Dato for udgivelse
27 Dec 2001 10:15
SKM-nummer
SKM2001.657.LR
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/01-4761-00028
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Goodwill, skattestyrelsesloven, omgørelse, god tro
Resumé

Ligningsrådet blev anmodet om tilladelse til omgørelse efter skattestyrelseslovens § 37 C, således at den oprindelige aftale om fastsættelse af vederlaget for goodwill ved overdragelsen af automobilværksted/bilforhandling m.v. fra A ApS til B ApS blev ændret. Ligningsrådet imødekom anmodningen, idet alle betingelser i skattestyrelseslovens § 37 C efter Ligningsrådets opfattelse var opfyldt. Ligningsrådet fandt i denne forbindelse ikke, at kravet om god tro kan indeholdes i ordlyden af skattestyrelseslovens § 37 C, stk. 1, nr. 2.

Reference(r)

Skattestyrelsesloven § 37 C
Processuelle regler 2001 O.1

Ligningsrådet blev anmodet om tilladelse til omgørelse efter skattestyrelseslovens § 37 C, således at den oprindelige aftale om fastsættelse af vederlaget for goodwill ved overdragelsen af automobilværksted/bilforhandling m.v. fra A ApS til B ApS blev ændret.

(sagsfremstilling m.v. er udeladt)

Ligningsrådet svarede som følger:

Sagen omhandler virkninger af en disposition/transaktion mellem interesseforbundne parter, idet begge selskaber kontrolleres af samme fysiske person.

Skatteyder har anmodet om en såkaldt reparationsomgørelse i henhold til skattestyrelseslovens § 37 C.

Muligheden for at imødekomme anmodninger om omgørelse fremgår nu af skattestyrelseslovens § 37 C, stk. 1, der lyder som følger:

"§ 37 C. I det omfang en skatteansættelse hviler på en privatretlig disposition, kan skatteministeren tillade, at en efterfølgende ændring af dispositionen tillægges virkning for skatteansættelsen (omgørelse), hvis følgende betingelser er opfyldt:

1) Dispositionen må ikke i overvejende grad have været båret af hensyn til at spare eller udskyde skatter eller afgifter.

2) Dispositionen skal utvivlsomt have haft utilsigtede skattemæssige virkninger, der er væsentlige.

3) Dispositionen skal have været lagt klart frem for myndighederne.

4) De privatretlige virkninger af den ændring af dispositionen, der ønskes tillagt skattemæssig virkning, skal være enkle og overskuelige.

5) At alle, der skatteretligt vil blive berørt af en tilladelse til omgørelse, tiltræder omgørelsesanmodningen."

Af selve bestemmelsen fremgår således 5 betingelser, der alle skal være opfyldt, før en anmodning om omgørelse kan imødekommes.

Ligningsrådet bemærker, at goodwill ikke var skattepligtigt på tidspunktet for overdragelsen, hvorfor dispositionen efter Ligningsrådets opfattelse ikke i overvejende grad have været båret af hensyn til at spare eller udskyde skatter.

Herudover fremgik selve overdragelsen og overdragelsessummerne af selskabernes regnskaber, hvorfor Ligningsrådet finder, at dispositionen har været lagt klart frem for myndighederne.

De privatretlige virkninger af den ændring af dispositionen, der ønskes tillagt skattemæssig virkning, finder Ligningsrådet er enkle og overskuelige, og de parter, der skatteretligt vil blive berørt af en tilladelse til omgørelse, har tiltrådt omgørelsesanmodningen.

Spørgsmålet er herefter udelukkende, om betingelsen om, at dispositionen utvivlsomt skal have haft utilsigtede skattemæssige virkninger, der er væsentlige, er opfyldt.

En forskel i beskatningsgrundlaget på kr. 2.900.000 må betragtes som væsentligt. Herefter skal det alene vurderes, hvorvidt dispositionen utvivlsomt har haft utilsigtede skattemæssige virkninger.

Efter den ændrede formulering af skattestyrelseslovens § 37 C, er det tvivlsomt, om der som efter den tidligere praksis kan stilles krav om, at konsekvenserne ikke kunne eller burde være forudset.

Således som bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 37 C er formuleret, finder Ligningsrådet ikke, at der fortsat kan stilles krav om, at konsekvenserne kunne eller burde være forudset. Med andre ord finder Ligningsrådet ikke, at kravet om god tro kan indeholdes i ordlyden af skattestyrelseslovens § 37 C, stk. 1, nr. 2.

Ligningsrådet finder, at vurderingen af, hvorvidt den sidste betingelse for at meddele tilladelse til omgørelse, er opfyldt, må baseres på ordlyden af skattestyrelseslovens § 37 C, stk. 1, nr. 2.

Eftersom skatteyder utvivlsomt ikke havde tilsigtet, at en del af vederlaget for goodwill i stedet skulle karakteriseres som et tilskud, finder Ligningsrådet, at dispositionen utvivlsomt har haft utilsigtede skattemæssige konsekvenser. Som ovenfor anført finder Ligningsrådet tillige, at disse er væsentlige.

Ligningsrådet vedtog følgelig, at anmodningen om omgørelse blev imødekommet.