Kendetegn E 1 er gengivet i BEK nr. 1634 af 27/12/2019 § 19, stk. 1, nr. 2, og lyder således:
"En ordning, der indebærer anvendelse af ensidige safe harbour-regler i relation til transfer pricing."
Indberetningspligten gælder kun tilfælde, hvor der er tale om en ensidig (unilateral) safe harbour-regel. Anvendelse af en bilateral eller multilateral safe harbour vil derfor udelukke, at kendetegnet opfyldes.
Safe harbour-regler omfatter først og fremmest regler, der, som et alternativ til de almindelige regler om transfer pricing (armslængdeprincippet), giver skatteydere mulighed for at følge regler, hvorved prisfastsætningen af visse foruddefinerede transaktioner simplificeres, fx via skematiske beregningsregler. Prisfastsættelsen i henhold til sådanne regler accepteres normalt automatisk af skattemyndighederne i det land, hvor disse er indført.
En sådan safe harbour-regel kan fx gå ud på, at et distributionsselskab kan aflønnes, så det ender med en af myndighederne på forhånd fastsat EBIT-margin i forhold til dets omsætning. Et andet eksempel kunne være, at der ved fastsættelsen af renten på et lån kan anvendes en af myndighederne fastsat rentesats eller interval af rentesatser.
Formålet med den ovenstående type af safe harbour-regler er primært at lette compliancebyrden for skatteyderne og den administrative byrde for skattemyndighederne. Reglerne åbner imidlertid også op for en mulig udnyttelse, såfremt safe harbour-reglen giver mulighed for at vælge en prisfastsætning, der afviger fra den, som anvendelse af armslængdeprincippet ellers ville medføre.
En safe harbour-regel kan, udover de førnævnte regler om simplificeret prissætning, også undtage en bestemt kategori af skatteydere eller transaktioner fra at være omfattet af hele eller en del af regelsættet om transfer pricing. Et eksempel herpå er SEL § 11, som gennemgås nærmere i det følgende.