Dato for udgivelse
12 jun 2014 08:45
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
12 maj 2014 14:20
SKM-nummer
SKM2014.411.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
5. afdeling, B-0783-12
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Virksomheder + Momspligt + Arbejdsgiverens særlige pligter
Emneord
Arbejdsudleje, forsømmelighed, byggeri
Resumé

Appellanten drev i årene 2006 - 2008 en enkeltmandsvirksomhed, der udførte renovering af ejendomme ved brug af polske håndværkere.

Sagen vedrørte, om appellanten var indeholdelsespligtig for betaling af A- skat og AM-bidrag, og om han hæftede herfor. Appellanten gjorde principalt gældende, at de polske håndværkere ikke indgik i et ansættelsesforhold til ham, men at de derimod var ansat i en polsk virksomhed, der indgik underentrepriseaftaler med hans virksomhed. Subsidiært gjorde han gældende, at forholdet mellem hans virksomhed og de polske håndværkere skulle behandles efter reglerne om arbejdsudleje.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at de polske håndværkere måtte anses for lønmodtagere ansat hos appellanten. Landsretten fandt endvidere, at appellanten havde udvist forsømmelighed, da han var bekendt med de omstændigheder, der begrundede indeholdelsespligten, og at han derfor hæftede for de manglende indbetalinger af A-skat og AM-bidrag, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1. Da de polske håndværkere blev anset for at være ansat hos appellanten, var der ikke grundlag for at anse forholdet for arbejdsudleje.

Byrettens dom blev derfor stadfæstet.

Reference(r)

Kildeskatteloven § 43, stk. 1
Kildeskatteloven § 46, stk. 1
Kildeskatteloven § 69, stk. 1
Momsloven § 4, stk. 1
Opkrævningsloven § 5, stk. 2

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1 C.C.1.2.2

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1 A.B.4.1.1.1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1 G.A.3.3.7.2.2

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1 D.A.4.1

Parter

A
(advokat René Bjerre)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Niels Karl Heilskov Rytter)

Afsagt af landsdommerne

Chr. Bache, Linda Hangaard og Mai-Britt Bæk Johansen (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byretten har den 6. marts 2012 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 7-221/2011).

Påstande

For landsretten har appellanten, A, principalt nedlagt påstand om, at han ikke er pligtig til at efterbetale A-skat og AM-bidrag for indkomstårene 2006 og 2007 samt 1. - 3. kvartal af indkomståret 2008 med i alt 1.720.559 kr., subsidiært at han alene er pligtig til at efterbetale A-skat og AM-bidrag for indkomstårene 2006 og 2007 samt 1. - 3. kvartal af indkomståret 2008 med i alt 969.176 kr.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

A og MI har afgivet supplerende forklaring for landsretten.

A har supplerende forklaret, at han den 28. juli 2013 var udsat for en større ulykke. Han er fortsat på morfin og kan derfor have svært ved at fastholde sin koncentration.

Han indgik altid en hovedentreprisekontrakt med de enkelte bygherrer. Når der kom ændringer til hovedentreprisekontrakten, blev disse tilføjet som en ændring til kontrakten. Det er en fejl, når det i kontrakten med PP er anført, at byggeperioden er fra januar 2006 og 4 måneder frem. Byggeperioden startede først i januar 2007. Entreprisesummen i kontrakten holdt heller ikke. Der skete ændringer i kontrakten allerede før byggeriet gik i gang, og han mener, at byggeriet blev ca. 300.000 kr. dyrere. Ratebetalingerne var også større end angivet i kontrakten. Den underentreprisekontrakt, som han indgik med JI vedrørende PPs ejendom angår ikke hele det arbejde, som JIs firma udførte på byggeriet.

JI var ikke vant til at styre større arbejder, og han havde heller ikke en computer. Han hjalp derfor JI med at lave fakturaer, hvilket er baggrinden for, at de er lavet efter samme skabelon, som de fakturaer han selv har sendt ud til sine kunder. Da JI blev lidt mere vant til proceduren, gav han ham nogle blanke fakturaer, som han selv udfyldte. De beløb, der er angivet på de håndskrevne fakturaer, indeholder moms. Han kan godt se i dag, at momsen burde have været udspecificeret. Han betalte JI kontant i henhold til de udstedte fakturaer med fradrag af udbetalte a conto beløb. JI og hans medarbejdere manglede altid penge, og der blev derfor altid udbetalt a conto beløb. JI førte i en lommebog regnskab over, hvor mange timer de enkelte medarbejdere havde arbejdet. Han hjalp JI med at overføre timeregnskabet til et regneark i computeren. Af det timeregnskab. som JI har udarbejdet, fremgår det totale antal timer for hver enkelt medarbejder, samt det antal timer, som medarbejderen har anvendt på entreprisen vedrørende ...1. Det fremgår også, hvor meget der er udbetalt a conto til hver enkelt medarbejder. JI er ikke opført i timeregnskabet. Det er korrekt, at JI blev kaldt KP, men der var også flere andre af polakkerne, der hed KP. Han kan ikke redegøre for efternavnene på de personer, der i timeregnskabet er angivet som KP 1 og KP 2. Den person, der er angivet som "...", hedder også KP. KP 1 var en dygtig medarbejder, som han mener arbejdede som tømrer. Den KP, som han refererer til i e-mailen af 19. juni 2007 til MI, er den person, som i timeregnskabet er angivet som KP 1.

Fakturaerne fra JI er inklusiv hans avance og momsen. De timelønninger, der fremgår af timeregnskabet, er således også inklusiv avance og moms. Han mener, at fakturaen af 25. februar 2007 på i alt 86.105 kr. vedrører alt det arbejde, som JIs firma har udført for ham i den pågældende måned. JI kunne ikke få kredit og kunne derfor ikke selv oprette konti hos G1 Supermarked og G2 Byggemarked. Han oprettede derfor disse konti. I forbindelse med forhandling om underentrepriserne kom JI med beløb for materialeforbrug. Det endte med, at materialeudgifter blev holdt ude af underentreprisesummen. Det samme gælder de udgifter til forplejning, som han har afholdt. Underentreprisekontrakterne indeholder derfor ikke disse omkostninger. Hans regnskab er lavet efterfølgende, fordi han ikke havde styr på sin egen virksomhed. Han ved ikke, hvorfor revisoren har bogfort de fulde beløb fra det timeregnskab, som JI har lavet, som en udgift. Timelønnen til de polske arbejdere var lavere end de beløb, der fremgår af timeregnskabet, fordi timeregnskabet både indeholder avancen til JI og momsen. Han og JI havde ikke en aftale om, at JI skulle afregnes efter medgået tid. Når der var ændringer til underentreprisekontrakten, begyndte JI at lave timeregnskab. Hvis beløbene i alle underentreprisekontrakter lægges sammen. ville resultatet svare til summen af de beløb, der er udbetalt til JI.

JI havde et kort med et polsk virksomhedsnummer. Han havde også et stempel med sine firmaoplysninger. Han gik derfor ud fra, at JI havde et momsregistreret firma i Polen. Da han under mødet med SKAT i juni 2008 fandt ud af, at JI ikke var momsregistreret i Danmark, sørgede han for, at dette skete straks. Hans revisor oplyste, at han havde lov til at gå med JI ind til SKAT og påse, at han betalte moms i henhold til entreprisekontrakterne. Det gjorde han derfor et par gange. Det foregik på den måde, at han gav JI en konvolut med det beløb, som JI havde bedt om. De beløb, det drejede sig om, var væsentlig højere end de beløb, som det efterfølgende har vist sig, at JI angav i moms.

LL var antaget af MI som byggesagkyndig nr. 2 på byggeriet. Under deres første samtale, som fandt sted i januar 2008, sagde LL, at han nok skulle få skovlen under ham og herunder sørge for, at hans bil blev beslaglagt. Han ved ikke, hvorfor LL udtalte sig på denne måde. Han vidste ikke noget om politianmeldelsen, da han bad SKAT om at blive momsregistreret. Han blev først oplyst om politianmeldelsen under modet med SKAT i juni 2008.

Han kunne ikke tale polsk og kunne derfor ikke instruere polakkerne. Han forstår derfor ikke, hvordan MI kan have fået den opfattelse, at han havde ledelsen over polakkerne. De mails, som han har sendt til MI, er ikke udtryk for, at polakkerne var ansat af ham. Han har heller ikke under et møde med SKAT den 19. juni 2008 oplyst, at han hæftede for fejl og dårligt arbejde. Han sagde, at det ikke nyttede noget at opkræve penge hos JI, fordi han ikke havde penge. JI udbedrede i stedet fejl og mangler uden betaling. Han havde det rigtig dårligt den pågældende dag, hvilket måske kan forklare, at han er blevet misforstået af SKAT.

MI har supplerende forklaret, at han er uddannet arkitekt og byplanlægger. I den periode, hvor hans ejendom blev ombygget, opholdt han sig det meste af tiden i udlandet. Det meste af kontakten mellem ham og A foregik derfor via mail. Han var dog også hjemme i perioder af 4- 5 uger ad gangen. Han har ikke henvendt sig til andre end A vedrørende arbejdet. Det var hans indtryk, at A gav bygningsarbejderne instrukser om arbejdet via formanden for det enkelte sjak. Det var også hans indtryk, at polakkerne kun arbejdede for A, mens de var i Danmark. Da han indgik entreprisekontrakten med A, gik han ud fra, at A var momsregistreret. Det var LL, som han ansatte som byggesagkyndig, der fandt ud af, at A ikke var momsregistreret. Under et møde i januar 2008 mellem A, LL og han selv, blev A konfronteret med dette, og med at forholdet ville blive anmeldt til politiet.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Afgrænsningen mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende inden for skattelovgivningens område skal ske efter de kriterier, der er angivet i punkt B 3.1.1 i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven.

Efter en samlet vurdering finder landsretten, at disse kriterier fører til, at JI ikke kan anses for at have drevet selvstændig erhvervsvirksomhed for egen regning og risiko, således at de polske håndværkere i relation til A må anses for lønmodtagere ansat hos ham.

Landsretten har herved særlig lagt vægt på det fremlagte timeregnskab, der er udfærdiget på dansk, og på at beløbene i henhold til timeregnskabet er bogført som udgifter i As virksomhed. Landsretten har videre lagt vægt på, at A har afholdt udgifterne til materialer samt bespisning af de polske håndværkere. De fremlagte fakturaer fra JI kan ikke antages at dække over reelle faktureringer, idet der ikke ses at være nogen sammenhæng mellem fakturaerne og de hævninger, der er foretaget på As bankkonto, fakturaerne er udarbejdet efter samme skabelon, som den A anvendte i sin virksomhed, og de er i overvejende grad udfærdiget på dansk. Hverken A eller JI har i den væsentligste del af den periode, som sagen omhandler, været momsregistreret, og det må lægges til grund, at A først lod sig momsregistrere, efter at han var blevet truet med at blive politianmeldt. Alle betalinger er foregået kontant, og uden at der foreligger nogen form for dokumentation for de betalinger, der hævdes at være sket til JI som underentreprenør.

A havde derfor pligt til i forbindelse med udbetalingen af løn til de polske håndværkere at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, og han havde som følge af det anførte ikke føje til at antage, at der var tale om et entrepriseforhold. Landsretten har således lagt til grund, at A var bekendt med de omstændigheder, der begrunder indeholdelsespligten, og han må derfor anses for at have udvist forsømmelighed, jf. herved kildeskattelovens § 69, stk. 1.

Landsretten tiltræder derfor, at A er ansvarlig for den manglende indbetaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Da de polske håndværkere som anført ovenfor anses for at have været ansat hos A, er der ikke grundlag for at anse forholdet for arbejdsudleje.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal A betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 125.999 kr. Beløbet omfatter 125.000 kr. til udgifter til advokatbistand og 999 kr. til vidnegodtgørelse.

Beløbet til dækning af udgifter til advokatbistand er inkl. moms, da Skatteministeriet ikke er momsregistreret. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi og dens omfang.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

A skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 125.999 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.