A klagede til Landsskatteretten over, at skatteankenævnet for indkomståret 1997 havde ansat værdi af fri bil til 46.000 kr.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren er hovedanpartshaver i B ApS. Virksomheden ligger ca. 18 km fra klagerens bopæl. Selskabet anskaffede den 30. juni 1995 en Peugeot 605 2,0i. Klageren har oplyst, at bilen stod på selskabets adresse, når den ikke blev anvendt. Der er ikke ført kørselsregnskab for bilen. Klageren ejede i det påklagede indkomstår en Mercedes MB100 D.

Af en skrivelse af 15. juni 1995, underskrevet af klageren og hans ægtefælle, skrevet på B ApS's brevpapir fremgår følgende:

"Intern meddelelse: Vedr. ny leaset firmabil.

Leaset Peugeot 605. Må kun benyttes i tjeneste, og ikke til privatkørsel.
Bilen anvendes til kunde, leverandørbesøg eller varekørsel.

C har rådighedsretten og ansvar for bilen i embeds medfør.

Bilen skal altid henstå på virksomheden efter arbejdstids ophør.

Skal bilen benyttes af andre, udleveres nøgle af C"

Af en skrivelse af 15. marts 1999 til kommune, underskrevet af C, der var direktør i selskabet og klagerens fader, fremgår følgende:

"Det kan oplyses, at firmabil udelukkende er benyttet til kunde/leverandørbesøg samt varetransport.

At samtlige medarbejdere ved leasing af bilen er gjort opmærksom på at denne kun måtte benyttes i firma interesse og herfor har henstået på firmaadressen efter tjenestebrug. Endvidere er der i 6. måned 1995 indkøbt en anden nyere Peugeot til privatbefordring indtil dato.

Det kan samtidig oplyses at afstanden fra bolig til arbejde for undertegnede i perioden har været ..... Samtlige medarbejdere har endvidere i perioden disponeret over egen bil.

Det må herfor konkluderes at der efter nøje overvejelser blev indkøbt privat bil og leasede bil udelukkende er benyttet i firmaets tjeneste."

Skatteankenævnet har ved den påklagede afgørelse ansat værdi af fri bil til 46.000 kr. Nævnet har henvist til, at klageren ikke på nogen måde har dokumenteret, at selskabets bil ikke er anvendt til privat kørsel, idet der kun foreligger en intern meddelelse til de ansatte om, at bilen ikke må bruges til privat kørsel. Som hovedanpartshaver skulle klageren føre kontrol med det samlede personale og sig selv, og han har som følge heraf pådraget sig skærpede dokumentationskrav vedrørende bilens anvendelse. Nævnet har fundet, at de skærpede dokumentationskrav ikke er opfyldt, idet der blandt andet er henset til, at der ikke er ført noget kilometerregnskab over bilens anvendelse. Nævnet har henvist til ligningslovens § 16, stk. 4, og Østre Landsrets dom af 20. november 1998. Der er endvidere henvist til en artikel af Tommy V. Christiansen i Juridisk Ugebrev 1999 nr. 2.

Klageren har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at den foretagne beskatning ophæves. Han har henvist til, at han i juni 1995 købte en Mercedes MB100 D, der på daværende tidspunkt havde kørt 177.000 km, og at denne bil i januar 2000 havde kørt 310.000 km. Han har anført, at det ikke ville være muligt at køre alle disse kilometer, hvis han også skulle have kørt i selskabets Peugeot 605. Selv om klageren var hovedanpartshaver, var det virksomhedens direktør, C, der ene og alene havde ansvaret for og rådighedsretten over køretøjet. Han har endvidere anført, at han i perioden også har haft rådighed over en Peugeot, der ejes af hans samlever.

Landsskatteretten udtalte:

Efter ligningslovens § 16, stk. 4, ansættes den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver til en årlig værdi på en procentdel af bilens værdi, dog mindst 150.000 kr. og højst 400.000 kr. Procentdelen udgør 23 for indkomståret 1997.

På baggrund af de i sagen foreliggende oplysninger, herunder A's skrivelse af 15. marts 1999 til kommune, finder retten, at det må lægges til grund, at selskabets bil har stået på selskabets adresse uden for arbejdstid. Retten finder endvidere, at klageren ved skrivelsen af 15. juni 1995 må anses at have fraskrevet sig retten til at anvende selskabets bil til privat kørsel.

I en situation som den foreliggende, hvor selskabet ikke har adresse på klagerens bopæl, og hvor det må lægges til grund, at selskabets bil ikke har stået på klagerens bopæl uden for arbejdstid, finder retten, at det ikke kan påhvile klageren, uanset at han er hovedanpartshaver i selskabet, at dokumentere, at selskabets bil ikke har stået til rådighed for privat kørsel.

Retten finder efter en samlet vurdering af de i sagen foreliggende oplysninger, at der ikke er grundlag for at antage, at selskabets bil skulle have stået til rådighed for klagerens private benyttelse. Den foretagne ansættelse ophæves derfor.