Dato for udgivelse
27 Nov 2006 12:31
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
21 Nov 2006 15:29
SKM-nummer
SKM2006.716.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
06-145075
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Obligation, indfrielseskurs, guld, afgrøder
Resumé

Skatterådet blev bedt om at tage stilling til, hvorvidt en obligation, hvor indfrielseskursen var afhængig af udviklingen på guld og afgrøder, var omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3. Skatterådet fandt, at obligationen var omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3.

Hjemmel
06-061308
Reference(r)

Kursgevinstlovens § 29, stk. 3

Henvisning
Ligningsvejledningen 2006-4 A.D.2.18.2.1

Spørgsmål

Vil fysiske personers gevinst og tab på den beskrevne obligation være omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3?

Svar

Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

"Baggrunden for anmodningen er, at Forespørger ønsker klarhed over de skattemæssige konsekvenser for kunder, der ønsker at investere i den pågældende obligation.

Forespørger ønsker at tilbyde kunderne en mulighed for at investere i en obligation, hvis afkast fordeler sig ligeligt mellem en investering i guld og en investering i indeks for afgrøder.

Obligationen har en garanteret indfrielseskurs på 100, når obligationen udløber.

Forespørger er udsteder af obligationen. Forespørger garanterer dermed indfrielseskursen på minimum 100.

Det er vigtigt for Forespørger, at kunne give den rigtige rådgivning til kunderne i forbindelse med salg af produktet, såvel som ved kundernes forespørgsel om udfyldelse af selvangivelse mv.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Forespørger ønsker at udstede en obligation der er kendetegnet ved, at det samlede afkast afhænger af udviklingen i guld og afgrøder.

Guld vægter 50 % i de finansielle instrumenter, der ligger bag investeringen. Afgrøder vægter også 50 %.

Afgrøder er et underindeks til et andet index, som er et af verdens førende råvareindeks. Indekset består i skrivende stund af 4 afgrøder.

Indekset er produktionsvægtet og justeres løbende efter hvor meget, der gennemsnitligt er produceret af afgrøderne i verden de seneste 5 år.

Obligationen har følgende karakteristika:

Obligationen udstedes i DKK og er uforrentet. Tegningsperioden løber fra den 19. juni 2006 til 7. juli 2006 og kursen er fastsat til 103 - der er ikke handelsomkostninger. Handelsdag er den 10. juli 2006. På denne dato fastsættes de endelige betingelser for obligationen, herunder deltagelsesgraden samt startværdien for råvarerne.

Udstedelsesdagen er den 13. juli 2006. Obligationen løber i 3 år, hvorfor udløbsdagen er den 13. juli 2009.

Obligationen indfries på udløbsdagen med et beløb, der beregnes som: Det nominelle beløb plus afkastet. Afkastet beregnes på følgende måde: Den vægtede procentvise stigning i råvarerne (dog maksimalt 35 %) x deltagelsesgraden x det nominelle beløb. Er råvarernes samlede udvikling negativ, når obligationen udløber, sættes stigningen til 0 %. Er råvarernes samlede udvikling større end 35 %, sætter vi stigningen til 35 %. Den procentvise stigning i hver råvare beregnes som: Slutværdi minus startværdi/startværdi. Deltagelsesgraden forventes at blive 90 % og fastsættes endeligt den 10. juli 2006.

Beregning af start- og slutværdi: Startværdierne fastlægges den 10. juli 2006 på basis af de officielle kurser på råvarerne. Slutværdien beregnes som et gennemsnit af fire månedlige slutkurser for de underliggende aktiver i de sidste tre måneder af obligationens løbetid. Første gang den 14. april 2009 og sidste gang den 10. juli 2009. Denne metode kan påvirke afkastet både positivt og negativt, afhængig af markedsudviklingen.

Forespørger stiller daglige købs- og salgskurser med et spænd på [3 %] under normale markedsvilkår. Den garanterede indfrielseskurs på 100 gælder kun på udløbsdagen. Sælges obligationen inden udløb, er der derfor en risiko, da kursen beregnes ud fra den aktuelle markedskurs på de finansielle instrumenter og markedsrenten. Stigninger i råvarerne vil først ved udløb slå igennem på kursen som beskrevet ovenfor; før udløb vil stigningen kun delvist slå igennem på kursen på obligationen.

Hvis Forespørger annullerer investeringen: Indtil 13. juli 2006 forbeholder Forespørger sig ret til at annullere eller udsætte investeringen, som kun vil blive gennemført, hvis der kan opnås en deltagelsesgrad på minimum 85 %. Ændrer markedsforholdene sig så meget, at deltagelsesgraden ikke kan opnås, kan vi udsætte udstedelsesdagen i op til to uger uden dit samtykke. Udløbsdagen fastholdes og investeringsperioden bliver i så fald kortere.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Obligationen anses for en pengefordring, da den giver kreditor et retligt krav på betaling i form af penge. Obligationen er omfattet af kursgevinstloven, der omfatter gevinst og tab ved afståelse eller indfrielse af pengefordringer, herunder obligationer jfr. lovens § 1.

Obligationen skal skattemæssigt behandles som et finansielt instrument jf. kursgevinstlovens § 29, stk. 3:

"Dette kapitel og kapitel 7 gælder også gevinst og tab på fordringer, der ikke er omfattet af §§ 4 og 5, hvis fordringen reguleres helt eller delvis i forhold til udviklingen i priser og andet på værdipapirer, varer og andre aktiver m.v., når blot udviklingen er af en karakter, som kan lægges til grund i en finansiel kontrakt, jf. dog § 10. Dette kapitel og kapitel 7 gælder dog ikke, hvis eventuel gevinst hos personer er omfattet af § 16 eller fordringen alene reguleres i forhold til udviklingen i de af Danmarks Statistik beregnede forbrugerprisindeks eller nettoprisindeks. Dette kapitel og kapitel 7 gælder heller ikke, hvis fordringen alene reguleres i forhold til udviklingen i tilsvarende officielle forbrugerprisindeks eller nettoprisindeks inden for Den Europæiske Union eller dens medlemsstater. Dette kapitel og kapitel 7 gælder altid for fordringer, der ganske vist opfylder betingelserne i 2. og 3. pkt. for ikke at være omfattet, men som herudover reguleres helt eller delvis i forhold til udviklingen i et andet grundlag, jf. 1. pkt., og for fordringer, som reguleres på grundlag af valuta og prisindeks som nævnt i 2. og 3. pkt., der ikke vedrører samme område. Udstedelse i fremmed valuta sidestilles med regulering på grundlag af den pågældende valuta. Prisindeks i et land, der deltager i euroen, og euroen antages at vedrøre samme område."

Banken anser obligationen for omfattet af ovennævnte regelsæt, idet fordringen ikke reguleres udelukkende i forhold til valuta eller forbrugerprisindeks. Der henvises tillige til SKM2006.4.LR, hvor 2 forskellige indekserede obligationer, blev anset for omfattet af reglerne i KGL § 29, stk. 3.

SKATs indstilling og begrundelse

Kursgevinstlovens nye § 29, stk. 3, har følgende ordlyd:

"Dette kapitel og kapitel 7 gælder også gevinst og tab på fordringer, der ikke er omfattet af §§ 4 og 5, hvis fordringen reguleres helt eller delvis i forhold til udviklingen i priser og andet på værdipapirer, varer og andre aktiver m.v., når blot udviklingen er af en karakter, som kan lægges til grund i en finansiel kontrakt, jf. dog § 10. Dette kapitel og kapitel 7 gælder dog ikke, hvis eventuel gevinst hos personer er omfattet af § 16 eller fordringen alene reguleres i forhold til udviklingen i de af Danmarks Statistik beregnede forbrugerprisindeks eller nettoprisindeks. Dette kapitel og kapitel 7 gælder heller ikke, hvis fordringen alene reguleres i forhold til udviklingen i tilsvarende officielle forbrugerprisindeks eller nettoprisindeks inden for Den Europæiske Union eller dens medlemsstater. Dette kapitel og kapitel 7 gælder altid for fordringer, der ganske vist opfylder betingelserne i 2. og 3. pkt. for ikke at være omfattet, men som herudover reguleres helt eller delvis i forhold til udviklingen i et andet grundlag, jf. pkt. 1, og for fordringer, som reguleres på grundlag af valuta og prisindeks som nævnt i 2. og 3. pkt., der ikke vedrører samme område. Udstedelse i fremmed valuta sidestilles med regulering på grundlag af den pågældende valuta. Prisindeks i et land, der deltager i euroen, og euroen antages at vedrøre samme område".

Kursgevinstlovens §§ 4 og 5 omfatter fordringer for selskaber. § 4 omhandler koncerninterne fordringer og § 5 gælder for fordringer, hvor renteindtægter af fordringen eller gevinster på fordringen på grund af en dobbeltbeskatningsoverenskomst ikke skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

SKAT har i den følgende besvarelse forudsat, at obligationerne ikke er omfattet af kursgevinstlovens §§ 4 og 5.

Det skal nu vurderes om resten i § 29, stk. 3, 1. pkt. er opfyldt, der lyder:

"Dette kapitel og kapitel 7 gælder også gevinst og tab på fordringer, der ikke er omfattet af §§ 4 og 5, hvis fordringen reguleres helt eller delvis i forhold til udviklingen i priser og andet på værdipapirer, varer og andre aktiver m.v., når blot udviklingen er af en karakter, som kan lægges til grund i en finansiel kontrakt, jf. dog § 10".

Det fremgår af det oplyste, at det samlede afkast afhænger af udviklingen i guld og råvarer, jf. sagsfremstillingen.

Det er SKATs vurdering, at ovennævnte regulering er omfattet af § 29, stk. 3, 1. pkt.

Det sidste som skal være opfyldt i § 29, stk. 3, 1. pkt., er, at "udviklingen er af en karakter, som kan lægges til grund i en finansiel kontrakt".

Det er SKATs vurdering, at det er muligt at lave en finansiel kontrakt, der følger udviklingen på den i sagsfremstillingen nævnte regulering af obligationen.

SKAT finder derfor med baggrund i ovenstående, at obligationerne er omfattet af § 29, stk. 3, 1. pkt.

Da obligationerne vil blive reguleret i andet end valuta, er det ikke nødvendigt at vurdere, om den øvrige del af § 29, stk. 3, medfører, at obligationen ikke skulle være omfattet af § 29, stk. 3, jf. § 29, stk. 3, 4. pkt.

Med baggrund i ovenstående finder SKAT, at obligationerne er omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3. Dette medfører, at obligationen på kreditorsiden skal beskattes i henhold til kursgevinstlovens kapitel 6 og 7.

Styrelsen indstiller, at der svares ja til spørgsmålet.

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling