FUL kapitel 4 indeholder reglerne om skattefri spaltning af danske (§ 15 b, stk. 2) eller udenlandske (§ 15 b, stk. 1) selskaber.
Ifølge § 15 a, stk. 1, har selskaber adgang til at anvende reglerne i FUL § 15 b, stk. 1 og 2, når såvel det indskydende som det modtagende selskab er omfattet af begrebet »selskab i en medlemsstat« i artikel 3 i fusionsdirektivet. Om begrebet »selskab i en medlemsstat« i fusionsdirektivets artikel 3 og begrebet »dansk selskab« henvises til afsnit S.D.1.12.2.
Det er en betingelse for anvendelsen af reglerne i FUL §§ 15 a og 15 b, at der er opnået tilladelse hertil. Der kan fastsættes særlige vilkår for tilladelsen, ligesom det under nærmere omstændigheder kan foreskrives, at der specifikt udarbejdes dokumenter, der skal indsendes inden for de frister, der er nævnt i FUL § 6, stk. 3, eller stk. 4.