Spørgsmål

1. Kan spørger tilbyde sine medarbejdere følgende goder, uden at de skal beskattes deraf?:

• Bredbånd
• Bredbåndstelefoni
• Mobilt Bredbånd
• Medarbejdermobil
• HjemmePC
• BroBizz Pendler
• Rygestopprodukter
• Ulykkesforsikring

2. Er det muligt at gennemføre en kontantlønsnedgangsordning uden, at goderne tilbydes til alle spørgers medarbejdere?

Svar

1. Se sagsfremstilling og begrundelse.
2. Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger påtænker at gennemføre et pilotprojekt med en varighed på maksimalt 3 år vedr. fleksible lønpakker med kontantlønsnedgang til medarbejderne.

Goderne leveres fra 1. januar 2010.

Goder:

• Bredbånd
• Bredbåndstelefoni
• Mobilt Bredbånd
• Medarbejdermobi
• HjemmePC
• BroBizz Pendler
• Rygestopprodukter
• Ulykkesforsikring

Spørger er en selvstændig virksomhed under en kommune mht. navn, geografi, ledelse og medarbejdere. Spørger har også beføjelse til at ansætte og afskedige medarbejdere selv.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørger mener, at spørgsmål 2 skal besvares med ja.

SKATs indstilling og begrundelse

Lovgrundlag

• Statsskatteloven

Udgangspunktet i Statsskatteloven § 4 er, at arbejdstagerens årsindtægter, også i form af naturalydelser, er at anse som skattepligtig indkomst.

Statsskattelovens praksis

Efter Statsskattelovens praksis kan der gives skattefrihed for arbejdsgiverens afholdelse af en medarbejders sundhedsudgifter. Det er en forudsætning, at der skal være tale om forebyggelse eller behandling af arbejdsrelaterede skader.

Der skal endvidere være tale om en konkret arbejdsmæssig begrundelse for arbejdsgiverens afholdelse af medarbejderens sundhedsudgifter.

Det fremgår af Ligningsvejledningens afsnit A.B.1.9.24, at et eksempel kunne være lægebehandling, hvis medarbejderen har fået en skade under udførelse af sit arbejde. Eller der skal være tale om forebyggelse for så vidt muligt at undgå skader, eksempelvis rettet mod bevægeapparatet, hvis der tale om fysisk belastende arbejde, løft, skub osv.

• Ligningslovens § 16

I ligningslovens § 16 præciseres indkomstopgørelsen efter statsskattelovens §§ 4-6 for så vidt angår såkaldte personalegoder, dvs. de særlige bestemmelser for økonomiske fordele (goder), der ydes som led i arbejdsaftaler, når fordelen har en anden form end penge. Sådanne økonomiske fordele sidestilles efter bestemmelsen med arbejdsvederlag, og værdien af fordelen medregnes ved opgørelsen af den ansattes skattepligtige indkomst.

Ligningslovens § 16 omtaler vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder. Sparet privatforbrug er forbrug i privatsfæren, fx forbrug af kost, el, telefon, transport og lign., i modsætning til forbrug i erhvervssfæren.

Bagatelgrænsen

Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 3, 3 pkt., at goder, som arbejdsgiveren i overvejende grad har ydet af hensyn til den ansattes arbejde, ikke beskattes, hvis den samlede værdi af disse goder fra en eller flere arbejdsgivere overstiger et grundbeløb på 3.000 kr.( i indkomståret 2010: 5.500 kr.).

Hvis personalegodernes samlede værdi overstiger grundbeløbet, skal hele den samlede værdi beskattes og altså ikke kun det overskydende beløb, idet der ikke er tale om en bundgrænse. Der skal således betales skat af alle de personalegoder, der er omfattet af grundbeløbet, hvis de sammenlagt (efter fradrag af evt. egenbetaling til arbejdsgiveren mv.) har en værdi, der overstiger bagatelgrænsen.

Ved bedømmelsen af, om grænsen overskrides, skal der kun medregnes de personalegoder, der hovedsagelig er stillet til rådighed af hensyn til den ansattes arbejde. Der skal være en direkte sammenhæng mellem godet og arbejdets udførelse. Dvs., at goderne kun falder ind under grundbeløbet, når det hovedsageligt er af hensyn til det konkrete arbejde, at arbejdsgiveren har stillet dem til rådighed. Det typiske for de goder, som er omfattet af bagatelgrænsen, er at den ansatte, hvis vedkommende selv afholder udgifterne til goderne, vil have mulighed for at få fradrag for den del af udgifterne, som skyldes arbejdet.

For så vidt angår værdiansættelse af goder fremgår det af ligningslovens § 16, stk. 3, at værdien skal fastsættes til den værdi, som det måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve godet i almindelig fri handel.

Multimediebeskatning

Ved lovforslag nr. 199 af 22. april 2009, der senere blev vedtaget ved lov nr. 519 af 12. juni 2009, blev der indført et nyt stk. 12 i ligningslovens § 16, den såkaldte multimediebeskatning, der har virkning fra og med indkomståret 2010.

Det betyder, at den skattepligtige værdi af et eller flere multimedier, der er stillet til rådighed for en ansat af en eller flere arbejdsgivere mv., som nævnt i stk. 1, for den skattepligtiges benyttelse, udgør et grundbeløb på 3.000 kr. (2010-niveau). Ved multimedier forstås computer med sædvanligt tilbehør, telefon, herunder oprettelses-, abonnements-, og forbrugsudgifter samt selve telefonapparatet, og adgang til datakommunikation via en internetforbindelse, herunder engangsudgiften til etablering af internetforbindelsen. Den skattepligtige værdi nedsættes ikke med den skattepligtiges eventuelle betaling i indkomståret for råderetten eller brugen. Har samtlige goder, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse, kun været stillet til rådighed en del af året, nedsættes den skattepligtige værdi svarende til det antal hele måneder, hvori ingen af goderne har været til rådighed. Grundbeløbet i 1. pkt. reguleres efter personskattelovens § 20.

Personaleplejefritagelsen

Ligningslovens § 16 omfatter dog ikke goder uden væsentlig værdi, der ydes på arbejdspladsen som led i almindelig personalepleje, fx kaffe-, kantine-, kunst- eller lignende ordninger. Der skal således være tale om almindelig personalepleje af begrænset økonomiske karakter, hvor det samtidig er vanskeligt at henføre en bestemt værdi til den enkelte medarbejder.

• Ligningslovens § 30

Ved lov nr. 389 af 6. juni 2002 er der i ligningslovens § 30 skabt skattefrihed for arbejdsgiverbetalte sundhedsbehandlinger, som sker i henhold til lægehenvisning. Det betyder, at ydelser som afholdes af arbejdsgiveren til lægefagligt begrundet behandling af medarbejderen ved sygdom eller ulykke, herunder behandling af psykiske lidelser hos en psykolog eller psykiater, til tilsvarende sygdomsforebyggende behandling, ikke skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Derudover er arbejdsgiver betalte ydelser til behandling hos en kiropraktor eller til behandling af medarbejderens misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler omfattet af skattefriheden under nærmere angivne betingelser. Såfremt arbejdsgiveren har valgt at tegne en forsikring til dækning af udgifter i forbindelse med medarbejderens behandling eller rygeafvænning, eller såfremt medarbejderens har tegnet en sådan forsikring og arbejdsgiveren dækker medarbejderens udgifter hertil, medregnes tilsvarende ikke forsikringspræmien eller det fra arbejdsgiveren modtagne beløb til medarbejderens skattepligtige indkomst.

I ligningslovens § 30, stk. 3 og 4, er der opstillet en række betingelser, der skal være opfyldt for, at de omhandlede sundhedsydelser er skattefrie for medarbejderne.

Det er bl.a. en betingelse for skattefrihed, at udgiften afholdes som led i arbejdsgivers generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere. Bestemmelsen indebærer, at der ikke kan ske en forskelsbehandling af de ansatte. Dog er der mulighed for begrænsninger efter to generelle kriterier: Anciennitet og antal arbejdstimer.

Endelig skal der ved hver behandling som udgangspunkt foreligge en lægehenvisning til den pågældende behandling. Ved enkelte sygdomme er det dog tilstrækkeligt, at der alene foreligger en lægeerklæring om at medarbejderen har behov for behandlingen.

Retspraksis

SKM2003.417.LR:

Et A/S ønskede svar på et antal spørgsmål vedrørende en sundhedsordning, som selskabet påtænkte at tilbyde medarbejderne. Et af spørgsmålene var, om ordningen kunne udbydes i en forsøgsperiode i én af flere divisioner i selskabet og dermed kunne betragtes som en generel ordning omfattet af ligningslovens § 30.

Ligningsrådet udtalte, at såfremt der faktisk ville blive indhentet en lægeerklæring, jf. § 30, stk. 4, i forbindelse med de konkrete sundhedstilbud, ville ordningen kunne anses for omfattet af ligningslovens § 30. Ligningsrådet fandt, at selskabets hensigt om at tilbyde ordningen til alle medarbejderne, såfremt ordningen blev en succes i forsøgsperioden, måtte tages som udtryk for, at selskabet opfyldte betingelsen i ligningslovens § 30, stk. 3, om, at udgiften skulle afholdes som led i selskabets generelle personalepolitik. Ligningsrådet fandt, at også den anden betingelse i stk. 3 om, at udgiften afholdes over for alle virksomhedens medarbejdere, var opfyldt i forsøgsperioden, fordi der var tale om et generelt tilbud til samtlige ansatte i en bestemt enhed og ikke om et tilbud til f.eks. kun én personalegruppe i selskabet. Den pågældende division var en selvstændig enhed med forskellige personalegrupper og ca. 325 ansatte. Divisionen havde et selvstændigt forretningsområde med egen produktion, en udviklingsafdeling og en kvalitetsafdeling.

SKM2009.680.SR:

Skatterådet kunne bl.a. ikke bekræfte, at den private rådighed af en PC kan afkræftes, hvis medarbejderen tager sin PC med hjem og udelukkende anvender den til erhvervsmæssigt brug og har underskrevet en tro- og loveerklæring. Formodningen kan dog afkræftes, såfremt der er tale om, at medarbejderen har et arbejdsbetinget behov for at få stillet PC'en til rådighed på en tjenesterejse, og PC'en kun må anvendes erhvervsmæssigt og faktisk kun anvendes erhvervsmæssigt, og medarbejderen ikke uden unødigt besvær har mulighed for at aflevere PC'en på arbejdspladsen.

Skatterådet kunne bekræfte, at såfremt en mobil internetforbindelse kun giver adgang til spørger's interne netværk, kan den private rådighed over en mobil internetforbindelse afkræftes, hvis medarbejderen anvender den hjemmefra udelukkende til erhvervsmæssigt brug.

Skatterådet kunne bekræfte, at den private rådighed over en mobiltelefon kunne afkræftes, hvis medarbejderen tager den med hjem og kun anvender den til erhvervsmæssigt brug, da betingelserne for at afkræfte privat rådighed i sagen er opfyldt.

SKM2009.586.SR:

Skatterådet bekræftede, at spørger vil blive beskattet ved sporadisk brug af en firmabetalt brobizz til Øresundsbroen. Skatterådet fandt dernæst, at der ikke kan accepteres et minimalt antal af private ture på lige fod med periodekort til tog.

SKM2010.146.SR:

Skatterådet bekræftede, at det vil det udløse beskatning for medarbejderne i Region A, hvis regionen tegner en ulykkesforsikring, der dækker medarbejderne under tjenstlig kørsel mellem egen bopæl og et midlertidigt arbejdssted, for eksempel et sted hvor der afholdes tjenstligt møde i en anden by end den by, hvor den faste arbejdsplads ligger.

SKATs indstilling:

Spørgsmål 1:

Kan spørger tilbyde sine medarbejdere følgende goder uden at medarbejderne skal beskattes deraf?:

• Bredbånd
• Bredbåndstelefoni
• Mobilt Bredbånd
• Medarbejdermobi
• HjemmePC
• BroBizz Pendler
• Rygestopprodukter
• Ulykkesforsikring

Som udgangspunkt skal alle goderne beskattes efter statsskattelovens § 4 samt ligningslovens § 16, og værdien skal fastsættes til markedsværdien, jf. ligningslovens § 16, stk. 3.

Multimedier:

Bredbånd, bredbåndstelefoni, mobilt bredbånd, medarbejdermobil samt hjemme PC er dog alle goder, der er omfattet af multimediebeskatningen i ligningslovens § 16, stk. 12. Medarbejderne skal derfor beskattes af et beløb på 3.000 kr., der dækker alle disse multimedier, såfremt goderne er stillet til rådighed for privat brug.

SKAT forudsætter, at der ikke er tale om, at multimedier er til eje for medarbejderne.

Brobizz:

Udgiften til en Brobizz udgør en integreret del af en arbejdsgivers betaling for medarbejderens befordring mellem hjem og arbejde.

Hvis medarbejderen har fri bil, skal Brobizz'en derfor beskattes efter ligningslovens § 9 C, stk. 7, hvilket også fremgår af SKM2004.417.LSR. Den ansatte skal medregne værdien af den fri befordring svarende til fradraget efter ligningslovens § 9 C, stk. 1-3. Værdien af den fri befordring indgår i den personlige indkomst. Undlader medarbejderen at foretage fradrag for befordring efter ligningslovens § 9 C, stk. 1-4 samt stk. 9, beskattes den fri befordring i realiteten ved bortfald af fradragsretten.

Hvis medarbejderen derimod kører i egen bil, fremgår det af SKM2005.176.LR, at udgiften til Brobizz er omfattet af § 9 C, stk. 7. Udgiften til Brobizz er dog ikke omfattet af kilometerfradraget, så den ansatte kan derfor også foretage fradrag efter ligningslovens § 9 C, stk. 1-4, uden at det medfører beskatning af fri befordring. Medarbejderen kan dog ikke foretage fradrag for Brobizz efter § 9 C, stk. 9, når udgiften er betalt af arbejdsgiveren.

Såfremt medarbejderen bruger Brobizz'en til privat brug, skal den beskattes efter ligningslovens § 16, stk. 3, som det fremgår af SKM2009.586.SR.

Det vil således afhænge af en den enkelte medarbejders forhold, Brobizz'en er skattepligtig indkomst for medarbejderen.

Rygestoppprodukter:

Rygestopprodukter kan være skattefrie for medarbejderen efter ligningslovens § 30. Det er dog en betingelse, at godet skal tilbydes alle medarbejdere som led i den generelle personalepolitik.

Det vil således afhænge af en vurdering af, om denne betingelse i ligningslovens § 30 er opfyldt, hvorvidt rygestopproduktet er skattepligtig indkomst for medarbejderen.

Rygestopproduktet bliver stillet til rådighed for alle medarbejderne hos spørger, men ikke for alle medarbejdere i kommunen.

SKAT skal derfor bemærke, at hvorvidt betingelsen, om at godet tilbydes alle medarbejdere, kan anses for at være opfyldt, afhænger af en vurdering af spørger.

I SKM2003.417.LR fandt Ligningsrådet, at en forsøgsordning, der kun blev tilbudt en division inden for et selskab, kunne være omfattet af ligningslovens § 30. Ligningsrådet udtalte i den forbindelse:

"Der henvises til, at der er tale om et generelt tilbud i en forsøgsordning i en afgrænset enhed og ikke om et tilbud til f.eks. kun én bestemt personalegruppe inden for koncernen. Den pågældende division er en selvstændig enhed med forskellige personalegrupper og behandlingstilbuddet påtænkes givet til alle."

Spørger har oplyst, at de er en selvstændig virksomhed under en kommune, både mht. navn, geografi, ledelse og medarbejdere, og de også har beføjelse til at ansætte og afskedige medarbejdere selv. SKAT finder derfor, at betingelsen om, at rygestopproduktet skal tilbydes alle medarbejdere er opfyldt.

Ulykkesforsikring:

Ulykkesforsikringer skal som udgangspunkt medregnes ved opgørelsen af medarbejderens skattepligtige indkomst, jf. pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 2, 3 pkt.

Skatteministeriets departement har i TfS1985.233DEP udtalt, at udgangspunktet for den skattemæssige behandling af arbejdsgiverens præmiebetaling af syge- og ulykkesforsikringer er, at præmien udgør en økonomisk fordel for arbejdstageren og må betragtes som et lønaccessorium, og derfor er skattepligtig (personlig) indkomst for denne. Arbejdsgiveren har fradragsret for udgifterne efter SL § 6, litra a. Af afgørelsen fremgår i øvrigt:  

• forsikringer, der kun dækker i arbejdstiden: præmien er ikke skattepligtig indkomst for den ansatte. Det samme gælder rejseulykkesforsikringer, der alene dækker rejser i arbejdsgiverens tjeneste,
• forsikringer, der dækker både arbejdstid og fritid: præmien er den skattepligtige indkomst uvedkommende i de tilfælde, hvor forsikringssummen højst andrager 500.000 kr. I de tilfælde, hvor forsikringssummen overstiger 500.000 kr., skal der foretages en opdeling af præmien, således at den del af præmien, der medgår til dækning af risikoen i arbejdstiden, er indkomstskattefri, mens hele den del af præmien, der medgår til dækning af risikoen i fritiden, skal medregnes til arbejdstagerens indkomst. [...]

Det vil således afhænge af en konkret vurdering af forsikringen, hvorvidt den er skattepligtig indkomst for medarbejderen.

Spørgsmål 2:

Er det muligt at gennemføre en kontantlønsnedgangsordning uden, at goderne tilbydes til alle kommunens medarbejdere?

Som udgangspunkt er der aftalefrihed ved sammensætning af løn, således at en arbejdsgiver og arbejdstager selv kan aftale sig frem til, hvorledes aflønningen skal ske.

Der stilles imidlertid efter praksis nogle betingelser for, at skattemyndighederne ikke tilsidesætter ændringer af en allerede eksisterende vederlagsaftale, der indebærer en fremtidig lavere kontant løn samtidig med, at den ansatte får stillet et personalegode til rådighed af arbejdsgiveren.

Betingelserne er opstillet i Ligningsvejledningens afsnit 1.9.1:

1. Der skal foreligge en ændret vederlagsaftale, som indebærer en reel fremadrettet nedgang i den kontante løn.
2. Overenskomster som parterne er bundet af, skal kunne rumme den ændrede vederlagsaftale.
3. Den aftalte reduktion af den kontante løn skal som udgangspunkt løbe over hele overenskomstperioden. Som hovedregel må perioden ikke være under 12 måneder.
4. Et allerede erhvervet krav på kontantløn kan ikke konverteres til en naturalieydelse uden at være i strid med kildeskattelovens § 46, stk.3.
5. Arbejdsgiveren skal have en økonomisk risiko i forbindelse med ordningen. Det indebærer, at den ansattes kontante lønnedgang skal være et på forhånd fastsat beløb, der ikke reguleres i takt med den ansattes forbrug af naturaliegodet eller af de løbende omkostninger for arbejdsgiveren ved at stille godet til rådighed.
6. Arbejdsgiveren skal rent faktisk stille det pågældende gode til rådighed for den ansatte.

Der skal herudover være tale om en frivillig aftale mellem arbejdsgiver og arbejdstager, og arbejdstageren skal have mulighed for - eventuelt med et rimeligt varsel - at udtræde af ordningen. Begge kriterier kan ses som supplement til kravet om, at arbejdsgiveren skal have en økonomisk risiko fx ved at den ansatte kan udtræde af ordningen, selv om arbejdsgiveren fortsat er bundet til kontrakten med teleudbyderen. 

Der er intet krav om, at aftalen mellem arbejdsgiveren og arbejdstageren om kontantlønsnedgang skal være et tilbud til alle medarbejdere.

Som nævnt under gennemgangen af goderne under spørgsmål 1, så kan det dog være en betingelse for, at gode kan anses for at være skattefrit, at det tilbydes alle medarbejdere.

SKATs indstilling:

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med ja.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling og begrundelse.