Parter

A
(advokat John F. Kahlke)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Anne Øvlisen)

Afsagt af landsdommerne

Erik Kjærgaard, Henrik Bitsch (kst.) og Lene Sigvardt (kst.)

Denne sag drejer sig om fastsættelsen af sagsøgeren, As skattepligtige indkomst for indkomstårene 1996, 1997 og 1998.

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, dømmes til at anerkende, at hans skattepligtige personlige indkomst nedsættes til det selvangivne som følger:

- for indkomståret 1996 med 44.265,00 kr.
- for indkomståret 1997 med 45.405,00 kr.
- for indkomståret 1998 med 52.267,00 kr.

Skatteministeriet har påstået frifindelse, subsidiært hjemvisning til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Sagens omstændigheder er følgende.

Sagsøgeren var fra 1990 til 2001 interessent i H1 Y1-by I/S, der drev supermarked i Y1-by. Han var endvidere anpartshaver i H1 Supermarkeder ApS, der drev en række supermarkeder. I indkomstårene 1996-1998 var hans medinteressenter i H1 Y1-by I/S søsteren C og dennes ægtefælle D. Sagsøgerens indkomst for 1996-1998 blev af de stedlige skattemyndigheder i maj 2000 skønsmæssigt forhøjet. Afgørelsen blev i det væsentlige stadfæstet af skatteankenævnet den 1.november 2000.

Landsskatteretten afsagde den 6. august 2001 følgende kendelse:

"...

Klagen vedrører opgørelse af indkomsten på følgende punkter:

Indkomståret 1996
Personlig indkomst
Forbrug af egne varer ansat til	44.265 kr.
Indkomståret 1997
Personlig indkomst
Forbrug af egne varer ansat til	45.405 kr.
Indkomståret 1998
Personlig indkomst
Forbrug af egne varer ansat til	52.267 kr.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren siden 1990 har været interessent i H1 I/S, og drevet selskabets forretning i Y2-by. Herudover har klageren modtaget løn fra H1 Supermarked ApS, hvor klagen også er anpartshaver. Klageren ejer 50 % af interessentskabet i H1 I/S, og den resterende andel ejes af C og D, der er klagerens søster og svoger. Forretningen er en del af H1 Gruppen, der udover forretningen i Y2-by, driver forretninger i Y3-by og Y4-by. Herudover er klageren i årene 1996 og 1997 interessent i H1 Vinimport I/S.

Klagerens husstand bestod af to voksne og to børn i de påklagede indkomstår, samt et spædbarn fra april 1998. Det er oplyst, at ingen i husstanden er rygere. Klagerens revisor har for de tre indkomstår opgjort privatforbruget således:

1996	174.968 kr.
1997	186.160 kr.
1998	124.179 kr.

Revisor har i et brev til de stedlige skattemyndigheder gjort opmærksom på, at der for 1998 ikke er medtaget lotterigevinster på 40.500 kr., hvorfor privatforbruget for dette år skal ændres til 164.679 kr.

Klageren anvender virksomhedsskattelovens regler i de påklagede indkomstår.

Skatteankenævnet har forhøjet klagerens indkomst i årene 1996-1998, med henholdsvis 44.265 kr., 45.505 kr. og 52.267 kr., idet ankenævnet har henvist til, at klageren ikke har foretaget løbende bogføring eller registrering af varer udtaget til eget forbrug. Ankenævnet har anført, at der ikke foreligger dokumentation for, at varerne er udtaget kontant, og at en sådan påstand ifølge ligningsvejledningens afsnit E.B.2.1. kun bør godkendes, såfremt der foreligger dokumentation for påstandens rigtighed, f.eks. ved fremlæggelse af kuponer, pargonnotaer, kontoudskrifter eller lignende. Idet en sådan dokumentation ikke foreligger, har ankenævnet forhøjet den personlige indkomst skønsmæssigt i overensstemmelse med de af Ligningsrådet fastsatte vejledende mindstesatser, som er angivet i ToldSkat cirkulære 1996-5,1996-35 og 1997-31.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at indkomsten fastsættes i overensstemmelse med det selvangivne.

Til støtte herfor har klageren anført, at det altid i H1 gruppen har været princippet, at indehavere udtog kolonialvarer til eget forbrug kontant, således at der ikke kunne opstå konflikter med andre interessenter om den reelle værdi af de udtagne varer, at man ikke har gemt kvitteringerne, fordi man handlede i god tro, og at de udtagne varer indgår i forretningens omsætning. Repræsentanten har endvidere anført, at klagerens privatforbrug for årene ikke giver anledning til kritik, og at privatforbruget rummer plads til indkøbet af kolonialvarer. Endelig har repræsentanten anført, at der efter bogføringsloven og mindstekravsbekendtgørelsen ikke er krav om, at varer, der er udtaget kontant, skal registreres i bogføringen, og at dette krav kun gælder for varer, der udtages til indkøbspris.

Landsskatteretten skal udtale

Landsskatteretten bemærker, at forbrug af egne varer i henhold til bestemmelsen i statsskattelovens § 4 er skattepligtig som personlig indkomst.

Landsskatteretten bemærker yderligere, at klageren ikke har bogført varer udtaget fra virksomheden til eget forbrug i overensstemmelse med reglerne herfor, jf. bogføringslovens § 1 samt mindstekravsbekendtgørelsens § 9, stk. 1 (skatteministeriets bekendtgørelse nr. 141 af 26. februar 1992). Endelig bemærker Landsskatteretten, at klageren ikke har fremlagt dokumentation for, at køb af dagligvarer er sket kontant eller et andet sted.

Landsskatteretten finder herefter, at det er med rette, at skatteankenævnet har foretaget en skønsmæssig ansættelse af forbrug af egne varer. Landsskatteretten kan endvidere tiltræde det skøn, ved hvilket der er taget udgangspunkt i de af Ligningsrådet fastsatte vejledende mindstesatser, og ved hvilket der er taget hensyn til virksomhedens varesortiment og størrelsen af klagerens husstand.

Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor.

..."

Sagen er anlagt ved stævning af 22.oktober 2001.

Det er under sagen oplyst, at sagsøgerens svoger af Skatteankenævnet har fået medhold i, at han ikke har udtaget varer til privatforbrug. Af dette skatteankenævns afgørelse fremgår bl.a.

"...

på baggrund af de oplysninger, der er fremlagt på skatteankenævnets møde, finder skatteankenævnet, at det grundet sagens konkrete oplysninger må betragtes som tilstrækkeligt sandsynliggjort, at der ikke er udtaget varer til privatforbrug i forretningen i Y1-by."

Det er ikke i afgørelsen angivet, hvilke oplysninger der hentydes til, men det fremgår bl.a. af sagen, at svogeren, der havde bopæl i ..., ikke var ansat i H1 Y1-by I/S og således ikke dagligt kom i forretningen. Det fremgår endvidere, at hans revisor oplyste, at der mellem ejerne var en aftale om, at der ikke måtte udtages varer til favorabel pris, idet dette ikke ville være rimeligt overfor de andre anpartshavere henholdsvis interessenter, hvoraf den ene boede i ..., og således ikke ville kunne benytte sig af muligheden. Der betaltes derfor for varerne på samme vis, som når enhver anden kunde købte ind.

Sagsøgeren, der har gjort gældende at hverken ejere eller medarbejdere i H1 Konsum-koncernen måtte udtage varer til privatforbrug, har fremlagt et uunderskrevet udkast til en interessentskabskontrakt mellem ham og C og D. Dette udkast indeholder ingen bestemmelser om udtagelse af varer til privatforbrug.

Sagsøgeren har endvidere fremlagt kontoudtog fra 1996-1998 for sin egen og sin hustrus bankkonto.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af sagsøgeren, dennes ægtefælle B, C og registreret revisor RM.

Sagsøgeren har bl.a. forklaret, at hans far startede virksomheden H1. Han har selv hjulpet til i forretningen, fra han var lille. Han har taget eksamen fra Niels Brock og blev derefter ansat i H's afdeling i Y5-by. Han købte en andel af supermarkedet i Y1-by bl.a. ved hjælp af penge, som han havde sparet op på en etableringskonto. De første 3 år var han i interessentskab sammen med H1 ApS. Alle ansatte var med i en pulje, og de blev flyttet efter behov. Selv arbejdede han oftest i afdelingen i Y3-by. Han har ikke noget særligt kendskab til regnskaber eller lignende. Han har haft R1s firma som revisor i al den tid, han drev virksomhed. Bruttoavancen var 17,3-17,6 %, hvilket er et fornuftigt niveau i forhold til andre virksomheder i dagligvarebranchen. Sagsøgeren har ikke taget varer med hjem uden at betale for dem ved kassen. Det var overvejende hans hustru, der foretog indkøb. Hun var ansat i afdelingen i Y3-by. Han købte kun selv varer undtagelsesvis, hvis f.eks. B havde glemt at købe et eller andet. På det tidspunkt kunne man ikke betale med Dankort online i Y1-by; det blev først muligt i 1999. Han betalte mest med kontanter eller Dankortbonner. I afdelingen i Y1-by var der også en postafdeling. Han brugte også terminalen til at betale regninger i postafdelingen, derfor er der på hans konto en del hævninger på afrundede beløb. Han har ikke tidligere haft tvister med skattevæsenet. Han har ikke haft ulønnet arbejdskraft ansat. Han solgte virksomheden i Y1-by i 2001 og arbejdede derefter i Y3-by. I 2002 blev virksomheden helt afviklet.

B har bl.a. forklaret, at hun er butiksuddannet og har merkonomeksamen. Hun har ikke brugt merkonom-uddannelsen i hverdagen. Hun har været leder af grøntafdelingen i Y3-by. De ansatte og indehaverne udtog ikke varer, men betalte for varerne på normal vis. Det gjorde hun også selv.

Hun betalte kontant eller med Dankort. I Y3-by kunne man betale med Dankort online. Hun var på barsel i en stor del af tiden fra 1996 til 1998. Under barselsorlov handlede hun i afdelingen i Y1-by. De fremlagte kontoudskrifter vedrører mest indkøb af dagligvarer. Hun har vanskeligt ved at anslå familiens forbrug på dagligvarer i de omstridte indkomstår, men der kan muligt have været et forbrug på ca. 800 kr. pr. uge. Der kan i hvert fald ikke være tale om, at de brugte yderligere 3500 kr. pr. måned udover de indkøb, der fremgår af kontoudtogene. Der har ikke været ulønnede ansatte i supermarkedet i Y1-by.

C har bl.a. forklaret, at hun har været medejer af H1 Y1-by I/S og arbejdede som bogholder i den samlede virksomhed. I nødstilfælde arbejdede hun også i butikken. Hun er ikke formelt uddannet som bogholder, men har taget kurser i bogholderi. Hun arbejdede som bogholder i virksomheden fra ca. 1985 til 2002. Indehaverne tog ikke varer med hjem, men gik til kassen og betalte på normal vis. Udover nærværende sag og sagen vedrørende hendes egen ægtefælle, har der ikke været andre skattesager, som hun har kendskab til. Der var i Y3-by op til 30 ansatte om sommeren, men kun få om vinteren. Der var ikke ulønnet arbejdskraft.

Registreret revisor RM har bl.a. forklaret, at hun har været kundeansvarlig for H1 hos Revisionsfirmaet R1, hvor hun har været ansat i 17 år. Virksomheden har været kunde i 23 år. Vidnet har tidligere været revisor for andre supermarkeder. Hun har fået oplyst af indehaverne i H1, at de ikke tog varer ud til eget forbrug. Det var aftalt for ikke at forrykke balancen mellem indehaverne, bl.a. fordi nogle af disse var anpartshavere og andre interessenter. Det var tillige det mest enkle at håndtere regnskabsmæssigt, herunder ved udarbejdelse af momsregnskaber.

Der er intet i virksomhedens omsætning eller avance, der tyder på, at sagsøgeren skulle have udtaget varer for 3.500 kr. pr måned udover det salg, der fremgår af regnskaberne. Den i H1 Y1-by I/S opnåede bruttoavance var rimelig, nok lidt over middel for branchen, i hvert fald i forhold til supermarkedets beliggenhed. Det er derfor også usandsynligt, at der skulle være udtaget varer i større omfang uden betaling. Bogføringen i H1 har til stadighed været i overensstemmelse med reglerne herom, og bogholderen virkede pålidelig. Hun har intet kendskab til, at der skulle have været ulønnede ansatte.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand anført,

at	der ikke er grundlag for at foretage en skønsmæssig forhøjelse af hans skattepligtige personlige indkomst for 1996-1998, eftersom der ikke foreligger objektive holdepunkter for, at denne er forkert opgjort,
at	sagsøgeren ikke har udtaget varer fra det af H1 Y1-by I/S drevne supermarked i Y1-by centret i årene 1996-1998, men har købt varer og betalt kontant herfor,
at	de af H1 Y1-by I/S aflagte årsregnskaber er aflagt i overensstemmelse med bogføringslovens § 1 og mindstekravsbekendtgørelsens § 9, eftersom virksomheden har registreret vareforbrug som registrering af varelager primo og som varekøb i regnskabsåret,
at	H1 Y1-by I/S ikke har konstateret udtag af varer til skatteyders privatforbrug eller andet vareforbrug,
at	bogføring af varer udtaget fra virksomheden til en skatteyders privatforbrug ikke skal ske særskilt, hvis skatteyderen køber varerne fra virksomheden og på samme måde som øvrige kunder betaler kontant herfor, idet virksomhedens vareforbrug derved bliver registreret som en del af varesalget; og
at	vareforbrug alene skal oplyses særskilt, hvis virksomheden har et forbrug af varer, som ikke registreres som salg via virksomhedens kasseapparater.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand bl.a. anført,

at	der som udgangspunkt efter mindstekravsbekendtgørelsens § 9, stk. 1, påhviler sagsøger en pligt til at føre særskilt opgørelse over eget vareforbrug, og en sådan foreligger ikke,
at	skattemyndighederne derfor har været berettigede til at ansætte værdien af forbrug af egne varer i indkomstårene 1996, 1997 og 1998 skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 3, stk.4, jf. § 5, stk. 3,
at	skattemyndighedernes skøn ikke kan tilsidesættes som værende åbenbart urimeligt eller udøvet på fejlagtigt grundlag, hvilket det påhviler sagsøgeren at godtgøre, og hvilket sagsøgeren ikke har godtgjort,
at	sagsøgeren har udtaget varer til privat forbrug fra H1 Y1-by I/S,
at	det påhviler sagsøgeren at dokumentere, at de udtagne varer som påstået er betalt kontant eller ved Dankort. Denne bevisbyrde er ikke løftet af sagsøger.
at	sagsøgeren ikke har dokumenteret, at der i interessentskabet ikke måtte udtages varer til privat forbrug,
at	sagsøgeren trods opfordring ikke har dokumenteret, at interessentskabets bruttoavance svarer til, eller ligger over, branchens gennemsnit, hvilket må tillægges processuel skadevirkning,
at	Skatteankenævnet i ... Kommunes afgørelse i sagen vedrørende sagsøgers svoger, er uden relevans for nærværende sag, og
at	sagen, hvis landsretten tilsidesætter skattemyndighedernes skøn, skal hjemvises til fornyet behandling hos disse.

Landsrettens bemærkninger

Landsdommerne Henrik Bitsch og Lene Sigvardt udtaler

Det fremgår af sagsøgerens og Bs forklaringer, som vi har fundet troværdige, at der ikke af dem blev udtaget dagligvarer uden betaling. Det fremgår endvidere, at indkøb af dagligvarer fortrinsvis blev foretaget af sidstnævnte. Selvom det ikke af de fremlagte kontoudtog kan ses, hvor de pågældende betalinger har fundet sted, finder vi, at indholdet af kontoudtogene for Bs konto for 1996-1998 i antal posteringer og beløbsstørrelser er foreneligt med et normalt mønster for indkøb af dagligvarer, og dermed understøtter de afgivne forklaringer. Når dette sammenholdes med revisor RM's forklaring, herunder om baggrunden for aftalen mellem ejerne, og om de regnskabsmæssige forhold, har sagsøgeren i tilstrækkeligt omfang løftet sin bevisbyrde for, at der ikke af sagsøgeren er udtaget dagligvarer uden betaling. Herefter har der ikke været baggrund for at foretage skønsmæssig ansættelse af sagsøgerens indkomst for 1996-1998. Da sagen, som den er forelagt landsretten, alene vedrører forhøjelsen af sagsøgerens indtægt på grundlag af det påståede vareforbrug, er der herefter heller ikke baggrund for at hjemvise sagen til fornyet skønsmæssig ansættelse. Vi stemmer derfor for at tage sagsøgerens principale påstand til følge.

Landsdommer Erik Kjærgaard udtaler

Det påhviler sagsøgeren at godtgøre, at han ikke i det omhandlede supermarked har udtaget varer til eget forbrug. Herom er det navnlig forklaret, at sagsøgeren foretog indkøb af dagligvarer mod kontant betaling af sædvanlig kundepris for de pågældende varetyper. Sagsøgeren har imidlertid ikke oplyst objektive omstændigheder eller andre forhold, der kan understøtte eller sandsynliggøre rigtigheden af det anførte. Nogen særskilt registrering af sagsøgerens indkøb skete ikke, og sagsøgeren har trods opfordret hertil ikke kunnet dokumentere, at det mellem ejerne af H1 Y1-by I/S var aftalt, at der ikke uden betaling måtte udtages varer til privatforbrug. Det kan af de fremlagte kontoudtog endvidere ikke udledes, hvor betalingerne har fundet sted, eller hvad de vedrører. Under de anførte omstændigheder finder jeg, at sagsøgeren ikke har godtgjort eller sandsynliggjort, at udtagelse af varer til eget forbrug ikke har fundet sted. Da sagsøgeren heller ikke har bevist, at skattemyndighedernes skøn er åbenbart urimeligt eller er udøvet på fejlagtigt grundlag, stemmer jeg for at tage sagsøgtes principale frifindelsespåstand til følge.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at sagsøgeren, As skattepligtige indtægt nedsættes til det selvangivne som følger

- for indkomståret 1996 med 44.265,00 kr.
- for indkomståret 1997 med 45.405,00 kr.
- for indkomståret 1998 med 52.267,00 kr.

Inden 14 dage skal Skatteministeriet til A betale 15.000 kr. i sagsomkostninger.