Dato for udgivelse
10 apr 2006 14:14
SKM-nummer
SKM2006.224.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-8-1754-0008
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Anmodning, tilbagebetaling, tillæg
Resumé

Der kunne ikke ske tilbagebetaling af procenttillæg ved for sen betaling af restskat i et tilfælde, hvor betaling var sket via Homebanking til et konto nr. i en anden bank, men hvor beløbet ikke var nået frem til ToldSkat.

Reference(r)
Kildeskatteloven §§ 59, 61, stk. 2 samt 73 D.

Klagen skyldes, at skattemyndigheden ikke har imødekommet klagerens anmodning om tilbagebetaling af et tillæg på 1.750 kr., som klageren blev pålagt at betale i forbindelse med betaling af restskat.

Landsskatterettens afgørelse

Skattemyndighedens afgørelse stadfæstes.

Sagens oplysninger

Det fremgår blandt andet af vejledningen til klagerens udvidede selvangivelse for indkomståret 2003, at klageren kan få yderligere information om betaling af restskat i pjecen: "Betaling af restskat og restbidrag". Af pjecen fremgår det blandt andet, at der kan foretages frivillig indbetaling af restskat via Homebanking ved en overførsel til kontonummer: 3100 4000978.

Klageren har oplyst, at han den 24. juni 2004 foretog en frivillig indbetaling af restskat med 25.000 kr. Beløbet blev overført via Homebanking fra klagerens konto i Bank B til konto nr. 3100 400978 i Bank C.

Bank C har bekræftet, at klageren har forsøgt at overføre 25.000 kr. til den pågældende konto. Da kontoen imidlertid ikke eksisterede, tilbageførte banken automatisk beløbet til klagerens konto i Bank B den 29. juni 2004.

Som følge af, at klageren ikke havde indbetalt foreløbig skat for indkomståret 2003 inden den 1. juli 2004, fremkom der en restskat på årsopgørelsen for 2003. Restskatten var pålagt et procenttillæg på 7 % af restskatten i medfør af kildeskattelovens § 61, stk. 2.

Den 3. august 2004 anmodede klageren ToldSkat  om tilbagebetaling af procenttillægget med henvisning til, at han først så, at beløbet var tilbageført til hans konto, da han modtog årsopgørelsen for 2003.

Klageren har oplyst, at han kontaktede ToldSkat  pr. telefon efter anmodningen om tilbagebetalingen af procenttillægget. En af medarbejderne fra ToldSkat  udtalte ifølge klageren følgende:

"Jeg kan godt se dit problem, men vi har ikke modtaget beløbet. Tal med Bank C og bed om en tilkendegivelse af, at De burde have givet dig en meddelelse om forkert konto. Hvis du får denne tilkendegivelse, er der mulighed for tilbagebetaling af rentebeløbet."

Klageren indsendte herefter den ovenfor nævnte bekræftelse fra Bank C til ToldSkat .

Skattemyndighedens afgørelse

Skattemyndigheden har afslået klagerens anmodning om tilbagebetaling af procenttillæg.

Klageren har ikke forsøgt at genindbetale restskatten. Fristen for indbetaling af restskat op til 40.000 kr. er den 1. juli, og denne frist gælder, uanset om årsopgørelsen er modtaget inden da.

Indbetaling fra skatteydere anses for rettidigt, såfremt skattemyndigheden eller bankforbindelsen har modtaget en indbetaling på dagen for sidste rettidige betaling. Det er endvidere afsenderen, der bærer risikoen for, at beløbet modtages rettidigt, herunder at sikre, at der er anvendt korrekt bankkontonummer.

Der foreligger endvidere ikke sådanne særlige omstændigheder, som efter kildeskattelovens § 73 C kan begrunde en eftergivelse af renterne.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har fremsat påstand om, at anmodningen om tilbagebetaling af procenttillæg imødekommes.

Procenttillægget bør tilbagebetales, da fejl hos Bank C må være et anliggende mellem skattemyndigheden og Bank C.

Der er endvidere indhentet den tilkendegivelse fra Bank C, som den ansatte ved ToldSkat  anmodede om, for at kunne imødekomme tilbagebetalingen.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det fremgår af kildeskattelovens § 59, at den skattepligtige kan indbetale foreløbig skat frem til den 1. juli i året efter indkomståret. Efter den 1. juli i året efter indkomståret skal den skattepligtige indbetale restskatten sammen med et procenttillæg på 7 % af restskatten, jf. kildeskattelovens § 61, stk. 2.

For at en indbetaling via Homebanking vedrørende foreløbig skat for indkomståret 2003 kan anses for foretaget inden udløbet af fristen i kildeskattelovens § 59, må det antages, at indbetalingen skal være foretaget til skattemyndighedens konto senest den 1. juli 2004.

Klagerens indbetaling via Homebanking den 24. juni 2004 skete ikke til den rigtige konto. Det er derfor med rette, at indbetalingen ikke er medregnet i de foreløbige indbetalte skatter, og at klageren er pålagt et procenttillæg på 7 % af restskatten i medfør af kildeskattelovens § 61, stk. 2.

Efter kildeskattelovens § 73 D kan told- og skatteforvaltningen, når forholdene i ganske særlig grad taler derfor, eftergive eller meddele henstand med skatter, som personer er pålignet. Bestemmelsen må antages at skulle fortolkes restriktivt.

Klagerens fejlindtastning af det oplyste kontonummer i pjecen: "Betaling af restskat og restbidrag" kan ikke anses som et forhold, der i ganske særlig grad taler for at eftergive det pålagte procenttillæg.

Selvom det lægges til grund, at en medarbejder i ToldSkat  har udtalt sig som af klageren oplyst, bestod der ifølge udtalelsen alene en mulighed for at tilbagebetaling kunne finde sted. Allerede derfor har klageren ikke på baggrund af en sådan udtalelse noget retskrav på tilbagebetaling af procenttillægget.

Det er herefter med rette, at klagerens anmodning om tilbagebetaling af procenttillæg ikke er imødekommet, og den påklagede ansættelse stadfæstes derfor.