Parter

A
(advokat Keld Parsberg)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af højesteretsdommerne

Hermann, Wendler Pedersen, Torben Melchior, Marianne Højgaard Pedersen og Thomas Rørdam.

Afgørelse i tidligere instans I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 17. afdeling den 20. september 1999.

Påstande

Appellanten, A, har påstået indstævnte, Skatteministeriet, dømt til at anerkende, at han med virkning fra den 1. marts 1986 er begrænset skattepligtig til Danmark.

Han har endvidere påstået Skatteministeriet dømt til at anerkende, at hans skattepligtige indkomst nedsættes således:

Indkomståret 1985

Principalt nedsættelse med 45.519,20 kr., subsidiært med 41.382,20 kr. og mere subsidiært med 35.985,20 kr.

Indkomståret 1986

Principalt nedsættelse med 22.350 kr. og subsidiært med 20.137,32 kr., idet spørgsmålet om nedsættelse af hans skattepligtige indkomst med indtægterne på 7.947 kr. fra H1 og fradrag for udgifter til transport mellem hjemmet i Tyskland og arbejdet i amtet hjemvises til fornyet behandling hos skattemyndighederne.

Indkomståret 1987

Nedsættelse med 3.447,55 kr., idet spørgsmålet om forhøjelse af hans skattepligtige indkomst med de fratrukne børnebidrag på 7.636 kr., nedsættelse af hans skattepligtige indkomst med indtægterne på 153.500 kr. fra H1 og fradrag for udgifter til transport mellem hjemmet i Tyskland og arbejdet i amtet hjemvises til fornyet behandling hos skattemyndighederne.

Indkomståret 1988

Principalt nedsættelse med 3.455,35 kr. og subsidiært med 869,80 kr., idet spørgsmålet om forhøjelse af hans skattepligtige indkomst med de fratrukne børnebidrag på 5.520 kr. og fradrag for udgifter til transport mellem hjemmet i Tyskland og arbejdet i amtet hjemvises til fornyet behandling hos skattemyndighederne.

Indkomståret 1989

Principalt nedsættelse med 32.091,72 kr. og - idet spørgsmålet om forhøjelse af hans skattepligtige indkomst med de fratrukne børnebidrag på 6.305 kr. og fradrag for udgifter til transport mellem hjemmet i Tyskland og arbejdet i amtet hjemvises til fornyet behandling hos skattemyndighederne - subsidiært, at spørgsmålet om forhøjelse af hans skattepligtige indkomst med de fratrukne børnebidrag på 6.305 kr. og regulering af hans indkomst med

samt hans yderligere fradrag for udgifter til transport mellem hjemmet i Tyskland og arbejdet i amtet hjemvises til fornyet behandling hos skattemyndighederne.

A har endelig påstået Skatteministeriet dømt til at betale 1.666 kr. med procesrente fra den 27. februar 1989, 119.598 DM med procesrente fra den 19. april 1994 og principalt 75.000 kr., subsidiært et mindre beløb efter rettens skøn, med procesrente fra den 16. maj 1994.

Skatteministeriet har for indkomstårene 1985-1988 principalt påstået stadfæstelse og har subsidiært påstået ansættelsen af As skattepligtige indkomst hjemvist til fornyet behandling ved skattemyndighederne. For indkomståret 1989 har Skatteministeriet påstået principalt frifindelse, subsidiært hjemvisning til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Højesteret har den 26. juni 2002 afsagt kendelse, hvorefter A skal anerkende, at der for landsretten er indgået en bindende procesaftale om, at hvis han får medhold i, at han i perioden marts 1986 til ultimo 1989 ikke var fuldt skattepligtig til Danmark, skal sagen hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne, bortset fra de under punkterne 3, 5, 6, 7 og 11 i retsbogsudskrifterne vedrørende retsmøderne i Østre Landsret den 19. juni 1998 og 25. januar 1999 nævnte problemstillinger, samt at denne aftale også gælder for sagens behandling ved Højesteret. Det fremgår af kendelsens præmisser, at A ikke har bundet sig til at acceptere hjemvisning for indkomståret 1989 i videre omfang end for årene 1986-1988 og ikke har afskåret sig fra at få prøvet sin påstand for 1989 i videre omfang end for 1986-1988.

Der er enighed mellem parterne om, at Højesteret ikke skal tage stilling til de problemstillinger, der er nævnt i pkt, 8 og 9 i landsrettens retsbogsudskrifter.

Supplerende sagsfremstilling

For Højesteret er der fremkommet yderligere oplysninger.

Den 3. marts 1995 afsagde Skatteankenævnet kendelse vedrørende As skatteansættelse for indkomståret 1989. Det fremgår af kendelsen, at As befordringsfradrag for kørsel mellem hjem og arbejdsplads og mellem skiftende arbejdssteder ikke kunne anerkendes fuldt ud. For så vidt angår fakturaen af 4. oktober 1989 på 24.000 kr. anførte nævnet: "Påstand om, at fakturaen hverken er udfærdiget eller underskrevet af Dem, kan tilbagevises, da bilaget rent faktisk er underskrevet af Dem". Skattevæsenet bestemte samtidig, at A skulle beskattes med en lejeindtægt på 6.831 kr. baseret på bankbilaget af 3. november 1989.

Skatteankenævnets ansættelse blev indbragt for Landsskatteretten, som imidlertid ikke traf afgørelse inden for 6 måneders fristen i skattestyrelseslovens § 31, stk. 2, og skatteansættelsen blev herefter indbragt for landsretten og inddraget i den foreliggende sag.

Forklaringer

Til brug for Højesteret er der afgivet nye forklaringer.

Højesterets begrundelse og resultat

Spørgsmålet om skattepligt (pkt. 1, 2 og 4 i landsrettens retsbogsudskrifter)

Af de grunde, der er anført af landsretten, og da tilsvarende forhold gør sig gældende for 1989, finder Højesteret, at A ikke har godtgjort, at han den 1. marts 1986 eller på et senere tidspunkt før udgangen af 1989 opgav bopæl i Danmark. Med samme begrundelse finder Højesteret endvidere, at A har haft midtpunktet for sine livsinteresser i Danmark i hele perioden fra den 1. marts 1986 til den 31. december 1989, jf. artikel 2, pkt. 2 b (aa), i den dagældende dobbeltbeskatningsoverenskomst af 30. januar 1962 mellem Danmark og Tyskland. Højesteret tiltræder derfor, at Skatteministeriet er frifundet for perioden fra den 1. marts 1986 til den 31. december 1988 og frifinder yderligere Skatteministeriet for 1989.

Yderligere befordringsfradrag og fradrag for udedage i Danmark i perioden fra den 1. januar 1985 til den 28. februar 1986 samt yderligere fradrag for A-kasse- og fagforeningskontingent (pkt. 3, 6, 7 og 11 i landsrettens retsbogsudskrifter)

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at Skatteministeriet er frifundet.

Afsavnserstatning m.v. (pkt. 5 i landsrettens retsbogsudskrifter)

A underskrev den 4. marts 1988 en erklæring, hvorefter han var indforstået med, at hans tysk indregistrerede bil blev tilbageholdt af toldvæsenet i medfør af den dagældende toldlovs § 126. Den 20. september 1988 vedtog A ved sin underskrift på toldvæsenets bødeforelæg af 29. juni 1988 en bøde for overtrædelse af toldlovens § 117, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, og den dagældende registreringsafgiftslovs § 27, stk. 1, nr. 4. I sagsfremstillingen i bødeforelægget er det bl.a. anført, at A er fast bosiddende i Danmark, at bilen blev indført i slutningen af 1986, og at A herefter benyttede bilen til kørsel her i landet indtil den 3. marts 1988, bortset fra en periode på 2 måneder, hvor bilen blev repareret i Tyskland.

Med disse bemærkninger tiltræder Højesteret, at Skatteministeriet er frifundet.

Indtægt på 24.000 kr., jf. faktura af 4. oktober 1989

Under hensyn til de forhold, der er anført i landsrettens sagsfremstilling i forbindelse med gengivelsen af fakturaen af 4. oktober 1989, finder Højesteret det tilstrækkeligt godtgjort, at A i 1989 har haft en skattepligtig indtægt svarende til fakturabeløbet på 24.000 kr. Højesteret tager derfor Skatteministeriets frifindelsespåstand vedrørende dette beløb til følge.

Huslejeindtægt på 6.831 kr. for 1989

Højesteret finder, at bankbilaget af 3. november 1989 ikke er tilstrækkelig dokumentation for, at A i 1989 har haft en lejeindtægt på 6.831 kr., og giver derfor A medhold i påstanden om, at hans skattepligtige indkomst for 1989 skal nedsættes med dette beløb.

Yderligere befordringsfradrag på 1.260.72 kr. for kørsel i Danmark i 1989

Da A ikke har dokumenteret, at han er berettiget til befordringsfradrag for kørsel i Danmark i 1989 i videre omfang end anerkendt af skattemyndighederne, tager Højesteret Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes for så vidt angår indkomstårene 1985-1988.

For så vidt angår indkomståret 1989 skal Skatteministeriet anerkende, at As skattepligtige indkomst nedsættes med 6.831 kr. I øvrigt frifindes Skatteministeriet.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 60.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.