Dato for udgivelse
17 Dec 2008 15:36
SKM-nummer
SKM2008.1004.SKAT
Myndighed
SKAT
Sagsnummer
08-176400
Dokument type
SKAT-meddelelse
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Momsgrundlag
Emneord
Moms, normalværdi, interesseforbundne parter, kantinemoms
Resumé
SKAT udsender nye retlinigslinier for de administrativ forenklede ordninger, som virksomheder fra 1. januar 2009 kan vælge at anvende ved opgørelse af momsgrundlaget i deres medarbejderkantiner.
Hjemmel
LBEK 966 af 14. oktober 2005. Ændringslov hertil nr. 525 af 17. juni 2008.
Reference(r)
Momsloven § 28, stk. 3
Momsloven § 29
Henvisning
Momsvejledningen 2008-4 G.3a
Henvisning
Momsvejledningen 2008-4 D.4.2.2
Henvisning
Momsvejledningen 2008-4 D.4.2.3
Henvisning
Momsvejledningen 2008-4 J.3.1.1
Henvisning
Momsvejledningen 2008-4 J.3.1.5
Redaktionelle noter
Se SKM2008.1004.SKAT

SKAT udsendte den 16. oktober 2008 ved SKM2008.826.SKAT retningslinier for opgørelse af momsgrundlaget i forbindelse med indførsel af nye regler om normalværdi pr. 1. januar 2009.

Heraf fremgår bl.a., at virksomheder ved opgørelse af momsgrundlaget for salg af kantineydelser til interesseforbundne parter kan vælge at anvende en administrativ forenklet ordning. Videre fremgår det, at hvis virksomheden vælger at anvende en af de beskrevne ordninger, skal virksomheden ikke samtidig betale udtagningsmoms af de kantineydelser, virksomheden anvender til udtagningspligtige formål, fx gratis bespisning af forretningsforbindelser, jf. momslovens § 5, stk. 3.

Imidlertid har EF-domstolen i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S mod Skatteministeriet, den 11. december 2008 udtalt, at gratis levering af kantineydelser i visse tilfælde ikke er omfattet af reglerne om udtagningsbeskatning. Det gælder for bespisning af forretningsforbindelser under møder i virksomhedens lokaler, når måltiderne serveres med henblik på formål af streng erhvervsmæssig karakter, og det gælder for bespisning af personalet under møder i virksomhedens lokaler, når virksomhedens behov - såsom behovet for at sikre, at møder i arbejdet forløber sammenhængende og godt - gør det nødvendigt, at arbejdsgiveren sørger for bespisning.

SKAT finder det derfor nødvendigt at justere de adminsitrativ forenklede ordninger, jf. nedenstående.

Virksomheden kan i stedet for at foretage en faktisk beregning af kantineydelsernes fremstillingspris vælge, at benytte en af følgende forenklede ordninger:

I begge ordninger har virksomheden fuld fradragsret for al moms af indkøb til kantinedriften, herunder moms af indkøb af råvarer, køkkenmaskiner, interne produktionsomkostninger m.v. og ekstern arbejdskraft (beskæftiget med indkøb, tilberedning og salg af kantineleverancer). Se dog afsnittet næste side om virksomheder med delvis fradragsret.

Ordning 1

Momsgrundlaget for hele kantinens aktivitet beregnes af følgende elementer (alle eksklusive moms):

  • Indkøbsprisen af råvarer + 5 %,
  • ekstern arbejdskraft til beskæftigelse med indkøb, tilberedning og salg i kantinen og
  • lønninger til eget personale, der helt eller delvist er beskæftiget i kantinen - 25 %

De 5 %, der beregnes af råvareprisen, anses for at dække virksomhedens udgifter til indkøb af køkkenmaskiner, interne produktionsomkostninger, m.v.

De 25 %, der fragår lønudgiften til eget personale, anses for at udgøre lønninger til afrydning m.v., der er en generel omkostning for virksomheden og derfor ikke skal indgå i momsgrundlaget for kantinedriften. Er en ansat kun delvist beskæftiget i kantinen, er det således kun 75 % af den andel af lønnen, der vedrører kantinedriften, der skal indgå i beregningen.

Hvis virksomheden faktisk opgør den andel af lønudgiften til eget personale, der vedrører afrydning m.v. contra indkøb, tilberedning og salg i kantinen, kan virksomheden anvende denne konkrete fordeling i stedet for "75/25-fordelingen".

Ordning 2

Hvis virksomheden fra en underleverandør indkøber en samlet ydelse, der består af råvarer, arbejdskraft og køkkenmaskiner m.v., beregnes momsgrundlaget af:

  • Den samlede indkøbspris (eksklusive moms) og
  • lønninger til eget personale, der helt eller delvist er beskæftiget i kantinen - 25 %

Mulighed for reduktion af momsgrundlaget

I det omfang virksomheden anvender kantineydelser til formål, der ikke er omfattet af reglerne om udtagningsbeskatning efter momslovens § 5 (fx gratis bespisning fra kantinen af forretningsforbindelser eller personale i forbindelse med møder i arbejdet) kan virksomheden foretage en reduktion af momsgrundlaget, som virksomheden har beregnet i henhold til en af ovenstående ordninger.

Reduktionen kan i indeværende år ske med samme andel, som virksomheden i det forudgående regnskabsår leverede gratis kantineydelser til de nævnte formål. Nystartede virksomheder kan anvende et velbegrundet skøn.

Som eksempel kan nævnes, at hvis virksomheden i det forudgående regnskabsår anvendte 10 % af virksomhedens kantineleverancer til gratis bespisning af forretningsforbindelser og personalet i forbindelse med møder i arbejdet, kan virksomheden beregne salgsmoms ("kantinemoms") af 90 % af det beregnede momsgrundlag.

I det følgende regnskabsårs første momsafregningsperiode skal virksomheden regulere momsgrundlaget i overensstemmelse med regnskabsårets faktiske andet af gratis leverede kantineydelser til formål, for hvilke der ikke skal betales udtagningsmoms. Der skal dog ikke ske regulering, hvis udsvinget er mindre en 5 procentpoint.

Virksomheder, der ikke ønsker at opgøre en faktisk procentandel, kan anvende en reduktionsprocent på 3, der dog så ikke kan reguleres.

Virksomheder med delvis fradragsret

Også virksomheder med delvis fradragsret kan vælge at anvende en af ovenstående forenklede ordninger. Hvis virksomheden anvender kantineydelser til bespisning af forretningsforbindelser og personalet i forbindelse med møder i arbejdet, har virksomheden dog ikke fuld fradragsret for indkøb hertil, idet disse udgifter anses for at være en generalomkostning for virksomheden. Virksomheden har for sådanne udgifter alene fradrag efter reglerne om delvis fradragsret i momslovens § 38, stk. 1.

Som eksempel kan nævnes, at hvis en virksomhed med en fradragsprocent på 80 % anvender 10 % af kantineleverancerne gratis til formål, der ikke er omfattet af reglerne om udtagningsbeskatning efter momslovens § 5 (fx gratis bespisning af forretningsforbindelser eller personalet i forbindelse med møder i arbejdet), har virksomheden ikke fuld fradragsret for råvarer, interne produktionsomkostninger, køkkenmaskiner, m.v. Virksomheden kan for de 90 % af indkøbene (den del af kantineydelserne, der anvendes til salg til ansatte) fratrække 100 %, men for de 10 % af indkøbene (den del, der anvendes gratis til forretningsforbindelser m.v.) kan virksomheden kun fratrække 80 %.