Dato for udgivelse
12 mar 2012 13:38
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
29 feb 2012 10:59
SKM-nummer
SKM2012.160.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
9. afdeling, B-1164-11
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Ejendomsavancebeskatning
Emneord
Ophold, bopæl, landbrugslov
Resumé

Appellanten havde gennem en lang årrække drevet landbrugsvirksomhed fra to landbrugsejendomme, hvoraf den ene af ejendommene havde tjent som appellantens bolig, mens den anden ejendom havde været udlejet. Appellanten erhvervede en tredje ejendom (almindeligt parcelhus), og umiddelbart herefter påbegyndte appellanten en afvikling af sin landbrugsvirksomhed. I forbindelse med afviklingen blev først den ejendom, der havde tjent som bolig for appellanten i en lang årrække, solgt. Herefter flyttede appellanten i tre måneder bopæl til landsbrugsejendom nr. 2 for herefter at flytte videre til parcelhuset. Sagen angik, om avancen ved salg af landbrugsejendom nr. 2 var skattefri i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 9.

Landsretten fandt, at appellantens ophold på landbrugsejendom nr. 2 ikke kunne anses for andet end et midlertidigt ophold, hvorfor betingelserne for at opnå skattefrihed ved salg af denne ejendom ikke var opfyldt. Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom, hvorved Skatteministeriet blev frifundet.

Reference(r)

Ejendomsavancebeskatningsloven § 9, stk. 1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2012-1 C.H.2.1.15.7

Parter

Landbrug & Fødevarer
Videncentret for Landbrug som mandatar for A
(advokat Dorthe Laursen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Clara Trolle)

Afsagt af landsdommerne

Hanne Kildal, Lisbeth Parbo og Lene Holm Trøst (kst.)

Byretten har den 13. april 2011 afsagt dom i 1. instans (sag nr. BS 2-588/2010).

Påstande

For landsretten har appellanten, Landbrug & Fødevarer, Videncentret for Landbrug som mandatar for A, gentaget sin påstand for byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

A har for landsretten yderligere anført, at han efter landbrugsloven var forpligtet til at tage bopæl på ejendommen ...2.

Skatteministeriet har bestridt, at bopælspligten efter landbrugsloven har betydning for vurderingen af, om A har haft bopæl på ejendommen i ejendomsavancebeskatningslovens forstand.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det er ubestridt, at A har bevisbyrden for, at hans avance ved salget af ...2, er fritaget for beskatning i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1. Det er endvidere ubestridt, at A og hans hustru boede i ejendommens stuehus i perioden 1. april-1. juli 2005, og at de i denne periode ikke havde anden bolig til rådighed.

Det fremgår af As forklaring, at han og hans hustru i december 2004 havde talt om at trappe ned erhvervsmæssigt, og at han i den forbindelse havde kontakt med en ejendomskonsulent fra Landboforeningen. Ved købsaftale af 31. januar 2005 købte han og hans hustru et helårshus ...3 til overtagelse den 1. juli 2005, og de har siden overtagelses-tidspunktet boet på ...3, som de begge stammer fra. I februar 2005 solgte A med overtagelsesdag den 1. april 2005 den landbrugsejendom, han og hans hustru boede på, og det meste af jordtilliggendet til landbrugsejendommen ...2. I overensstemmelse med As forklaring og oplysningerne i hans påstandsdokument for byretten lægger landsretten til grund, at overtagelsestidspunkterne i forbindelse med købet af huset ...3 og salget af den tidligere bolig blev fastsat efter henholdsvis sælgers og købers ønske.

Ved vurderingen af, om A har bevist, at ..2 har tjent til bolig for ham og hans hustru i ejendomsavancebeskatningslovens forstand, lægger landsretten vægt på, at købet af huset ...3 er sket før salget af den tidligere bolig, og at behovet for at flytte til ...2 navnlig skyldtes de forskellige overtagelsestidspunkter. På denne baggrund sammenholdt med sagens øvrige oplysninger er landsretten enig med byretten i, at A ikke har bevist, at indflytningen i stuehuset på ...2 har haft til formål, at ejendommen skulle tjene som permanent bolig for ham og hans hustru. Beboelsen har derimod alene haft karakter af midlertidigt ophold. Det medfører ikke nogen ændring heri, at A i de 3 måneder, hvor han og hans hustru boede på ...2, afviklede landbrugsdriften, eller at der var bopælspligt efter den tidligere gældende landbrugslov.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal Landbrug & Fødevarer, Videncentret for Landbrug som mandatar for A betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 30.000 kr. Beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi og hovedforhandlingens begrænsede varighed.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

Landbrug & Fødevarer, Videncentret for Landbrug som mandatar for A skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 30.000 kr.