Dommen

Parter

H1 (v/advokat Martin Bekker Henrichsen)

Mod

Skatteministeriet (Kammeradvokaten v/advokat Asger Hinsch)

Afsagt af byretsdommer

Morten Larsen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagsøgeren, H1, har indbragt en afgørelse fra Skatteankestyrelsen af 20. august 2014. Ved afgørelsen stadfæstede Skatteankestyrelsen et afslag fra SKAT på andelsforeningens ansøgning om omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1. Skatteankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at andelsforeningen var skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, og at andelsforeningen dermed efter skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, nr. 1, ikke var berettiget til omkostningsgodtgørelse.

H1, har nedlagt principal påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at H1 har ret til omkostningsgodtgørelse til dækning af udgifterne til førelse af klagesag ved Landsskatteretten (J.nr. 10- 03067 og 12-01758) samt retssag ved byretten (BS 1-939/2011).

H1 har nedlagt subsidiær påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling i SKAT.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Den indbragte afgørelse af 20. august 2014

Afgørelsen omkostningsgodtgørelse vedrører andelsforeningens omkostninger til advokatbistand i forbindelse med skatteansættelserne for indkomstårene 2004, 2005, 2006 og 2007. Andelsforeningen indgav ikke selvangivelser for disse år, og SKAT varslede ved agterskrivelser skønsmæssige indtægtsansættelser. SKAT modtog ikke svar herpå og SKAT udsendte herefter årsopgørelser. Den seneste af disse var dateret den 5. februar 2009. Andelsforeningen påklagede ansættelserne til Landsskatteretten den 20. oktober 2010. Landsskatteretten henviste i sin afgørelse af 1. marts 2011 til, at klagefristen på 3 måneder var overskredet, og afviste herefter klagen. Det fremgik af afgørelsen, at SKAT havde gjort gældende, at agterskrivelserne var sendt til den adresse i Y1, som andelsforeningen stod registreret med i CVR. Det fremgik endvidere, at andelsforeningens repræsentant, SJ, havde gjort gældende, at adressen i Y1 var ubeboet, og at skattemyndighederne var bekendt med, at breve til foreningen skulle sendes til formandens private adresse i Y2.

Andelsforeningen indbragte Landsskatterettens afgørelse af 1. marts 2011 for retten. Ved et brev af 19. marts 2012 tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle over for andelsforeningens påstand om, at Landsskatteretten skulle realitetsbehandle klagen af 10. oktober 2010. Retten bestemte, at Skatteministeriet skulle betale 20.500 kr. i sagsomkostninger, hvoraf 20.000 kr. vedrørte udgift til advokatbistand.

Landsskatteretten behandlede herefter sagen på ny og traf den 28. august 2012 afgørelse om, at afgørelserne om indkomstansættelserne for 2004, 2005, 2006 og 2007 var ugyldige. Afgørelsen blev begrundet med, at der ikke var sket høring af andelsforeningen, og at dette var en væsentlig sagsbehandlingsfejl. Der blev udskrevet nye årsopgørelser af 18. oktober 2012, hvori indkomsten i hvert af årene blev ansat til 0 kr. Der er efter det oplyste ikke truffet senere afgørelser om indkomsten i disse år.

I forbindelse med afgørelsen af 28. august 2012 blev der afgivet udtalelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 56, jf. § 52, om, at der var givet fuldt medhold i det påklagede forhold.

For sin bistand i de to sager ved Landsskatteretten og sagen ved retten udstedte andelsforeningens advokat den 13. november 2012 en faktura på 113.000 kr. inkl. moms.

H1 ansøgte herefter den 20. november 2012 om 100 % omkostningsdækning for udgifterne til advokatbistand ved Landsskatteretten og retten. Udgifterne blev opgjort til 92.500 kr. efter fradrag af sagsomkostningerne, der var tilkendt af retten. Der blev til støtte for ansøgningen henvist til, at andelsforeningen havde fået medhold i både Landsskatteretten og retten. SKAT afslog ansøgningen i en afgørelse af 15. marts 2013, idet SKAT fandt, at andelsforeningen var omfattet af skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2.

SKATs afgørelse blev stadfæstet af Skatteankestyrelsen i den indbragte afgørelse af 20. august 2014, hvori det blandt andet blev anført:

"...

For så vidt angår spørgsmålet om, hvilket indkomstår der skal tages i betragtning ved vurderingen af, om et selskab mv. er omfattet af skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, eller ej, må det efter Skatteankestyrelsens opfattelse antages, at de relevante indkomstår er de indkomstår, hvor de pågældende udgifter afholdes. Der er herved henset til den i forarbejderne beskrevne forudsætning om, at såfremt selskabet mv. ikke har adgang til at opnå omkostningsgodtgørelse for de pågældende udgifter, så har selskabet mv. fradragsret for udgifterne i medfør af ligningslovens § 7 Q, stk. 3.

De i nærværende sag omhandlede udgifter på 92.500 kr. blev afholdt i indkomstårene 2010, 2011 og 2012.

Det afgørende er derfor, om foreningen for indkomstårene 2010, 2011 og 2012 er skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Foreningen har på sine resultatopgørelser for 2010, 2011 og 2012 oplyst at have haft en realiseret lejeindtægt på 48.000 kr. Da indtægterne ubestridt ikke stammer fra udlejning til andelshaverne, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 5, kan det lægges til grund, at indtægterne er indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed.

Foreningen har endvidere indsendt resultatopgørelserne til SKAT i forbindelse med pligten til at indgive selvangivelse.

Skatteankestyrelsen bemærker, at der generelt må gælde en klar formodning for, at det i en resultatopgørelse oplyste er korrekt.

Efter Skatteankestyrelsens opfattelse er der ikke i det af værgen for foreningens formand oplyste eller i øvrigt i sagens oplysninger grundlag for at anse det for godtgjort, at foreningen i indkomstårene 2010, 2011 og 2012 - i modstrid med det oplyste i resultatopgørelserne - ikke har haft indtægter ved erhvervsmæssig virksomhed.

For indkomstårene 2010, 2011 og 2012 er foreningen derfor skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Den omstændighed, at foreningen efter anvendelse af reglerne om fradrag for driftsudgifter og fradrag for underskud fra tidligere indkomstår ikke har haft indkomst til beskatning i indkomstårene 2010, 2011 og 2012, ændrer ikke herved. Der henvises herved til Landsskatterettens kendelse af 15. oktober 2012, offentliggjort i SKM2013.44.LSR (skat.dk).

Foreningen er dermed omfattet af skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, nr. 1, i relation til de omhandlede udgifter på 92.500 kr.

Foreningen er derfor ikke berettiget til omkostningsafgørelse for de omhandlede udgifter på 92.500 kr., jf. skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, nr. 1. Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor."

Andelsforeningens forhold og tidligere afgørelser fra skattemyndighederne

Andelsforeningen H1 blev stiftet i 1989. Andelsforeningens formål er at eje og administrere lokaliteter, der kan tjene til beboelse og benyttelse af fortrinsvis foreningens medlemmer. Andelsforeningen har siden stiftelsesåret ejet ejendommen ... i Y1. Andelsforeningen har endvidere siden 1990 ejet G1 A/S, dog således at SJ fra 1997 til 2010 ejede en mindre andel heraf. SJ har under sagen været forretningsfører for andelsforeningen og værge for formanden SS. Han har endvidere siden 1986 været direktør i G1 A/S.

Der blev ikke indgivet selvangivelser for indkomstårene 1989 - 1999 og der skete herefter skønsmæssig ansættelse til beløb på mellem 77.400 kr. og 250.000 kr. af indkomsterne i disse år ved afgørelser truffet i 2000 af ... Skatteforvaltning.

Afgørelserne blev påklaget til Landsskatteretten. I klagebrevet af 25. februar 2000 fra andelsforeningens revisor, R1, Adm. Direktør, cand.jur. OF, blev der henvist til, at der ikke havde været nogen skattepligtig indkomst indtil den 1. maj 1994. Fra denne dato havde der været udlejning af ejendommen til G1 A/S, idet lejemålet af dette selskabs oplagsplads ved Y3 Station var ophørt. Revisoren vedlagde resultatopgørelser for 1994, 1995, 1996 og 1997, hvoraf det fremgik, at andelsforeningen havde haft årlig lejeindtægt på 48.000 kr., og påstod indkomsten nedsat til dette beløb fra den 1. maj 1994.

I et brev af 4. januar 2001 til Landsskatteretten anførte SJ på vegne af andelsforeningen blandt andet følgende:

"...

Leje vilkår og den årlige husleje på kr. 48000 fremgår af vedlagte kopi af lejekontrakt. ..."

Ved kendelse af 10. maj 2001 bestemte Landsskatteretten, at indkomsten i form af leje for alle de omhandlede år skulle ansættes til 48.000 kr. Ved en afgørelse af 12. februar 2002 ansatte skatteforvaltningen herefter den skattepligtige indkomst til 48.000 kr. årligt i årene 1989 - 1999, idet der ikke fandtes at være fremlagt dokumentation for afholdte udgifter. Ved kendelse af 18. august 2003 stadfæstede Landsskatteretten afgørelsen af 12. februar 2002.

Andelsforeningen indgav selvangivelser til SKAT for indkomstårene 2002 og 2003. Får så vidt angår 2003 var der henvist til en vedlagt resultatopgørelse, hvoraf fremgik en lejeindtægt på 48.000 kr.

Af andelsforeningens resultatopgørelser for 2004 til 2007 fremgår driftsudgifter til prioritetsydelser på mellem 10.417 kr. og 20.393 kr., til "Skatter og afgifter mm" på mellem 23.161 kr. og 29.927 kr., og til forsikringer på mellem 2.761 kr. og 3.132 kr.

Af resultatopgørelserne for 2010 til 2012 fremgår driftsudgifter til prioritetsydelser på mellem 6.164 kr. og 22.712 kr., til "Ejendomsskat" og "Skatter og afgifter mm" på mellem 32.777 kr. og 35.468 kr., og til forsikringer på mellem 4.330 kr. og 4.570 kr.

Der er indgivet selvangivelse for andelsforeningen for 2012 med angivelse om en nettoomsætning på 48.000 kr.

Forklaring

SJ har forklaret, at huset på ejendommen i Y1 aldrig har været benyttet til beboelse af andelsboligforeningen. Huset har været ubeboeligt i en meget lang årrække. Ændringen i andelsforeningens vedtægter den 20. september 1999 er den eneste vedtægtsændring, der er foretaget. Baggrunden var, at foreningen havde fået en skatteregning. Det var nødvendigt at optage lån i ejendommen for at kunne betale regningen. Nykredit stillede krav om to underskrifter ved pantsætning. Der var ingen lejeindtægter i 2004 - 2007 eller i 2010 - 2012. I forbindelse med sagen, der blev afgjort i 2001, sagde deres daværende revisor, OF, at "vi bliver sgu nødt til at give dem en luns". De nåede frem til, at de kunne oplyse en lejeindtægt på 48.000 kr. Den har de i tillid til Landsskatterettens afgørelse af fra 2001 anført i alle de følgende år. De troede, at det var den rigtige fremgangsmåde. Men der har aldrig været nogen lejeindtægt. At der er nævnt noget med et produktionsselskab i vedtægterne beror på, at de brugte en standardformular som vedtægt. Andelsforeningen ejede ejendommen og G1 A/S. G1 A/S ejede en ejendom i ...gade på Y3.

SJ har endvidere forklaret, at han var administrerende direktør og bestyrelsesmedlem i G1 A/S. Det var oprindelig et murerforetagende. I de senere år bestod aktiviteten alene i at administrere og reparere ejendommen i ...gade. Denne ejendom blev solgt til beboerne, der havde dannet en andelsforening. Han gav vist 16.000 kr. for den kapitalandel i G1 A/S, som han købte i 1997. Han fik vist 28.000 kr. for andelen, da han solgte den i 2010. Der var ikke udarbejdet lejekontrakt til G1 A/S. Forespurgt til oplysningen i brevet af 4. januar 2001 til Landsskatteretten om, at lejekontrakten med G1 A/S er vedlagt, har han svaret: "Jeg blive svar skyldig".

Der var nok tale om den "luns", som OF havde rådgivet om. Udgifterne, der fremgår af resultatopgørelserne for 2004-2007 og for 2010-2012 blev betalt af andelshaverne. Der kom ikke penge fra G1 A/S. Der blev heller ikke foretaget fradrag for udgifter i G1 A/S. Andelsboligforeningen havde ikke nogen konto. Regningerne blev betalt, når de kom. "Så gik man rundt med raslebøssen hos medlemmerne".

Andelsforeningens vedtægter var udarbejdet efter en standardformular. Det beroede på en fejl, at man i vedtægternes § 5 havde nævnt noget om produktionsselskaber. Man kan godt sige, at fejlen blev gentaget, da det i referatet for generalforsamlingen den 25. september 1998 blev nævnt, at arbejdet i foreningens produktionsselskab skal fortsætte uændret ifølge de gældende vedtægter. Det var ham, der indsendte regnskaber til skattevæsnet. Der var ikke udbytter i G1 A/S. Der var gældsposter i G1 A/S. De blev betalt kontant. G1 A/S har ikke betalt udgifter for andelsforeningen.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren

Sagen er for andelsforeningen i det væsentlige procederet i overensstemmelse med anbringenderne i påstandsdokumentet anførte:

"Det følger af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, at skattepligten alene omfatter indtægter fra erhvervsmæssig virksomhed - altså positive indtægter, der kan føres til beskatning. Som følge af, at der i foreningen ikke har været nogen skattepligtig indkomst i de af klagen omhandlede indkomst år, jf. bilag 5-8, gøres det gældende, at foreningen i indkomstårene 2004-2007 ikke er skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Skatteforvaltningslovens § 53 regulerer hvilke skatteydere, der er omfattet af reglerne om omkostningsgodtgørelse. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

" § 53 Godtgørelsesberettigede er fysiske og juridiske personer bortset fra dem, der er nævnt i stk. 2, som

1. er berettiget til at klage over en afgørelse i en sag, som er nævnt i § 55,

2. kan indbringe en afgørelse i en sag, som er nævnt i § 55, for domstolene,

3. i øvrigt må anerkendes som part i en sag, som er nævnt i § 55, eller

4. inddrages i en sag omfattet af § 55 af en myndighed, fordi myndigheden skønner, at den pågældende har en direkte retlig interesse i sagens udfald.

Stk.2. Følgende juridiske personer er ikke godtgørelsesberettigede:

1. Skattepligtige efter selskabsskattelovens §§ 1 eller 2.

2. Skattepligtige efter fondsbeskatningslovens § 1."

 

Da H1 ikke er omfattet af skattepligt efter selskabsskatteloven § 1, er foreningen berettiget til at få sine omkostninger til førelse af klagesagen vedrørende indkomstårene 2004-2007 dækket efter reglerne om omkostningsgodtgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, nr. 1, modsætningsvis.

Det bestrides, som anført af Skatteministeriet, at sagens tvist er, om andelsforeningen var skattepligtig efter selskabsskatteloven. Det gøres overordnet gældende, at selskabet havde en indkomst på 0 kr. i de for sagen omhandlede relevante indkomstår 2004-2007, jf. bilag 5-8.

Heroverfor har Landsskatteretten i sin kendelse fastslået, at de(t) relevante indkomstår for vurderingen af om en forening er skattepligtig efter SEL § 1, nr. 6, ikke er klageårene 2004-2007, men det eller de indkomstår, hvor udgifterne til klagesagens førelse er afholdt. Landsskatteretten begrunder dette synspunkt med sammenhængen til periodiseringen af selskaber og foreninger omfattet af SEL § 1s fradrag for driftsomkostninger:

"For så vidt angår spørgsmålet om, hvilke indkomstår der skal tages i betragtning ved vurderingen af, om et selskab mv. er omfattet af skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, eller ej, må det efter skatteankestyrelsens opfattelse antages, at de relevante indkomstår er de indkomstår, hvor de pågældende udgifter afholdes. Der er herved henset til den i forarbejderne beskrevne forudsætning om, at såfremt selskabet mv. ikke har adgang til at opnå omkostningsgodtgørelse for de pågældende udgifter, så har selskabet mv. fradragsret for udgifterne i medfør af ligningslovens § 7 Q, stk. 3."

Ligningslovens § 7Q, stk. 3, har følgende ordlyd:

"Stk.3. Udgifter til sagkyndig bistand i skatteansættelsessager og skattesager kan ikke fradrages ved indkomstopgørelsen. Selskaber m.v. og selvstændigt erhvervsdrivende kan dog fradrage udgifter som nævnt i 1. pkt. ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, i det omfang der ikke kan ydes godtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19."

Og det fremgår af lovmotiverne til bestemmelsen fra 2009-lovændringen (L202/2009 ændringsforslag uden for betænkning):

"Det foreslås, at det præciseres i ligningslovens § 7 Q, stk. 3, at selskaber m.v. samt selvstændigt erhvervsdrivende kan fradrage udgifter til sagkyndig bistand i skatteansættelsessager og skattesager, mens andre skattepligtige ikke har fradragsret for sådanne udgifter.

Det er en forudsætning for selvstændigt erhvervsdrivendes fradrag, at der ikke er adgang til omkostningsgodtgørelse for de samme udgifter. Endvidere er det en forudsætning, at sagen vedrører erhvervsvirksomheden.

For selskaber m.v., som efter lovforslaget ikke vil kunne få omkostningsgodtgørelse, indebærer præciseringen, at der vil være fradragsret for udgifter til sagkyndig bistand, uanset på hvilket stadium i sagen udgifterne afholdes.

..."

Således er fradragsretten for udgifter til sagkyndig bistand til skatteansættelsessager og skattesager defineret som en undtagelse til udgifter, der er omfattet af reglerne om omkostningsgodtgørelse. Den retlige kvalifikation, af om fysiske eller juridiske personer er omfattet af reglerne om omkostningsgodtgørelse, skal derfor foretages ud fra skatteforvaltningslovens regler om omkostningsgodtgørelse og ikke efter ligningslovens § 7Q om fradrag eller reglerne om periodisering af driftsomkostninger.

Der er hverken i § 53's ordlyd eller lovmotiverne holdepunkter for, at vurderingen af, om selskabet mv. er omfattet af reglen om omkostningsgodtgørelse, skal foretages på tidspunktet for rådgiverens fakturering af sin bistand i klagesagen. Derimod følger det logisk af sammenhængen mellem klagesagen og honorarudgiften, at det er forholdene i de indkomstår, som jo er til prøvelse, der er omfattet af klagen, der er relevant for vurderingen af, om selskabet mv. er omfattet af reglerne om omkostningsgodtgørelse. I modsat fald vil en vurdering af forholdene på tidspunktet, hvor sagen afregnes føre til vilkårlighed. De skattemæssige forhold i foreningen eller selskabet kan som i den foreliggende sag være ændrede. Og vurderingen, af om foreningen eller selskabet er omfattet af omkostningsgodtgørelsen, er derfor ikke til at forudse, når en klage indgives. Tilsvarende vil en forening eller selskab kunne indrette sig, så man når rådgiveren skal honoreres skifter status og omfattes af reglen om omkostningsgodtgørelse andelsforeningen, der hidtil har haft erhvervsmæssig udlejning, ophører med denne virksomhed på det tidspunkt, hvor regningen skal betales - det udenlandske selskab, der har ført klagesag i flere år ophører med den virksomhed, der ellers havde ført til begrænset skattepligt osv. Endelig fører sagsbehandlingstiden hos Skatteankestyrelsen og domstolene i sig selv til, at afslutningen af en sag kan ligge mange år efter det indkomstår, der er til prøvelse.

Subsidiært gøres det gældende, at H1 ikke har oppebåret indtægter ved erhvervsmæssig virksomhed i 2004-2007 eller 2010-2012 og derfor er omfattet af reglerne om omkostningsgodtgørelse for arbejdet med klagesagen ved Landsskatteretten/ Byretten. Foreningens ejendom på ... i Y1 var fra (i hvert fald) 2000 og fremefter ubeboelig og har heller ikke været beboet.

Det forhold, at skatteforvaltningen for indkomstårene 1989-1999 fastslog, og landsskatteretten stadfæstede, at foreningens indkomst skulle ansættes skønsmæssigt ud fra markedslejen, som skønnedes at være 48.000 kr./år, kan ikke føre til, at H1 kan anses for at have haft skattepligtig indkomst ved erhvervsmæssig virksomhed.

Det gøres hertil gældende, at det beror på en misforståelse af Landsskatterettens kendelse, at foreningen har medtaget den skønnede markedsleje på 48.000 kr./år i sine interne regnskaber. Landsskatterettens kendelse blev afsagt umiddelbart efter Højesteret havde fastslået, at der var grundlag for at beskatte fikseret leje svarende til markedslejen, jf. SKM2002.547.HR, hvilket formentlig har spillet ind. Det gøres imidlertid gældende, at der ikke er noget grundlag at beskatte H1 af den fikserede markedsleje, idet der er tale om en andelsforening. Selv hvis ejendommen havde været beboelig, og selv hvis den eller en del af den havde været udlejet til en eller flere af medlemmerne, ville lejebetalingerne ikke have været skattepligtig indkomst for foreningen, idet omsætning med medlemmerne ikke er erhvervsmæssig virksomhed, jf. SKM2008.791.DEP, jf. SKM SKM2011.661.LSR. Følgelig er der ikke grundlag for at beskatte H1 af fikseret leje ud fra markedslejen, når lejen, hvis den havde været oppebåret, ikke ville have været skattepligtig.

Det gøres til støtte for den subsidiære påstand gældende, at såfremt retten måtte finde, at der er behov for at hjemvise sagen til fornyet behandling ved SKAT, så er der med den nedlagte påstand mulighed herfor."

Sagsøgte

Sagen er for sagsøgte i det væsentlige procederet i overensstemmelse med anbringenderne i påstandsdokumentet:

"Sagen drejer sig om, hvorvidt Andelsforeningen H1, herefter Foreningen, er berettiget til omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19.

Nærmere bestemt er spørgsmålet, dels om Foreningen er skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, og dermed ikke er omkostningsgodtgørelsesberettiget, jf. skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, dels hvilket indkomstår der skal lægges til grund ved vurderingen af om Foreningen er godtgørelsesberettiget.

Til støtte for påstanden om frifindelse gøres det overordnet gældende, at Foreningen ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse.

Ad skattepligt og adgang til omkostningsgodtgørelse:

Det følger af ligningslovens § 7 Q, stk. 3, at udgifter til sagkyndig bistand i skatteansættelsessager og skattesager ikke kan fradrages ved indkomstopgørelsen. Selskaber mv. og selvstændigt erhvervsdrivende kan dog fradrage udgifter som nævnt i pkt. 1. ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det omfang, der ikke kan ydes godtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19.

Dermed følger det af ligningslovens § 7 Q, stk. 3, at selskaber mv., der ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19 (§§ 52-61), derimod kan fradrage udgifter til sagkyndig bistand i skatteansættelsessager og skattesager ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Det følger af Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, at der ydes en godtgørelse på 50 % af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand mv., som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 %, hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, at:

"...

Følgende juridiske personer er ikke godtgørelsesberettigede:

1. Skattepligtige efter selskabsskattelovens §§ 1 eller 2.
2. Skattepligtige efter fondsbeskatningslovens § 1.

..."

Det fremgår af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, at:

"...

Skattepligt i henhold til denne lov påhviler følgende selskaber og foreninger mv., der er hjemmehørende her i landet:

(...)

6) andre foreninger, korporationer, stiftelser, legater og selvejende institutioner, jf. dog § 3, for så vidt foreningen mv. ikke er omfattet af fondsbeskatningsloven. Skattepligt omfatter alene indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed samt fortjeneste eller tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af formuegoder, der har eller har haft tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed.

..."

Af selskabsskattelovens § 1, stk. 4, 1. pkt., fremgår det, at som indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed for de i stk. 1, nr. 6, omhandlede foreninger mv. betragtes indtægt ved næringsvirksomhed eller anden forretningsvirksomhed, herunder indtægt ved drift, udlejning eller bortforpagtning af fast ejendom.

Foreningen er skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, da Foreningen har haft erhvervsmæssige indtægter. Foreningen er derfor ikke berettiget til omkostningsgodtgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, nr. 1.

Af Foreningens resultatopgørelse og selvangivelse for indkomståret 2012 fremgår det, at Foreningen har haft en lejeindtægt på kr. 48.000,-. I den forbindelse skal det fremhæves, at Foreningen ved sine resultatopgørelser for bl.a. 1994, 1995, 1996, 1997, 1998, 2004, 2005, 2006, 2007, 2010, 2011 og 2012, som foreningen har fremsendt til skattemyndighederne, har angivet, at Foreningen har haft en lejeindtægt på kr. 48.000,- pr. år.

Foreningen har derudover bl.a. den 4. januar 2001 oplyst til Landsskatteretten, at Foreningens ejendom - ... Y1 ved lejekontrakt er udlejet til G1 A/S for kr. 48.000,- årligt (bilag D, side 4).

Der må være en klar formodning for, at det der fremgår af de til Skattemyndighederne indsendte angivelser og resultatopgørelser er korrekt, jf. bl.a. UfR 2011.1114/2H (SKM2011.110.HR).

Det bestrides, at det beror på en misforståelse, at der fremgår lejeindtægter af Foreningens resultatopgørelser. Desuden er dette også i strid med det der tidligere er oplyst, jf. i den forbindelse UfR 1998.898 H.

Den omstændighed at Foreningen som følge af anvendelsen af reglerne om fradrag for driftsudgifter og fradrag for underskud fra tidligere indkomstår ikke har haft indkomst til beskatning medfører ikke, at Foreningen ikke er skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, jf. bl.a. SKM2013.44.LSR.

Foreningen har haft erhvervsmæssige indtægter og er dermed skattepligtigt i alle de for sagen relevante indkomstår.

Foreningen er derfor ikke berettiget til omkostningsgodtgørelse, uanset hvilket indkomstår retten finder der skal tages i betragtning ved vurderingen af, om Foreningen er omfattet af skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2.

Det bemærkes, at det er Skatteministeriets opfattelse, at det er indkomståret 2012, der skal tages i betragtning ved vurderingen af, om Foreningen er omfattet skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, jf. nærmere herom under afsnittet om tidspunkt for vurderingen nedenfor.

Det er ikke godtgjort, at Foreningen i de relevante indkomstår ikke har haft indtægter ved erhvervsmæssig virksomhed. Foreningen har ikke fremlagt regnskabsmateriale eller lignende, der kan danne overblik over Foreningens indtægter og udgifter. Dette må komme Foreningen bevismæssigt til skade.

I den forbindelse skal det bl.a. fremhæves, at Foreningen har ejet samtlige aktier i G1 A/S siden 1990 med undtagelse af perioden september 1997 til maj 2010, hvor SJ var ejer af 11,2 % af aktierne i selskabet (bilag 17).

Endvidere skal det fremhæves, at lejeindtægterne ikke stammer fra udlejning til Foreningens andelshavere (andelsboligforening), hvorfor der er tale om indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 5.

Ad tidspunkt for vurderingen:

For så vidt angår spørgsmålet om, hvilket indkomstår der skal tages i betragtning ved vurderingen af, om en juridisk person er omfattet af skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, gøres det gældende, at det relevante indkomstår er det indkomstår, hvor Foreningen har været forpligtet til at afholde udgiften ifølge en faktura, dvs. indkomståret 2012.

Som anført fremgår det af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, at der ydes godtgørelse af de udgifter som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55.

Ved dagældende bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005 om oplysninger om udgifter til sagkyndig bistand mv. ved godtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19, der er udstedt med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 58, er der bl.a. fastsat bestemmelser for, hvilke oplysninger der skal følge en ansøgning om omkostningsgodtgørelse.

Af bekendtgørelsens § 2, stk. 3, fremgår det, at det er en betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse, at regningen fra den sagkyndige er udarbejdet på grundlag af sædvanlig fakturering, som er stilet til den godtgørelsesberettigede.

Endvidere fremgår det af Den juridiske vejledning, 2012-2, afsnit A,A.13.4 om godtgørelsesberettigede udgifter, at det ikke er en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand mv., at udgifterne er betalt. Det er en betingelse, at det kan dokumenteres, at udgifterne skal betales ifølge en regning.

Det tidspunkt, der skal tages i betragtning ved vurderingen af, om en juridisk person er omfattet af skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, er dermed det tidspunkt, hvor der foreligger en faktura, der kan dokumentere at udgifterne skal betales.

I nærværende sag er dette tidspunkt den 13. november 2012, hvor fakturaen (bilag G) til Foreningen blev udstedt, og hvor det må lægges til grund, at kravet var afregningsmodent.

I øvrigt stemmer dette tidspunkt også overens med det tidspunkt, hvor der var opstået en endelig forpligtigelse til at betale beløbet, og hvor beløbet kunne gøres endeligt op, og dermed hvornår beløbet skulle afholdes.

At det afgørende tidspunkt for vurderingen er ved dokumentation af betalingsforpligtigelsen ved faktura, er således også i overensstemmelse med den sammenhæng, der er mellem skatteforvaltningslovens § 53 og ligningslovens § 7 Q, stk. 3. Bestemmelserne blev indført ved lov nr. 525 af 12. juni 2009, der trådte i kraft den 14. juni 2009.

Således fremgår det bl.a. af forarbejderne til loven (Lovforslag nr. 202 af 22. april 2009), Folketingstidende 2008-09, Tillæg A, spalte 7332, at:

"...

§ 7 Q, stk. 3, foreslås omformuleret i konsekvens af forslaget under § 15, nr. 9, i dette lovforslag om at afskaffe adgangen til omkostningsgodtgørelse for visse juridiske personer.

[...]

Ved dette lovforslags § 15, nr. 9, er det foreslået, at skattepligtige selskaber, fonde ogforeninger m.v. fremover ikke skal have adgang til omkostningsgodtgørelse i klage- og genoptagelsessager. Som beskrevet i de almindelige bemærkninger, afsnit 3.6, er det en forudsætning herfor, at disse juridiske personer i stedet skal have fradragsret for udgifter til bistand i disse skattesager. Virkningen af forslaget er dermed, at den skattemæssige behandling af udgifterne fremover vil være uafhængig af, hvornår i skattesagens forløb udgifterne er afholdt.

Det foreslås, at bestemmelsen i ligningslovens § 7 Q, stk. 3, omformuleres, så bestemmelsens ordlyd ikke fremover kan forstås sådan, at de juridiske personer hverken kan fradrage udgifter til bistand i skattesager eller opnå omkostningsgodtgørelse. Den nye formulering fremhæver, at der er direkte sammenhæng mellem den manglende fradragsret og adgangen til omkostningsgodtgørelse. (min fremhævning)

..."

Der er således en nær sammenhæng mellem bestemmelserne og en forudsætning om, at hvis en juridisk person ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse for de pågældende udgifter, så er der i stedet ret til et fradrag.

Det afgørende tidspunkt for vurderingen er dermed det tidspunkt, hvor der foreligger en faktura der dokumenterer, at der skal betales eller er betalt for sagkyndig bistand, hvilket er en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse.

Endelig skal det fremhæves, at Foreningen har haft erhvervsmæssige indtægter og dermed er skattepligtigt i alle de for sagen relevante indkomstår, hvorfor Foreningen ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse, uanset hvilket tidspunkt der skal tages i betragtning ved vurderingen af, om Foreningen er omfattet af skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2.

Samlet set gøres det således gældende, at Foreningen ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse."

Rettens begrundelse og afgørelse

Bestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, og ligningslovens § 7 Q, stk. 3, blev indført ved lov nr. 525 af 12. juni 2009, der trådte i kraft den 14. juni 2009. Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, L 202 af 22. april 2009, pkt. 3.6., fremgår blandt andet:

"Det foreslås, at adgangen til omkostningsgodtgørelse afskaffes for selskaber, fonde m.v., som er skattepligtige. I stedet skal de skattepligtige kunne fratrække udgifterne til klage- og genoptagelsessager i den skattepligtige indkomst.

Baggrunden for forslaget er, at der efter de gældende regler er en vis risiko for udnyttelse af reglerne om omkostningsgodtgørelse. De godtgørelsesberettigede har således et incitament til ikke at fremlægge dokumentation i skattesager, så længe de er under behandling hos SKAT, men til at vente, til SKAT har truffet en afgørelse i sagen, således at dokumentationen først fremkommer under en efterfølgende klagesag, hvor der kan opnås godtgørelse for udgifterne.

Når adgangen til omkostningsgodtgørelse ved klageinstanserne afskaffes og erstattes af fradragsret, opnås, at omkostningerne til fremskaffelse af dokumentation i skattesager skattemæssigt behandles ens, uanset på hvilket tidspunkt under behandlingen af sagen dokumentationen fremlægges. Herved undgås en unødig belastning af klagesystemet."

Efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, ydes der omkostningsgodtgørelse for udgifter, der ifølge regning skal betales eller er betalt til sagkyndig bistand. Det beløb, som andelsforeningen har ansøgt om godtgørelse for, var indeholdt i fakturaen af 13. november 2012. På dette tidspunkt var der således indtrådt en forpligtelse til ifølge regning at betale et konkret beløb for sagkyndig bistand. Retten finder derfor, at der skal lægges vægt på dette år ved bedømmelsen af berettigelsen til omkostningsgodtgørelse.

Efter andelsforeningens resultatopgørelse og selvangivelse for 2012 lægger retten til grund, at andelsforeningen havde en lejeindtægt på 48.000 kr. dette år. Retten lægger efter det fremkomne endvidere til grund, at der var tale om indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed, jf. ligningslovens § 1, stk. 4 og 5. Andelsforeningens oplysninger om, at angivelsen af lejeindtægten har beroet på Landsskatterettens afgørelse af 10. maj 2001 kan ikke føre til andet resultat, idet denne afgørelse i det væsentlige byggede på oplysninger fra andelsforeningens revisor og fra SJ om udlejning til G1. Retten finder herefter, at andelsforeningen i 2012 var omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.

På denne baggrund tiltræder retten, at Skatteankestyrelsen i den indbragte afgørelse af 20. august 2014 har stadfæstet SKATs afgørelse om at meddele afslag på andelsforeningens ansøgning om omkostningsgodtgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2.

Herefter frifindes skatteministeriet.

Efter sagens udfald skal andelsforeningen betale sagsomkostninger til skatteministeriet, jf. retsplejelovens § 312, stk. 1. Sagsomkostningerne fastsættes til 35.000 kr. inkl. moms som et passende beløb til dækning af Skatteministeriets udgift til advokatbistand henset til sagens omfang, karakter og genstand, jf. retsplejelovens § 316, stk. 1.

Thi  kendes  for  ret:

Skatteministeriet frifindes.

H1 skal inden 14 dage betale 35.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.

Sagsomkostninger forrentes efter rentelovens § 8 a.