En afgiftspligtig person, der anvender EU-ordningen eller ikke-EU-ordningen, kan ophøre med at anvende ordningen, uanset om vedkommende fortsat leverer varer eller ydelser, der kan omfattes af ordningen. Underretning om ophøret skal ske til identifikationsmedlemslandet senest 15 dage før udløbet af kvartalet inden det kvartal, som ophøret ønskes at have effekt fra. Ophøret får virkning fra den første dag i det efterfølgende kvartal. Er Danmark identifikationsmedlemsland, skal underretning om ophøret ske til Skatteforvaltningen. Se ML § 66 i, stk. 1, som ændret ved lov nr. 810 af 9. juni 2020, samt artikel 57g, stk. 1, i momsforordningen, som ændret ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026.
Momsforpligtelser vedrørende levering af teleydelser, radio- og tv-spredningstjenester eller elektroniske tjenesteydelser, der opstår efter den dato, hvor ophøret fik virkning, afvikles direkte med det pågældende forbrugsmedlemslands afgiftsmyndigheder. Se momsforordningens artikel 57g, stk. 1, som ændret ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026.
En afgiftspligtig person, der anvender importordningen, kan ophøre med at anvende ordningen, uanset om vedkommende fortsat udfører fjernsalg af varer indført fra tredjelandsområder eller tredjelande. Den afgiftspligtige person eller formidleren, der handler på dennes vegne, underretter identifikationsmedlemsstaten mindst 15 dage før udgangen af måneden før den måned, i hvilken vedkommende påtænker at ophøre med at anvende ordningen. Ophøret får virkning fra den første dag i den næste måned, og den afgiftspligtige person skal ikke længere have tilladelse til at anvende ordningen for leveringer foretaget fra denne dag. Se momsforordningens artikel 57g, stk. 2, som indsat ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026.
Bemærk
Bemærk, at med lov nr. 810 af 9. juni 2020 og gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026 ophæves de hidtidige bestemmelser om, at hvis en afgiftspligtig person ophører med at anvende EU-ordningen eller ikke-EU-ordningen i overensstemmelse med ML § 66 i, stk. 1/momsforordningens artikel 57g, stk. 1, bliver denne udelukket fra at anvende den pågældende ordning i ethvert medlemsland i 2 kalenderkvartaler regnet fra ophørsdatoen.
Bemærk, at artikel 57g, stk. 2, i den danske sprogversion af momsforordningen, som ændret ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026, kan give anledning til en sproglig misforståelse. "(S)kal ikke længere have tilladelse" skal forstås som "har ikke længere tilladelse". Se den engelske sprogversion:
“A taxable person using the import scheme may cease using that scheme regardless of whether he continues to carry out distance sales of goods imported from third territories or third countries. The taxable person or the intermediary acting on his behalf shall inform the Member State of identification at least 15 days before the end of the month prior to that in which he intends to cease using the scheme. Cessation shall be effective from the first day of the next month and the taxable person shall no longer be allowed to use the scheme for supplies carried out from that day."
Se også
Se også afsnit D.A.16.3.6.2 om indsendelse af angivelsen for den sidste periode.