Parter

A
(v/adv. René Bjerre)

 Mod

Skatteministeriet
(v/Kammeradvokaten, adv Tim Holmager, ved advokat Stine Maria Scheibel i henhold til proceduretilladelse)

Afsagt af landsdommerne

Dorthe Wiisbye, Julie Arnth Jørgensen og Carsten Kristian Vollmer

Sagens oplysning og parternes påstand

Københavns Byrets dom af 31. marts 2017 (BS 38A-1312/2016), SKM2017.300.BR er anket af A med påstand om, principalt at hans skattepligtige indkomst for indkomståret 2010 nedsættes med 363.858 kr., og at hans skattepligtige indkomst for indkomståret 2011 nedsættes med 41.934 kr., subsidiært, at hans skatteansættelser for indkomstårene 2010 og 2011 hjemvises til fornyet talmæssig behandling ved SKAT.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

I erklæring, dateret "Y1-land, 30.08.2017" stilet til Østre Landsret, og underskrevet af JJ med angivet adresse Y2-adr, er anført blandt andet:

"Jeg, JJ, skal hermed, på tro og love, bekræfte min søns A’s udsagn vedrørende vores fælles husholdning.

Han har tidligere oplyst, at vi i hele perioden, mens vi var samboende, havde haft fælles husholdning.

Jeg var velvidende om, at min søns nystiftede firma havde særdeles anstrengt økonomi i opstarten. I denne periode have jeg støttet ham, med det jeg kunne, så han ikke havnede på bistandshjælpen."

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af A, der har forklaret blandt andet, at han kom til Danmark som 16-årig i 1973 og har boet her siden. Hans rådgivningsvirksomhed omfattede regnskabsassistance til udlændinges personlige selskaber samt rådgivning om udarbejdelse af selvangivelse til udlændinge, herunder polakker, rumænere, litauere og ungarere, der havde svært ved at gennemskue det danske system. Det var en fejl, at han og KS alene indgik en mundtlig låneaftale, men dengang anså de det ikke for at være nødvendigt med en skriftlig aftale, da de kendte hinanden godt.

KS var forholdsvist velhavende og havde et stort hus i Y1-land, men boede i Y3-land, hvor han havde arbejdet og sparet penge op. De stolede på hinanden og havde derfor heller ikke behov for at dokumentere rentebetalinger. Da lånet blev udbetalt, mente han, at der var gode udsigter til, at det kunne tilbagebetales. Han talte ikke med KS om at stille sikkerhed for lånet eller om, at KS skulle være medejer af G1 s.m.b.a. Den oprindelige aftale var, at lånet skulle tilbagebetales over 3 år, men det blev aldrig tilbagebetalt, fordi der ikke var penge i selskabet. Han aftalte derfor med KS, at lånet skulle sættes i bero, indtil der var penge til tilbagebetaling. Driften i G1 s.m.b.a. har været indstillet siden 2014, men det er fortsat meningen, at lånet skal tilbagebetales. Der er dog ikke en plan herfor. Han vil mene, at han hæfter personligt for lånet, da han personligt indgik aftalen med KS.

Han har ikke talt med KSs enke om lånet, men han ved, at hun kender til sagen, fordi han har talt med KS's børn herom. Han har ikke haft kontakt til enken om at afgive en erklæring om lånet, for han mener, at det er unødvendigt i lyset af den erklæring om lånet, som KS afgav. Lånet blev overført til hans private konto, fordi han kunne spare 3-5% af lånet på grund af forskel i vekselkurs hos henholdsvis F1-bank og F2-bank.

Han lå inde med en kontantbeholdning på ca. 20-30.000 kr. på sin bopæl, da han startede G1 s.m.b.a. Pengene, som stammede fra fortjeneste ved salg af brugte biler, var ikke indsat på en bankkonto, fordi det gør man ikke, når man handler med brugte biler kontant. Han har altid haft penge på lommen. Han solgte ca. 1 bil hver anden måned. Hvis han fandt et godt tilbud på en bil i avisen til ca. 20.000 kr., og han kunne få presset prisen lidt ned, ville han kunne videresælge den med en fortjeneste på op til 5.000 kr., men typisk tjente han ca. 2-3.000 kr. på en sådan handel. Han videresolgte til nogen, han kendte, som eksporterede biler til Y1-land.

Han betalte renterne på lånet kontant i Y1-land med penge, som han var i besiddelse af. Det var med selskabets penge. Han og selskabet havde en blandet økonomi, men han havde personligt en mellemregning med selskabet. Han planlagde at tage til Y1-land for at betale renterne, men det var tilfældigt, om han mødtes med KS eller dennes børn, for han vidste ikke, hvornår KS kom til Y1-land.

Han tjente ikke penge på anden vis end ved køb og salg af brugte biler og gennem selskabet. Han levede også af de penge, han lejlighedsvis tjente ved at købe og sælge brugte biler. Månedligt betalte han 1.500 kr. i husleje til sin mor, men et par gange om året kunne han ikke betale huslejen. De delte udgifterne til mad, og de skiftedes til at købe ind. Hans mor er meget beskeden, og hun bruger ikke penge på sig selv. De købte ikke dyre ting.

Hans mor er meget nærtagende og oppe i årene, og det ville tage hårdt på hende følelsesmæssigt, hvis han bad hende møde i retten for at afgive forklaring.

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Da overførslen på 255.264 kr. den 18. juni 2010 er tilgået A's personlige bankkonto, tiltræder landsretten, at han har bevisbyrden for, at overførslen var et lån fra A's stedbror til A's selskab. Af de grunde, der er anført af byretten herom, tiltræder landsretten, at appellanten ikke har løftet denne bevisbyrde. Det, som A har anført for landsretten om baggrunden for overførslen og den videre håndtering af beløbet, kan ikke føre til en anden vurdering.

A har for landsretten ikke bestridt SKAT’s talmæssige privatforbrugsberegninger for 2010 og 2011. Den for landsretten fremlagte erklæring fra As mor dokumenterer ikke, at A er blevet understøttet af sin mor som påberåbt i den relevante periode.

Herefter og af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelser for indkomstårene 2010 og 2011.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 35.000 kr. Ved fastsættelsen af beløbet, der omfatter udgifter til advokatbistand inkl. moms, er der ud over sagens værdi og udfald taget hensyn til sagens omfang og forløb i landsretten.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A betale 35.000 kr. til Skatteministeriet. Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.