Dato for udgivelse
11 mar 2002 15:39
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
30. januar 2002
SKM-nummer
SKM2002.146.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
I 118/1999
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Fordringstab, valutaterminsforretning, kautionsforpligtelse, regrestab
Resumé

Hovedaktionærs tab på regresfordringer mod sine selskaber ikke anset for omfattet af kursgevinstlovens § 6, idet hverken pengeinstitutternes fordring mod selskaberne, som indstævntes regresfordring mod selskaberne var at anse som fordringer i fremmed valuta eller reguleret i forhold til fremmed valuta

Reference(r)

Kursgevinstloven § 6 (dagældende)

Parter

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat H.C. Vinten)

mod

A
(advokat Preben Kønig)

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 11. afdeling den 14. januar 1999.

Afsagt af højesteretsdommerne

Hermann, Wendler Pedersen, Per Sørensen, Lene Pagter Kristensen og Jytte Scharling.

Appellanten, Skatteministeriet, har gentaget sine påstande.

Indstævnte, A, har principalt gentaget sin påstand og har subsidiært påstået stadfæstelse.

Skatteministeriet har for Højesteret anerkendt, at debitorselskaberne ikke var i stand til at betale As fordringer ved udgangen af 1992, samt at Salling Bank fordrede og fik forlods dækning for sit krav gennem As kaution.

Parterne er for Højesteret enige om, at spørgsmålet om, hvorvidt A ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst kan fradrage sit tab på regresfordringerne mod selskaberne H1 Finance ApS og H2 Investment ApS, skal afgøres efter § 6, stk. 1, i kursgevinstloven, således som denne bestemmelse var affattet ved lov nr. 394 af 6. juni 1991. Bestemmelsen var sålydende:

"Gevinst og tab på fordringer og gæld i fremmed valuta medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst . ... Fordringer og gæld i danske kroner betragtes som fordringer og gæld i fremmed valuta, hvis hovedstolen henholdsvis restgælden reguleres i forhold til en eller flere valutakurser."

Skatteministeriet har sammenfattende til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at hverken pengeinstitutternes fordringer mod H1 Finance ApS og H2 Investment Aps eller As regresfordringer mod selskaberne var fordringer i fremmed valuta, ligesom hverken hovedstol eller restgæld blev reguleret i forhold til en eller flere valutakurser.

A har til støtte for sin påstand om fradragsret for sine tab navnlig anført, at de er direkte afledt af udviklingen i en eller flere fremmede valutaer, jf. kursgevinstlovens § 6, stk. 1, sidste punktum.

Salling Bank A/S bekræftede ved skrivelse af 26. juli 1991 aftalen med H1 Finance ApS om en "4 års forretning DEM/ITL". Det hedder i skrivelsen bl.a.:

"Vi bekræfter hermed detaljerne vedrørende følgende 4 års forretning indgået mellem Dem og Salling Bank A/S, i overensstemmelse med det nedenforanførte juridiske dokumentationsgrundlag.

Kontraktdato: 24. juli 1991

Valuta A:

ITL

Valuta B:

DEM

Valuta A betaler:

Salling Bank A/S renter på

Valuta B betaler:

De rente på

Påbegyndelsesdato:

26. juli 1991

Udløbsdato:

26. juli 1995

Valuta A beløbsstørrelse:

ITL 1.862.500.000,-

Valuta B beløbsstørrelse:

DEM 2.500.000,

Valutakurs:

74500,00

Udveksling af hovedstole:

Ingen

Valuta A rentesats:

12,40 % 360/360

Valuta B rentesats:

9,35 % 360/360

Betalingshyppighed:

Helårlig både på DEM og ITL

Betalingsdatoer:

270792 - 260793 - 260794 - 260795"

Der er til brug for Højesteret tilvejebragt yderligere oplysninger og afgivet supplerende forklaringer.

B har forklaret bl.a., at begge selskaber, H1 Finance ApS og H2 Investment ApS, drev samme type virksomhed, nemlig valutaterminsforretninger. Forretningerne kom typisk i stand på den måde, at selskabet eller selskaberne hos det enkelte pengeinstitut, hvoraf man havde 6 - 7 samarbejdspartnere, stillede en vis sikkerhed. Det kunne f.eks. være 1.000.000 danske kroner eller modværdien heraf i hvilken som helst valuta. For denne sikkerhed opnåede selskabet en ramme, inden for hvilken man kunne handle valuta f.eks. svarende til 10.000.000 danske kroner. Aktiviteten gik herefter ud på at låne i lavt forrentet valuta og investere den lånte kapital i højt forrentede valutaer. Denne aktivitet udgjorde skønsmæssigt omkring 95 % af selskabernes aktiviteter, idet der også i meget begrænset omfang var aktiehandel.

Statsautoriseret revisor KS har forklaret bl.a., at selskabernes aktiviteter i den periode, han fungerede som revisor for disse, var valutaspekulationsforretninger i fremmed valuta. Han har ikke nogen erindring om, at selskaberne også handlede aktier. Sammenbruddet skete i efteråret 1992 på grund af markedets drastiske ændring, og selskabsdeltagerne valgte at afhandle forretningerne med forholdsvis store tab.

Højesterets bemærkninger

De tab, som A ønsker fradrag for i medfør af § 6, stk. 1, i den dagældende kursgevinstlov, vedrører regresfordringer mod selskaberne H1 Finance ApS og H2 Investment ApS som følge af, at han har måttet indfri sine kautionsforpligtelser. Sådanne regresfordringer stiftes ved kautionistens indfrielse af kautionsforpligtelserne og er omfattet af kursgevinstloven. Fordringshaveren (kautionisten) vil derfor kunne fradrage sine tab i den skattepligtige indkomst, hvis betingelserne herfor i kursgevinstloven i øvrigt er opfyldt. Fradrag i medfør af den dagældende § 6 forudsætter, at regresfordringen er i fremmed valuta, eller at dens hovedstol eller restgæld reguleres i forhold til en eller flere valutakurser.

As regresfordring vedrørende kautionen over for Salling Bank angik en renteswapforretning indgået af H1 Finance ApS og banken i henhold til aftale af 26. juli 1991. Det lægges efter bevisførelsen til grund, at forretningen var baseret på differenceafregning. Der kunne derfor ikke opstå noget retligt krav på betaling forud for afviklingsdagen, og det må efter arrangementets karakter lægges til grund, at aftalen indebar, at kun en af aftaleparterne var forpligtet til at betale den anden part et beløb, og at dette beløb skulle betales i danske kroner. Salling Bank opgjorde da også sit krav mod selskabet og mod A som kautionist i danske kroner. Hverken bankens fordringer mod selskabet og A eller As regresfordring var således i fremmed valuta eller reguleret i forhold til fremmed valuta. Betingelserne for fradrag i kursgevinstlovens § 6, stk. 1, er således ikke opfyldt.

As regresfordring på 395.440,33 kr. vedrørende kautionen over for Jyske Bank angik en valutaterminsforretning indgået af H1 Finance ApS. Der er ikke under sagen fremlagt bilag til belysning af arrangementets nærmere indhold, men det må efter arrangementets karakter lægges til grund, at også denne forretning skulle afvikles ved differenceafregning. B har om selskabernes valutaterminsforretninger generelt forklaret, at tabene gik ind over en clearingkonto og blev betalt i danske kroner over kassekreditten. Som sagen er oplyst, finder Højesteret herefter, at arrangementet med Jyske Bank i skattemæssig henseende må betragtes på samme måde som arrangementet med Salling Bank. Heller ikke for denne fordrings vedkommende er betingelserne for fradrag i medfør af kursgevinstlovens § 6 således opfyldt.

Hafnia Erhvervsbanks fordringer mod H1 Finance ApS og H2 Investment ApS vedrørte efter det oplyste restgælden på konti, der blev ført i danske kroner. Gælden hidrørte bl.a. fra to optionspræmier, der var afregnet og opkrævet i danske kroner, ligesom bankens fordringer mod A var opgjort i danske kroner. Der er derfor heller ikke fradragsret for disse fordringer i medfør af kursgevinstlovens § 6.

Højesteret tager herefter Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Appellanten, Skatteministeriet, frifindes.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal indstævnte, A, inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 125.000 kr. til Skatteministeriet.