesøgning er udelukket. [min understregning]

Landsretten fandt herefter, at sagsøgeren ikke havde været i en sådan god tro, at tilbagesøgning var udelukket. Højesteret var enig. Dommen viser modsætningsvist, at det er en forudsætning for tilbagebetaling efter reglerne om condictio indebiti, at der foreligger ond tro på udbetalingstidspunktet.

SKATs tilbagesøgningsadgang efter reglerne om condictio indebiti afhænger altså af, om grundejerne og/eller H1 bevidst har afgivet urigtige oplysninger til brug for SKATs behandling af anmodningen om omkostningsgodtgørelse med henblik på med urette at få udbetalt godtgørelse - altså om de har handlet i ond tro.

Dette er ikke tilfældet.

Det forhold, at Landsskatteretten (bilag 8) i SKM2015.479.HR på et fuldt oplyst grundlag - altså under inddragelse af det fulde aftalegrundlag, herunder også grundejernes aftalegrundlag med G1 - fandt, at der var den fornødne hæftelse for betalingen af H1s honorar understøtter klart, at der er handlet i god tro.

Man kan ikke med nogen form for rimelighed argumentere for, at grundejerne og/eller H1 burde have indset, at betingelserne for omkostningsgodtgørelse ikke var opfyldte, når landets øverste administrative klageinstans når frem til, at der var hæftelse og at betingelserne for omkostningsgodtgørelse var opfyldte.

Det var altså Landsskatterettens opfattelse, at aftalegrundlaget med G1 var uden betydning for adgangen til omkostningsgodtgørelse.

I øvrigt kan det forhold, at en efterfølgende klage-/domstolsbehandling viser, at en udbetaling er sket med urette ikke i sig selv føre til, at det med urette udbetalte beløb kan kræves tilbagebetalt. Der henvises til UfR 2012, 2392 H.

Sagen handlede om, hvorvidt en erstatning for tab af erhvervsevne og varigt men kunne kræves tilbagebetalt, da det ved en senere afgørelse blev fastslået, at der ikke forelå en erstatningspådragende arbejdsulykke.

Den skadelidte havde under udførelsen af sit arbejde fået et vrid i lænden. Arbejdsskadestyrelsen fandt, at der var tale om en arbejdsulykke, og den skadelidte modtog erstatning for tab af erhvervsevne og varigt men. Den skadelidte anlagde herefter sag mod arbejdsgiveren om yderligere erstatning i hvilken sag Østre Landsret nåede frem til, at der ikke var ført bevis for, at der forelå en arbejdsulykke.

Arbejdsskadestyrelsen genoptog herefter sagen og fastslog, at hændelsen ikke var en erstatningspådragende arbejdsulykke, og at den skadelidte derfor ikke havde krav på erstatning. I forlængelse heraf anlagde forsikringsselskabet sag mod den skadelidte med krav om tilbagebetaling af erstatningen.

Højesteret udtalte bl.a., at det ikke var godtgjort, at den skadelidte bevidst havde afgivet urigtige oplysninger, eller at han ved modtagelsen af erstatningen vidste eller burde have vidst, at han ikke var berettiget til erstatningen, hvorfor der ikke var grundlag for at pålægge ham at tilbagebetale erstatningen.

Sagen har dermed ganske mange lighedspunkter med den foreliggende sag.

For det første har hverken grundejerne eller H1 bevidst afgivet urigtige oplysninger.

For det andet kunne hverken grundejerne eller H1 på tidspunktet for modtagelsen af omkostningsgodtgørelsen vide eller burde vide, at der ikke var grundlag for udbetaling af omkostningsgodtgørelse - heller ikke selvom SKAT på tidspunkt for udbetaling af godtgørelsen ikke var bekendt med grundejernes aftale med G1.

Der er således heller ikke efter reglerne om condictio indebiti hjemmel for SKAT til at kræve den tidligere udbetalte omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt hos H1.

………."

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført følgende:

"………

ANBRINGENDER

Det gøres overordnet gældende, at Skatteforvaltningen kan kræve den udbetalte omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt, og at Skatteforvaltningens tilbagebetalingskrav kan rettes mod H1.

1.  OMKOSTNINGSGODTGØRELSE KAN KRÆVES TILBAGEBETALT

Det forhold, at der ikke i Skatteforvaltningens afgørelse af 9. februar 2011 (bilag 6 - E…) er taget et forbehold om tilbagebetaling, kan ikke medføre, at Skatteforvaltningen er afskåret fra at kræve den udbetalte omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt.

Der gælder ikke i forvaltningsretten et krav om, at myndighederne i deres afgørelse skal tage et generelt forbehold om, at det kan være, at myndigheden tilbagekalder afgørelsen. H1 har heller ikke påvist, at der skulle gælde et sådant krav, herunder at der som betingelse for, at der kan ske tilbagekaldelse af en forvaltningsakt, opstilles et krav om, at tilbagebetaling af for meget udbetalt omkostningsgodtgørelse alene kan ske, hvis der er taget forbehold herom.

At opstille et sådant krav ville også skabe en unødig ængstelse hos alle de mange borgere, der opfylder lovens krav til at få udbetalt omkostningsgodtgørelse.

Skatteforvaltningen tager af samme årsag ikke et generelt forbehold om tilbagebetaling i sager om udbetaling af omkostningsgodtgørelse. Der bliver alene taget forbehold i de situationer, hvor der er en nærliggende grund til at betvivle kravets størrelse eller eksistens, ligesom det var tilfældet ved afgørelsen af 10. november 2009.

I dette sagskompleks vedrørende det aftalegrundlag mellem G1 og H1, der svarer til det, der lå til prøvelse i UfR 2015.3383 H, har Skatteforvaltningen på baggrund af de nye oplysninger vedrørende den manglende hæftelse hos grundejeren nægtet omkostningsgodtgørelse i 376 sager og rettet tilbagebetalingskrav mod H1 for i alt ca. kr. 10,2 mio.

UfR 2018.1149 H kan ikke tages til indtægt for, at en udbetalt godtgørelse ikke kan kræves tilbagebetalt, såfremt en myndighed har undladt at tage forbehold herfor. Sagen angår ikke, om det er en forudsætning for at kræve tilbagebetaling, at der er taget forbehold herom. Sagen angår om betingelserne for tilbagebetaling konkret var opfyldt. Hvilket betingelserne i det pågældende tilfælde ikke var.

2.  TILBAGEBETALINGSKRAV KAN RETTES MOD H1

Det gøres overordnet gældende, at Skatteforvaltningens tilbagebetalingskrav kan rettes mod H1, og at der ikke efter condictio indebiti-reglerne er grundlag for, at H1 alligevel ikke skulle hæfte for tilbagebetalingskravet. Når nogen med urette har modtaget et beløb, som H1 ubestridt har i nærværende sag, så skal beløbet tilbagebetales. Alene såfremt der er et særligt retsgrundlag - f.eks. særlige ekstinktionsregler - kan H1 undgå at tilbagebetale det beløb, som advokatfirmaet modtog med urette, eller hvis det følger af condictio indebiti-reglerne, at der foreligger særlige grunde til, at der alligevel ikke skal ske tilbagebetaling.

Højesteret har også fastslået dette i UfR 2011.3188 H.

Der er ingen regler, der bevirker, at H1 alligevel ikke skulle hæfte, hverken efter almindelige formueretlige grundsætninger eller efter skatteforvaltningsloven.

Det er endda nu udtrykkeligt fastsat i skatteforvaltningslovens § 57, stk. 4, der blev indsat ved lov nr. 1500 af 23. december 2014 og trådte i kraft den 1. januar 2015, at tilbagebetalingskravet efter loven kan rejses mod den rådgiver, der har modtaget den for meget udbetalte godtgørelse.

Det fremgår af lovmotiverne, at et tilbagebetalingskrav også kunne rettes mod den sagkyndige rådgiver forud for vedtagelsen af loven.

Af lovforslagets (lovforslag nr. 42 af 30. oktober 2014) punkt 3.6.2, fremgår således, at:

"Selv om Landsskatteretten i sin kendelse fra 2013 (SKM2013.512.LSR) har fastslået, at et tilbagebetalingskrav også kan gøres gældende over for den sagkyndige, som har fået overdraget og udbetalt godtgørelsesbeløbet, findes det hensigtsmæssigt at præcisere, at SKAT også kan gøre et forbehold for tilbagebetaling af godtgørelsesbeløb gældende over for den sagkyndige."

Det klare udgangspunkt efter condictio indebiti-reglerne er, at den, der har betalt et beløb, som ikke skyldes, har krav på tilbagebetaling af det for meget erlagte. Dette gælder dog ikke, hvis der foreligger særlige omstændigheder, jf. bl.a. UfR 2005.2842 H.

For meget udbetalt omkostningsgodtgørelse vil derfor kunne kræves tilbagebetalt, med mindre H1 påviser særlige omstændigheder, der taler imod.

H1 har modtaget omkostningsgodtgørelsen som led i sit professionelle virke som advokatfirma. Det kræver et helt særligt grundlag for, at en sådan professionelt virkende person ikke skal tilbagebetale, hvad den professionelle med urette har modtaget.

H1 er heller ikke i god tro som påstået i stævningen side 8, og selv om advokatfirmaet havde været i god tro, fører dette ikke til, at tilbagebetalingskravet afskæres.

God tro fremkommer ikke som følge af, at man eventuelt ikke har forstået loven rigtigt.

H1 er et professionelt advokatfirma og har indgående kendskab til reglerne om omkostningsgodtgørelse herunder kravet i § 52.

I UfR 2015.3383 H udtalte Højesteret om denne bestemmelse, at det er en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at de skattepligtige hæfter for rådgiverhonoraret. Højesteret anførte indledningsvist, at det var et "udtrykkeligt" krav, og som begrundelse for at afvise, at man kunne påberåbe sig en fast administrativ praksis, udtalte Højesteret:

"Det, som S har anført om, at der i administrativ praksis, herunder i mandatarsager, ikke stilles krav om en betalingsforpligtelse, kan ikke føre til et andet resultat, allerede fordi en praksis som den påståede ville være i klar modstrid med lovens udtrykkelige betingelse for udbetaling af omkostningsgodtgørelse."

Lovkravet om hæftelse var altså en udtrykkelig betingelse.

Af samme dom fremgår også, at H1 har kendt til hele det aftalegrundlag, hvorefter den skattepligtige ikke hæftede. Højesteret udtalte under henvisning til Vestre Landsrets præmisser:

"Der skal, som byretten har anført, lægges vægt på aftalegrundlaget mellem G1 og S. Aftalegrundlaget, som H1 kendte, indebar bl.a., at H1s varetagelse af S' skattesag aldrig ville medføre, at S kom til at betale mere end fastsat i den oprindelige kontrakt. Det har også betydning, at inddragelsen af H1 skete på foranledning af G1 og havde tilknytning til et forretningsmæssigt samarbejde mellem G1 og H1" (min understregning).

H1 er altså en professionel aktør, der på udbetalingstidspunkterne kendte såvel det centrale og ikke komplicerede lovgrundlag og de faktiske omstændigheder.

Det skal desuden understreges, at et tilbagebetalingskrav heller ikke kommer til at gå ud over H1. Advokatfirmaet kan henholde sig til G1, der overfor H1 har forpligtet sig at betale den del af H1s salær, som ikke bliver dækket af omkostningsgodtgørelsesordningen, jf. UfR 2015.3383 H (dommens side 3385). H1 har ikke oplyst noget om, at G1 skulle have afvist at opfylde denne forpligtelse overfor H1.

Det bemærkes, at det ikke er rigtigt, når H1 udlægger UfR 2003.2312 H på den måde, at det er en forudsætning for tilbagebetaling efter condictio indebiti-reglerne, at modtageren er i ond tro.

………."

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Retten lægger til grund, at sagsøgeren uberettiget fik godtgørelsesbeløbet udbetalt, da grundejeren, der ikke skulle betale noget til sagsøgeren udover det beløb, som i forvejen var aftalt mellem grundejeren og G1, ikke opfyldte betingelserne for at få godtgørelse. Dette blev fastslået ved Højesterets dom af 30. juni 2015, U.2015.3383H, i en tilsvarende sag.

Sagsøgeren modtog godtgørelsesbeløbet, selvom sagsøgeren var klar over den aftalekonstruktion, der var mellem grundejeren og G1, og det måtte derfor have stået sagsøgeren klart, at sagsøgeren med urette modtog godtgørelsesbeløbet. Derfor er sagsøgte berettiget til at rette kravet om tilbagebetaling mod sagsøgeren efter reglerne om condictio indebiti.

Efter reglerne om condictio indebiti er betingelserne for at kræve tilbagebetaling opfyldt, idet der ikke foreligger særlige omstændigheder, der gør det urimeligt eller byrdefuldt at rette kravet mod sagsøgeren.

Sagsøgte er desuden ikke afskåret fra at rette kravet mod sagsøgeren under henvisning til, at udbetalingen skete før den 1. januar 2015, hvor det i lov nr. 1500 af 23. december 2014, § 57, stk. 4, blev bestemt, at tilbagebetalingskravet kan rejses mod den rådgiver, der har modtaget den for meget udbetalte godtgørelse, idet det fremgår af lovmotiverne, at et tilbagebetalingskrav også kunne rettes med modtageren forud for lovens vedtagelse.

Reglen i gældsbrevslovens § 27 afskærer efter de foreliggende omstændigheder heller ikke sagsøgte fra at kræve beløbet tilbage.

Det forhold, at der ikke i forbindelse med fastsættelse af den endelige godtgørelse til sagsøgeren blev taget et konkret forbehold om tilbagebetaling af beløbet, kan ikke føre til et andet udfald.

Sagsøgte frifindes derfor for sagsøgerens påstand.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 15.000 kr., der indeholder moms.

T H I K E N D E S F O R R E T :

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, H1, skal betale sagsomkostninger med 15.000 kr. til sagsøgte, Skatteministeriet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.