Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Kommentarer

EU-domme

C-288/22, TP

Dommen angår spørgsmålet om, hvorvidt et medlem af en bestyrelse i et aktieselskab udøver selvstændig økonomisk virksomhed som anført i momsdirektivets artikel 9, stk. 1.

EU-Domstolen udtalte, at med henblik på at fastslå, om en tjenesteydelse er udført mod vederlag på en sådan måde, at denne virksomhed skal kvalificeres som økonomisk virksomhed, skal der foretages en vurdering af samtlige de omstændigheder, hvorunder ydelsen blev leveret.

Det forhold, at en fysisk person udnævnes til embedet som bestyrelsesmedlem for en periode på højest seks år, der kan forlænges, giver bestyrelsesmedlemmets virksomhed en varig karakter. Det forhold, at udnævnelse kan tilbagekaldes når som helst, kan ikke i sig selv medføre, at denne virksomhed mister sin varige karakter, eftersom der fra begyndelsen er knyttet en maksimal varighed på 6 år til embedet.

Den omstændighed, at embedsperioden er seks år, kan ligeledes give de vederlag, der udbetales, en vis varig karakter, forudsat at vederlag, der tildeles bestyrelsesmedlemmet i forhold til selskabets overskud, også kan tildeles i regnskabsår, hvor selskabet ikke har haft overskud.

EU-Domstolen udtalte endvidere, at momsdirektivets artikel 9, stk. 1  skal fortolkes således, at et bestyrelsesmedlem i et aktieselskab ikke udøver sin virksomhed selvstændigt i denne bestemmelses forstand, når bestyrelsesmedlemmet - på trods af at vedkommende frit tilrettelægger sit arbejde, selv oppebærer de honorarer, der udgør den pågældendes indtægt, handler i eget navn og ikke er underlagt et hierarkisk arbejdstager-arbejdsgiverforhold - hverken handler for egen regning eller på eget ansvar eller bærer den økonomiske risiko, der er forbundet med vedkommendes virksomhed

C-420/18, IO

Dommen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt et medlem af bestyrelsen i en stiftelse udøver selvstændig, økonomisk virksomhed.

Domstolen slår for det første fast, at selvom bestyrelsesmedlemmet alene har én bestyrelsespost, så berører dette ikke, at der er tale om økonomisk virksomhed, da medlemmerne udpeges for en periode på fire år, hvilket giver det oppebårne honorar en varig karakter således, at der er tale om virksomhed af en vis varig karakter, der udføres mod vederlag.

Domstolen tager herefter stilling til, hvorvidt den økonomiske virksomhed udøves selvstændigt.

For det andet slår Domstolen fast, at medlemmet ikke er forpligtet over for sin arbejdsgiver ved en arbejdskontrakt eller ved et andet retligt forhold, som skaber et arbejdstager-arbejdsgiverforhold med hensyn til arbejds- og aflønningsvilkår og arbejdsgiverens ansvar, da medlemmet hverken er bundet af en kontrakt eller af instrukser fra stiftelsen.

Herefter undersøger Domstolen, om der foreligger et underordnelsesforhold under udøvelsen af virksomheden.

Domstolen udtaler, at det med henblik på at fastslå, om dette underordnelsesforhold foreligger, skal undersøges, om den pågældende person udøver sin virksomhed i eget navn, for egen regning og på eget ansvar, og om personen selv bærer den økonomiske risiko, der er forbundet med udøvelsen af denne virksomhed.

Idet medlemmerne af den pågældende bestyrelse ikke individuelt kan udøve de beføjelser, som bestyrelsen er tillagt, og at de handler for samme bestyrelses regning og under dennes ansvar, handler bestyrelsesmedlemmet hverken i eget navn, for egen regning eller på eget ansvar.

Der var heller ikke tale om, at bestyrelsesmedlemmet bar den økonomiske risiko, idet medlemmet oppebærer ret til det faste honorar, uafhængigt af dennes mødedeltagelse eller dennes effektivt udførte arbejdstimer.

Der var ikke tale om selvstændig, økonomisk virksomhed.

C-355/06, J.A. van der Steen

En fysisk persons status som lønmodtager påvirkes ikke af, at personen er eneste selskabsdeltager, eneste ansatte og direktør i arbejdsgiverselskabet. Forudsætningen herfor er, at personen udfører alt arbejdet i arbejdsgiverselskabets navn og for dets regning i henhold til en ansættelseskontrakt, som binder personen til selskabet.

C-202/90, Ayuntamiento de Sevilla

Virksomhed som afgiftsopkræver i henhold til spansk lovgivning måtte anses som selvstændig virksomhed. Opkræverne sørgede selv for det personale og materiel, som var påkrævet til virksomhedens udøvelse. Opkræverne bar derved den økonomiske risiko ved deres virksomhed. Selv om kommunen kunne give instrukser til og udøve disciplinærkontrol overfor opkræverne, og tredjemand kunne holde kommunen ansvarlig for opkrævernes adfærd, når de handlede som myndighedspersoner, var det fortsat tale om selvstændig virksomhed. Det afgørende i denne forbindelse var opkrævernes ansvar efter deres kontraktforhold i forbindelse med virksomheden samt deres ansvar for skader, som tredjemand blev påført, når opkræverne ikke handlede som myndighedspersoner.

Byretsdomme

SKM2022.94.BR

En konsulentvirksomhed havde ikke fradragsret for momsen af fakturaer, som en "interim manager" havde sendt til virksomheden, da han ikke blev anset for at drive selvstændig økonomisk virksomhed i momsmæssig forstand, men derimod blev ansat som lønmodtager i konsulentselskabet. "Interim manageren" var således ikke en afgiftspligtig person, jf. ML § 3, stk. 1, hvorfor momsen var faktureret med urette. Derfor havde konsulentvirksomheden ikke fradragsret for momsen efter ML § 37, stk. 1. Virksomheden havde endvidere hverken fradragsret for momsen ud fra et retssikkerhedsprincip eller forventningsprincip.

SKM2018.161.BR

Sagerne drejer sig om, hvorvidt skatteyderen skulle anses som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende for det arbejde, skatteyderen havde udøvet som freelancer ved en virksomhed. Ligeledes omhandlede sagerne, om skatteyderens virksomhed havde udøvet selvstændig økonomisk virksomhed, jf. ML § 3.

Byretten udtalte indledningsvis, at det følger af fast retspraksis, at den skatteretlige sondring mellem lønindkomst og indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed skal ske efter de kriterier, der er gengivet i pkt. B.3.1.1 i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven.

Retten fandt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder sammenholdt med kriterierne anført i cirkulæret om personskatteloven, at skatteyderen skulle anses for lønmodtager. Retten lagde i den forbindelse særligt vægt på, at skatteyderen over en længere periode kontinuerligt varetog skiftende opgaver integreret i den pågældende virksomhed, dels i henhold til en skriftlig aftale indgået med skatteyderen personligt, dels i henhold til en mundtlig aftale om udførelse af diverse forefaldende opgaver.

Retten tillagde det også vægt, at skatteyderen i det væsentlige havde udført samme opgaver som de øvrige medarbejdere, at skatteyderen kun havde indtægter fra virksomheden bortset fra et mindre beløb, at skatteyderen var undergivet generelle retningslinjer, instruktion og tilsyn, at aflønningen skete efter faste dagstakster en gang månedligt, og at der ikke var afholdt driftsomkostninger, der efter sin karakter og omfang væsentligt adskilte sig fra det, der sædvanligvis afholdes af lønmodtagere.

Skatteministeriet blev på denne baggrund frifundet.

Landsskatteretten

Sagen omhandlede om klageren i perioden fra 1. januar 2016 - 31. december 2019 var en afgiftspligtig person i henhold til momslovens § 3 for aktiviteter med køb og salg af skins (Skins er digitale udsmykningsgenstande til brug for et computerspil.) 

Landsskatteretten anførte, at klageren havde foretaget en lang række salg af skins og i perioden havde oppebåret indtægter på 7.760.529 kr. Klageren havde markedsført sig med annoncer på Twitter.com og Reddit.com, ligesom klageren havde haft diverse alias inde i spillet, der gav udtryk for, at han købte og solgte skins.

Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at klagerens salg af skins i den omhandlede afgiftsperiode havde et sådant omfang, at klageren drev selvstændig økonomisk virksomhed i henhold til momslovens § 3.

Den omstændighed, at klageren havde erhvervet en stor del af de solgte skins i spil, kunne ikke føre til et andet resultat, ligesom Landsskatteretten ikke fandt anledning til at undtage visse skins fra den afgiftspligtige virksomhed.

SKM2023.153.LSR

Klageren havde i 2015 erhvervet indtægter med i alt 168.848 kr. gennem befordring af passagerer i klagerens eget køretøj. SKAT havde pålagt klageren at betale 8.442 kr. i moms af modtagne formidlingsydelser med omvendt betalingspligt og 3.547 kr. i lønsumsafgift af personbefordringsydelser.

Landsskatteretten fandt, at klageren i den omhandlede periode drev selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1. Der var herved henset til, at klagerens indtægter ved befordring af passagerer i klagerens eget køretøj formidlet gennem et nederlandsk selskabs app efter rettens opfattelse skete med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter. Der var videre henset til, at klageren ved udførelse af transportydelserne var eneansvarlig for og selv afholdt udgifter hertil, herunder eventuelle erstatningsansvar. Klagerens henvisning til en skatterådsafgørelse den 25. januar 2022 for et Wolt-bud kunne ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten henså til, at de faktiske forhold og kontrakter mellem Wolt og Wolt-bude ikke er de samme som i sagen for Landsskatteretten. Der var på det foreliggende grundlag blandt andet forskel i den økonomiske risiko, instruktionsbeføjelser og omfanget af tilsyn med arbejdet.

Det nederlandske stillede i den omhandlede periode som nævnt en formidlingstjeneste til rådighed for klageren via en app. Selskabet leverede dermed efter Landsskatterettens opfattelse en formidlingsydelse til klageren, idet tjenesten formidlede en kontakt mellem klageren og passagererne. Landsskatteretten fandt, at formidlingsydelserne havde leveringssted i Danmark, jf. momslovens § 16, stk. 1, idet klagerens befordring af passagerer foregik i Danmark. Som følge heraf fandt Landsskatteretten, at klageren skulle afregne moms af selskabets leveringer af formidlingsydelser til klageren efter reglerne om omvendt betalingspligt i momslovens § 46, stk. 1, nr. 3, idet selskabet ikke havde et fast forretningssted i Danmark.

Landsskatteretten bemærkede, at klagerens kørsel var en personbefordringsydelse, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 15. Det betød, at der ikke skulle opkræves og betales dansk moms af klagerens transport af passagerer via tjenesten, ligesom der ikke kunne opnås fradrag for momsbelagte udgifter, som var afholdt for at kunne levere transporten. Klagerens resultat af virksomhed før lønsumsafgift udgjorde 86.112 kr., hvorfor indehaveren var lønsumsafgiftspligtig, jf. lønsumsafgiftslovens § 2, stk. 2. Landsskatteretten stadfæstede således SKATs afgørelse.

SKM2014.781.LSR

Værgeydelser leveret af en advokat ansås for en integreret del af den selvstændige økonomiske virksomhed som advokat efter ML § 3, stk. 1.

Klageren udøvede selvstændig økonomisk virksomhed i forbindelse med levering af de omhandlede værgeydelser, jf. ML § 3, stk. 1, hvorved ydelser leveret af klageren mod vederlag som udgangspunkt var omfattet af momspligten, jf. ML § 4, stk. 1.

Se dog SKM2014.837.SKAT. Af styresignalet fremgår det, at det er SKATs opfattelse, at vederlag udbetalt for udførelsen af hvervet som fast værge falder ind under momsfritagelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 2, om social forsorg og bistand.

Ved SKM2014.781.LSR ændrede Landsskatteretten Skatterådets afgørelse i SKM2014.283.SR.

Skatterådet

SKM2021.451.SR

Spørger ønskede at oprette et selskab H1 ApS, der skulle drive vikarbureauvirksomhed. Spørger havde oplyst, at formålet med konstellationen var at stille Person A, der var Spørgers samlever, til rådighed for H2 i X-land eller H3 A/S, men at det var ønskeligt at ansætte flere ingeniører, der kunne udlejes på samme profitable vilkår. H1 ApS ville således i første omgang ansætte person A og udleje vedkommende til H2 i X-land, via mellemvikarbureau H4 i X-land. Det var oplyst, at Person A tidligere havde været ansat i det danske vikarbureau H5 K/S og indlejet hos H2 i X-land via mellemvikarbureau H6 i X-land. Det var oplyst, at Person A på tidspunktet for afgivelse af det bindende svar var ansat som lønmodtager hos H2 i X-land. Det var ligeledes oplyst, at Person A forventes stillet til rådighed for H2 i X-land via den nye konstellation med H1 ApS indtil 20yy.

Det skatteretlige princip om rette indkomstmodtager, der dækker over, at beskatningen skal ske hos den, der har retlig adkomst til indkomstgrundlaget, findes i statsskattelovens § 4, der bestemmer, at den skattepligtige indkomst omfatter "den skattepligtiges samlede årsindtægter". Da det følger direkte af skattelovgivningen, at princippet skal respekteres, er det ikke nødvendigt for at håndhæve dette princip, at der kan påvises en omgåelses-, skattebesparelses- eller skatteudnyttelseshensigt.

Person A ville ikke selv kunne have oprettet et selskab og herigennem udføre arbejde for H2 i X-land, idet arbejdet ikke ville blive kvalificeret som selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. SKM2006.739.SR. I retspraksis er skatteydere, der har været stillet til rådighed via en andens selskab på tilsvarende vis som i nærværende sag, blevet anset som værende lønmodtagere, jf. SKM2001.635.ØLR.

Ud fra den foreliggende praksis på området og efter en konkret vurdering af oplysningerne kunne det på baggrund heraf ikke bekræftes, at H1 ApS ville kunne anses som rette indkomstmodtager af vederlag, som modtages for udleje af Person A til H2 i X-land via H4 i X-land. Det var en forudsætning for afgørelsen, at H1 ApS alene foretog udlejning af Person A. Det kunne derfor ikke udelukkes, at besvarelsen kunne blive anderledes, såfremt H1 ApS fik flere ansatte, der blev udlejet som vikarer. Dette ville afhænge af en konkret vurdering af de pågældende faktiske omstændigheder.

Spørger påtænkte endvidere at indgå en aftale med H3 A/S om udlejning af Person A på lignende vilkår som udlejningen til H2 i X-land. Spørger ønskede bekræftet, at leverancen fra H1 ApS skulle pålægges dansk moms.

Henset til besvarelsen af spørgsmål 1, hvor Person A blev anset for at være rette indkomstmodtager af vederlaget og derved leverede ydelsen til H3 A/S i et lønmodtagerforhold, kunne det ikke bekræftes, at H1 ApS skulle pålægge dansk moms for leverancen, da H1 ApS ikke udøvede selvstændig økonomisk virksomhed og ikke foretog levering mod vederlag, jf. ML § 3, stk. 1 og § 4, stk. 1.

SKM2014.282.SR 

Arbejdet som værge udføres på ansættelseslignende vilkår, og det kan derfor ikke anses for selvstændig virksomhed i momslovens forstand. Vederlaget for arbejdet falder herefter uden for momslovens anvendelsesområde og skal ikke pålægges moms.

Skatterådet bekræfter endvidere, at vederlaget falder uden for lønsumsafgiftslovens anvendelsesområde.

Se dog også

SKM2014.781.LSR

og

SKM2014.837.SKAT.

SKM2013.26.SR

Se dog også

SKM2014.781.LSR

og

SKM2014.837.SKAT.

SKM2011.716.SR

Bestyrelsesvederlag, Efter Skatterådets vurdering indgik vederlaget i virksomhedens resultat skattemæssigt. Udførelsen af bestyrelsesarbejde blev betragtet som selvstændig erhvervsvirksomhed, da bestyrelsesarbejdet blev anset som en integreret del af konsulentvirksomheden. Da den skattemæssige vurdering i den konkrete situation ligger til grund for den momsmæssige vurdering, blev bestyrelsesvederlaget også anset for selvstændig økonomisk virksomhed. Det indebar, at vederlaget for bestyrelsesarbejdet blev anset som vederlag for en momspligtig leverance.

For så vidt angår direktionsvederlag udbetalt til en partneraktionær i konsulentvirksomheden for varetagelse af stillingen som direktør i et kundeselskab, blev dette vederlag skattemæssigt anset som A-indkomst efter kildeskatteloven. Momsmæssigt var der dermed ikke tale om selvstændig økonomisk virksomhed.