Dato for udgivelse
22 May 2019 13:45
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
26 Mar 2019 10:33
SKM-nummer
SKM2019.269.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
18-1841445
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Aktier og andre værdipapirer samt immaterielle rettigheder
Emneord
Vedtægtsændringer, aktieklasse, afståede aktier
Resumé

Skatterådet kunne bekræfte, at en ændring af selskabets vedtægter, hvorefter opdelingen af selskabets aktier i noterede A- og noterede B-aktier blev ophævet til én noteret aktieklasse, ikke medførte, at aktierne i selskabet skulle anses for afstået.

Hjemmel

Aktieavancebeskatningsloven § 30
Aktieavancebeskatningsloven 30 (forarbejder)

Reference(r)

Aktieavancebeskatningsloven § 30
Aktieavancebeskatningsloven 30 (forarbejder)

Henvisning

Den juridiske vejledning 2019-2, afsnit C.B.2.1.4.8.

Offentliggjort i redigeret form.

Spørgsmål

  1. Kan Skattestyrelsen bekræfte, at en ændring af selskabets vedtægter, hvorefter opdelingen af selskabets aktier i noterede A- og noterede B-aktier ophæves til en noteret aktieklasse, ikke medfører, at aktierne i G3 skal anses for afstået?

Svar

  1. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

G2-fond og G1-fond ønsker at ændre ejerstrukturen i G-koncernen, og det påtænkes derfor at gennemføre en skattefri fusion af de børsnoterede selskaber G4 og G3 (Spørger) med regnskabsmæssig virkning pr. 1. januar 20xx med sidstnævnte selskab som det fortsættende selskab under navnet G5.

Ejerstrukturen, som den er i dag, er skitseret nedenfor:

Ejerstruktur før

Den skitserede ejerstruktur nedenfor under ”Efter” illustrerer ejerstrukturen, som den vil være efter fusionen, og efter der i G4 er gennemført en vedtægtsændring, der ophæver en forlods udbytteret og tilbudspligt, og der er sket en vedtægtsændring i G4 og Spørger, hvorefter A- og B aktieklassen ophæves.

Ejerstruktur efter

Fusionen af de to børsnoterede selskaber sker med henblik på at sikre fremtiden for G5 og G.

Spørger er et børsnoteret selskab, hvor selskabets A- og B-aktier er noteret på NASDAQ i København. I skemaet nedenfor er de nuværende aktionærers ejer- og stemmeandele i Spørger anført.

 [Skema udeladt af hensyn til tavshedspligt]

Følgende fremgår af selskabets vedtægter:

Aktieklasser

§ x: Selskabets aktiekapital udgør 84.100.340 kr. bestående af 62.027.520 kr. A-aktier og 22.072.820 kr. B-aktier. Aktiekapitalen er fordelt på aktier a 20 kr.

§ x: Bortset fra de nedenfor indeholdte særlige regler om A- og B-aktiernes fortegningsret ved aktieudvidelse samt om A- og B-aktiernes stemmeret har ingen aktier særlige rettigheder.

§ x: Såfremt en generalforsamling beslutter, at aktiekapitalen skal udvides ved nytegning af såvel A- som B-aktier, har A-aktionærerne fortegningsret til nye A-aktier og B-aktionærerne fortegningsret til nye B-aktier. Såfremt aktiekapitalen kun udvides med enten A-aktier eller B-aktier, har samtlige aktionærer fortegningsret til nye aktier i forhold til deres besiddelse af gamle aktier.

§ x: Hver A-aktie på 20 kr. giver 10 stemmer. Hver B-aktie på 20 kr. giver 1 stemme.

Der henvises til selskabets vedtægter.

Den gældende opdeling i A- og B-aktier ophæves til en aktieklasse for at gøre de kommende børsnoterede G5’s aktier mere interessante for kapitalmarkederne og dermed lettere omsættelige.

I G4 regi er det en tilsvarende forudsætning, at den gældende opdeling i A- og B‑aktier ophæves, således at det fusionerede selskab, G5, alene har en aktieklasse noteret på børsen.

Der er indsendt anmodning om to bindende svar på vegne af G4.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Efter praksis kan en vedtægtsændring indebære, at der er tale om afståelse af aktier, hvis vedtægtsændringen indebærer, at aktierne får en anden identitet.

Der er tale om en konkret vurdering af de faktiske forhold, og det fremgår af Skattestyrelsens Juridiske Vejledning afsnit C.B.2.1.4.8, at der bl.a. lægges vægt på karakteren af ændringerne, herunder om de rettigheder, der er knyttet til aktierne, får et væsentligt andet indhold. Endvidere lægges der bl.a. vægt på aktionærkredsens sammensætning, dvs. om selskabet er ejet af få aktionærer, eventuelt med et interessesammenfald eller om selskabet er ejet af mange aktionærer uden interessesammenfald.

Ændring af de økonomiske rettigheder, der er knyttet til en aktieklasser, kan indebære, at de pågældende aktier anses for afstået, da der sker en økonomisk forskydning af de økonomiske rettigheder.

En vedtægtsændring, der alene vedrører aktiernes stemmeret, f.eks. hvor der til en aktieklasse efter en vedtægtsændring knyttes stemmeret, eller hvor der foretages opdeling i aktieklasser med forskellig stemmeret eller forskydning i en eksisterende aktieklasseopdeling, fører kun undtagelsesvis til, at der skattemæssigt anses at foreligge en afståelse og generhvervelse.

Det gælder også ifølge Juridisk Vejledning, hvis vedtægtsændringen medfører en ophævelse af eksisterende aktieklasser med forskellige stemmerettigheder, medmindre der gælder særlige forhold.

I nærværende situation indebærer en ophævelse af de to aktieklasser ikke nogen forskydning i de økonomiske rettigheder.

Endvidere er der tale om at Spørger er:

  1. et børsnoteret selskab med mange aktionærer,
  2. at der ikke er et interessefællesskab mellem aktionærgrupperne
  3. at der sker ikke indkomstforvridning, og
  4. ophævelsen af de to aktieklasser er forretningsmæssigt begrundet i den påtænkte fusion af de to børsnoterede selskaber, G4 og Spørger.

Der er således ikke tale om, at ophævelsen af de 2 aktieklasser sker af skattemæssige årsager, allerede fordi 68,685 % af A-aktierne er ejet af G2-fond, der kan afstå aktierne skattefrit.

Der kan i den forbindelse henvises til SKM 2017.577.SR, hvor Skatterådet bekræftede, at en vedtægtsændring, hvor en opdeling i tre aktieklasser med forskellige økonomiske rettigheder (B- og C- aktierne var præferenceklasser i relation til likvidationsprovenu) blev ophævet, ikke medførte afståelsesbeskatning.

Der kan tilsvarende henvises til TfS 1993.285, der vedrørte en sammenlægning af to aktieklasser, hvor A-aktierne havde forhøjet stemmeværdi, mens B-aktierne have en forlods udbytteret. Landsskatteretten bemærkede, at der var tale om et børsnoteret selskab uden interessefællesskab mellem aktionærgrupperne, og at den påtænkte disposition derfor ikke havde til formål at foretage en indkomstforvridning i mellem aktionærgrupperne.

På det grundlag er det vores opfattelse, at spørgsmål 1 efter en konkret vurdering skal besvares med et ”JA”.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at en ændring af selskabets vedtægter, hvorefter opdelingen af selskabets aktier i noterede A- og noterede B-aktier ophæves til en noteret aktieklasse, ikke har skattemæssige konsekvenser for aktionærerne i Spørger.

Begrundelse

Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 30, at der ved afståelse forstås salg, bytte, bortfald og andre former for afhændelse.

Det fremgår af bemærkningerne til § 30, at hvis der foretages vedtægtsændringer i et selskab, som indebærer en ændring af aktiernes rettigheder, sidestilles dette efter praksis i visse tilfælde med en afståelse.

Det beror på en konkret bedømmelse af sagens omstændigheder, hvorvidt vedtægtsændringen må sidestilles med afståelse.

Ved denne vurdering vil der navnlig skulle henses til indholdet af ændringerne, herunder om de rettigheder, der er knyttet til en aktiepost, gennem en vedtægtsændring får et så væsentligt andet indhold, at der reelt ikke længere er identitet mellem aktierne før og efter ændringen. Endvidere vil der skulle henses til aktionærkredsens sammensætning - herunder om selskabet er ejet af få aktionærer, der eventuelt har et interessefællesskab, eller om selskabet er ejet af en bred kreds af investorer - sammenholdt med bevæggrundene for vedtægtsændringerne, og hvad der i øvrigt opnås herved såvel skattemæssigt som økonomisk.

Vedtægtsændringer, der alene angår aktiernes stemmeret, fører kun undtagelsesvis til, at der skattemæssigt anses for at foreligge afståelse. Vedtægtsændringer, der alene angår stemmeretten kan f.eks. være ændringer, der betyder, at der knyttes stemmeret til en aktieklasse, ændringer hvor der foretages en opdeling i aktieklasser med forskellig stemmeret eller ændringer, som indebærer forskydning af stemmeret indenfor en eksisterende aktieklasseopdeling.

Det fremgår af vedtægterne for Spørger, at A-aktierne i Spørger har forhøjet stemmevægt og A-aktionærerne har fortegningsret til deres A-aktier, hvis en generalforsamling beslutter, at aktiekapitalen skal udvides ved nytegning af såvel A- som B-aktier.

Ved denne form for kapitaludvidelse har A-aktionærerne således mulighed for at bevare deres stemmeindflydelse i selskabet.

Ændringen af selskabets vedtægter, hvorefter opdelingen af selskabets aktier i noterede A- og noterede B-aktier ophæves til en noteret aktieklasse, er således en stemmemæssig forringelse af A-aktierne. G2-fond bevarer dog stemmemajoriteten i Spørger, idet fonden efter vedtægtsændringerne har 68,685 % af stemmerne.

Vedtægtsændringer, der alene angår aktiernes stemmeret, fører kun undtagelsesvis til, at der skattemæssigt anses for at foreligge afståelse.

I en lignende sag offentliggjort som TfS 1988, 705 LR ejede 4 brødre alle A-aktierne, 3 mio. kr., og 64 pct. af B-aktierne i et selskab med en aktiekapital på 4 mio. kr. En pensionskasse erhvervede nom. 468.000 kr. A-aktier, men i forbindelse med overdragelsen aftaltes, at nom. 452.000 kr. heraf skulle ændres til B-aktier. Herefter skulle brødrenes resterende beholdning af B-aktier ændres til A-aktier.

Ifølge vedtægterne gav hvert A-aktiebeløb på 500 kr. 10 stemmer, mens hvert B-aktiebeløb på 500 kr. gav 1 stemme. Endvidere havde A-aktionærerne forkøbsret ved aktieovergang og fortegningsret til A-aktier ved en udvidelse af aktiekapitalen.

Baggrunden for at ændre aktierne fra B til A var et ønske fra familien om at bibeholde en bestemmende indflydelse i selskabet, samt at de eksterne aktionærer tillagde det stor betydning, at brødrene B 1 og B 2 var ejere af en væsentlig del af selskabets samlede aktiebeholdning og indflydelse.

Familien bevarede dog under hele forløbet stemmemajoriteten i selskabet.

På baggrund af de i den konkrete sag foreliggende omstændigheder kunne Ligningsrådet tiltræde, at omdannelsen af de nævnte B-aktier til A-aktier ved en ændring af selskabets vedtægter ikke skulle betragtes som en afståelse i skattemæssig henseende.

Henset til at Spørger i dag er ejet af en bred kreds af investorer uden interessesammenfald og at G2-fond bevarer stemmemajoriteten i Spørger samt under hensyn til de lignende omstændigheder og resultatet i TfS 1988, 705 LR, hvor det ikke blev betragtet som en afståelse i skattemæssig forstand, at B-aktierne blev ændret til A-aktier med bl.a. 10 gange så mange stemmer og fortegningsret til A-aktier, er det Skattestyrelsens opfattelse, at den påtænkte ændring af selskabets vedtægter ikke medfører, at aktierne i Spørger skal anses for afstået.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med ”Ja”.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Aktieavancebeskatningsloven § 30

Ved afståelse forstås i denne lov salg, bytte, bortfald og andre former for afhændelse. 124

Stk. 2. Begrebet afståelse dækker i denne lov den situation, hvor gevinst og tab opgøres efter lagerprincippet.

Forarbejder

Aktieavancebeskatningsloven 30

Foretages der vedtægtsændringer  i et selskab, som indebærer en ændring af aktiernes rettigheder, sidestilles dette efter praksis i visse tilfælde med en afståelse. Det beror på en konkret bedømmelse af sagens omstændigheder, hvorvidt vedtægtsændringen må sidestilles med afståelse. Ved denne vurdering vil der navnlig skulle henses til indholdet af ændringerne, herunder om de rettigheder, der er knyttet til en aktiepost, gennem en vedtægtsændring får et så væsentligt andet indhold, at der reelt ikke længere er identitet mellem aktierne før og efter ændringen. Endvidere vil der skulle henses til aktionærkredsens sammensætning - herunder om selskabet er ejet af få aktionærer, der eventuelt har et interessefællesskab, eller om selskabet er ejet af en bred kreds af investorer - sammenholdt med bevæggrundene for vedtægtsændringerne, og hvad der i øvrigt opnås herved såvel skattemæssigt som økonomisk.

Vedtægtsændringer, der medfører en forskydning af aktionærernes økonomiske rettigheder, f.eks. ved ændring af retten til udbytte, udbyttefordelingen eller en fastfrysning af kursværdien for en del af aktierne, vil normalt være at anse for en så væsentlig indholdsmæssig ændring, at disse tilfælde skattemæssigt vil være at sidestille med afståelse.

Ændres de økonomiske rettigheder knyttet til en aktieklasse, f.eks. ved ophævelse af en ret til forlods udbytte, mens der formelt ikke foretages ændringer i andre aktieklasser, vil også aktier tilhørende andre aktieklasser kunne anses for afstået, idet ændringen medfører en forskydning af de økonomiske rettigheder, som også berører de aktier, som ikke umiddelbart er berørt af vedtægtsændringen.

Vedtægtsændringer, der alene angår aktiernes stemmeret, fører kun undtagelsesvis til, at der skattemæssigt anses for at foreligge afståelse. Vedtægtsændringer, der alene angår stemmeretten kan f.eks. være ændringer, der betyder, at der knyttes stemmeret til en aktieklasse, ændringer hvor der foretages en opdeling i aktieklasser med forskellig stemmeret eller ændringer, som indebærer forskydning af stemmeret indenfor en eksisterende aktieklasseopdeling.

Praksis

Den juridiske vejledning, afsnit C.B.2.1.4.8

Regel

Der er efter praksis tale om afståelse af aktier, hvis

  • aktionærerne ændrer selskabets vedtægter, og
  • denne vedtægtsændring giver aktierne en anden identitet.

Vurdering af om vedtægtsændringen er en afståelse

Det beror på en konkret bedømmelse af sagens omstændigheder, om ændringen er af en sådan karakter, at den må sidestilles med en afståelse.

Ved denne vurdering skal der navnlig lægges vægt på indholdet af ændringerne, herunder om de rettigheder, der er knyttet til en aktiepost, får et væsentligt andet indhold, således at der reelt ikke længere er identitet mellem aktierne før og efter ændringen.

I bedømmelsen indgår desuden aktionærkredsens sammensætning - herunder om selskabet er ejet af få aktionærer, der eventuelt har interessefællesskab, eller om selskabet er ejet af en bred kreds af investorer, således som det er tilfældet med en række børsnoterede selskaber - sammenholdt med bevæggrundene for vedtægtsændringerne, og hvad der skattemæssigt og økonomisk i øvrigt opnås herved.

Ændres de økonomiske rettigheder knyttet til en aktieklasse, fx ved ophævelse af en ret til forlods at modtage udbytte, mens der formelt ikke foretages ændringer i andre aktieklasser, vil også aktier tilhørende andre aktieklasser kunne anses for afstået, fordi ændringen medfører en forskydning af de økonomiske rettigheder, som også berører de aktier, der ikke umiddelbart er berørt af vedtægtsændringen.

I forbindelse med vedtægtsændringer kan der statueres afståelse, uanset om aktierne fysisk set ombyttes eller ej.

Eksempler

Ændring af stemmeret

Vedtægtsændringer, der kun angår aktiernes stemmeret - eksempelvis hvor der til en aktieklasse efter vedtægtsændring knyttes stemmeret eller hvor der foretages opdeling i aktieklasser med forskellig stemmeret eller forskydning i en eksisterende aktieklasseopdeling - fører kun undtagelsesvis til, at der skattemæssigt anses at foreligge afståelse.

Det gælder også, hvis vedtægtsændringen medfører ophævelse af eksisterende aktieklasser med forskellige stemmerettigheder, med mindre der foreligger særlige forhold.

Ændring af udbytteret

Vedtægtsændringer, der medfører en ændret udbytteudlodning til forskellige aktionærklasser, indebærer normalt en så væsentlig indholdsmæssig ændring, at disse tilfælde skattemæssigt vil blive sidestillet med afståelse, med mindre vedtægtsændringen efter en konkret bedømmelse må tillægges mindre betydning

En vedtægtsændring af en post A-aktier til B-aktier er blevet sidestillet med en ombytning af aktier, der medfører afståelse. Se SKM2010.595.SR.

Bemærk

Ombytning af anparter til aktier i forbindelse med selskabets omdannelse fra anpartsselskab til aktieselskab eller omvendt sidestilles ikke med afståelse. Det forudsætter dog, at der ikke i øvrigt sker vedtægtsændringer, der bevirker, at anparterne eller aktierne må anses for afstået.

SKM2017.577.SR

Skatterådet bekræftede, at en vedtægtsændring, hvor tre aktieklasser med forskellige økonomiske rettigheder blev sammenlagt efter vedtægternes fordelingsbestemmelser, ikke medførte afståelsesbeskatning. I afgørelsen blev der lagt vægt på, at formålet var at gøre selskabet klar til en børsnotering, at aktionærerne oprindelig havde aftalt, hvilken fordeling der skulle gælde i tilfælde af en børsnotering, at der er tale om uafhængige parter, og at den konkrete fordelingsmetode var udarbejdet af eksterne rådgivere. Skatterådet bekræftede desuden, at selskabet kunne ændre vedtægterne tilbage til udgangspunktet, hvis børsnoteringen ikke blev gennemført.

TfS 1993.285 LSR

Et børsnoteret selskab, hvis aktiekapital var opdelt i A- og B-aktier, klagede over en bindende forhåndsbesked fra Ligningsrådet, hvorefter ophævelse af de to aktieklasser ved en vedtægtsændring kombineret med en udstedelse af fondsaktier til A-aktionærerne, måtte anses for at udgøre en afståelse i skattemæssig henseende for såvel A- som B-aktionærerne. Selskabets aktiekapital på ca. 162 mio. kr. var fordelt på 34 mio. kr. A-aktier og ca. 128 mio. kr. B-aktier. 3 aktionærer ejede hver indirekte mere end 10% af selskabets aktiekapital, medens de øvrige aktier var fordelt over en bred kreds af aktionærer. Aktiernes stemmeværdi var fordelt imellem A- og B-aktier i forholdet 10:1, medens B-aktierne havde forlods ret til 8 % udbytte. Ved vedtægtsændringen skulle de to aktieklasser sidestilles, og da A-aktiernes værdi forventedes at falde væsentligt i værdi, skulle dette kompenseres ved udstedelse af fondsaktier til A-aktionærerne. LSR bemærkede, at der var tale om et børsnoteret selskab uden interessefællesskab mellem aktionærgrupperne, og at den påtænkte disposition derfor ikke havde til formål at foretage en indkomstforvridning imellem aktionærgrupperne. Retten fandt derfor ikke, at en vedtægtsændring som den omhandlede kunne anses for afståelse af aktier omfattet af ABL § 1, stk. 2. Retten fandt endvidere, at den påtænkte udstedelse af fondsaktier til A-aktionærerne måtte anses som en ikke-vedtægtsmæssig skævdeling. Efter de foreliggende oplysninger om de forventede kurser på aktierne efter den påtænkte vedtægtsændring, lagde retten imidlertid til grund, at derfor såvel A- som B-aktionærer var tilsigtet en økonomisk udligning af konsekvenserne af vedtægtsændringen, således at der ikke var grundlag for at anse B-aktionærernes andele af fondsaktierne for afstået i skattemæssig henseende.

TfS 1988, 705 LR

Ligningsrådet blev anmodet om forhåndsbesked om følgende:

Vil en omdannelse af B 1 's og B 2's B-aktier i aktieselskabet A til A-aktier gennem en vedtægtsændring skattemæssigt blive anset for afståelse og køb?

Omstændighederne var:

Selskab A havde en aktiekapital på nom. 4.000.000 kr., der var opdelt i nom. 3.000.000 kr. A-aktier og nom. 1.000.000 kr. B-aktier, der pr. 31. december 1987 var fordelt på følgende aktionærer:

 A-aktier  B-aktier   I alt
B 1                             750.000  159.000  909.000
B 2 750.000 159.000   909.000
B 3 750.000 159.000 909.000
B 4 750.000 159.000 909.000
M 1 0 6.000 6.000
M 2 0 3.000 3.000
Egne aktier 0 355.000  355.000
3.000.000 1.000.000 4.000.000

De fire første aktionærer var brødre og de 2 næste medarbejdere i selskabet.

Ultimo januar 1988 afstod B 3 alle sine aktier i selskabet, mens B 4 afstod alle sine B-aktier. En pensionskasse erhvervede nom. 468.000 A-aktier, men i forbindelse med overdragelsen blev det aftalt, at på den kommende ordinære generalforsamling skulle nom. 452.000 kr. af A-aktierne tilhørende pensionskassen ændres til B-aktier, således at A-aktiekapitalen reduceres til 2.548.000 kr. og B-aktiekapitalen forhøjes til 1.452.000 kr., hvorefter aktionærkredsen skulle blive følgende:

A-aktier  B-aktier I alt
B 1 891.000 159.000 1.050.000
B 2 891.000 159.000 1.050.000
B 4  750.000 0 750.000
M 1 0 6.000 6.000
M 2 0 3.000 3.000
Pensionskassen 16.000 484.000 500.000
Andre investorer 0 150.000 150.000
0 136.000 136.000
Egne aktier 0 355.000 355.000
2.548.000 1.452.000 4.000.000

Det var herefter hensigten, at B-aktierne tilhørende B 1 og B 2 på hver nom. 159.000 kr. skulle ændres til A-aktier via vedtægtsændring, således at A-aktierne blev forøget til 2.866.000 kr. og B-aktiekapitalen blev reduceret til 1.134.000 kr.

Ifølge selskabets vedtægter gav hvert A-aktiebeløb på 500 kr. 10 stemmer, og hvert B-aktiebeløb på 500 kr. gav 1 stemme. Endvidere havde A-aktionærerne forkøbsret ved aktieovergang og fortegningsret til A-aktier ved en udvidelse af aktiekapitalen.

Baggrunden for at ændre aktierne fra B til A, var et ønske fra familien om at bibeholde en bestemmende indflydelse i selskabet, samt at de eksterne aktionærer tillagde det stor betydning, at brødrene B 1 og B 2 var ejere af en væsentlig del af selskabets samlede aktiebeholdning og indflydelse.

Ligningsrådet svarede følgende:

På baggrund af de i den konkrete sag foreliggende omstændigheder kan Ligningsrådet tiltræde, at omdannelsen af de nævnte B-aktier til A-aktier ved en ændring af selskabets vedtægter ikke betragtes som en afståelse i skattemæssig henseende. Det er herved forudsat, at der ikke i øvrigt foretages ændring i aktieklassernes indbyrdes rettigheder.