Dato for udgivelse
10 apr 2007 11:09
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
09 feb 2007 14:33
SKM-nummer
SKM2007.244.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
B-1282-05
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Om kommunikation og information samt kampagner
Emneord
Omkostningsgodtgørelse, honorar
Resumé

Supplerende spørgsmål til syns- og skønsmand afskåret, efter at der var afgivet en skønserklæring om et rimeligt honorar til en revisor for gennemførelse af en skattesag.

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 57, stk. 3

Henvisning
Processuelle regler 2007-1 K.7

Parter

A

mod

Skatteministeriet.

Afsagt af landsdommer

Sigrid Ballund

Under denne sag, der er anlagt den 3. juni 2005, har sagsøgeren, A, nedlagt påstande om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at A har krav på fuld omkostningsgodtgørelse med i alt 441.750 kr. for revisorbistand i forbindelse med behandling af en skattesag ved Landsskatteretten.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Landsskatteretten gav ved kendelse af 10. november 2003 A medhold i overvejende grad i en skattesag, som han havde indbragt for Landsskatteretten.

Efterfølgende sendte statsautoriseret revisor TL sin honorarnota til ToldSkat med henblik på udbetaling af omkostningsdækning. Det beregnede honorar var på 353.400 kr. med tillæg af moms eller i alt 441.750 kr.

ToldSkat har udbetalt godtgørelse med 441.750 kr., hvoraf der tidligere var udbetalt a conto 103.453 kr., således at der resterede 338.297 kr. Godtgørelsen blev udbetalt med forbehold om tilbagebetaling.

På foranledning af ToldSkat har Foreningen af Statsautoriserede Revisorers Responsumudvalg den 20. oktober 2004 udtalt, at honoraret omfattet af omkostningsgodtgørelsen ud fra en helhedsvurdering ikke burde have oversteget 285.000 kr. ekskl. moms. Udvalget kan dog ikke afvise muligheden for, at en dyberegående undersøgelse, der bedst kan ske ved syn og skøn, kan føre til et andet resultat.

Der har under sagen været udmeldt syn og skøn. Skønsmanden, statsautoriseret revisor SN, har besvaret parternes fælles spørgetema af 18. november 2005. Skønsmanden har ved besvarelsen, som er nærmere begrundet angivet, at et passende honorar for det arbejde, der er omfattet af omkostningsgodtgørelsen, udgør 285.000 kr. ekskl. moms.

A har ønsket at stille 8 supplerende spørgsmål til skønsmanden, hvilket Skatteministeriet har protesteret mod.

A har anført, at der ikke er grundlag for at afskære de supplerende spørgsmål.

Skatteministeriet har anført, at skønsmandens vurdering er i overensstemmelse med udtalelsen fra Foreningen af Statsautoriserede Revisorers Responsumudvalg. As supplerende spørgsmål har karakter af polemik med skønsmanden, og det relevante tema i sagen er dækket af de to spørgsmål til skønsmanden, som er besvaret. Ud over en besvarelse af spørgsmålene har skønsmanden endvidere givet en udførlig begrundelse med nøje redegørelse for de forhold, som han har lagt vægt på, og som har ført frem til konklusionen om, at 285.000 kr. ekskl. moms er et passende honorar.

Landsrettens begrundelse og resultat

Foreningen af Statsautoriserede Revisorers Responsumudvalg har den 20. oktober 2004 udtalt, at det honorar, der er omfattet af omkostningsgodtgørelsen, ud fra en helhedsvurdering ikke burde have oversteget 285.000 kr. ekskl. moms. Udvalget har dog ikke kunnet afvise muligheden for, at en dyberegående undersøgelse, der bedst kan ske ved syn og skøn, kan føre til et andet resultat.

Skønsmanden har ved sin erklæring af 6. september 2006 angivet, at et passende honorar for det arbejde, der er omfattet af omkostningsgodtgørelsen, udgør 285.000 kr. ekskl. moms og har udførligt redegjort for grundlaget for dette skøn.

På denne baggrund og efter karakteren af de supplerende spørgsmål, finder landsretten ikke grundlag for at tillade A at stille de supplerende spørgsmål, hvorfor anmodningen herom ikke tages til følge.

T h i   b e s t e m m e s

Spørgsmål 3-10 i advokat FKs spørgetema af 18. oktober 2006 tillades ikke stillet.

Der blev fastsat frist for parterne til den 1. marts 2007 til at komme med bemærkninger til sagens videre forberedelse.