Hovedreglen, for hvornår udlæg kan foretages, er fastsat i RPL § 485, der fastslår, at udlæg først kan foretages, når der er forløbet 7 dage fra skyldneren fik meddelelse om udlægsforretningen.

Denne 7-dages frist, kaldes fuldbyrdelsesfristen og er indført for at give skyldneren en mulighed for at afværge udlægsforretningen.

Fuldbyrdelsesfristen regnes fra den dag meddelelsen om forretningen er givet til skyldneren.

Undtagelser til hovedregelen i RPL § 485 er fastsat i RPL § 486, stk. 2.

Fravigelse fra hovedreglen kan herefter blive,

1. hvis skyldneren samtykker i forretningens fremme (frafalder kald og varsel). Dette kan være praktisk for skyldneren i de tilfælde, hvor der i tiden fra forkyndelse af udlæg til forretningens foretagelse forfalder yderligere krav
2. hvor det antages, at dækningsmuligheden ellers vil blive væsentligt forringet, fx hvis skyldneren er i færd med at realisere sine aktiver for at tage til udlandet, hvis skyldneren indgår usædvanlige handler, eller hvis skyldneren pludselig får en stor arv eller gevinst.
   Før denne undtagelsesbestemmelse anvendes skal der i hvert enkelt tilfælde foretages en individuel og konkret vurdering af samt være konkrete holdepunkter for antagelsen om, at dækningsmuligheden i modsat vil blive væsentligt forringet.

Hvis en undtagelsesbestemmelse bringes i anvendelse, skal det dokumenteres på udlægsbladet med angivelse af, hvorfor undtagelsesbestemmelsen er anvendt og hvilke konkrete forhold, der har begrundet anvendelsen.