Dato for udgivelse
1. marts 2001
SKM-nummer
SKM2001.5.TSS
Myndighed
Told- og Skattestyrelsen
Sagsnummer
99/00-305-00124
Dokument type
Meddelelse
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
moms, fakturakrav, momsbekendtgørelsen, ejendomsskattebilletten, fakturadato, dispensation, PBS-oversigt, 2001
Resumé
Told- og Skattestyrelsen har dispenseret fra fakturakravene i momsbekendtgørelsens § 40, stk. 1, vedrørende ejendomsskattebilletten.
Reference(r)
Momsbekendtgørelsen § 40, stk. 1 og
Momsbekendtgørelsen § 46
Momsvejledningen 2000 F.1.2
Kommunernes Landsforening har anmodet styrelsen om en dispensation fra fakturakravene på ejendomsskattebilletten. Baggrunden er, at ejendomsskattebilletten ikke opfylder kravene i momsbekendtgørelsens § 40, stk. 1.

På den tidligere ejendomsskattebillet og tilhørende giroindbetalingskort manglede der en fakturadato. Nederst på ejendomsskattebilletten var påtrykt en tekst, der fastslog at momsen af de enkelte rater først kunne medregnes til den indgående moms på tidspunktet for sidste rettidige betalingsdag.

Styrelsen har imødekommet Kommunernes Landsforenings anmodning om en dispensation fra fakturakravene i momsbekendtgørelsens § 40, stk. 1.

Dispensationen jf. momsbekendtgørelsens § 46, er givet under forudsætning af at ejendomsskattebilletten bevarer sin nuværende form og at de enkelte girokort eller transaktionerne i PBS-oversigten, påføres en fakturadato og et momsbeløb. Herved vil selve ejendomsskattebilletten ikke blive anset som en faktura, men som en samlet specifikation af de enkelte rater. Af tekniske årsager har det ikke været muligt at placere momsbeløb og fakturadato på de enkelte girokort. Fakturadatoen og momsbeløbet for hver rate er i stedet indsat på selve ejendomsskattebilletten, hvilket styrelsen har godtaget. Girokort og transaktionerne i PBS-oversigten ændres ikke.

Kommunerne skal som hovedregel momsberigtige hele det opkrævede beløb i den momsperiode, hvori den samlede udsendelse af giroindbetalingskortene finder sted. En fravigelse fra denne hovedregel er tilladt, da indbetalingerne er forsynet med hver sin fakturadato, som kan anvendes ved opgørelse af momstilsvaret, jf. momslovens § 23, stk. 2. Der henvises til momsvejledning 2000 afsnit F.1.2.

Den tidligere påtrykte tekst, der fastslog at momsen af de enkelte rater først kunne medregnes til den indgående moms på tidspunktet for sidste rettidige betalingsdag, er rettet således, at det fremgår, at det er fakturadatoen for de enkelte rater, der afgør hvilken afgiftsperiode momsen kan henføres til jf. momslovens §§ 56, stk. 3 og 37.