Dato for udgivelse
15 nov 2002 13:09
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
8. oktober 2002
SKM-nummer
SKM2002.585.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-6-1680-0122
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Direktør, anpartshaver, bil, anskaffelsessum, værdi
Resumé

Et selskab var indeholdelsespligtig af A-skat af fri bil stillet til rådighed for direktøren. Værdien af fri bil blev ansat til 75 % af nyvognsprisen, idet der blev bortset fra mellemliggende salg og tilbagesalg af bilen, idet disse salg mellem to selskaber med til dels sammenfaldende ejerkreds og samme direktør ikke blev tillagt betydning.

Reference(r)

Kildeskatteloven § 46, stk. 1, 1. pkt.
Ligningsloven § 16, stk. 4

Klagen vedrører told- og skatteregionens afgørelse om at anse A ApS  for indeholdelsespligtig af A-skat m.m. af værdien af fri bil til B.

Det fremgår, at selskabets anpartshavere er C og D ApS (hovedaktionær B), der hver ejer 26 % af anparterne og E GmbH, der ejer de resterende 48 % af anparterne.

Det fremgår endvidere, at selskabet ejede to biler, en Audi A4 og en Opel Omega 3.0. Opel Omegaen er indregistreret første gang den 1. august 1996, og selskabet erhvervede bilen den 2. februar 1997 for 510.000 kr. Bilerne blev solgt henholdsvis den 25. januar 2000 (Audi A4) og den 18. november 1999 (Opel Omega) til F A/S for hhv. 150.000 og 240.000 kr. Bilerne blev købt tilbage af selskabet henholdsvis den 4. februar 2000 og den 16. december 1999 til samme pris.

Det er oplyst, at anparterne i F A/S ejes af E GmbH med 75 % og af selskabet med 25 %, og at E GmbH ejes 100 % af G, som er bosiddende i Tyskland.

Det er endvidere oplyst, at selskabet ved salget af Opel Omegaen indhentede en vurdering af bilens værdi i handel ved en Opelforhandler, som DAF ifølge selskabet anvender som vurderingsmand. Vurderingen af 12/11-1999 er sålydende:

”(…)

På Deres foranledning har jeg på mit værksted vurderet 1. stk. brugt Opel Omega 3,0, reg. nr. xxx. Vognen er 1. gang registreret den 1. august 1996. Speedometret udviser 78.100 km. Vognens stand og fremtræden svarer til alder og kørte km. Det skal dog bemærkes, at der er nogle småskader på karosseriet. Udbedring af disse skader skønnes at andrage 10.000 kr. inkl. moms. De har bedt mig vurdere hvad dette køretøj vil kunne forventes at indbringe ved salg i ren kontant handel efter de nævnte skader er udbedret. Jeg kan passende ansætte dette beløb til 250.000 kr.

(…) ”

Der er fremlagt kopi af DAF’s brugtvognskatalog fra 1999, hvor det af side 8 fremgår:

”De i kataloget anførte priser angiver den gennemsnitlige opnåelige forhandlerudsalgspris ved kontantsalg til forbruger for biler i normalt vedligeholdt og salgsklargjort stand. Den konkrete bils udsalgspris afhænger således dels af katalogets gennemsnitlige pris, og dels af den konkrete vurdering, foretaget af forhandleren.

Forhandlerens indkøbspris

Naturligvis kan automobilforhandleren ikke uden videre købe (indbytte) bilen til den kontante udsalgspris. Der må igen en konkret vurdering til. I denne indgår såvel beregnet istandsættelse som et serviceeftersyn, eventuelle udskiftninger og administrationsomkostninger, samt moms af det udførte arbejde og fortjeneste.”

Af brugtvognskataloget s. 88 fremgår endvidere, at en Opel Omega 3,0 MV6, 4-d, 5g, der har kørt 60.000 km, har en salgspris på 329.000 kr.

Herudover er det oplyst, at B er direktør i selskabet og i F A/S, og at begge selskaber stillede bilen (Opel Omega) til rådighed for direktøren i den periode, hvor de var ejer af bilen.

Selskabets repræsentanter har overfor Landsskatteretten oplyst, at overdragelsen af bilen skete på baggrund af overvejelser om gennemførelse af en omstrukturering af selskaberne, i hvilken forbindelse aktionærerne vurderede, at det ud fra et forretnings- og strukturmæssigt synspunkt var mest hensigtsmæssigt, at bilen blev overdraget til F A/S. Da bilen den 16. december 1999 blev tilbagesolgt fra F A/S var begrundelsen, at overvejelserne om gennemførelsen af en omstrukturering af selskaberne blev opgivet ultimo 1999. Imidlertid besluttede aktionærerne i begyndelsen af 2000 at genoptage overvejelserne om gennemførelse af en omstrukturering. I den forbindelse blev et revisionsfirma inddraget i overvejelserne, som resulterede i, at H ApS blev overdraget fra selskabet til F A/S samt at revisionsfirmaet udarbejdede et notat indeholdende forskellige muligheder for omstrukturering.

Ved den påklagede afgørelse har told- og skatteregionen anset virksomheden for pligtig fremover at indeholde A-skat m.m. af et beløb på 75.000 kr. som værdi af fri bil til B.

Told- og skatteregionen har som begrundelse for afgørelsen anført, at værdien af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, er skønnet til 300.000 kr. Regionen har nærmere anført, at efter ligningslovens § 16, stk. 1, udgør den skattepligtige værdi af fri bil 25 % af bilens værdi, og efter stk. 4, opgøres bilens værdi for biler, der er anskaffet mere end 3 år efter første indregistrering, til arbejdsgivers købspris inklusiv eventuelle istandsættelsesudgifter.

Told- og skatteregionen har videre anført, at den pris, som Opel har fastsat er den pris selskabet kan få, hvis det sælger bilen i ren handel. Bilens værdi i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4, er ikke den pris, som selskabet kan få for at sælge bilen, men derimod den pris som bilen kan sælges til af 3. mand. Denne pris svarer til arbejdsgivers købspris efter ligningslovens § 16, stk. 4. Således er Opels vurdering netop udtryk for, at selskabets købspris ved køb af bilen i fri handel ville være højere end Opels vurdering. Regionen har herved anført, at købsprisen ved tilbagekøbet ikke er den reelle værdi. Ud fra DAF’s katalog er prisen på den omhandlede Opel Omega 329.000 kr., når den har kørt 60.000 km. Regionen har endelig anført, at bilens værdi ud fra sagens oplysninger og brugtbilskataloget kan skønnes til mindst 300.000 kr.

Selskabet har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at selskabet alene er indeholdelsespligtig af A-skat m.m. af et beløb på 60.000 kr.

Selskabet har til støtte for påstanden anført, at den fastsatte købspris er fastsat på baggrund af en vurdering fra tredjepart, nemlig den af DAF udpegede vurderingsmand, der fastsatte værdien af bilen til 240.000 kr.

Selskabet har videre anført, at et aktiv ikke kan have forskellige værdier, når det er vurderet som et specieskøb af uvildige, professionelle vurderingsmænd i markedet og vurderingsprisen skulle tjene som afregningspris mellem to selskaber. Selskabet har herved anført, at det følger af tilgængelige internetsider (www.bilpriser.dk) og af DAF’s brugtbilskatalog, at der er forskellige priser på biler, alt efter om der er tale om køb eller salg. Det pointeres dog, at værdifastsættelsen skal ske ved en egentlig vurdering af den enkelte bil, således som det er sket ved selskabets køb af bilen.

Selskabets repræsentanter har anført, at selskaberne ikke er interesseforbundne og har herved henvist til ejerforholdene herunder stemmeværdien. Således er der ikke tale om en handel mellem interesseforbundne parter.

Selskabets repræsentanter har endvidere anført, at da der ikke er tale om en handel mellem interesseforbundne parter, er overdragelsesprisen udtryk for den reelle handelsværdi, som i øvrigt er fastsat af Opelforhandleren. Repræsentanterne har videre anført, at der ved overdragelserne er sket en omregistrering på Motorkontoret, og ved forsikringsforholdene efter de lovmæssig regler herom, idet ansvar og risiko følger den retsmæssige ejer af bilen.

Selskabets repræsentanter har endvidere henvist til Højesterets dom offentliggjort i TfS 1999.289, og Landsskatterettens kendelser offentliggjort i TfS 2000.430, og TfS 1977.145. Repræsentanterne har nærmere anført, at overdragelserne ikke har fundet sted mellem interesseforbundne parter, men mellem uafhængige parter med modstridende skattemæssige interesser, at der er forløbet en periode imellem salg og tilbagekøb, hvor der bestod en reel risiko for F A/S, at der ved overdragelse af bilen fra selskabet til F A/S hverken blev givet ret eller pligt til tilbagekøb eller forkøbsret, hvorfor F A/S som den retmæssige ejer havde fuld råderet over bilen, og at handlerne er dokumenteret ved omregistreringen på Motorkontoret samt ændringen af forsikringsforholdene. Endvidere er der ikke sket differenceafregning.

Told- og Skattestyrelsen har indstillet, at salg og tilbagekøb af bilen tilsidesættes i skattemæssig henseende, såfremt det ikke kan dokumenteres, at salget er sket som led i overvejelser om omstruktureringer.

Landsskatteretten udtaler:

Efter kildeskattelovens § 46, stk. 1, 1. pkt., skal den for hvis regning udbetaling af A-indkomst foretages, i forbindelse med denne udbetaling indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb.

I henhold til § 20, nr. 22, i bekendtgørelse nr. 1154 af 14. december 2000 om opkrævning af indkomstskat hos personer m.v., jf. kildeskattelovens § 43, skal en arbejdsgiver indeholde A-skat m.m. af værdien af hel eller delvis fri bil, som arbejdsgiveren stiller til rådighed for den ansatte, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Det følger af ligningslovens § 16, stk. 4, 1-4. pkt., at den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver som nævnt i stk. 1, sættes til en årlig værdi på 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 pct. af resten. Bilens skattepligtige værdi beregnes dog mindst af 160.000 kr. For biler, der er anskaffet af arbejdsgiveren højst tre år efter første indregistrering, opgøres bilens værdi i det indkomstår, hvori første indregistrering er foretaget, og i de to følgende indkomstår til den oprindelige nyvognspris og herefter til 75 pct. af nyvognsprisen. For biler, der er anskaffet mere end tre år efter første indregistrering, og for tidligere hyrevogne, der anskaffes uden berigtigelse af registreringsafgift, opgøres bilens værdi til arbejdsgiverens købspris inklusive eventuelle istandsættelsesudgifter. Da der ikke ses nogen forretningsmæssig begrundelse for de foretagne overdragelser af bilen mellem de 2 selskaber, hvori B er direktør, finder Landsskatteretten ikke grundlag for ved afgørelsen om indeholdelsespligt at tillægge disse overdragelser betydning.

Told- og skatteregionens afgørelse ændres derfor således, at selskabet pålægges at indeholde A-skat m.m. i værdi af fri bil på grundlag af 75 % af nyvognsprisen.