Ligesom afsnit D.2.2 om kreditbegrænsning er dette afsnit om sikkerhedsstillelse en del af det forebyggende restancearbejde, som told- og skatteforvaltningen kan bringe i anvendelse over for igangværende virksomheder.

Når en virksomhed mødes med krav om sikkerhedsstillelse, betyder det, at told- og skatteforvaltningen anser virksomheden for en så dårlig betaler, at sikkerhedsstillelse er nødvendig for at sikre statskassen mod tab.

Dette restanceinstrument sikrer ikke blot mod, som det var tilfældet med kreditbegrænsning, at virksomheden oparbejder nye restancer, men sikrer også de allerede opståede restancer.

Det skal dog betones, at told- og skatteforvaltningen ikke skal benytte sanktionen sikkerhedsstillelse, hvis man kan opnå det samme og ønskede resultat ved at bruge en mildere sanktion i form af eksempelvis kreditafkortning, hvilket er beskrevet i det umiddelbart foregående afsnit.

Det betyder, at told- og skatteforvaltningen kun må afkræve en igangværende virksomhed sikkerhedsstillelse, såfremt der er risiko for, at staten lider tab, hvis netop denne sanktion fravælges.

Dette er ensbetydende med, at told- og skatteforvaltningen skal nøjes med at afkorte en virksomheds afregningsperiode, hvis virksomheden skylder eksempelvis moms, som er omfattet af reglerne om kreditafkortning, hvis man på den måde kan stoppe virksomhedens restancetilvækst.

Samme overvejelser gør sig ikke gældende, hvis virksomheden skal standses i at oparbejde yderligere restancer i form af indeholdt A-skat og AM-bidrag, da stiftelse af denne type gæld, som nævnt tidligere, ikke kan forebygges med denne mildere sanktion.

Der er hjemmel til at kræve sikkerhedsstillelse for moms, A-skat, AM-bidrag, lønsumsafgift, selskabsskatter og punktafgifter samt, for så vidt angår enkeltmandsvirksomheder, personskatter og bidrag, der vedrører virksomhedens drift.

Der er derimod ikke hjemmel til at kræve sikkerhed for told.

Er der stillet sikkerhed, skal denne anvendes til dækning af restancerne, efterhånden som disse opstår. Sikkerheden skal således anvendes, før der kan skrides til tvangsfuldbyrdelse med udlæg, idet det følger af RPL § 507, at pengekrav fuldbyrdes ved udlæg i så stor en del af skyldners formue, som er nødvendig til dækning af kravet samt de med udlægsforretningen og det udlagtes opbevaring forbundne omkostninger. Såfremt der eksisterer en sikkerhed, kan et udlæg ikke siges at være nødvendigt til kravets dækning. Derimod må det antages, at modregning - modsat udlæg - kan gennemføres trods en eksisterende sikkerhedsstillelse, såfremt i øvrigt de almindelige betingelser for tvungen modregning er til stede. Se i øvrigt SKM2006.365.SKAT.