Parter
A
(advokat Olav Willadsen)
mod
SKAT, Skattecenter København (tidligere ToldSkat København)
(kammeradvokaten ved advokat Per Michael Klausen)
Afsagt af højesteretsdommerne
Wendler Pedersen, Poul Sørensen, Per Walsøe, Børge Dahl og Henrik Waaben.
I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 2. afdeling den 13. december 2004.
Påstande
Appellanten, A, har gentaget sin principale påstand og nedlagt subsidiær påstand om, at en mindre del af de anførte modregninger på 977 kr., 250 kr. og 1.324 kr. kendes uberettigede, mere subsidiært at sagen hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.
Indstævnte, SKAT, Skattecenter København, har påstået stadfæstelse.
Højesterets begrundelse og resultat
Under den foreliggende sag om berettigelsen af det offentliges modregning med krav vedrørende skatterestance og underholdsbidrag i As krav på overskydende skat kan der ikke ske prøvelse af de afgørelser, som ligger til grund for modkravene, men alene prøvelse af, om betingelserne for modregning er opfyldt, herunder om krav, der er bragt i modregning, efterfølgende er betalt eller forældet, og om der er modregnet med modkrav i rette rækkefølge.
Det følger af kildeskattelovens § 62, stk. 3, at krav vedrørende restskat skal modregnes i krav på overskydende skat. Modregning med andre offentlige krav må stå tilbage herfor.
Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at der i juli 2002 var en ubetalt skattegæld vedrørende 1996 på 2.642 kr., og at kravet ikke var forældet, jf. § 5 i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter mv., jf. retsplejelovens § 527 og § 2, 2. pkt., i forældelsesloven af 1908.
Hvad der herefter resterer af den overskydende skat kan anvendes til afskrivning på underholdsbidrag og gebyrer, som A er pålagt, jf. børnetilskudslovens § 18, stk. 3.
Med disse bemærkninger stadfæster Højesteret dommen.
Da sagen således hjemvises til gennemførelse af modregning i overensstemmelse med SKAT's synspunkter, pålægges der omkostninger som nedenfor bestemt.
T h i k e n d e s f o r r e t
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 25.000 kr. til SKAT, Skattecenter København.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sagsomkostningsbeløbet for Højesteret forrentes efter rentelovens § 8 a.