Parter

A

(v/Adv. Christian Parbo)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/Adv. David Staun)

Afsagt af Landsretsdommerne

 Henrik Bjørnager Nielsen, Hanne Aagaard og Marianne Hornbjerg (kst.)

Sagens oplysninger og parternes påstande

Retten i Kolding har den 21. marts 2017 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 16-1066/2016) SKM2017.280.BR.

Påstande

For landsretten har appellanten, A, gentaget sine påstande for byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

Af mail af 8. maj 2017 fra IB til A fremgår, at der er ydet henstand med indfrielse af lån.

Rammeaftalen af 15. december 2006 og gældsbrevet af 15. februar 2012 er indgået med G6 og ikke G2 som anført i byrettens dom i forbindelse med gengivelsen af Landsskatterettens afgørelse.

Forklaringer

A har afgivet supplerende forklaring for landsretten. Der er endvidere afgivet forklaring af IB.

A har supplerende forklaret, at han fik udbetalt erhvervsevnetabserstatningen omkring det tidspunkt, hvor rammeaftalen blev indgået. Han kan ikke huske, om erhvervsevnetabserstatningen blev udbetalt i 2005 eller i 2006. Han havde frie midler på tidspunktet for rammeaftalens indgåelse. Han blev færdiguddannet finansøkonom i juni 2005 og havde brug for penge, hvis han ikke fik et job. Han lavede derfor en aftale med sin gode ven IB om, at han kunne trække i henhold til rammeaftalen, hvis han fik brug for det. Han sagde bare til IB, når han havde brug for at få overført penge. Han kunne have bedt om at få overført et større beløb, men der var ingen grund til at betale renter for et større beløb, end han havde brug for. IB syntes, at en rentesats på 2 % var rimelig. Det har også efter finanskrisen vist sig at være en god forretning for IB.

Baggrunden for indgåelsen af honoraraftalen af 3. januar 2012 var, at han havde masser af fritid og gerne ville tjene penge for at kunne nedbringe gælden. Det firma, som han skulle skaffe kunder til, havde ikke tidligere drevet virksomhed i Danmark, og firmaet ville på daværende tidspunkt gerne forsøge sig på det danske marked. Han forsøgte uden held at finde kunder til firmaet i løbet af 2012. Han har ikke, hverken før eller efter dette tidspunkt, udført arbejde for IB eller selskaber ejet af IB.

Han har fået henstand med tilbagebetalingen af lånet til efter retssagen. Han vil se på mulighederne for at optage et lån i sit hus, men ellers kan de sikkert blive enige om en god afdragsordning. En afdragsaftale kan alligevel godt komme på tale, selv om det fremgår af rammeaftalen, at gælden forfalder til fuld indfrielse. Om der kan ske fuld indfrielse, afhænger af værdien af hans hus. Det er usikkert, om han har råd til at betale det hele på én gang, da retssagen har været dyr.

Der burde vedrørende lånets størrelse have stået "op til 900.000 kr." i gældsbrevet. Han ved ikke, hvorfor der ikke står i gældsbrevet, at lånet ydes i takt med hans behov. Det var IB, der gerne ville have, at de lavede et gældsbrev. Det havde vist noget med sikkerhedsstillelse at gøre. Han skylder kun ca. 450.000 kr., og det var også det beløb, der burde have stået i gældsbrevet. Det var de ikke lige opmærksomme på, da ingen af dem er professionelle.

IB har forklaret, at han blev pensionist for 4 år siden. Han har stadig lidt arbejde ved siden af. Han flyttede til Danmark sidste år. Før han flyttede til Danmark, havde han boet i Y6-land og Y7-land i 25 år. Han har tidligere bl.a. været direktør for et selskab i Y3-land.

Han skrev under på rammeaftalen med A på vegne af de selskaber, som han da havde. G1 var et selskab, man kunne handle igennem. Hvis han havde nogle penge, som han gerne ville have overført, kunne han bede G1 om det. Han ejede de to andre selskaber, G6 og G2.

Pengene, der blev overført til A, kom fra de selskaber, som vidnet ejede. Selskaberne beskæftigede sig med at låne penge ud og tjente penge ved handel på forskellige børser. Selskaberne var ikke egentlige investeringsselskaber. De lånte penge ud til A og 3-4 andre. Det var erhvervsmæssigt, og der var i alle tilfælde tale om lån til personer fra Danmark, som vidnet kendte. Selskaberne har blandt andet lånt 2,4 mio. kr. ud til én person og 1,6 mio. kr. til en anden person. Selskaberne har udlånt 5-6 mio. kr. i alt. Han har ikke fået nogen af pengene tilbage.

Overførslerne til A skete i henhold til rammeaftalen. Han mener, at A spurgte ham hver gang, der skulle overføres et beløb. Det var ikke samme beløb hver gang. Vidnet gav besked til kontoret om, at pengene skulle overføres. Han husker ikke nærmere om de konkrete beløb og tidspunkter. Overførslerne kørte fast i et stykke tid, og herefter talte de om det engang imellem.

Der var ikke andre ansatte end ham i selskaberne. Selskaberne havde hverken aktiviteter eller konsulenter i Danmark, og selskaberne har ikke betalt kommission til nogen. Han ved ikke, hvordan det kan gå til, at der er anført "commission" i forbindelse med de første udbetalinger til A. Det var en fejl, og han gav kontoret besked på at rette det, men skaden var jo sket. Kontoret lå i Y3-land. En dame ved navn UC sad på kontoret. Hun ejede G1, muligvis sammen med en anden.

Hans selskaber havde penge stående på 2-3 konti hos G1. G1 solgte selskaber, og pengene stod på en form for klientkonti. Han bestemte, hvilke selskaber pengene skulle overføres fra. Der var ikke nogen speciel grund til, at der bare stod ét selskab, G6, på rammeaftalen. G2 kunne også have stået på rammeaftalen, men derimod ikke G1, eftersom det ikke var hans selskab.

Rammeaftalen lød på 900.000 kr., da det var det beløb, de mente kunne være rimeligt. Renten skulle først tilskrives og betales, når lånet skulle indfries. Renten var lav i 2006, og der blev derfor fastsat en rente på 2 % i rammeaftalen.

Baggrunden for honoraraftalen af 3. januar 2012 var, at A kunne aflønnes, hvis han kom med kunder til det investeringsfirma, der er nævnt i rammeaftalen. I begyndelsen var vidnet eneejer af dette selskab. Han fik senere to partnere ind, som han dog købte ud til sidst. Investeringsselskabet havde ikke aktiviteter i Danmark, og selskabet havde heller ikke nogen planer om at etablere sig her. A kunne imidlertid godt tænke sig en sådan honoraraftale, og det var også en god mulighed for at få afdraget på gælden. A kom imidlertid aldrig med kunder til selskabet, og han har i øvrigt aldrig udført arbejde for vidnet eller vidnets selskaber.

Han mener, at han og A lærte hinanden at kende omkring 2005, måske tidligere. A var uddannet finansøkonom, og han tænkte, at han måske godt kunne bruge en person som A. Han kan ikke huske, hvor de mødtes. De ses ikke privat.

Han havde ikke meget kendskab til A’s økonomi, da de indgik rammeaftalen. Der var ikke nogen speciel grund til, at de aftalte de særlige vilkår, der fremgår af rammeaftalen. A fik samme vilkår som de øvrige låntagere. De drøftede sikkerhedsstillelse, men A havde ikke mulighed for at stille sikkerhed for lånet. Der er ikke sket tinglysning af gældsbrevet i A’s ejendom, da der ikke er nogen friværdi heri.

Formålet med gældsbrevet af 15. februar 2012 var at få mulighed for at få sikkerhed i A’s ejendom, uden at de skulle i retten. Det er en fejl, at der ikke står "op til 900.000 kr." i gældsbrevet. Det var vidnet og hans advokat, der bestemte indholdet af gældsbrevet. Gælden udgjorde vist omkring 500.000 kr. på det tidspunkt, hvor gældsbrevet blev oprettet. Det var ikke meningen, at A herefter skulle kunne trække op til maksimum på 900.000 kr., da der ikke længere var udsigt til, at selskaberne ville få pengene tilbage. Der burde derfor heller ikke have stået "op til 900.000 kr." i gældsbrevet. Aftalen skulle have været lukket på det beløb, som A skyldte på tidspunktet for gældsbrevets oprettelse.

Som han husker det, har A ikke afdraget på lånet. De har drøftet, at gælden på nuværende tidspunkt er forfalden til betaling, men A har fået henstand, fordi der er en retssag i gang, og de vil vente til, at den er afsluttet. Han kunne lige så godt give A henstand, da han ikke har mulighed for at betale, og da der ikke er friværdi i hans ejendom. Det efterfølgende forløb kommer an på udfaldet af retssagen. Han har ikke forsøgt at inddrive pengene.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

I den foreliggende situation, hvor der løbende over en længere periode er overført pengebeløb fra udlandet til A, påhviler det A at godtgøre, at de indsatte beløb ikke er skattepligtig indtægt.

A har forklaret, at han fik udbetalt 700.000-800.000 kr. i erhvervsevnetabserstatning i 2005 eller 2006, og at han havde frie midler på tidspunktet for rammeaftalens indgåelse. Ifølge IB’s forklaring vidste han ikke meget om A’s økonomi, da rammeaftalen blev indgået. Han var dog klar over, at A ikke kunne stille sikkerhed for lånet. Overførslerne, der først fandt sted mere end 1 år efter rammeaftalens indgåelse, er sket fra forskellige selskaber i udlandet, og kun én af overførslerne er sket fra G6, som A har indgået rammeaftalen med. De første 7 overførsler er endvidere benævnt "commission" og fremtræder således om indtægt. Lånet er ikke blevet indfriet i overensstemmelse med rammeaftalens vilkår, og A har efter forklaringerne fået henstand indtil denne sags afgørelse, selv om det er usikkert, om og i hvilket omfang han er i stand til at tilbagebetale lånet.

Herefter og af de grunde som byretten i øvrigt har anført, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte den foretagne forhøjelse af A’s skattepligtige indkomst, og at Skatteministeriets frifindelsespåstand således er taget til følge. Forklaringen for landsretten fra IB kan ikke føre til et andet resultat.

Landsretten finder, at A i hvert fald har handlet groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet indsættelserne på sin konto. Det tiltrædes derfor, at betingelserne for at foretage en ekstraordinær ansættelse vedrørende indkomståret 2008 har været opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal A betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 30.000 kr. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand og er inklusive moms, da Skatteministeriet ikke er momsregistreret. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi, karakter og omfang.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

A skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 30.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.