Parter

HX Danmark A/S (tidligere H1 Danmark A/S)
(advokat Søren Lehmann Nielsen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Lars Apostoli)

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 11. afdeling den 16. maj 2000.

Afsagt af højesteretsdommerne

Hermann, Wendler Pedersen, Torben Melchior, Lene Pagter Kristensen og Jytte Scharling.

Appellanten, HX Danmark A/S (tidligere H1 Danmark A/S), har gentaget sin påstand.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse, subsidiært hjemvisning af sagen til fornyet ansættelse.

Appellanten har - for det tilfælde, at det måtte blive lagt til grund, at F1 Fabrik AB har ydet appellanten et tilskud - for Højesteret yderligere gjort gældende, at skattelovgivningen ikke giver hjemmel til at beskatte et sådant kapitalindskud.

Skatteministeriet har heroverfor anført, at beskatningen har hjemmel i statsskattelovens § 4, jf. selskabskattelovens § 8 sammenholdt med selskabskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1.

Til brug for Højesteret er der tilvejebragt yderligere oplysninger og afgivet en supplerende forklaring af LP.

Højesterets bemærkninger

Overdragelsesaftalen af 3. juli 1990 blev indgået mellem det daværende H2 A/S og H3 A/S på den ene side og F1 Fabrik AB (moderselskabet) og appellanten på den anden side. Køber- og sælgersiden fastsatte i aftalen blandt andet et vederlag på 72 mio, kr. for "goodwill" knyttet til de overdragne produktionsvirksomheder. Højesteret tiltræder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte landsskatterettens vurdering, hvorefter 48 mio. kr. heraf må henføres til konfekturevirksomheden. Højesteret har herved også lagt vægt på angivelsen af merværdien i det promemoria, der lå til grund for erhvervelsen.

Ejendomsretten til goodwill i form af kundekreds, forretningsforbindelser og lignende kan ikke overdrages som et særskilt aktiv løsrevet fra den virksomhed, som goodwillen knytter sig til.

Tre dommere - Hermann, Wendler Pedersen og Torben Melchior udtaler herefter:

I overdragelsesaftalen er goodwill for produktionsvirksomhederne - i en opregning, der bl.a. også angiver en merværdi i salgsselskaberne på 155 mio. kr., som moderselskabet erhvervede - opgjort til 72 mio. kr. Udgangspunktet må herefter være, at der i overensstemmelse med almindelig sprogbrug sigtes til goodwill i form af kundekreds, forretningsforbindelser og lignende tilkommende appellanten. Det må derfor påhvile appellanten at bevise, at de 48 mio. kr. , der indgår i beløbet på 72 mio. kr., som samlet og uden nogen specifikation i overdragelsesaftalen med bilag angives at være betalt for goodwill i de overdragne virksomheder, helt eller delvist er betaling for en merværdi, som ikke i skatteretlig henseende er goodwill, der tilkommer appellanten.

Det er efter vores opfattelse ikke bevist, at den nævnte goodwill på 48 mio. kr. helt eller delvist er en "koncerngoodwill", der har sammenhæng med "synergieffekten" som følge af koncernforholdet, og som derfor skal henføres til moderselskabet.

Det forhold, at salget af appellantens produkter efter overdragelsen skete med tab, kan heller ikke anses som bevis for, at goodwillen ikke på overdragelsestidspunktet var 48 mio. kr. Det beroede således på de erhvervende selskabers egen beslutning, at salget efter overdragelsen i vidt omfang skete via søsterselskaber og til priser, der var fastsat af moderselskabet. Heller ikke oplysningerne om, at den efterfølgende udvikling viste, at virksomheden på overdragelsestidspunktet var overvurderet, kan føre til en ændret vurdering af goodwillen på dette tidspunkt.

Der er herefter ved moderselskabets betaling af 48 mio. kr. af købesummen sket betaling for et aktiv, som appellanten erhvervede. Vi finder, at der i statsskattelovens § 4 sammenholdt med selskabsskattelovens § 8 og § 13, stk. 1, nr. 1, er hjemmel til at indkomstbeskatte en sådan betaling.

Vi stemmer herefter for at stadfæste dommen.

Dommerne Lene Pagter Kristensen og Jytte Scharling udtaler:

Ved overdragelsesaftalen, som appellanten og dennes moderselskab indgik i fællesskab, opnåede moderselskabet at få kontrol med en konkurrerende virksomhed og mulighed for på koncernbasis at drage nytte af synergieffekter, der kunne forbedre indtjeningen også i koncernens eksisterende konfektureproduktioner. Aftalen indebar bl.a., at moderselskabet fik ejendomsretten til konfekturevirksomhedens varemærker og patenter, ligesom moderselskabet overtog styringen af virksomheden og kontrollen med dennes udenlandske salgsselskaber, der udgjorde en meget væsentlig del af virksomhedens kundekreds. Vi finder på denne baggrund, at vederlaget på 48 mio. kr. for "goodwill" ikke alene kan antages at vedrøre goodwill i form af kundekreds, forretningsforbindelser m.v. forbundet med de konfektureaktiviteter, som blev overdraget til appellanten, men at vederlaget tillige omfattede den merpris, som moderselskabet var villig til at betale for de øgede indtjeningsmuligheder, som fulgte af de ovenfor omtalte koncernfordele.

Da appellanten alene kan anses for at være skattepligtig af den del af det betalte vederlag på 48 mio. kr., som modsvarer værdien af den goodwill, som var knyttet til de konfektureaktiviteter, som appellanten fik overladt i forbindelse med købet, stemmer vi herefter for at tage appellantens mere subsidiære påstand til følge, således at appellantens skatteansættelse for skatteåret 1991/1992 hjemvises til fornyet ansættelse.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, HX Danmark A/S (tidligere H1 Danmark A/S), betale 700.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.