A A/S’s klage vedrører følgende:

Selskabet anmodede den 5. november 2001 den kommunale skattemyndighed om at genoptage selskabets skatteansættelse for indkomståret 1997, hvilket den kommunale skattemyndighed afslog ved afgørelse af 13. november 2001.

Det fremgår af sagens oplysninger, at selskabet for indkomståret 1997 har selvangivet en skattepligtig indkomst på 449.772 kr. Det fremgår af resultatopgørelsen og opgørelsen af den skattepligtige indkomst for indkomståret 1997, at der indgår overskud af kapitalinteresse på 254.119 kr.

Selskabets repræsentant har fremlagt kopi af regnskabet for selskabets datterselskab B A/S for perioden 1. januar 1996 til 31. december 1996. Det fremgår heraf, at årets resultat udgjorde 254.119 kr., som foreslås overført til næste år.

Selskabets repræsentant har endvidere fremlagt kopi af brev af 29. januar 1999 til selskabet fra den stedlige skatteforvaltning, hvoraf det fremgår, at man til brug for skatteansættelsen for indkomståret 1997 skal udbede sig regnskab for kapitalinteresserne 254.119 kr., og at regnskaberne fremover skal vedlægges selvangivelsen. Endvidere er der fremlagt kopi af brev af 18. maj 1999 fra selskabet til skatteforvaltningen, hvor det er anført, at det kan oplyses, ”at overskuddet af kapitalinteressen burde være lig med overskuddet i B A/S, som du jo var her for at kontrollere”.

Det fremgår endvidere af sagens oplysninger, at den kommunale skattemyndighed ved afgørelse af 9. juni 1999 ændrede selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 1997 fra 449.772 kr. til 608.571 kr., idet udgifter til erstatning og tab på ejendom ikke kunne godkendes fradraget ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. 

Den kommunale skattemyndighed har nægtet at genoptage selskabets skatteansættelse for indkomståret 1997. Som begrundelse er det bl.a. anført, at anmodningen om genoptagelse er indkommet efter den i skattestyrelseslovens § 34, stk. 2 fastsatte 3-årsfrist for ordinær genoptagelse. Anmodningen om genoptagelse for indkomståret 1997 skal således behandles efter bestemmelserne om ekstraordinær genoptagelse i skattestyrelseslovens § 35. I den foreliggende sag kan genoptagelsesanmodningen ikke anses at være fremsat inden rimelig tid efter, at selskabet er eller under iagttagelse rimelig agtpågivenhed burde være kommet til kundskab om de forhold, der begrunder anmodningen. Genoptagelsesanmodningen må endvidere anses at vedrøre et sådant forhold (glemt eller uudnyttet fradragsmulighed), som ikke er omhandlet af skattestyrelseslovens § 35, stk. 1.

Selskabets repræsentant har overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om, at den kommunale skattemyndighed pålægges at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 1997.

Til støtte herfor er det bl.a. anført, at baggrunden for genoptagelse er, at det er blevet konstateret, at selskabet er blevet sat i skat af overskud i dets datterselskab, trods det faktum, at overskuddet allerede er blevet beskattet i datterselskabet. Forholdet må anses for omfattet af skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, idet det med rimelighed kan anføres, at der er sket en ændring i grundlaget for opgørelsen af den indkomst, der skal lægges til grund for skatteansættelsen. Forholdet må anses for omfattet af bestemmelsen i § 35, stk. 1, nr. 6, hvorefter en skatteansættelse kan ændres såvel efter anmodning fra den skattepligtige som efter skattemyndighedernes bestemmelse i det omfang skatteansættelsen er en følge af, at den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en skatteansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. I den foreliggende sag må den fejlagtige skatteansættelse anses som en følge af, at selskabet/revisor groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en skatteansættelse på et urigtigt grundlag. Selskabet eller dets revisor burde således have husket at tilbageføre datterselskabets resultat ved opgørelsen af selskabets indkomst, og der må herved anses at være tale om grov uagtsomhed efter § 35, stk. 1, nr. 6.

Dertil kommer, at der måske med en vis rimelighed kan støttes ret på skattestyrelseslovens § 35, stk. 9, idet skattevæsenet netop for det pågældende indkomstår har udbedt sig et omfattende materiale til brug for revision af den skattepligtige indkomst, herunder regnskab for datterselskabet.

I den kommunale skattemyndigheds afslag på genoptagelse anføres det, at genoptagelsesanmodningen ikke kan anses for fremsat inden rimelig tid. I den forbindelse skal det oplyses, at det først er i forbindelse med revisionen af regnskabet for året 2000/2001, som blev tilendebragt 12. november 2001, at selskabets revisor og dermed selskabet blev opmærksomme på den skete fejl. Fejlen har været kontinuerlig, således at der er sket anmodning om ændring for årene 1997, 1998, 1999 og 2000. Det må således slås fast, at fejlen næppe er opdaget tidligere, idet en henvendelse herom i så fald ikke ville omfatte alle afsluttede indkomstår. Til gengæld skal det anføres, at den kommunale skattemyndighed ved deres grundige gennemgang af selskabets materiale for indkomståret 1997 burde have fundet fejlen, og at den derfor kunne være rettet allerede i 1997.  

Landsskatteretten bemærker, at genoptagelsesanmodningen vedrører indkomståret 1997,således at lovbekendtgørelse nr. 531 af 25. juni 1999 finder anvendelse.

Retten finder ikke, at der i den foreliggende sag kan anses at foreligge sådanne forhold, som kan anses for omfattet af bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 35 om ekstraordinær genoptagelse. Der er herved henset til, at genoptagelsesanmodningen vedrører forhold, som ikke kan anses for omfattet af § 35, stk. 1, nr. 1-8.

Vedrørende skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 6, bemærker Landsskatteretten, at denne bestemmelse svarer  til den tidligere skattestyrelseslov § 35, stk. 4. Retten bemærker, at den tidligere skattestyrelseslovs § 35 alene regulerede skattemyndighedernes adgang til ekstraordinær genoptagelse, mens § 4 regulerede den skattepligtiges adgang til ekstraordinær genoptagelse. Af bemærkningerne til lovforslag nr. L 192 fremgår det vedrørende § 35, stk. 1, nr. 6, at det foreslås, at skattemyndighederne ikke skal være bundet af de almindelige ansættelsesfrister i tilfælde, hvor den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har forholdt skattemyndighederne ligningsrelevante oplysninger. Af cirkulære nr. 116 af 1. juli 1999 fremgår det, at betingelserne for at bryde de almindelige ansættelsesfrister som udgangspunkt er gjort fælles for skattepligtige og skattemyndighederne, men i praksis vil alene kriterierne i § 35, stk. 1, nr. 1-5, være fælles for skattepligtige og skattemyndighederne, idet kriteriet efter nr. 6 er formet for at undgå for lave skatteansættelser. Af cirkulæret fremgår det endvidere, at  § 35, stk. 1, nr. 6, svarer til den hidtil gældende § 35, stk. 4, men indebærer som følge af § 35, stk. 3, en kortere frist for myndighederne til at varsle ændringen.

Henset til bestemmelsens formål og forarbejder, samt det i cirkulære nr. 116 af 1. juli 1999 anførte, finder Landsskatteretten, at § 35, stk. 1, nr. 6, alene må anses at kunne finde anvendelse, når den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en for lav skatteansættelse. Retten finder således, at bestemmelsen ikke kan finde anvendelse i den foreliggende sag.

Vedrørende skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 9, bemærker Landsskatteretten, at skatteministerens kompetence efter denne bestemmelse, er delegeret til told- og skatteregionerne med klageadgang til Told- og Skattestyrelsen, jf. bekendtgørelse nr. 948 af 30. oktober 2001 om myndighedsinddeling og sagsudlægning. Landsskatteretten har således ikke kompetence til at behandle selskabets repræsentants påstand vedrørende genoptagelse i medfør af skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 9.

Retten finder herved ikke grundlag for at pålægge den kommunale skattemyndighed at genoptage sagen med henblik på fornyet prøvelse.