Efter § 29 skal gevinst og tab på terminskontrakter og aftaler om køberetter og salgsretter medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Disse kontraktstyper beskrives nedenfor.

TerminskontrakterEn terminskontrakt (forwardkontrakt) er en aftale om overdragelse af et aktiv eller en gældsforpligtelse til en på forhånd fastsat pris, hvor afvikling af kontrakten finder sted efter aftaletidspunktet.

Købsterminskontrakter giver udstederen og erhververen pligt til at sælge henholdsvis købe en fastsat mængde af et bestemt aktiv eller passiv på en bestemt fremtidig dato til en pris, der er aftalt i kontrakten.

Salgsterminskontrakter giver udstederen og erhververen pligt til at købe henholdsvis sælge en fastsat mængde af et bestemt aktiv eller passiv på en bestemt fremtidig dato til en pris, der er aftalt i kontrakten.

Futures er standardiserede terminskontrakter med hensyn til f.eks. løbetid, kontraktstørrelse og underliggende aktiver.

Ved terminskontrakter er der symmetri mellem erhververens og udstederens risiko, da der er tale om en gensidig forpligtelse.

Spotforretninger Som terminskontrakter betragtes dog ikke aftaler, hvor afviklingstidspunktet nok ligger senere end aftaletidspunktet, men hvor afvikling finder sted inden for den afviklingsfrist, der på området anses for at være sædvanlig, jf. § 29, stk. 2. Sådanne forretninger anses fortsat for spotforretninger. De falder dermed uden for §§ 29-33. Spotforretningens genstand beskattes efter de almindelige regler for denne type aktiv eller passiv.

Købe- og salgsretter Ved en aftale om en køberet forstås en aftale om, at køberettens indehaver (erhververen) har en ret, men ikke en pligt til at erhverve et aktiv eller et passiv til en på forhånd aftalt pris på eller inden et bestemt tidspunkt. Udstederen er forpligtet til at sælge, hvis køberetten udnyttes.

Køberetter kan være omfattet af § 29, selv om der i aftalen er fastsat betingelser, der indebærer, at der kan herske en vis usikkerhed om, hvorvidt retten vil blive udnyttet.

Køberetter kaldes ofte call-optioner.

En aftale om en salgsret er en aftale om, at salgsrettens indehaver (erhververen) har en ret, men ikke en pligt til at afstå et aktiv eller passiv til en på forhånd aftalt pris på eller inden et bestemt tidspunkt. Udstederen af salgsretten er forpligtet til at købe, hvis salgsretten udnyttes. I SKM2003.184.LR fandt Ligningsrådet at en aktionærs ret til at sælge sin aktiepost i overensstemmelse med de vilkår der var aftalt i en aktionæroverenskomst var en salgsret omfattet af KGL § 29.

Salgsretter kaldes ofte put-optioner.

Ved udløbsdagen på købe- og salgsretter forstås den dag, hvor kontrakten udnyttes eller udløber uudnyttet. Udstederen har en pligt til henholdsvis at sælge eller købe. Erhververen af f.eks. en køberet har således en valgret, mens udstederen har en tilsvarende eventualforpligtelse. Erhververen betaler en præmie (optionspræmien) til udstederen for retten til at købe eller sælge det underliggende aktiv. Erhververens tabsrisiko er begrænset til den betalte præmie, mens gevinstmuligheden i princippet er ubegrænset. Udstederens gevinstmulighed er begrænset til den modtagne præmie, hvorimod tabsrisikoen i princippet er ubegrænset. Ved købe- og salgsretter er der altså ikke, som ved terminskontrakter, symmetri mellem udsteders og erhververs risiko.

Andre kontrakter  Reglerne om terminskontrakter samt aftaler om købe- og salgsretter anvendes på andre aftale- og kontrakttyper end de, der benævnes som sådan. Det gælder, hvis de f.eks. er sammensat af terminskontrakter samt købe- og salgsretter. Det vil eksempelvis være tilfældet for en aftale om en køberet til en terminskontrakt. Opfylder en kontrakt ikke betingelserne for at være omfattet af § 29, beskattes gevinst eller tab efter skattelovgivningens almindelige regler. Om kontrakter omfattet af § 29, se afsnit A.D.2.18.1. De følgende omtalte afgørelser, der er truffet i henhold til den tidligere gældende KGL § 8 C, anses fortsat for gældende i relation til § 29 i den nugældende kursgevinstlov, jf. lovbekendtgørelse nr. 806 af 24. september 2003.

Warrants Begrebet warrant bruges i flere betydninger og kan vedrøre aktiver som aktier, obligationer eller valuta.

En warrant kan således bl.a. være en ret til at købe (eller sælge) allerede udstedte aktier eller til at tegne nye aktier. En warrant, der er en tegningsret til aktier m.v., beskattes efter aktieavancebeskatningslovens regler. Tegningsretter til aktier m.v. er udtrykkeligt undtaget fra § 29, jf. § 30, stk. 1, nr. 2. Se nærmere afsnit A.D.2.18.3.2.

Warrants, der indeholder retten til at erhverve obligationer, bortset fra konvertible obligationer, er omfattet af § 29. Om konvertible obligationer, se LV Selskaber og aktionærer afsnit S.G.13. Da warrants således ikke er fast defineret, men betegnelsen for en vifte af kontrakter, skal det derfor ved den skattemæssige behandling afgøres konkret, hvilke(t) regelsæt der skal anvendes. 

Indløsningsretter Et selskabs indløsningsret i henhold til selskabets vedtægter er omfattet af § 29. Interessentskabskontrakter vil ofte indeholde købe- og salgsretter.

Bytteretter KGL § 29 kan også finde anvendelse på aftaler om bytteret. En bytteret indebærer en ret til at afstå et aktiv mod at erhverve et andet aktiv og indeholder således både en afståelsesret og en erhvervelsesret.

REPO-forretninger I afgørelsen TfS 1995, 48 LSR fandt Landsskatteretten, at REPO-forretningerne - efter det oplyste om formålet og om den indbyrdes sammenhæng mellem de dispositioner, der indgik i forretningerne - reelt dækker over låneforhold med sikkerhedsstillelse i obligationer/skatkammerbeviser. REPO-forretninger omfattes dermed ikke af KGL § 29. Afgørelsen antages også at omfatte REPO-forretninger på andre værdipapirer end obligationer og skatkammerbeviser.

FRA's Ligningsrådet har vejledende udtalt, at en Forward Rate Agreement (FRA), der bestod af to modsatrettede terminskontrakter ansås for omfattet af dagældende KGL § 8 C-G, TfS 1993, 562 LR.

Swaps En swapaftale er en ubetinget gensidig forpligtelse indgået på aftaledagen mellem normalt to parter om bytte af f.eks rente på to (reelle eller fiktive) lån eller fordringer.

Swapmarkedet er præget af individuelle aftaler med særdeles forskellige kontraktbestemmelser. Består swapaftalen af et antal elementer, beskattes de enkelte elementer og ikke instrumentet som sådant. Indgår der i en swap elementer i form af terminskontrakter og aftaler om købe- og salgsretter, sker beskatningen efter §§ 29-33 for disse elementers vedkommende.

For swaps gælder derfor, at det ved en konkret vurdering af aftalen må afgøres, hvorvidt reglerne for finansielle kontrakter skal anvendes i forhold til swapaftalen eller enkelte elementer i denne.

Det er SKATs opfattelse, at som hovedregel er swaps omfattet af kursgevinstlovens § 29.

I SKM2006.451.SR fandt Skatterådet, at renteswaps skulle anses som terminskontrakter og dermed var omfattet af kursgevinstlovens § 29. Jf. dertil SKM2007.437.SR.

TfS 1999, 845 HRD handlede om et erhvervsdrivende selskab og en bank der før 1. juli 1991 havde indgået 2 swapaftaler. Aftalerne bestod i, at der på fremtidige afregningstidspunkter skulle udveksles (byttes) beløb i to udenlandske valutaer. Højesteret fandt, at tab på kontrakterne ikke var fradragsberettiget efter den tidligere KGL § 6, idet de ansås for at skulle sidestilles med valutaterminsforretninger. Da aftalerne var indgået før 1. juli 1991 var de omfattet af SL § 4, litra f.

I TfS 1997, 127 LSR, blev tab på en renteswap ikke anset for at være en renteudgift omfattet af SL § 6, litra e, men for tab på en finansiel kontrakt omfattet af den tidligere KGL §§ 8 C til 8 G.

►Se SKM2010.841.SR hvor Skatterådet bekræftede, at der er fradrag for kommanditisters tab ved førinfrielse af en renteswap, svarende til forskellen mellem renteswapaftalens værdi primo og værdien på indfrielsestidspunktet, jf. KGL § 33, stk. 1, 3. pkt. Endvidere bekræftede Skatterådet, at renteswapaftalen har direkte tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed, og tab kan derfor fradrages fuldt ud uden fradragsbegrænsning, jf. KGL § 32, stk. 1, 2. pkt.◄ 

Puljeordninger Finansielle kontrakter kan indgå i såkaldte puljeordninger. Der kan bl.a. være tale om valutapuljer, hvor f.eks. et pengeinstitut for en række investorer samlet foretager investering i fremmed valuta ved anvendelse af finansielle kontrakter. Finansielle kontrakter, f.eks. i form af valutaterminsforretninger, kan også indgå som et element i en puljeordning, hvor der ud over finansielle kontrakter investeres i andre formuegoder, der beskattes efter andre regler. Det kan f.eks. være obligationer, aktier eller råvarer. I TfS 1995.751 LSR blev en deltager i et puljelånsarrangement, hvor den administrerende bank foretog valutaterminsforretninger på vegne af deltagerne, beskattet som om deltagerne selv havde foretaget de pågældende forretninger. Klager påstod tabet fradragsberettiget som rente, subsidiært som kurstab på gæld i fremmed valuta eller mere subsidiært som tab på kontrakt tilknyttet den erhvervsmæssige virksomhed. Klageren fik heller ikke medhold i sin mest subsidiære påstand, da deltagelsen i det konkrete puljelån havde så spekulativ en karakter, at der opstod en særskilt risiko.
Se nærmere om en puljeordning i SKM2009.716.SR. Skatterådet anfører i SKM2009.716.SR bl.a., at den pågældende pulje blev administreret af banken som investerede puljens midler i værdipapirer efter de retningslinier, der var gældende for puljen, og at puljedeltageren fik en forholdsmæssig andel af puljens værdipapirer. Videre var det anført, at puljen ikke kunne anses for at være en skatteretlig selvstændig enhed og at det var den enkelte deltager i puljen, der skulle beskattes af sin andel i puljen mht. udbytter, renter og gevinster/tab som det kendes fra fx interessentskaber.

Se som eksempel SKM2009.357.SR om en valutaplejepulje, hvori der indgik valutaterminskontrakter og valutaoptioner. Valutaplejepuljen havde til formål at afdække valutakursrisiko på erhvervsmæssige lån.

Kombinerede produkter I TfS 1999, 661 LR fandt Ligningsrådet, at et produkt var en indeksobligation frem for henholdsvis en obligation og en finansiel kontrakt. Produktet ansås at opfylde definitionen på en indeksobligation, idet reguleringen ikke kunne anses for det bærende element og hovedstolen reguleredes i forhold til det valgte indeks, uden at der blev investeret i beregningsgrundlaget. Der var endvidere henset til, at produktet måtte anses for et samlet produkt, idet enkeltdele ikke kunne fravælges.

Andet TfS 1998, 735 LSR, handlede om et arrangement med investering i syntetiske valutaoptioner, hvor præmien var lånefinansieret. Arrangementet blev tilsidesat, idet det ansås for en regnskabsmæssig konstruktion uden reelt økonomisk og regnskabsmæssigt indhold.