Parter

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

mod

A

og

B
(Advokat Gitte Skovby for begge)

Afsagt af retsassessor

Niels Østergaard

Sagens baggrund og parternes påstande

Der fremlagdes:

- stævning, replik og bilag 1-13

- svarskrift

Retten besluttede i overensstemmelse med parternes indstilling, at sagen udtages af småsagsprocessen, jf. retsplejelovens § 402, stk. 1, nr. 1.

Sagsøger gør gældende, at sagen er af principiel interesse og bør henvises til landsretten. Efter Skatteministeriets opfattelse er der ikke hjemmel til betalingskorrektion efter ligningslovens § 2, såfremt spørgsmålet vedrører rette udgiftsbærer d.v.s., "hvem" der skal betale men alene, når spørgsmålet vedrører betalingsvilkår, d.v.s "hvor meget" der skal betales. Landsskatteretten er af en anden opfattelse. Efter Skatteministeriets opfattelse kan det være relevant i ganske mange tilfælde, om ejer af et selskab blot kan lade udgift påhvile sit selskab og derefter omgøre det, såfremt det opdages.

Sagsøgte gør gældende, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at henvise, da retsstillingen er afgjort med de to Højesterets afgørelser (SKM2012.92.HR og SKM2012.221.HR).

Rettens begrundelse og afgørelse

Retten afsagde sålydende

K e n d e l s e

1) Retten finder, at sagen har principiel interesse og derfor er omfattet af retsplejelovens § 12, stk. 3 og § 226, stk. 1.

Retten lægger herved vægt på, at Skatteministeriet er af den opfattelse, at der ikke er hjemmel til betalingskorrektion efter ligningslovens § 2, såfremt spørgsmålet vedrører rette indkomstmodtager.

Ifølge præmisserne i Landsskatterettens kendelser (bilag 1 og 2) har Landsskatteretten givet udtryk for den modsatte opfattelse.

2) Da der allerede verserer en anden sag for Østre Landsret om samme spørgsmål (14. afd. B-2621/2013) og i øvrigt ligeledes en for Vestre Landsret, finder retten, at valget mellem § 12, stk. 3 og § 226, stk. 1, bør falde ud til fordel for § 226, stk. 1.

3) Sagsøgte har gjort gældende, at sagen er omfattet af de 2 foreliggende Højesterets præjudikater d.v.s. at spørgsmålet om "hvem" der skal betale handelsomkostningerne i den foreliggende handel er det samme spørgsmål som spørgsmålet, om der skal betales "mere eller mindre". Sondringen er således af blot terminologisk art, idet spørgsmålet om "hvem" der skal betale handelsomkostningerne, er det samme som spørgsmålet, om parterne i handelen skal betale "mere eller mindre".

Retten vurderer, at der kan være en mulighed/risiko for, at den foreliggende sag afgøres ved en konkret begrundelse, men Landsskatteretten har i sin begrundelse begrundet resultatet med en mere principiel begrundelse: at der er hjemmel til ændring efter praksis om "rette udgiftsbærer".

Efter en samlet vurdering bør sagen herefter henvises til Østre Landsret i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1, hvorfor

B e s t e m m e s

Sagen henvises til Østre Landsret