Spørgsmål
- Hvis spørger investerer i et solcelleanlæg og et jordvarmeanlæg, er det da at betragte som et VE-anlæg som han kan afskrive samlet (jf. LL § 8 P, stk. 5), såfremt solcelleanlægget er den eneste energikilde som anvendes som drivkraft af jordvarmeanlægget?
- Såfremt der svares ja til spørgsmål 1, er spørger så forpligtet til at sætte en særskilt forbrugsmåler op som dokumenterer jordvarmeanlæggets elforbrug?
- Hvis vejrforholdene i et enkelt år medfører, at solcelleanlægget producerer mindre el end jordvarmeanlægget kræver, bortfalder da afskrivningsmulighederne for jordvarmeanlægget?
- Hvis der svares ja til spørgsmål 3 vil bortfaldet af afskrivningsmuligheden på jordvarmeanlægget så også gælde for de efterfølgende år, selvom solcelleanlægget de efterfølgende år producerer el nok til drift af jordvarmeanlægget?
Svar
Ad 1. Nej
Ad 2. Bortfalder, jf. besvarelse af spørgsmål 1
Ad 3. Bortfalder. Jordvarmeanlægget kan ikke afskrives jf. besvarelsen af spørgsmål 1
Ad 4. Bortfalder. Jordvarmeanlægget kan ikke afskrives jf. besvarelsen af spørgsmål 1
Beskrivelse af de faktiske forhold
I forbindelse med påtænkt investering i et kombineret VE-anlæg bestående af et solcelleanlæg og et jordvarmanlæg, er det vigtigt for spørger at kende de skattemæssige regler som knytter sig til et kombineret anlæg, som forsyner husstanden med både el og varme.
Spørger påtænker at anskaffe sig et VE-anlæg til brug i sin private ejendom. Anlægget skal bestå af et 6 kW solcelleanlæg, som skal pålægges det eksisterende tag samt et 4-16 kW jordvarmeanlæg, som forventes nedgravet i nærheden af huset.
Som nævnt i spørgsmål 1 er det meningen, at solcelleanlægget skal være den eneste forsyningskilde til jordvarmeanlæggets elforbrug. I perioder, hvor jordvarmeanlægget ikke kan aftage hele solcelleanlæggets produktion, aftager husstanden den overskydende el-produktion. Kan husstanden ikke aftage produktionen, afhændes overskudsproduktionen til elnettet i form af at hovedmåleren løber baglæns. Overskudsproduktionen hentes tilbage til husstanden på et senere tidspunkt.
Solcelleanlæggets årlige el-produktion forventes til at udgøre mellem 5.800 kW/t - 6.500 kW/t., mens jordvarmeanlæggets årlige elforbrug skønnes til at udgøre mellem 5.000 kW/t - 6.250 kW/t.
Som det fremgår af skitse bilagt anmodningen om bindende svar, så vil der blive installeret elmålere foran både solcelleanlægget og jordvarmeanlægget, tillige med at der fortsat forefindes en hovedmåler over for elforsyningsselskabet.
Målerne vil dels måle solcelleanlæggets årlige produktion, samt dels kunne dokumentere at jordvarmeanlægget ikke anvender konventionel el fra elforsyningsselskabet.
Spørger ejer ikke et VE-anlæg eller andele heraf i forvejen.
Både solcelleanlæggets og jordvarmeanlæggets tekniske data er bilagt anmodningen om bindende svar.
Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling
Ligningsvejledningen afsnit E.B.2.1.1. tilkendegiver efter spørgers mening grundlaget for besvarelsen af de stillede spørgsmål, tillige med Ligningslovens § 8 P, stk. 5.
Skatteministeriets indstilling og begrundelse
Generelt:
Lovregler m.v.:
Den hidtil gældende ordning i ligningslovens § 8 P, der alene gjaldt vindmøller og vindmølleandele, er med virkning fra 1. januar 2010 ændret, således at den omfatter vedvarende energianlæg og andele i vedvarende energianlæg, herunder visse vindmøller (VE-anlæg). Samtidig er bundgrænsen for de ejere, der anvender den skematiske ordning forhøjet fra 3.000 kr. til 7.000 kr. Ændringen fremgår af lov nr. 1559 af 21. december 2010 om ændring af ligningsloven og personskatteloven (Investering i vedvarende energi).
Afskrivningslovens kapital 2.
Praksis:
SKM2008.926.SR
Skatterådet bekræftede, at et solcelleanlæg monteret på landjorden kan afskrives som et driftsmiddel. Ligeledes bekræftede Skatterådet, at et solcelleanlæg, der monteres på stativer på en bygning, og hvis produktion afsættes til el-nettet, kan afskrives som et driftsmiddel. Skatterådet udtalte i den forbindelse, at anlæg med en kapacitet over 1 MW afskrives på en særskilt saldo efter reglerne i afskrivningslovens § 5 C. Endelig fandt Skatterådet, at et solcelleanlæg, der er integreret i en bygnings bestanddele, og hvor den producerede elektricitet anvendes som strømforsyning for bygningen, må anses for en installation i afskrivningslovens forstand.
SKM2009.290.SR
Skatterådet bekræftede, at en husstandsvindmølle altid kan anses for udelukkende erhvervsmæssigt benyttet, når ejeren vælger at anvende skattelovgivningens almindelige regler, jf. LL § 8 P, stk. 5, uanset at den samlede vindmølleaktivitet giver underskud, og at eventuelt underskud fra vindmølledriften kan fratrækkes i eventuel lønindkomst.
Skatterådet bekræftede endvidere, at ejeren af en husstandsvindmølle kan afskrive på møllens anskaffelsessum efter afskrivningslovens § 5, når møllen anses for udelukkende erhvervsmæssigt benyttet efter bestemmelsen i ligningslovens § 8 P, stk. 5, uanset at en del af den producerede el anvendes privat.
Skatterådet bekræftede endelig, at en husstandsvindmølle, der er valgt beskattet efter skattelovgivningens almindelige regler, jf. LL § 8 P, stk. 5, skal placeres i virksomhedsordningen, hvis ejeren af møllen samtidig driver anden aktivitet, der beskattes efter reglerne i virksomhedsskatteloven og at ejeren, såfremt der ikke drives en sådan anden aktivitet, kan vælge at anbringe møllen i ordningen.
Konkret:
Det er Skatteministeriets opfattelse, at anmodningen vedrører påtænkt montering af 2 energianlæg, som kan fungere uafhængigt af hinanden, dels et anlæg der producerer elektricitet, dels et anlæg der producerer varme. Anlæggene må således skattemæssigt bedømmes hver for sig.
Vedr. spørgsmål 1:
En række betingelser skal være opfyldt for at spørger kan afskrive efter afskrivningslovens kapitel 2:
- VE-anlægget skal være tilsluttet nettet og udelukkende anvende vedvarende energi.
Hvis anlægget er el-producerende, som f.eks. en vindmølle eller et solcelleanlæg, skal det være muligt at afsætte produktionen til det kollektive elnet.
Hvis anlægget er varmeproducerende skal det være muligt at afsætte produktionen til varmenettet.
Producenter af energi, som ikke er tilsluttet et kollektivt net, er ikke skattepligtige eller afgiftspligtige af den producerede energi. Det betyder, at produktionen af energi til eget forbrug ikke beskattes, og at udgifter til opstilling og drift ikke kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Anlægget anses for udelukkende privat benyttet.
Er anlægget ikke tilsluttet elnettet, er det ikke muligt at anvende det erhvervsmæssigt efter ligningslovens § 8 P, stk.5. VE-anlægget skal udelukkende drives ved anvendelse af de vedvarende energikilder, der er omfattet af § 2, stk. 2 og 3, i lov om fremme af vedvarende energi. Blandede anlæg er ikke omfattet af ordningen. Det betyder, at mindre anlæg, der anvender fossile brændstoffer som kul og olie, ikke omfattes af ændringerne. Heller ikke blandede anlæg, der både anvender fossile brændstoffer og vedvarende energi er omfattet. Det er den samme afgrænsning, der gælder for den såkaldte "tilbageløbsordning" i elafgiftsloven.
2. VE-anlægget skal have karakter af et driftsmiddel
3. Ejeren skal anvende skattelovgivningens almindelige regler, jf. ligningslovens § 8 P, stk. 5.
Hvis ejeren anvender den skematiske ordning, anses VE-anlægget for udelukkende privat benyttet med den virkning, at der ikke kan afskrives efter afskrivningslovens kapitel 2.
Spørger påtænker at montere et solcelleanlæg, som tilsluttes elnettet. Solcelleanlægget skal pålægges det eksisterende tag og har karakter af driftsmiddel. Spørger kan derfor afskrive på solcelleanlægget, hvis spørger vælger at anvende skattelovgivningens almindelige regler, jf. ligningslovens § 8 P, stk. 5.
Spørger påtænker endvidere at montere et jordvarmeanlæg, som alene tilsluttes og skal opvarme spørgers ejendom. Jordvarmeanlægget anses derfor for udelukkende privat benyttet og kan ikke afskrives efter afskrivningslovens kapitel 2.
For at et jordvarmeanlæg kan anses for omfattet af ligningslovens § 8 P, stk. 5, er det dels en betingelse, at det er muligt at afsætte overskydende varme til nettet, dels at "hjælpeenergien" kommer direkte fra et andet VE-anlæg. Da jordvarmeanlægget ikke er tilsluttet varmenettet er betingelserne ikke opfyldte.
Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 1 besvares benægtende, da der spørges til om begge anlæg kan afskrives. Det indstilles endvidere, at det til besvarelsen af spørgsmål 1 samtidig bemærkes, at spørger kan afskrive på solcelleanlægget, men ikke på jordvarmeanlægget.
Spørgsmål 2 bortfalder, idet Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 1 besvares benægtende.
Spørgsmål 3 og 4 bortfalder, idet Skatteministeriet indstiller, at der ikke kan afskrives på jordvarmeanlægget.
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.